Tag-arkiv: 5½

2019 Alberto Ballarin, Barolo, Piemonte, Italien

2019 Alberto Ballarin, Barolo, Piemonte, ItalienAzienda Agricola Alberto Ballarin ligger på adressen Frazione Annunziata i La Morra og har tidligere været en del af Cascina Ballarin, som vi også før har mødt her på bloggen, men her smager vi en 2019 Barolo fra Alberto.

Det var Pietro Viberti Ballarin, som oprindelig grundlagde Cascina Ballarin i 1928 og dengang var det en traditionel landbrugsejendom med både dyr, stald, lade, frugttræer og vinmarker.

Det var dog under ​​Luigi Viberti Ballarin – barnebarn af Pietro – at vinhuset i 1950’erne voksede, selvom driften fortsat ikke var 100% vinproduktion. Det skete først i 1985, hvor Luigi sammen med sine 2 sønner Giorgio og Giovanni satsede på vin og startede med at lave og sælge deres vine under Cascina Ballarin navnet.

Senere fik Giorgio og hustruen Rosanna de 2 børn Alberto samt Alessandro og siden 2013 har Alberto været med for at hjælpe sin far og onkel. Men i perioden 2016-2017 rejste han udenlands for at dygtiggøre sig indenfor vinproduktion og han arbejdede bl.a. på Torbreck i Barossa Valley i Australien og Arcangeli i Sydafrika.

Derefter vendte Aberto tilbage til Cascina Ballarin, men efter de mange oplevelser havde han lyst til at eksperimentere og lave vine efter sit eget hoved, så derfor skabte han en lille produktion af både Barbera d’Alba og Langhe Nebbiolo fra en del af jorden beliggende i hjertet del Roero og ejet af hans mors bedsteforældre … en ganske lille produktion på 800 flasker.

Med i 2021 besluttede hans far og onkel, efter 30 års tæt samarbejde, at opdele vingården i 2 dele og dermed blev den ene del til Azienda Agricola Alberto Ballarin.

Vingården har  9 hektar vinmarker i Langhe, hvoraf 7,5 hektar ligger i Barolo området og de resterende 1,5 hektar i Roero. Det er fordelt på marker som Bussia, Bricco Rocca, Boiolo, Panerole og Roero.

Denne Barolo er lavet med Nebbiolo-druer fra 3 forskellige vinmarker i de 3 kommuner La Morra, Monforte dAlba og Novello fra 25-45 år gamle vinstokke. Markerne ligger i 230-290 meters højde og med jord domineret af kalk og blå mergel.

Gæringen er sket i ståltanke med temperaturkontrol over 9-14 dage efterfulgt af en malolaktisk gæring. Vinen er derefter først lagret 14 måneder på nye og brugte franske 225 liter barriques og derefter så 12 måneder på ældre 900 liters slavonske træfade … og så er den også modnet 8 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt er det klassisk Nebbiolo med tørrede rosenblade, garvet læder, violer, blomster, fennikel og frugt af knuste hindbær, ribs, mandler, nødder, let kanel, vanilje og en jernet mineralitet … og så virker vinen tør … virkelig tør.

Tanninerne er også vilde og tørre i munden, så ophavet – at det er Barolo – virker nu rimelig klart. Det river, rykker og udtørret munden og får følgeskab af jordbær, ribs, lyse kirsebær, grape bitterhed og en let og egentlig saftigt smag … virkelig fin, så 93 point.

Forhandles bl.a. af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 325 kr., mens prisen er 275 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Château Val d’Arenc, Bandol Rouge, Provence, Frankrig

2020 Château Val d’Arenc, Bandol Rouge, Provence, FrankrigGert E’s første vin var også svær at spotte på drue … men det var også en rød Bandol fra vinhuset Château Val d’Arenc, der siden 1991 har været drevet af familien Sénéclauze.

Historien om Sénéclauze familien og vin startede i 1890, da Théodore Sénéclauze slog sig ned i Algeriet og skabte en vinforretning der.

Men efter 7 årtier i Algeriet blev familien tvunget til at forlade Oran i 1962  under Evian-aftalen og så slog de sig ned i Marseille.

