Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2021 Weingut Malat, Furth Riesling, Kremstal, Østrig

 2021 Weingut Malat, Furth Riesling, Kremstal, ØstrigWeingut Malat driver både vinhus og 4-stjernet hotel på Hafnerstraße i byen Palt lige ved et af Donau flodens mange sving, men det er derfra, at jeg nu smager en 2021 Furth Riesling.

Vinhuset drives af  Michael Malat, der 10. generation af et over 300 år gammelt vinhus og nu fører familiens stolte traditioner videre med ønsket om at lave naturlige, terroirtro vine med elegance og finesse. Det er med andre ord et gammelt vinhus og de gamle vinkældre og den ældste fløj på vingården går da også helt tilbage til 1700-tallet, men både vingård og hotellet er løbende renoveret og bl.a. byder hotellet på 9 værelser og en lejlighed med udsigt udover alle vinmarkerne.

 Weingut Malat har samlet 45 hektar vinmarker, der dyrkes efter økologiske principper. Jordbunden varierer mellem ler og kalksten i selve dalen, mens den ved bjergene består af det nærringsfattige Lösss, som tvinger vinstokkene til at grave dybt efter nærring.

Malats markbesiddelser tæller fornemme af slagsen på Steinbühel, Silberbichel og Pfaffenberg, som alle er klassificeret som Erste Lage. Derudover parceller på Höhlgraben, Leukuschberg, Am Zaum, Hochrain, Satzen og Zistel.

Selvom den økologiske tilgang har eksisteret i mange år, har man dog først for nylig valgt at blive økologisk certificeret, hvilket snart også vil fremgå af etiketterne.

Den naturlige tilgang præger i det hele taget alt arbejdet, både med fokus på manuel høst med lave høstudbytter i marken samt i kælder med spontangæring og næsten udelukkende lagring på neutrale fade.

Denne Furth Riesling, hvor druerne kommer fra marker ved  Furth i Göttweig.  Al høst er foretaget ved håndkraft, hvorefter vinen gærer på naturlig vis på stål for slutteligt at lagre på store, gamle, neutrale træfade. Vinen har 3,5 gram restsukker pr. liter.

Dejlig luftig aroma … skarp, præcis og alligevel med et let touch, en snert petroleum, et snert nødder, mens eller er det æbler, lemon og noget sandeltræ … eller i hvert fald i den retning. Er tosset med den lethed, som hænger i luften som skøn parfume suppleret af våde sten samt en smule skolekridt.

I munden er det mere stringent, klart og syrligt … virkelig ren Riesling med mineralsk stensaft. Der er umodne æbler samt et tons citroner, så du automatisk laver kyssemund. Det kan du også roligt gøre, for det er en skarp Riesling, der bare hænger i munden i lang, lang tid som en beatnik syrehoved, 92 point og vildt niveau.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 143 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Weingut Jülg, Schweigen Chardonnay, Pfalz, Tyskland

2021 Weingut Jülg, Schweigen Chardonnay, Pfalz, TysklandVi skal lige et smut tilbage til Johannes Jülg fra vinhuset Weingut Jülg i byen Schweigen-Rechtenbach, for jeg har nemlig hældt et glas op af denne 2021 Schweigen Chardonnay.

Vinen er jo en Ortswein med druerne fra vinmarkerne ved Schweigen, men igen et et skønt joint-venture, for halvdelen af druerne er fra den franske side og halvdelen fra den tyske side. Det er imidlertid alle franske kloner, for det var Johannes bedstefar Oscar Jülg, der plantede Chardonnay på gårdens marker.

Det gjorde han allerede i 1961, selvom det slet ikke på daværende tidspunkt var tilladt at dyrke druen i Tyskland. Stiklingerne hentede han i Meursault, så de planter han havde med hjem, er i dag over 60 år gamle. Oscar havde jo en særlig kærlighed for Bourgogne og det afspejler denne vin også … men det vender vi tilbage til lige om lidt.

Druerne er spontangæret på ståltank alene med de naturligt forekomne gærceller og efter endt fermentering har vinen dernæst lagret 8 måneder på gamle egetræsfade. Vinen har 3,6 gram restsukker pr. liter.

