Det næste sæt var præget af, at Jan i sommers var forbi Bourgogne, så begge vine var derfra og den første var denne 2017 Pommard 1er Cru Les Grands Epenots fra Domaine François Gaunoux.
Familien Gaunoux har boet i Meursault i Côte d’Or siden det 16. århundrede og selve huset drives i dag af Claudine Gaunoux.
Hun er datter af François Gaunoux, som i nyere tid har gjort huset verdenskendt og selv har arbejdet i markerne og vineriet, siden han var 15 år.
Og François var søn er den berømte Henri Gaunoux, som var en kendt vinmager fra Pommard … lidt en avantgarde-vinmager, som forstod at kombinere modernisme og tradition … den samme filosofi Claudine også fastholder i dag og har gjort siden hun overtog driften i 2000.
Det var således reelt Henri Gaunoux, der i 1930 grundlagde vinhuset, der i dag har omkring 10 hektar vinmarker i både Volnay, Pommard og Meursault, bl.a. parceller på markerne Le Clos des Meix Chavaux, Clos de Tavaux og Meursault Les Gouttes d’Or.
Det er et vinhus, der producerer en række rød- og hvidvine, som er meget eftertragtede af vinentusiaster verden over og Gaunoux har således et meget anerkendt navn.
Denne Pommard 1er Cru Les Grands Epenots fra 1er Cru marken er lavet med afstilkning af druerne, hvorefter gæring er sket i ståltanke og i det hele taget er Claudine meget fokuseret på friskheden, så hun laver vinen ud fra et hands-off og lagrer vinen udelukkende på stål efter en moderne tilgang.
Duftmæssigt kan den naturlige, friske og kølige produktion også allerede duftes fra start … har stor tørhed, grafit, kul og tryksværte med en maskulin tæthed, grønne noter, jordbær og mørke kirsebær, så dermed en vin, som kræver lidt fordybelse.
Smagsmæssigt har vinen også en ren, direkte og klinisk frugt med masser af grønne noter, mens syren også er stram, frisk med syrlige kirsebær, ribs og smågrønne jordbær samt godt med lemon, der lige tilfører noget bitterhed og giver vinen denne lette, lyse og friske syrligbitre elegance … men hold kæft, hvor er den grøn. 95 point.
Købt i Bourgogne, men prisen ligger formentlig omkring 700 kr.