Men allerede i 1935 havde Théodores søn Pierre Sénéclauze købt det store bordeaux slot Château Marquis de Terme, der oprindelig blev grundlagt i 1762.

Men i Marseille fortsatte familien med at drive vinhandel, men i 1991 købte de så Château Val d’Arenc og fortsatte dermed deres store tilknytning til området ved Middelhavet. Senere i 2007 har familien også købt Domaine de Lauzade i Côtes de Provence

Da Pierre Sénéclauze købte Château Val d’Arenc, så satte han en store renovering og total omstrukturering af vingården i gang og den skulle vare næsten 10 år.

I dag er det Pierre Sénéclauzes 3 sønner Pierre-Louis, Phillipe og Jean, som driver hele fortagenet videre … både Château Marquis de Terme, Domaine de Lauzade og Château Val d’Arenc.

På Château Val d’Arenc har man i alt 25 hektar vinmarker og får hjælp fra den rutinerede vinmager Gérald Damidot, der efter lang tids ansættelse hos Nicolas Potel i Bourgogne blev ansat på Château Val d’Arenc i 2015 … og nu har skubbet yderligere til kvaliteten.

Denne Bandol er lavet på  90% Mourvédre og 10% Grenache fra gamle vinstokke, der står plantet på stejle ler- og kalkstensholdige terasser, som alle dyrkes efter økologiske principper.

Al høst og den omhyggelige selektering foregår ved håndkraft, hvorefter vinen gærer under temperaturkontrollerede forhold i ståltanke med længerevarende maceration. Sluttelig lagres vinen 18 måneder på en kombination af barriques og foudres.

I næsen er der blæk, blod og bacon … 3 B’er, men derudover tørret kød, tørrede rosenblade, våde fade, champignon, skovbund, lakrids og en frugt af blåbær, solbær og brombær … maskulin, kraftig, tørret og let krydret.

Det er i munden en mørk, moden frugt, mest kirsebær, solbær, ribs, blommer og halvbitter lemon. Den har lidt sødme, fedme … er meget blød og rund, men har også lidt alkoholvarme, peber og nogle tørre tanniner, som dog aldrig bliver helt vilde. 93 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 265 kr., mens prisen er 235 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Beau Rivage Cellars, Chenin Blanc, Californien, USA

2018 Beau Rivage Cellars, Chenin Blanc, Californien, USANæste vin voldte også store problemer at gætte, men det var en amerikansk Chenin Blanc fra et vinhuset kaldet Beau Rivage Cellars, der ligger i Clarksburg nordøst for San Francisco i Californien.

Beau Rivage Cellars er ikke et traditionelt vinhus, for de ejer ikke selv vinmarker, men opkøber druer fra udvalgte vinavlere og marker.

Huset er grundlagt i 2017 af William Kelley og Frank Ingriselli. De laver udelukkende Chenin Blanc vine fra området Clarksburg, hvor Chenin Blanc druen trives ved bredden af ​​Sacramento floden, så det er ikke mainsteam californisk vin. Og så laver William og Frank deres vine efter burgundiske teknikker.

Alle druer hos Beau Rivage Cellars plukkes og sorteres i hånden, bliver så presset, gærer og lagrer i brugte tønder og demi-muids fra nogle af Frankrigs bedste bødkere. Deres inspiration er hentet fra samtaler med folk som Jean-François Coche og Klaus-Peter Keller.

Denne 2018 Chenin Blanc er lavet ved, at druerne er høstet køligt om natten og selekteret både i vinmarken og bagefter i vinkælderen. Druerne fra stokkenes solside og skyggeside vinificeres separat, idet dem fra solsiden presses over længere tid og skyggesidens klaser viniferes hele.

Efter presningen er gæringen sket i brugte egefade fra Gauthier, Damy, Stockinger og andre. Gæring sker langsomt over 6 måneder og sker fyldt med CO2 for minimere svovltilsætning og for at holde bærmen i bevægelse. Vinen lagrer 12 måneder inden aftapning på flaske og frigivelse.

Duftmæssigt virker vinen slank … og alligevel med en lille smørfedme samt en frugt af pærer, fersken, æbler og stikkelsbær, har en stenet mineralitet, lidt bivoks, blomster, gærede noter samt lidt tørt træ.