Det er bestemt ingen fedladen, doven og fadtung Chardonnay … nærmere tværtimod, for duften er har ganske vist nogle arketypiske Chardonnay aromaer, men også nogle mere vilde samt grønne noter. Der er således pærer, lidt smørfedme og med god vilje også en smule nødder, men de overdøves dog af stikkelsbær, frisk æblemost, noget umoden ananas, røg og lidt røgelsespinde.

I munden er det heller ikke en overdone, slasket egepræget smørchardonnay, men er langt mere klar, stringent og syrerig med en saftig kant, godt med lemon, citroner, salte, stenede og kalkede mineraler. Den har virkelig en livlig, adræt, smidig og spændstig syre, som sammen bare en svag og lind rundhed, giver en smuk vin. Det betyder 92 point

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 275 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Domaine Gachot-Monot, Nuits-Saint-Georges Aux Crots, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine Gachot-Monot, Nuits-Saint-Georges Aux Crots, Bourgogne, FrankrigLeif serverede også denne Nuits-Saint-Georges Aux Crots fra Domaine Gachot-Monot og medbragt hjem efter en ferie i Frankrig.

Domaine Gachot-Monot er vi før stødt på her på Houlbergs Vinblog, for husets frue hedder nemlig Liselotte, er pæredansk og har familie her i Randers.

Vinhuset ligger ved byen Corgoloin, knap 2 kilometer syd for Nuits-Saint-Georges. Vinhuset stammer fra 1890 og drives i dag af Damien Gachot som 5. generation … altså sammen med  Liselotte Gachot.

Vinmarkerne er beliggende i tre kommuner, Corgoloin, Comblanchien og Nuits-Saint-Georges i det sydlige af Côte de Nuits-området i Bourgogne. Produktionen er igennem årene vokset fra godt 6,5 hektar til omkring 13,5 hektar, fordelt på ti forskellige appellationer.

Pinot Noir druen udgør omkring 90% af produktionen, hvor de resterende 10% er fordelt på druesorterne Chardonnay, Aligoté og Gamay.

Arbejdet i vinmarken udføres efter de traditionelle metoder tilsat lidt ny teknologi, deriblandt begrænsning af høstudbyttet samt unødvendig sprøjtning af markerne.

Damien Gachot blev både i 2003 og i 2006 kåret til årets unge vintalent for Côte de Nuits området.

Denne Nuits-Saint-Georges Aux Crots er lavet med druer fra husets 0,24 hektar store enkeltmark Aux Crots , der endda er er omgivet af 1er Cru parceller, der har 45 år gamle vinstokke. Vinen er lavet helt traditionelt og derefter lagret 12-15 måneder på barriques, heraf omkring 30% nye fade.

I næsen er det en lysere, sød og alligevel kantet vin … lidt rustik og bondsk med en snert Beaujolais. Der er kul, tjære, lidt kraftig med sorte kirsebær, jordbær, finsk og engelsk lakrids, eukalyptus og en grøn nerve.

Det er smagsmæssigt en lidt kraftigere vin, hvor der klart kommer noget fadsødme, jordbær og jordbærdrikkeyoghurt, stor saftighed, kødfuld og let jernagtig. 92 point.

Forhandles flere steder herhjemme, bl.a. hos Vin-Gaven, hvor en flaske koster 315 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Domaine de la Motte, Chablis 1er Cru Vau-Ligneau, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine de la Motte, Chablis 1er Cru Vau-Ligneau, Bourgogne, FrankrigFra Domaine de la Motte der ligger i byen Beine i Chablis og drives af Michaut familien skal vi nu smage en Chablis 1er Cru Vau-Ligneau 2020.

Huset – der ikke må sammenlignes med Domaine de la Motte fra Loire – er grundlagt i 1960’erne og er siden gået i arv fra far til søn.

Oprindelig var det Henri Michaut, der startede med at lave lidt vin fra 2 hektar vinmarker og ved siden af også passede lidt køer og almindelig agerbrug.

Hans 3 sønner Jean, Christian & Bernard sluttede sig løbende til vingården startende med Jean i 1970 efterfulgt af Bernard i 1974 og Christian i 1990. Samtidig kom Claude Robin også med i eventyret og drev sammen med Michaut-brødrene vingården i 1980’erne.

I starten blev hele høsten blot solgt til kooperativet La Chablisienne, som ejes af en  gruppe vinbønder, der producerer og sælger vine fra medlemmernes druer. Men det ændrede sig i 1990’erne, hvor man selv begyndte at lave, flaske og sælge husets vine.

