Le Monteil d’Arsac Haut-Médoc Cru Bourgeois er andenvinen på Château d’Arsac, der ligger 22 kilometer nord for Bordeaux by på adressen Allée du Comte i Arsac i Margaux.
Vinslottet har en lang historie, der går tilbage til det 12. århundrede, hvor det først var ejet af Guillaume Géraud d’Arsac, men blev i 1500-tallet købt af Thomas de Montaign … bror til den kendte filosof Michel de Montaigne.
Det har efterfølgende haft mange ejere … adskillige borgere fra Bordeaux, herunder Ernest Dubosc, som i 1880’erne omdannede ejendomme til den største vingård i Médoc med 250 hektar marker og på den tid verdensberømte state-of-the-art faciliteter til vinproduktion.
I 1986 blev ejendommen købt af Philippe Raoux. På det tidspunkt var Château d’Arsac imidlertid nærmest en ruin … der var kun sølle 3 hektar vinmarker tilbage, vinkældrene for længst forladte og slottet lignede mere et gammelt hønsehus.
Siden har Philippe Raoux restaureret vinslottet til sin fordums glans og er endda siden delvist blevet forfremmet til værende under selve Margaux appellationen med 54 hektar af slottets i dag 112 hektar, hvoraf de restende har status som Cru Bourgeois Exceptionnel.
Markerne ligger på Monteil bjergskråningen ved vinslottet historiske centrum og er tilplantet med 70% Cabernet Sauvignon, mens de sidste 30% er bedre egnet til dyrkning af Merlot.
Til at hjælpe med vinproduktionen har Philippe Raoux ansat et team bestående af teknisk direktør Olivier Bonneau, mens Loïc Le Bozec er ansvarlig for vinproduktionen sammen med kældermesteren Emmanuel Calvez.
Denne 2015 Le Monteil d’Arsac Haut-Médoc Cru Bourgeois var oprindeligt førstevinen på slottet og i denne årgang lavet på et blend med 48% Cabernet Sauvignon og 52% Merlot, som kommer fra den øverste del af Monteil bjergskråningen.
Vinen er lavet med gæring på ståltanke ved 26-30 grader, mens 3-4 ugers lang maceration har trukket farve og tannin fra skindet. Efter endt gæring er vinen lagret 12 måneder på ståltank samt på 225 liters barriques, hvoraf 1/3-del er nye, 1/3-del er et år gamle samt 1/3-del to år gamle.
Duften er dyb og flæsket … der er mørke og næsten kandiserede bær, gærede bær, solbær, brombær, lakrids, mørk chokolade, våde fade, cedertræ, teaktræsolie, mahognitær, småmuggen kælder, lidt muldjord, våd skovbund, kaffebønner, kanel og vaniljesukker. Der er kompleks, overvældende, vildt og lidt af en dyb Bordeaux.
I munden er det en fin Bordeaux vin, der virker friskere og lysere end duften indikerede. Der er hindbær, tranebær, bitre kirsebær, solbær, sorte te-blade, knastørre tanniner, der bider med syrlig og frisk kant og sætter sig diskret i mundhulen og blider der, selvom du nærmest ikke mærker det. Der er ædel og smuk Bordeaux med klasse, så dermed 92 point.
Forhandles af Supervin, hvor prisen er 169,95 kr., mens prisen er 109,95 kr. ved køb af 6 flasker.
Vinanmeldelse 5/7