Smagen er også rank, ren, klar og stringent … kan minde lidt om en Chablis. Der er frugt med pærer, æbler og citrus, grønne elementer samt denne stenede og kalkede mineralitet. 93 point.

Forhandles af Atomwine, hvor en flaske i årgang 2020 koster 399,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2015 Château La Tour du Pin Figeac, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig

2015 Château La Tour du Pin Figeac, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, FrankrigJeg smagte tilbage i 2019 denne Saint-Émilion Grand Cru i årgang 2003 fra Château La Tour du Pin Figeac … et vinslot, der i 2006 blev solgt til Château Cheval Blanc, som frem til 2011 fortsatte med at lave vine under det gamle navn, men egentlig ikke eksisterer mere.

Château La Tour du Pin Figeac var indtil 1879 en del af det store Saint-Èmilion vinslot Château Figeac, men slottet blev opdelt i to vinhuse, hvor så den mindste del blev solgt og igen opdelt i 2 halvdele, hvor den mindst del blev til Château La Tour du Pin Figeac.

Slottet blev i 1947 købt af Antoine Moueix, som er fætter til legendariske Jean Pierre Moueix … Moueix navnet er ensbetydende med topvine fra Bordeaux’ højrebred, da familien ejer en lang række vinslotte.

Imidlertid blev Château La Tour du Pin Figeac i 2006 solgt til Château Cheval Blanc, som frem til 2011 fortsatte med at lave vine under det gamle navn, selvom en del af markerne allerede fra starten blev en del af Cheval Blanc.

I dag er Château La Tour du Pin Figeac helt forsvundet, og dens dengang 11 hektar vinmarker er nu basis for nogle af vinene fra Château Cheval Blanc.

Chevel Blanc er tilsyneladende fortsat med at vinificeret druerne fra de gamle marker, der før tilhørte Château La Tour du Pin Figeac, så her har man så lavet en vin i kongeårgangen 2015 med det gamle navn på etiketten.

Vinen er på 75% Merlot og 25% Cabernet Franc og lavet helt traditionelt og efter endt fermentering lagret på en kombination af nye og brugte 225 liters barriques.

Nu er niveauet sgu lige røget op … der er langt mere dybde, intensitet og tæthed med sød finsk og tør engelsk lakrids, solbær, kirsebærlikør, enebær og fadpræget også både bedre integreret og bidrager med kanel, vanilje, chokolade, våde fade og brunet karamel, virkelig mørk, cremet, fed og balanceret … uha, det dufter godt.

I munden er det også en mægtig vin … det er skovbund med solbær, solbærmarmelade, sorte kirsebær og sorte blommer. Indpakningen er fløjlsblød, cremet og fyldig. Vinen smelter næsten i munden, men dog er den mørke frugt frisk, mens tanninerne er markante om end polerede og giver sammen med lidt hvid peber et kraftigt bid, så dermed 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 399,95 kr., mens prisen er 269,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Weingut Jakob Schneider, Niederhäuser Hermannshöhle Riesling Spätlese, Nahe, Tyskland

2022 Weingut Jakob Schneider, Niederhäuser Hermannshöhle Riesling Spätlese, Nahe, TysklandVi sluttede smagningen på den stejle vinmark Niederhäuser Hermannshöhle og det var med Weingut Jakob Schneiders 2022 Niederhäuser Hermannshöhle Riesling Spätlese.

Riesling druerne er høstet med håndkraft, hvorefter druerne selekteres nænsomt ved ankomsten til vineriet.

Så er de presset og vinen gæret i rustfrie ståltanke og der skulle vinen vistnok også være lagret en periode før frigivelsen. Alkoholprocenten er nu kommet ned på 8%.

I næsen er der en dejlig inderlighed og dybde … der er petroleum, linolie og diesel, landlig og animalsk, ganske sødlig og uden fersken, æblemost samt kandiseret citrusfrugt er der ristede hasselnødder og det bliver en fyldig, olieret og småopulent duft.