I 2005 kom Chrisians søn Guillaume Michaut og med i driften, men siden 2010 har det været Bernards søn Adrien, som er ansvarlig for hele driften af vingården.

Han har også udvidet med køb af nye marker, så i dag har Michaut familien sammenlagt 53 hektar marker i Chablis med vinstokke i kimmeridgiansk kalkrig jord og laver årligt 350.000 flasker vin.

Her smager vi huset 2020 Chablis 1er Cru Vau-Ligneau og er en dal, som næsten lige er klassificeret som 1er Cru. Chardonnay druerne kommer fra 35-50 år gamle vinstokke med en sydøstlig eksponering og står i et dybt lag hvidt ler på marken.

Druerne er høstet med et udbytte på 50 hektoliter pr. hektar og vinen er lavet på rustfrie ståltanke helt traditionelt ved en kølig temperatur på 18 grader. Efter gæring er vinen så lagret 12 måneder, 65% i rustfri ståltanke og 35% egefade.

I næsen er der noget fedme, men samtidig en lidt grøn side med stikkelsbær og mælkebøtter. Der er svagt lidt ristede noter, nogen smørfedme, godt med mineralsk islæt … virker lidt kalket eller har i hvert fald en smule kridt.

Sådan er smagen også … har lidt en olieret krop med en vis fylde, selvom det bestemt ikke er det, som dominerer smagene. Det er en ren og fin syre, masser af syrlige æbler, ren og klar med denne klare kalkede hvide mineralitet og generelt meget forfriskende. 92 point.

Denne skulle vistnok være købt på vingården, hvor prisen er 20€ … svarende til 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Bodegas Amaren, Alavesa Blanco Barrel Fermented, Rioja, Spanien

2019 Bodegas Amaren, Alavesa Blanco Barrel Fermented, Rioja, SpanienDer er ikke tit, at man smager hvidvin fra Rioja. Men her er der en af slagsen i form af Alavesa Blanco Barrel Fermented fra Bodegas Amaren.

Vinhuset ligger ved Samaniego i Rioja og er grundlagt i 1995 af Juan Luis Cañas, der i forvejen ejer det store og kendte vinhus Bodegas Luis Cañas.

Hans far Luis Cañas havde grundlagt det store Rioja vinhus i 1970, men hans far Carlos Cañas havde allerede årtier før lavet vin, som han så transporterede til markeder i vogne trukket af muldyr … ofte over 100 kilometer.

Juan Luis Cañas overtog Bodegas Luis Cañas i 1989 i en alder af 33 år og gav vinhuset et frisk pust uden dog at miste de traditionerne i familien.  Han byggede bl.a. i 1994 et nyt og moderne vinhus, hvor han samlet laver vin fra 450 hektar kontrollerede vinmarker, som fordeles sig på over 1.000 små plots.

Da Juan Luis Cañas’ mor Ángeles – hustru til Luis Cañas – døde i 1995, så besluttede han at lave et vinhus for at ære hende og det blev så til Bodegas Amaren. Druerne til vinene på Bodegas Amaren kommer fra mikroskopiske vinmarker med gamle vinstokke, der kun yder meget små høstudbytter.

Samlet har Bodegas Amaren 65 hektar vinmarker i Rioja Alavesa med en tydelig maritim indflydelse fra Atlanterhavet, der kun ligger 120 kilometer derfra.

Denne Alavesa Blanco Barrel Fermented er lavet på Viura, Malvasía og Tempranillo Blanco fra 60 år gamle vinstokke på vinmarker i 545 meters højde. De forskellige marker ligger rundt omkring vingården ved Sanmaniego, den nordlige del af Villabuena de Álava og Leza.

Klaserne selekteres i vinmarken oghøstes med håndkræft, hvorefter de så også dobbeltsorteres i vineriet. Vinen gærer primært på 225-500 liters franske egetræsfade, men en lille andel gærer i betonæg.

Efter endt gæring bliver vinen lagret 10 måneder på både egefade samt betonæg  med regelmæssige batônnage aka omrøring af vinen i gærresterne. Der er lavet 32.380 flasker af vinen.

