Tag-arkiv: Italien

2011 Castellare di Castellina, Toscana Rosso I Sodi di San Niccolò, Toscana, Italien

2011 Castellare di Castellina, Toscana Rosso I Sodi di San Niccolò, Toscana, ItalienDenne 2011 Toscana Rosso I Sodi di San Niccolò fra vinhuset Castellare di Castellina blev så næste vin i glasset. Det er også en vin, som jeg tidligere har smagt i årgang 2014.

Det er Castellares topvin, som ved flere lejligheder er rangeret på Wine Spectators Top 100 og altid får 3 glas i Gambero Rosso og 5 drueklaser i DuemilaVini … stort set uden undtagelser. Den er kort sagt en af de mest præmierede vine i Italien og produceret første gang i 1979.

Toscana Rosso I Sodi di San Niccolò adskiller sig fra de fleste andre store IGT vine i Toscana – som fx Sassicaia og Ornellaia – ved at vise, hvad Sangiovese – her klonen Sangioveto – kan i kombination med 15% Malvasia Nera, altså uden anvendelse af internationale druer som støtte.

Druerne dyrkes i en kalkstensholdig mark i cru’en San Niccolò, som er beliggende lige ud for vinhuset i Castellina in Chianti. Alle druerne høstes medio oktober, og vinificering sker i rustfrie ståltanke, mens lagring finder sted 18 måneder på barriques og heraf 50% nye fade. Herefter hviler vinen 12 måneder på flaske.

Fuglen på etiketten forestiller en lille Beccofrusone, der er en lille Silkehale spurvefugl. Hver årgang viser en ny fugl, fx var 2014’eren en Carduelis Spinus som også en en spurvefugl, der herhjemme er kendt som Grønsisken.

I næsen er vinen røget, flæsket og der er også rå champignon, nærmest nok til lidt tilbehør til italiensk pasta, har en rungende og klingende frugt med syrlige kirsebær og solbær med stor modenhed, mejeri og appelsinskal, kul, tobak, røg, kakao, cedertræ, tør jord og  lakridskonfekt, chokolade og vanilje.

Vinen smelter sgu bogstavelig talt i munden, er virkelig så blød og har samtidig vild meget frugt, men af den modne slags. Selvom den duft- og smagsmæssigt kan virke meget moden, så er det godt med liv i duften … endda også efter nogle dage i køleskabet. Det er som om, at vinen synger i munden med denne overmodne saftighed og samtidig levende syre. Det er kirsebærsauce og smager bare helt fabelagtig. 96 point.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske i årgang 2017 koster 669 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Tenuta Scerscé, Cristina Scarpellini Valgella Riserva Valtellina Superiore, Lombardiet, Italien

2018 Tenuta Scerscé, Cristina Scarpellini Valgella Riserva Valtellina Superiore, Lombardiet, ItalienTenuta Scerscé er grundlagt af Cristina Scarpellini og det er da heller ikke ret lang tid siden, at jeg sidst smagte en Flammante Valtellina Superiore Inferno fra huset … men nu havde jeg taget denne smukke 2018 Cristina Scarpellini Valgella Riserva Valtellina Superiore med.

Jeg skal derfor denne gang heller ikke skrive om Tenuta Scerscé, der jo holder til i byen Tirano SO  i det nordvestligste Lombardiet … så i stedet kigger vi lidt nærmere på denne vin, der selvfølgelig er lavet på 100% Chiavennasca, som de jo kalder Nebbiolo druen på de kanter.

Denne Cristina Scarpellini Valgella Riserva Valtellina Superiore er husets topvin,  lavet med druer fra  og opkaldt Valgella subzonen og er opkaldt efter vinmageren Cristina selv, og med et etiket, som et kunstnerisk billede af hende … kvinden fra Sorso er tørstig efter skønhed og ynde …  La Donna Sorso ha sete di Bellezza e Garbo.

Valgella er den østligste af de fem subzonener i Valtellina … er lokaliseret inde i bunden af dalen med stejle og høje klippevægge rundt om. Høsten af druerne foregår ved håndkraft og druerne presses kort efter høsten.

Under vinificeringen gærer vinen med drueskindet i mindst 30 dage. Efterfølgende lagres vinen omkring 12 måneder i store 25 hektoliter slavonske egetræsfade og så 13 måneder på flaske inden frigivelse.