Nu er der også smagsnæssigt mere nektar over vinen … men selvom der nu er langt mere sødme, så har vinen fortsat en herlig syrlighed, der virker supplerer sødmen og fyldigheden godt. Der er æblemost, sure citroner, kandiserede citroner og kandiseret grape, godt bid og vinen er i det hele taget ret flot. 93 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 219 kr., mens prisen er 189 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Weingut Jakob Schneider, Niederhäuser Hermannshöhle Riesling Trocken, Nahe, Tyskland

2016 Weingut Jakob Schneider, Niederhäuser Hermannshöhle Riesling Trocken, Nahe, TysklandMarie Schneider servede også et glas ældre Niederhäuser Hermannshöhle Riesling Trocken for os, for det var nemlig i en årgang 2016.

Niederhäuser Hermannshöhle marken regnes af mange som en af de allerbedste marker i Nahe og marken er da også nærmest blevet et referencepunkt i Nahe.

Selve vinmarken er på omkring 8 hektar og ligger på en stejl sydskråning med en syd-sydvest eksponering og hældning op til 60 procent. Under solen bliver undergrunden hurtigt varm … både den grå skifer samt de vulkanske klipper af porfyr, melafyr og sandsten.

Schneider har lavet vinen helt traditionelt … han spontangærer vinen med en smule skind i en kort periode og der anvendes ingen malolaktisk gæring og efter endt gæring er vinen så blot lagret meget traditionelt i store, gamle egefade.

Duftmæssigt har vi igen godt med sure citroner og umodne æbler, men alderen har absolut mærkes, for citroner virker mere syltede og derudover har vinen nogle umamiagtige noter, hasselnødder og igen er der petroleum, linolie og æter … virker til at have en smule olieret krop, har lidt fond og en mere balanceret fornemmelse.

Smagsmæssigt er vi fortsat i den pivfriske og syrlige afdeling, men  en anelse mere rund med syltede citroner, umodne æbler og noget lemon bitterhed. Alderen har afdæmpet syren en anelse, balancen er bedre og samlet giver det en virkelig fin Riesling med en rigtig fin balance og fortsat med stenet, tør mineralitet. 94 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske i årgang 2022 koster 195 kr., mens prisen er 169 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Weingut Jakob Schneider, Niederhäuser Felsensteyer Riesling Trocken, Nahe, Tyskland

2022 Weingut Jakob Schneider, Niederhäuser Felsensteyer Riesling Trocken, Nahe, TysklandRiesling druerne til næste vin fra Weingut Jakob Schneider kommer nu udelukkende fra marken Felsensteyer, for det er en 2022 Niederhäuser Felsensteyer Riesling Trocken.

Felsensteyer marken ligger lige mellem de to små idylliske byer Niederhäusen og Norheim. Marken er sammenlagt 6 hektar og er omringet af klipper og med en stor tilstedeværelse af vulkanske Melaphyr sten i jorden, hvilket er med til at give strukturerede Riesling-vine med stor mineralitet.

Terroiret med de omkringliggende klipper er med til at holde på varmen, hvorfor vinen også typisk er en anelse mere tropiske end fx Hermannshöhle.

Der er ikke mange oplysninger om produktionen, men mon ikke gæringen er sket i rustfrie ståltanke. Schneider lader vinen gære en med en smule skind i en kort periode og gæringen sker spontant og der anvendes selvfølgelig ingen malolaktisk gæring og efter endt gæring er vinen så blot lagret meget traditionelt i store, gamle egefade.

Duftmæssigt er det fortsat en hård, mineralsk vin … ganske intens og mineralsk, hvor der hurtigt kommer petroleum og linolie. Frugten er igen masser af citroner, lemon og grønne æbler men også fersken, mirabeller og små tropiske elementer og hasselnødder. Der er mineralitet af knust sten og granit, pivfrisk og sprælsk.

Sådan smager vinen også …. stopfuld med sure citroner, tonsvis af syre suppleret med umodne æbler og æblemost, en saltet og kalket mineralitet, let sødme … men sikke da et herligt syretrip. 93 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 185 kr., mens prisen er 165 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2020 Abbia Nova, Piglio Superiore, Lazio, Italien

2020 Abbia Nova, Piglio Superiore, Lazio, ItalienLangt ude på landet i Lazio vinregionen giver fætrene Pierluca og Daniele Proietti den gamle region hjertemassage på deres fælles gård Abbia Nòva ved Piglio og derfra smagte vi næst en 2020 Piglio Superiore.