Dejlig duft … har klart fadpræg med en smule lakridskonfekt suppleret med lidt eksotisk frugt af abrikos, mango, mirabeller, fersken og faktisk meget frugtrig. Der er samtidig masser af hvide blomster, klare ler- og kalkagtig mineralitet … fyldig med god bund, smørfedme og alligevel smuklækker krop.

Smagen er lidt anderledes, for den er ganske vist svag olieret, men det er med en syrlig frisk og småbitter frugt med lemon, citroner og grape. Smagen er mindre højlydt en duften, men netop som man tror, at der er lidt neutralt, så sætter en klar saltagtig smag ind tilsat lidt røg og hvid peber. Vin med stor saltvandstouch. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Clos des Lunes, Lune d’Argent Grand Vin Blanc Séc, Bordeaux, Frankrig

2018 Domaine de Chevalier, Clos des Lunes - Lune d'Argent, Bordeaux, FrankrigAnden akt i Supervins  ekstravagante vinsmagning med store Bordeaux vine var en middag på Restaurant Fauna. Den blev indledt i foyeren med et glas Lune d’Argent Grand Vin Blanc Séc fra Clos des Lunes.

Bag det lille projekt Clos des Lunes står Olivier Bernard fra ​​Domaine de Chevalier i Pessac-Leognan.

Domaine de Chevalier ejes i dag af Bernard familien, hvis historie går helt tilbage til 1155, men har været ejer af vinslottet siden 1983, hvor familien købte vinslottet med dets 18 hektar vinmarker for 23 millioner franske Francs.

Selve slottet kan dog dateres helt tilbage til 1600-tallet, men blev først sådan offentlig kendt i 1865, hvor det blev købt af Ricard familien, der i forvejen drev en bødkerforretning i Bordeaux.

Dengang var slottet kendt under navnet Gascon Chivaley, men senere under Arnaud Ricards ledelse ændrede man navnet til det nuværende Domaine de Chevalier.

Det var specielt Arnaud Richard, der som 21-årig i 1948 overtog ledelse, som udviklede slottet. Han sørgede bl.a. for en renovering af markerne med bedre drænsystemer og fik gjort slottet kendt.

Da Bernard familien i 1983 købte slottet, så satte de den unge Olivier Bernard i spidsen for slottet, og hans første beslutning var at fortsætte med det hold af vinmagere, som hidtil havde lavet vinene på Domaine de Chevalier.

Han sørgede derudover for opkøb af yderligere vinmarker og genplantede en del af de eksisterende. Derudover renoverede han også selve vineriet og byggede et ovalt, cylinderformet kælderrum til lagring af slottets vine.

I dag drives vinslottet fortsat af Olivier Bernard sammen med hustuen Anne og deres to sønner Adrien og Hugo Bernard, som snart forventes at overtage hele driften.

Domaine de Chevalier har i dag over 100 hektar jord, men heraf er alene 45 hektar vinmarker, hvor de dyrker de klassiske Bordeaux sorter Cabernet Sauvignon, Merlot, Cabernet Franc, Petit Verdot, Sauvignon Blanc og Sémillon.

Men i 2011 startede Olivier Bernard så Clos des Lunes projektet sammen med Pierre Guiraud fra Chateau Guiraud i Sauternes. Det skete ved, at de sammen købte Chateau Haut Caplane, der trods en fremragende beliggenhed mellem Château Rieussec, Château Guiraud og selveste Château d’Yquem aldrig formåede at slå igennem på den internationale vinscene.

Det opsigtsvækkende var, at Olivier Bernard, hans søn Hugo samt vinmageren Thomas Stonestreet valgte at vende tingene på hovedet ved at hævde at Sauternes terroir var mindst lige så kvalificeret til produktion af tørre hvidvine … og ikke kun søde vine.

Olivier Bernard har investeret i yderligere parceller og de oprindelige 31 hektar er nu vokset til 45 hekter tilplantet med i omegnen af 70% Semillon og 30% Sauvignon Blanc.  Alt arbejde i vinmarkerne udføres efter økologiske principper.

Vinfremstillingen på Clos des Lunes trækker naturligvis på erfaringerne fra Domaine de Chevalier, for det er samme team og dermed den samme ekspertise … og man benytter endda den samme pneumatiske presser, som man henter fra Domaine de Chevalier.