WAUW for en aromatisk, let, lys aroma med knuste rosenblade, nødder, agern, dampende skovbund om morgenen, bagte kastanjer, parfume, jordbær, modne kirsebær, vanilje, kaffe, oksefond, tobak, rosmarin, aske, knuste sten og jern.

Smagsmæssigt er det også en lys vin … med masser energi, så let, så luftig og nærmest som et airborn medlem af lufttropperne, har lyse bær, jordbær, ribs, lyse blommer og så alligevel med markante samt stringente tanniner,  som dog er fint og sart integreret. Hvor er det en lys, mild, fin, sart og feminin Nebbiolo … men bliver bare så glad, så glad … 96 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 400 kr., mens prisen er 350 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2019 Podere San Cristoforo, Carandelle, Toscana, Italien

2019 Podere San Cristoforo, Carandelle, Toscana, ItalienSteffens første vin var denne Sangiovese baserede Carandelle fra Podere San Cristoforo, som ligger lige udenfor byen Bagno di Gavorrano i Maremma i det sydlige Toscana omkring 10 kilometer øst for havnebyen Follonica.

Vingården er reelt fra 1901, men startede først med at lave vine i år 2000, hvor den unge ildsjæl Lorenzo Zonin overtog vingården og der grundlagde Podere San Cristoforo med det formål at lave nogle af områdets mest elegante og intense vine med biodynamisk tilgang som
omdrejningspunkt.

Som en del af den velhavende vinfamilie Zonin havde han både økonomisk støtte og knowhow i ryggen til at kunne satse 100% kompromisløst fra første færd. Det har gjort, at han i dag står med en stringent stil i vinene, hvilket er sjældent for så ungt et vinhus.

Lorenzo er en poetisk og hårdtarbejdende ildsjæl, der sætter en ære i at gøre tingene ordentligt. Hvad enten det er i mark eller vineriet er det hele ført med nænsom og kyndig hånd. Det smager man straks i vinene, der aldrig er fadprægede eller overgjorte, men mere saftige, elegante og intense udgaver af Sangiovese fra det sydlige Toscana.

Vingården har samlet 45 hektar jord, men deraf er alene 15 hektar vinmarker. De øvrige hektarer er tilplantet med oliventræer, korn og solsikker. På vinmarkerne dyrker Lorenzo primært Sangiovese, som dækker 10 hektar af markerne, men derudover lidt Petit Verdot, Syrah, Vermentino og Trebbiano.

Markerne er godt stenede og begunstiget af de kolde briser fra Middelhavet. De dyrkes samtidig biodynamisk, bl.a. med økologisk kompost, der øger livet i jordbundens gennem udvikling af diverse mikroorganismer, og det mener Lorenzo giver nye elementer til vinen.

Siden starten har han haft fokus på biodynamisk vinbrug, men derudover sigter han efter elegance og renhed i sine vine, et sats der har bragt hans vine ind på de bedste restauranter i verden, men også på vinkritikernes yndlingsliste.

Samlet laver Lorenzo 4 forskellige vine, nemlig den hvide Luminoso Blanc samt de røde … en ren Petit Verdot samt de to Sangiovese baserede Amaranto og denne Carandelle.

Carandelle er Lorenzos top Sangiovese. Vinen er fra lidt ældre vinstokke end indgangsvinen Amaranto og høstet med et udbytte på 35 hektoliter pr. hektar. Gæringen er sket i rustfrie ståltanke over 7 dage med druernes naturlige gærceller, derefter malolaktisk gæring og så er vinen laget 10 måneder på gamle franske barriqus. Der er lavet 9.100 flasker af vinen i denne årgang.

I næsen finder jeg lidt kødfulde og mælkede noter, tørret kød, morellokirsebær, hindbær og solbær … masser af frugtsmag og endda nærmest saftig og svulmende i aromaerne. Der fanges også lidt rå champignon, lakrids og en lækker direkte og ukompliceret italiensk syre.

Smagsmæssigt er det en rigtig blød, rund og saftig Sangiovese, hvor sødmen kommer hurtigt frem sammen med blåbær, søde kirsebær samt lidt bitter lemon og tonicvand. Vinen har en mørk, blød, næsten læskende smag, hvor den bare løber let igennem halsen med fin og kærtegnet elegance. 93 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 200 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2021 Feudo Maccari, Family and Friends, Sicilien, Italien

2021 Feudo Maccari, Family and Friends, Sicilien, ItalienNår vi nu er ved Antonio Moretti Cuseris sicilianske vinhus Feudo Maccari, så smager vi skam da også lige denne hvide Family and Friends, der ganske vist ikke er lavet på Carricante, men derimod på 100% Grillo.