Vingården Abbia Nova er blot et meget lille landsted i Piglio beliggende højt i bjergene på en gammel romersk vej omkring 40 kilometer sydøst for Rom. Deres ejendom består kun af to rum med lerkrukker aka amforaer, betontanke, tønder og gamle glasballoner aka demijohns.

Der laver de usminkede men ret raffinerede naturvine — senza vandalismi, uden vandalisme — på lokale sorter, efter gamle, stolte traditioner og med respekt for naturen.

Proietti fætrene har siden barnsben vandret alle vinmarkerne tynde ved den pittoreske bjerglandsby Piglio og begge kommer fra ydmyge landbrugsfamilier, men de besluttede sig tidligt for at vie livet til det lokale landbrug med fokus på vin.

I dag dyrker de en blandet landhandel af oliven, valnødder, vilde urter og vin. Polyfonisk landbrug som i gamle dage og i stærk kontrast til moderne monokultur og industrielt vinbrug.

De har således sammenlagt 7 hektar med blandede afgrøder til deres rådighed. Pierluca er teknisk direktør, Daniel står for selve vinproduktionen og Danieles mor står for økonomien. Både moren og Pierluca har tidligere arbejdet i det lokale kooperativ, så begge kender til vinproduktion og alle hjørner i Piglio.

Daniele har før fætrene etablerede Abbia Nova arbejdet med Andrea Franchetti, som vi jo bl.a. kender fra hans imponerende projekt Passopisciaro på Sicilien og Andrea har lært meget fra alle Andreas eksperimenter med den lokale druesort Cesanese i både Toscana og ved Etna på Sicilien.

Det er nemlig druesorten Cesanese d’Afile, som er blevet et hjertebarn for Proietti-fætrene, og det er lykkedes dem at få fat på flere gamle marker med hele tre forskellige kloner af den bedste sort Cesanese d’Afile.

Disse marker befinder sig på ret stejle skråninger i op til 600 meters højde, de fleste bygget op som terrasser. I fætrenes hænder bliver de både til vild rosé, saftig hverdagsrødvin og mere mægtige røde terroirvine.

Denne Piglio Superior er fætrenes signaturvin, der er sammensat af Cesanese d’Afile druer fra deres tre bedste marker. Der er stokkene 15-80 år gamle og vinen er lavet med spontangæring og maceration over 20-25 dage, inden vinen lagrer på både brugte egefade, cement og de små glasbobler, mens flaskning sker uden tilsætning af svovl.

Duftmæssigt er det en let reduktiv vin … man kan næsten dufte nogle svovlede noter og naturgær, virkelig landlig og svedig. Der er grønne stilke, tulipanstilke, røde bolsjer og drops, ganske funky på en let og lys måde med kirsebær, tranebær, ribs og let fad.

Smagen er saftig og samtidig let … har godt med sure kirsebær og ribs … og selvom den ikke er helt lys i smagen, så er det en let vin med en lidt beaujolaisagtig fornemmelse. Det er vildt tørt, måske grov og kluntet, men på den helt rigtige måde … bondsk er nok det rigtigste ord … vild, bondsk, let og saftig … 94 point.

Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske koster 275 kr., men i øjeblikket kan fås på tilbud til 149 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Weingut Von Winning, Deidesheimer Grainhübel Riesling GG, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Von Winning, Deidesheimer Grainhübel Riesling GG, Pfalz, TysklandBestyrelsesmødet sidste hvidvin var fra Weingut Von Winning og det var en 2018 Deidesheimer Grainhübel Riesling Großes Gewächs.

Weingut von Winning ligger midt i byen i Deidesheim i Pfalz og var en del af ét stort vinhus, der oprindelig var ejet af Andreas Jordan.

Han var én af de store vinbønder i Deidesheim, der også var manden, som først indførte strenge udvælgelsesregler for at producere kvalitetsvine og stod bag begrebet Spätlese i Pfalz.

Da Andreas Jordan døde i 1848 så blev hans enorme ejendomme og jorde opdelt i tre og solgt. Det blev i 1849 til vinhusene Weingut Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan, Weingut Reichsrat von Buhl ejet af Franz Peter Buhl og så Weingut Dr. Deinhard.