Denne Lune d’Argent Grand Vin Blanc Séc er lavet på 70% Sémillon og 30% Sauvignon Blanc, der kommer fra 35 år gamle vinstokke. Der sker ingen afstilkning, så klaserne presses bare, hvorefter saften hviler med kold bundfældning i op til 4 døgn inden gæringen.

Den er sket med druernes naturlige gærceller i store 5.000 liters rustfri ståltanke, hvorefter 3/4 af vinen lagrer 6-7 måneder sur lie i tankene, mens den sidste 1/4 lagrer samme periode på barriques med løbende bâtonnage. Den endelige cuvée er derefter så sammenstukket og tappet på flaske.

Dejlig duft … brødkrummer, tørristede hasselnødder, meget rund og lidt gæret, men det er dog ganske lidt. Der kommer til gengæld nogle småeksotiske frugter med fersken, mango, pærer, nogle gule æbler, en lille snas grape men ellers godt med blomster.

I munden en let perlende og prikkende fornemmelse, men den forsvinder hurtigt som dis på marken en efterårsmorgen. Men så kommer der en rank vin frem, men samtidig omgængelig. Der er en fin ferskensødme, pærer, lemon og samtidig let nøddet smag, som gør smagen intens og rund. Dejlig start og 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7 

2011 Château Prieuré-Lichine, Margaux 4. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2011 Château Prieuré-Lichine, Margaux 4. Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigMellem de mange Grand Cru Classé til Supervins eksklusive Bordeaux smagning fik jeg også et glas af denne 2011 Margaux 4. Grand Cru Classé fra Château Prieuré-Lichine.

Vinslottet var oprindelig et benediktiner munkekloster og grundlagt under romertiden af munkene fra Abbey of Vertheuil og vinene er første gang omtalt i 1444, men det var først i 1952, at det fik sit nuværende navn.

Dér blev slottet nemlig købt af Alexis Lichine, der i tråd med de gamle traditioner navngav slottet efter sig selv, men lod det første navn stå for at ære fortidens hårdtarbejdende munke.

På det tidspunkt var vinslottet kun en skygge af sig selv, bl.a. på grund af dårlig økonomi og generel forsømmelse. Derfor havde det også kun sølle 7 hektar vinmarker tilbage og blev solgt for en slik.

Men Lichine var visionær for sin tid. Han formåede at vende udviklingen og købte yderligere marker, således slottet i dag har knap 78 hektar. Han satte demonstrativt også et kæmpestort skilt ved motorvejen for at tiltrække turister – et træk, der ikke var videre populært blandt naboerne, da man ikke dengang var vant til turister i Bordeaux.

Senere overtog sønnen Sacha Lichine arbejdet med den kendte Michel Rolland ved roret som konsulterende ønolog. I 1999 blev slottet solgt til Ballande-gruppen, som er et stor négociantfirma i Bordeaux og Stéphane Derenoncourt fungerer nu som førende ønolog.

Ballande-gruppen har fortsat genrejsningen af slottet med reduktion af høstudbyttet for at øge kvaliteten, nye metoder til beskæring og en omfattende modernisering af faciliteterne og i dag er kvaliteten bedre end nogensinde før. Men det som jo også ædle traditioner som et 4. Grand Cru Classé i den store klassifikation.

Vi smager her deres vin i årgang 2011 og den er lavet på 63% Cabernet Sauvignon. 32% Merlot og 5% Petit Verdot og alle er høstet med et udbytte på 32 hektoliter pr. hektar.

Druerne er sorteret – både optisk og manuelt – inden gæring og maceration er 27 dage. Efter endt fermentering er vinen så lagret 15 måneder på barriques, heraf 50% nye fade og resten i fade brugt én gang tidligere.

For satan – pardon my french – et fin, let og moden frugt. Og netop frugten er her i centrum, meget overdådig, let og smuk og næsten som om, at den er blevet poleret. Der er solbær, hindbær, blommer, masser af sød fadpræg med både lakrids, karamel, vanilje, kaffe og mælkechokolade.

I munden er vinen knap så intens, mister måske pusten en smule og virker på en eller anden måde lettere, mere ubekymret, unuanceret og mindre tæt. Der er dog nogle fine, spinkle tanniner, der samtidig er tørre … det bliver liv og let bitterhed. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  magnumflaske koster 1.299 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 995 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Château Pédesclaux, Pauillac 5. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2017 Château Pédesclaux, Pauillac 5. Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigJeg smagte da også Pauillac 5. Grand Cru Classé fra Château Pédesclaux i endnu en årgang og det var såmænd 2017’eren.