Druerne til vinen fra fra en sydvendt enkeltmark nær Noto syd for Etna og håndselekteres fra fritstående Grillo vinstokke og de er alle høstet manuelt.

Vinen er derefter lavet med 16 dages gæring på en hemmelig kombination af betonæg og små burgundiske egetræsfade. Efter endt gæring har vinen så lagret 6 måneder på betonæg og egefade, hvor sur lie kontakten med de fine gærrester giver fedme og krydret finesse som en stor Meursault. Vinen afrundes yderligere 6 måneder på flaske før frigivelse til salg.

I næsen viser vinen sig frem med en lille, smørret og charmerende fedme med en balanceret fadnote, som var den burgundisk, men den har en frugt, som er mere saltet med en lidt småtropisk frugt. Der er fersken, modne pærer, mandarin, ananas og mango. Læg dertil noget vanilje, muskat og andre søde krydderier … virker så behagelig, har denne venlige fylde og salte mineraler.

Smagen er nærmest blomstret … småopulent med den eksotiske frugt, meget cremet og alligevel med denne friske, rent og stramme, saltede mineralitet. Sammen med fersken, pærer og mango, så er der også lidt lemon og let grape, som virkelig giver hold på tingene og bidrager til en stor friskhed. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 325 kr., mens prisen på tilbud kun er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2016 Feudo Maccari, Animardente Contrada Santo Spirito di Passopisciaro, Sicilien, Italien

2016 Feudo Maccari, Animardente Contrada Santo Spirito di Passopisciaro, Sicilien, ItalienVi bliver da for en stund på Sicilien, for næste vin i glasset er nemlig en 2016 Animardente Contrada Santo Spirito di Passopisciaro fra den toscanske vinproducent Antonio Moretti Cuseri, der til dagligt driver Tenuta Sette Ponti.

Han har jo forelsket sig i Sicilien og dér skabt vinhuset Feudo Maccari, der primært laver vine fra den sydøstlige del af øen.

Men de har også gang i et projekt på de sorte, vulkanske skråninger af Etna, hvor de laver to 2 vine – en hvid og en rød – fra vinmarken Contrada Santo Spirito di Passopisciaro og den ene af de vine er denne 2016 Animardente, som jeg nu har fået i glasset.

Vinen er selvfølgelig på 100% Nerello Mascalese, som kommer fra Contrada Santo Spirito di Passopisciaro i 700 meters højde og fra op til 60 år gamle vinstokke. Vinen er lavet med gæring og maceration i 22 dage med hyppig overpumpning. Efter endt fermentering er den lagret 12 måneder på barriques og tonneaux … og efter flaskning yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Vinen er i glasset lige en tak lysere og mere transparent end den foregående Nerello Mascalese, mens duften er mere frugtagtig og mere blomstret med blåbær, kirsebær, tørt træ, tobak, solbærblade, violer, rosenvand, kul, tjære, sten og sorte mineraler, men også en lille sødme dukker op midt i alle aromaerne.

I munden er vinen let, lys og ubekymret … nærmest lys og læskende med kirsebær, hindbær, jordbær og en snas tranebær. Det er saftig med en syrlig og sødbitter balsamico note, nogle salte mineraler, saltlakrids samt en syre, der er mineralsk, krydret og stram, så Houlberg har den til 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 329,95 kr., mens prisen på tilbud kun er 134,95 kr. ved køb af 6 flasker. Det er rablende billigt.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Destro, Aspide Etna Rosso, Sicilien, Italien

2018 Destro, Aspide Etna Rosso, Sicilien, ItalienDen næste vin i glasset fra Antonino Destro på Azienda Agricola Destro blev denne 2018 Aspide Etna Rosso og lavet på ren Nerello Mascalese.

Her kommer druerne også fra husets egne marker beliggende i 730-750 meters højde og er høstet med et udbytte på 40-50 hektoliter pr. hektar.

Herefter er gæring og maceration sket i rustfrie ståltanke og efter endt fermentering så lagret 2 år på ståltanke, og derefter 4 måneder på flaske.