Og sidstnævnte Weingut Dr. Deinhard hedder altså i dag altså Weingut von Winning. Ændringen skete i 1907, hvor Dr. Andreas Deinhards svigersøn kaptajn Leopold von Winning trådte ind i vinhuset og samtidig fik virkelig gang i vinproduktionen.

Via sirligt arbejde hævede von Winning langtsomt kvalitet af vinene til nogle af datidens største vine. Von Winning var også med til at grundlægge VDP. Senere blev vinhuset solgt igen … skiftede navn tilbage til Weingut Dr. Deinhard og levede herefter mange år i glemslen uden at gøre større væsen af sig.

I 2007 blev vinhuset imidlertid købt af forretningsmanden Archim Niederberger. Ham har vi hørt om før, idet han i 2002 også havde købt både Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan og i 2005 Reichsrat von Buhl.

Dermed var de tre vinhuse, der tilbage i 1849 var blevet delt i det, som dengang blev kaldt Jordan divisionen, nu igen samlet under én ejer, og navnet Weingut Dr. Deinhard blev så igen ændret tilbage til Weingut von Winning.

Faktisk var man dog meget pragmatisk, da man ændrede navnet tilbage til Weingut von Winning, for så lavede man blot 2 serier af vine … én under navnet Dr. Deinhard og én under von Winning … og det gør man fortsat den dag i dag. Vinene under Dr. Deinhard er billigere vine, som alene er lavet og lagret på ståltanke.

Desværre døde Archim Niederberger i 2013, så i dag er det hans kone Jana, som ejer de tre historiske vinhuse.

Weingut von Wining ejer i alt 44 hektar vinmarker omkring byerne Ruppertsberg, Deidesheim og Forst, hvor de bedste vinmarker er Kirchenstück, Pechstein, Jesuitengarten, Ungeheuer, Kieselberg, Kalkofen, Langenmorgen, Spiess og Paradiesgarten … alle marker med høj anseelse i klassifikationerne.

Faktisk var de to førstnævnte Kirchenstück og Pechstein allerede i 1828 – i datidens uvurderlige klassifikationer – betegnet som de to bedste marker i hele Pfalz.

Efter mange års tilværelse i glemslen har vingården i de sidste år oplevet en sand genfødsel. Weingut von Winning ledes af Stephan Attmann, som betegnes som en fuldstændig vingal, ja nærmest genial-vanvittig hvirvelvind af en direktør og vinmager.

Under hans ledelse er der lavet en kompromisløs, naturtro dyrkning af vinmarkerne … ikke bare efter biodynamiske metoder, men også uden brug af kobber. Samtidig har man øget markernes beplantningstæthed til utrolige 9500 stokke pr hektar.

I vinkælderen foregår vinifikationen også anderledes end andre steder. Spontangæring af den ufiltrede most foregår uden temperaturkontrol i træfade af forskellig størrelse.

Disse træfade er ikke kun de traditionelt benyttede tyske fade, men også fade fra de allerbedste producenter i Bourgogne. Og netop Frankrigs store vine er Attmanns store inspiration, og det er især Bourgognes store vine, der er hans målestok for den kvalitet, han søger at opnå fra Pfalz’ absolut bedste marker.

Denne 2018 Deidesheimer Grainhübel Riesling Großes Gewächs er lavet med Riesling druer fra Große Lage marken Grainhübel, der ligger på en sydvendt skråning undergrund af rød sandsten og tertiær kalksten.

Efter høsten er druerne presset og så har mosten spontangæret alene med druernes egne gærceller i 500 liter egefade og efter endt fermentering er vinen også lagret i fadene i 18 måneder sur lie, altså med bærmen.

Dejlig Riesling, som har noget fadfedme … en tynd lille smørfrakke ovenpå, men har et lyst sind indenunder med blomster, masser frisk frugt med æbler, fersken, abrikos og så et hel mark sommerblomster og en stenet mineralitet. Fadene bidrager med vanilje, nødder og er med til at give en lidt opulent fornemmelse.