I denne årgang er mixet 65% Cabernet Sauvignon samt 25% Merlot suppleret med 3% Petit Verdot og 7% Cabernet Franc, der er høstet omkring midten af september med et udbytte på 47 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet med en lang og kølig maceration. Efter gæringen er vinen igen lagret 16 måneder på barriques, heraf 60% nye fade, mens resten er brugt én gang før.

Vinen minder – selvfølgelig – en del om 2015’eren, men bare mere frisk og knap så sammenhængende. Der er en snas mere frugtighed, er mere rank med fortsat med tydeligt fagpræg, det blot fylder lidt mindre. Det er en rank og stram frugt med solbær, brombær, kanel, vanilje samt lidt chokolade.

Den er smagsmæssigt også knap så rund som 2015’eren, men dog fortsat blødt … bare mere frisk og kantet, hvor hunden lige bidder en smule. Der er fortsat tørre tanniner, stramhed og noget bitterhed, så Houlberg havner på 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 599,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 328 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2000 Château Potensac, Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, Frankrig

2000 Château Pontensac, Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, FrankrigVi skulle også omkring endnu et vinslot ejet af Delon familien aka Domaines Delon og det er Château Potensac. Vinslottet udmærker sig som eneste Cru Borgeois Exceptionel i Médoc og jeg startede med at smage vinen i en ældre årgang 2000.

Det er et vinslot, der ligger lige udenfor Saint-Estèphe ret tæt på Gironde floden i det nordlige Médoc på et højt sted. Slottet har været ejet af samme familie igennem mange, mange år og har altid været drevet af kvinder.

Men i dag er det altså en del af Domaines Delon, da Jean-Hubert Delon arvede godset fra sin mormor Georgette Liquard. Til slottet hører 60 hektar vinmarker, der har lidt samme undergrund som i Saint-Estèphe.

Denne Médoc Cru Bourgeois er førstevinen på Château Potensac, mens andenvinen hedder Chapelle de Potensac. Denne årgang 2000 er lavet på et blend af 45% Cabernet Sauvignon, 35% Merlot og 20%
Cabernet Franc. Efter endt fermentering er vinen lagret 14-16 måneder på barriques, heraf 30% nye fade.

Duftmæssigt kan alderen måske mærkes i den modne frugt, som domineres af solbær, kogte blommer og jordbær, men ellers er der intet bedaget over vinen på nogen måder. Den er lidt parfumeret og har tobak, røg, urter samt noget mineralsk.

I munden er vinen blød og cremet … har lidt blommer og modne solbær, mens tanninerne er så fine og samtidig vildt tørre, så der er fortsat spark i den gamle dame. Der kommer også en frugtsødme og noget sort te bitterhed. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 799 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 629,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Orciaverde, Montecucco Rosso, Tosacana, Italien

2019 Orciaverde, Montecucco Rosso, Tosacana, ItalienDenne Montecucco Rosso fra det lille vinhus Azienda Agricola Biologica Orciaverde lidt syd for Stazione Sant’Angelo-Cinigiano har jeg været begejstret for før og nu er jeg det atter med 2019’eren.

Vinhuset har jeg skrevet om en del gange efterhånden og denne Montecucco Rosso har jeg jo smagt i både årgang 2017 og 2018.

Det er en vin, der er lavet på Sangiovese tilsat lidt Cabernet Sauvignon og Merlot. Vinen er lavet klassisk og gammeldags, dog er den efter endt fermentering lagret 2 måneder på barriques.

Er 2019’eren måske lidt mere grøn og urtet end de foregående to årgange? Den er under alle omstændigheder dejlig syrlig med noget hæfteplaster og medicinkasse, har en stram parfumeret duft med blommer, jordbær, svesker, tranebær, ribs, violer, mynte samt lidt kolde, rå champignon samt svag vanilje.

I munden har vinen en frisk, syrlig lys, frisk frugt, småbitter og virkelig streng, ren og mundrensende med lidt peber, vild kæmpe tørhed, ribs, kirsebær og granatæbler. Det er spillevende, syrlig og stram bandit, der har tørre og bitre tanniner, der skriger på mad med lang syrligbitter eftersmag. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7