I glasset er vinen dejlig lys … ren, stringent og let transparent Nerello Mascalese, hvor frugten ribs, hindbær, hyben samt tørre kirsebær og måske endda også lidt lyse blommer. Det er en let og lys vin med lidt  støvet udtryk, aske og mineraler, blomster, blomsterpollen samt en ganske lille sødme.

Smagsmæssigt er det også en let vin, men har en bondsk, rustik og småkantet smag … nærmest med frugt af tranebær, ribs og umodne, let sure kirsebær og lidt citronagtig syre. Det giver imidlertid en frisk smag, hvor der er en tør syre, som sammen med lidt tynde tanniner bider dig i tungen og skriger på mad. 90 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 169 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Destro, Nausìca Terre Siciliane Bianco, Sicilien, Italien

2020 Destro, Nausìca Terre Siciliane Bianco, Sicilien, ItalienVi skal atter smage vine på de to Etna druer Carricante og Nerello Mascalese … begge fra vinhuset Azienda Agricola Destro og vi starter med vinen Nausìca Terre Siciliane Bianco på den hvide Carricante.

Destro Vini ligger i 750 meters højde ved  Montelaguardia på nordsiden af Etna mellem byerne Randazzo og Passopisciao.

Vinhuset er grundlagt i 2002, hvor Antonino Destro overtog stedet og startede en genopretning af marker og bygninger på stedet, som daterer sig tilbage til 1897.

Vineriet er nu udstyret med det nyeste udstyr og kan derfor styre vinificeringsprocessen, så der produceres vine af høj og ensartet kvalitet.

Antonino Destro har sammenlagt 9 hektar vinmarker og producerer årligt 75.000 flasker om året fordelt på hvidvin, rødvin og mousserende vine.

Der er udelukkende med fokus på de 2 Etna druer Nerello Mascalese og hvid Carricante. Derudover bruger de kun vinfadene 2 gange, hvorefter de returneres til den franske producent. Af de 2 druesorter produceres 12 forskellige vine, der alle har deres egen individuelle karakter og de er særligt kendte for deres produktion af de mousserende Metodo Classico vine, hvor de har et bredt udvalg.

Denne Nausìca Terre Siciliane Bianco er som sagt på Carricante, der er høstet med et udbytte på 40-50 hektoliter pr. hektar på husets marker i 730-750 meters højde.

Vinen er lavet med gæring i ståltanke og en periode faktisk med maceration på skindet. Efter endt fermentering er vinen så blot lagret nogle måneder inden aftapning på flaske og frigivelse.

Duftmæssigt er vinen meget frisk og samtidig lidt saltet, måske endda også lidt aromatisk. Der er både citroner, æbler og pærer, let harpiks, blomster, salvie, lidt tyggegummi samt akaciehonning.

Smagen er i samme boldgade … har dog dybde og denne lidt saltede fornemmelse. Der er pærer, æbler, syltede æbler og lemon, hvor der er bitterhed, som sammen med det saltede giver stor intensitet, men samtidig med en rank syre, som giver vinen friskhed. Det gør også, at det er noget comfort og en behagelig fedme i vinen. 91 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Foradori, Granato Teroldego Vigneti delle Dolomiti, Alto Adige, Italien

2019 Foradori, Granato Teroldego Vigneti delle Dolomiti, Alto Adige, ItalienVi startede jo det herrens år 2023 i tirsdagsvinklubben på jobbet med en 2020 Sgarzon Teroldego Vigneti delle Dolomiti fra den legendariske og dygtige Foradori og nu toppede vi den med en 2019 Granato Teroldego Vigneti delle Dolomiti.

Her kommer alle Teroldego druerne fra 3 marker med gamle pergola vinstokke, fordelt på sammenlagt hektar i Campo Rotaliano. Undergrunden er domineret af småsten, og er således godt drænet og fattig på næring, så stokkenes rødder må dybt for at finde næring.

Vinen gærer på store åbne egefade, og lagrer efterfølgende 15 måneder på tonneau. Afslutningsvis hviler vinen på flaske i yderligere 15 måneder inden frigivelse.

Mørk, landlig, sorte og småsyrlige kirsebær, blåbær, brombær, boysenbær, violer, lakrids, jernmalm, tjære, lidt garvet læder og så ellers en halv krydderhave med grønne urter og timian.