Sådan er smagen egentlig også … har både de lidt tungere fadnoter med olieret nøddekompot og en lidt voluminøs tyggevenlig frugt, der starter med kandiseret grape, sødlig lemonbitterhed og syrlige drop af citronbolsjer, kogte pærer og en pivfrisk, ren syre, der giver vinen et smukt bid og elegant fylder munden … 94 point.

Forhandles herhjemme af Atomwine, men denne vi er ikke fundet … på vingården koster en nyere årgang 32€ … svarende til 238 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2019 Tenuta delle Terre Nere, Etna Bianco Calderara Sottana, Sicilien, Italien

2019 Tenuta delle Terre Nere, Etna Bianco Calderara Sottana, Sicilien, ItalienTenuta delle Terre Nere er et af mine ynglingsvinhuse på Sicilien og derfra smagte jeg næst en 2019 Etna Bianco Calderara Sottana.

Vingården Tenuta delle Terre Nere ligger omkring 5 kilometer øst for byen Randazzo, som vel nærmest ligger i den østligste og nordlige del af Sicilien.

Vinhuset er grundlagt i 2002, hvor nok en af Italiens bedste vinmagere Marco De Grazia købte den lille ejendom sammen med hans broder Sebastiano … en ejendom med 40-140 år gamle vinstokke med sorter som Nerello Mascalese og Nerello Cappuccio samt hvide sorter som Carricante, Catarratto, Inzolia og Grecanico.

Samlet ejer brødrene over 30 hektar jord, fordelt på 10 parceller på 4 marker, nemlig markerne Calderara Sottana, Guardiola, Feudo di Mezzo samt Santo Spirito.

Samlet udgør parcellerne på disse vinmarker 27 hektar, men de planlægger udvidelse til samlet 30-32 hektar vinmarker.

Markerne ligger på vulkanen Etnas nordlige skråninger og det er nogle af Europas højest beliggende vinmarker, som ligger mellem 650 og 1.000 meters højde over havets overflade. De dramatiske døgnvariationer i temperaturen og en undergrund rig på vulkansk aske er med til at give uhørt elegante og komplekse vine.

Tenuta delle Terre Nere sendte allerede i år 2002 deres første årgang på markedet, men måtte de første år også ud at købe druer fra flere nabogårde. Siden 2004 har vinhuset været selvsynende fra egne vinmarker og har samtidig omlagt produktionen til økologisk drift, hvilket blev certificeret i 2008. Vinstokkene står i øvrigt som små træer efter en dyrknings- eller opbindingsmetode kaldet Alberello eller Gobelet.

Vinhuset laver lidt hvidvine, 1 rosé samt 6 forskellige rødvin, først en entry-level Etna Rosso, dernæst de 4 enkeltmarksvine Etna Rosso Santo Spirito, Etna Rosso Calderara Sottana, Etna Rosso Guardiola, Etna Rosso Feudo di Mezzo og endelig vinen Prephylloxera Etna Rosso DOC La Vigna di Don Peppino, hvor druerne kommer fra de ældste vinstokke på 2 parceller på Calderara Sottana, hvor vinstokkene aldrig har været ramt af phylloxera.

Vi smagte her en af hvidvinene … en 2019 Etna Bianco Calderara Sottana, som er lavet på ren Carricante … en mere sjælden drue på Etnas skråninger … faktisk er der kun 4% Carricante vinmarker på 4% af appellationen og Calderara Sottana fra 42 år gamle stokke. Det er en vin, der både er gæret og  lagret på store egetræsfade … helt præcis på 10 hektoliter egefade.

I næsen kan fadene absolut duftes … lidt brunet smør, nødder, nødder og så noget, der minder om skocreme og bonevoks, en lidt varm woodyagtig umani duft, en utrolig moden frugt med et snert oxidering, tørret abrikos, appelsinskal, melon og saltet mineralitet.

Nærmest sådan smager vinen også … tænker ikke, at den skal ligge mange år endnu, da frugten også smagsmæssigt er moden og på vej til at være let oxideret, men alligevel har den en god frugt, der mest er æbler … både syrlige og meget modne, tørret abrikos … faktisk en smule stærk og derudover pænt saltet … har denne saltede mineralitet, der er ret fin … 93 point

Forhandles flere steder, bl.a. hos Oxholm Vin, hvor en flaske i en nyere årgang 2022 koster 379 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7