Det er mest Barolo’er, som jeg har smagt fra altid fantastiske Pio Cesare, men nu forleden i tirsdagsvinklubben på arbejdet fik vi fra en lille Piemonte kasse husets Barolo lillesøster 2020 Langhe Nebbiolo.
Her kommer alle Nebbiolo druerne fra vinmarker i fra kommunerne Diano d’Alba, La Morra og Barolo. Straks efter ankomst til vinhuset, så er alle druerne afstilket, hvorefter gæring er sket i store temperaturkontrollerede ståltanke med 12 dages skindkontakt.
Efter endt fermentering er vinen lagret hele 30 måneder på franske egefade … 20% i små, nye 225 liter barriques og de resterende 80% i både store 2.000 og 5.000 liter botti egefade.
Duften er tør og støvet … godt med frisk og syrlig frugt, baconfedt, blomster, violer, kamfer, tjære, garvet læder, gran, kirsebær, hindbær ribs og en smule granatæbler.
I munden er det en frisk vin og har denne tørre og frugtrige smag af hindbær, tranebær samt en snas lemon. Tanninerne er tørre og virile … og selvom de måske ikke bidder helt så meget som en Barolo, så får du masser af mundudtørrende Nebbiolo tanniner, som sammen med syren giver en livlig, frisk og fandenivoldsk smag, ung, rørig og uden bekymringer. Det er ikke Barolo … men satans tæt på, så 93 point.
Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 399 kr., mens prisen er 309 kr. ved køb af 12 flasker.