I munden er det en sand dynamo af sorte bær, brombær, tranebær, friske bær og bæreksplosion. Det er samtidig tørt med masser af bid, let peber og timian suppleret med jern, grafit og mineraler, engelsk lakrids.

Selvom det er en mørk, maskulin og sej sag, så har vinen alligevel en vis lethed over sig, men det skyldes mest af alt en frisk frugt og en lidt blomstret syre … føles lidt som et punch i mellemgulvet, meget koncentreret og kompleks allerede nu med noter af mineraler og mynte. 95 point.

Forhandles herhjemme af Niche Vine og denne koster 499 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2021 Di Sipio, Il Bianco delle Colline Teatine, Abruzzo, Italien

2021 Di Sipio, Il Bianco delle Colline Teatine, Abruzzo, ItalienNår vi nu snakker om smukke italienske vinmagere, så skal vi da også et smut til Giulia Di Sipio på Azienda Agricola Nicola Di Sipio i byen Ripa Teatina i Chieti-provinsen i Abruzzo og det bliver med denne 2021 Il Bianco delle Colline Teatine.

Jeg har før smagt en del vine fra Giulia, bl.a. årgang 2013, 2014 og 2015 af hendes fine og lækre Montepulciano d’Abruzzo. Da jeg smagte den i årgang 2013, så skrev jeg også en del om vinhuset Nicola Di Sipio, så det skal jeg undlade denne gang … i stedet blot skrive lidt om vinen.

Il Bianco delle Colline Teatine er lavet på et blend af hvide druesorter og det skulle efter sigende være Pecorino, Trebbiano d’Abruzzo samt Falanghina, som alle vokser på husets marker i 300 meters højde.

Druerne er høstet i hånden, hvorefter de presses og mosten separeres fra skindet og udelukkende med brug af det bedste af saften. Gæringen er herefter sket i temperaturstyrede ståltanke, hvor vinen også har lagret frem til flaskning.

I næsen er det en frisk, frugtrig og glad aroma … meget aromatisk med grønne pærer, stikkelsbær, fersken og papaya samt lidt skal fra en lemon, masser af gule blomster samt en smule græs. Der kommer også lidt Faxe Kondi sammen med grønne urter.

Smagen er præcis i samme boldgade … lidt småfyldig med både tropisk frugt, citroner, lemon og skal fra en lemon, blomster og det gør samlet set vinen meget frisk med en lidt olieret fyldighed. Den friske side kombineret med lidt bitterhed giver vinen godt med charme, karakter og er samtidig meget harmonisk. 91 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Piercarlo Culasso, Barbaresco Faset Duesoli, Piemonte, Italien

2018 Piercarlo Culasso, Barbaresco Faset Duesoli, Piemonte, ItalienDen sidste Barbaresco fra smukke Martina Culasso og far Piercarlo er denne Barbaresco Faset Duesoli 2018.

Nebbiolo druerne til denne vin kommer fra et særlig område på Faset marken med sit helt eget mikroklima nær Tanaro floden i 250 meters højde.

Når solen går ned over floden, så genspejler solen op på det område, hvor vinstokkene til Duesoli står … deraf også det unikke navn Duesoli, som betyder to sole.

Selve gæring og maceration er sket i ståltanke over 15-20 dage ved kontrolleret temperatur. Så er vinen bagefter lagret et par måneder på egefade efterfulgt af 24 måneder på franske barriques samt yderligere 12 måneder på flaske inden frigivelse.

I næsen er det igen en let Barbaresco, som faktisk har sådan lidt Pinot Noir lethed, men det er sammen med knuste rosenblade, lys tjære, grøntsagsfond, jordbær, hindbær, granatæbler, appelsinskal, lidt moden i den lyse frugt, rå champignon og lidt sød vanilje. Den har denne sarte, fine og feminine elegance.

Hvor smager den bare godt … alt sidder dér, hvor alt skal sidde. Den har denne lyse og modne frugt, som nærmest bare smelter i munden og gør dig glad i låget. Det er jordbær og hindbær med en lille sødme, elegant syre, som nærmest danser igennem alle nuancerne. Der er selvfølgelig også fine tanniner, men de er ligesom blomstrede og saftige samt godt integrerede. Jeg bliver i så godt humør, så jeg hoster således op med 96 point. Smukt.

Forhandles af Smalle Vine, hvor en flaske koster 349 kr., mens prisen kun er 249 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7