2018 Domaine Fayolle, Hermitage Les Dionnieres, Rhône, Frankrig

2018 Domaine Fayolle, Hermitage Les Dionnieres, Rhône, FrankrigMødets næstsidste vin blev denne 2018 Hermitage Les Dionnières fra Domaine Jean-Claude et Nicolas Fayolle … en vin jeg tidligere har smagt i årgang 2017.

Domaine Jean-Claude et Nicolas Fayolle ligger i byen Gervans 5 kilometer for nord Tain l’Hermitage og der har familien været vinbønder siden 1870, selvom de først i 1958 begyndte at tappe egne vine.

Det er i dag mest Nicolas Fayolle, der som 5. generation står for driften og han har inden sin overtagelse taget en 4 årig uddannelse som ønolog i  Mâcon samt arbejdet for Domaine Barge i Côte-Rôtie og Courbis i Cornas.

Tilbage i 2003 tog han tilbage til familiens gård og står nu for driften med hjælp fra sin far. De har samlet 7 hektar vinmarker, heraf 6 hektar i Crozes-Hermitage og 1 hektar i Hermitage.

I kælderen arbejder Jean-Claude og Nicolas Fayolle hovedsageligt manuelt, fordi de mener, at kvaliteten af ​​deres vine dermed bliver forbedret. Hver enkelt cuvée er vinificeret fra specifikke parceller og gæring sker kun i hele klaser og uden brug af ny eg, for at fremme hver parcels unikke karakteristika.

Domaine Fayolles stolthed er denne topvin Hermitage Les Dionnières, hvor Syrah druerne kommer fra lieu-dit parcellen Les Dionnieres på Hermitage højen. Der er vinstokkene over 40 år gamle, mens jordbunden består her af granit, ler og silicium.

Vinifikationen er gennemført med gæring af hele klaser i 15 dage, inden vinen har gennemgået malolaktisk gæring og efterfølgende lagring i brugte franske egetræsfade i 12-15 måneder afhængig af årgang.

Dejlig kompleks næse … frugten er mørk med blåbær og boysenbær tilsat både røg, lejrbål, krudt, mintpastiller, sorte oliven, hård plastik, grafit, blæk, baconfedt, flæsk, grøntsagsfond, mejeri og kærnemælk, gazebind, tavlekridt, peber, fennikel, saltlakrids, kanel og vanilje … slam alt op i næsen … på én gang … mægtig, mineralske og intens.

Smagen er også mægtig, mineralske og intens … samtidig tør med grafit og endda med en vis lethed. Frugten er blåbær og brombær med stor frugtrigdom, meget kraftfuld, stenet og mineralsk. Der er sorte oliven, peber og tanniner, der er markante, men ikke vilde og derfor bare giver et godt bid. Det er en flot vin … 95 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske tidligere har kostet 350 kr., men kan ikke se den i sortimentet i dag … måske er den udsolgt.

Vinanmeldelse 6/7  

2020 Abbia Nova, Piglio Superiore, Lazio, Italien

2020 Abbia Nova, Piglio Superiore, Lazio, ItalienLangt ude på landet i Lazio vinregionen giver fætrene Pierluca og Daniele Proietti den gamle region hjertemassage på deres fælles gård Abbia Nòva ved Piglio og derfra smagte vi næst en 2020 Piglio Superiore.

Vingården Abbia Nova er blot et meget lille landsted i Piglio beliggende højt i bjergene på en gammel romersk vej omkring 40 kilometer sydøst for Rom. Deres ejendom består kun af to rum med lerkrukker aka amforaer, betontanke, tønder og gamle glasballoner aka demijohns.

Der laver de usminkede men ret raffinerede naturvine — senza vandalismi, uden vandalisme — på lokale sorter, efter gamle, stolte traditioner og med respekt for naturen.

Proietti fætrene har siden barnsben vandret alle vinmarkerne tynde ved den pittoreske bjerglandsby Piglio og begge kommer fra ydmyge landbrugsfamilier, men de besluttede sig tidligt for at vie livet til det lokale landbrug med fokus på vin.

I dag dyrker de en blandet landhandel af oliven, valnødder, vilde urter og vin. Polyfonisk landbrug som i gamle dage og i stærk kontrast til moderne monokultur og industrielt vinbrug.

De har således sammenlagt 7 hektar med blandede afgrøder til deres rådighed. Pierluca er teknisk direktør, Daniel står for selve vinproduktionen og Danieles mor står for økonomien. Både moren og Pierluca har tidligere arbejdet i det lokale kooperativ, så begge kender til vinproduktion og alle hjørner i Piglio.

Daniele har før fætrene etablerede Abbia Nova arbejdet med Andrea Franchetti, som vi jo bl.a. kender fra hans imponerende projekt Passopisciaro på Sicilien og Andrea har lært meget fra alle Andreas eksperimenter med den lokale druesort Cesanese i både Toscana og ved Etna på Sicilien.

Det er nemlig druesorten Cesanese d’Afile, som er blevet et hjertebarn for Proietti-fætrene, og det er lykkedes dem at få fat på flere gamle marker med hele tre forskellige kloner af den bedste sort Cesanese d’Afile.

Disse marker befinder sig på ret stejle skråninger i op til 600 meters højde, de fleste bygget op som terrasser. I fætrenes hænder bliver de både til vild rosé, saftig hverdagsrødvin og mere mægtige røde terroirvine.

Denne Piglio Superior er fætrenes signaturvin, der er sammensat af Cesanese d’Afile druer fra deres tre bedste marker. Der er stokkene 15-80 år gamle og vinen er lavet med spontangæring og maceration over 20-25 dage, inden vinen lagrer på både brugte egefade, cement og de små glasbobler, mens flaskning sker uden tilsætning af svovl.

Duftmæssigt er det en let reduktiv vin … man kan næsten dufte nogle svovlede noter og naturgær, virkelig landlig og svedig. Der er grønne stilke, tulipanstilke, røde bolsjer og drops, ganske funky på en let og lys måde med kirsebær, tranebær, ribs og let fad.

Smagen er saftig og samtidig let … har godt med sure kirsebær og ribs … og selvom den ikke er helt lys i smagen, så er det en let vin med en lidt beaujolaisagtig fornemmelse. Det er vildt tørt, måske grov og kluntet, men på den helt rigtige måde … bondsk er nok det rigtigste ord … vild, bondsk, let og saftig … 94 point.

Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske koster 275 kr., men i øjeblikket kan fås på tilbud til 149 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Bodega Pepe Mendoza, Tinto, Alicante, Spanien

2022 Bodega Pepe Mendoza, Tinto, Alicante, SpanienDen første rødvin denne aften blev en søstervin til den hvide Blanco fra Bodega Pepe Mendoza … husets røde basisvin, der blot kaldes rød aka Tinto og dette er 2022’eren.

Vinen er lavet på et blend af 70% Monastrell, 27% Giró og 3% Alicante Bouschet fra marker i 2 området. Monastrell og Alicante Bouschet druerne kommer fra Villena, Pinoso og Alto Vinalopó og Giró druerne fra La Marina fra 60-75 år gamle vinstokke på marker i 300-500 meters højde.

Alle markerne er økologiske, men ikke certificerede og Giró stokkene står i jernholdig lerjord, mens Monastrell og Alicante Bouschet druerne står i marker med sandjord.

Vinficering er baseret på princippet om, at less is more, men hver druesort er vinificeret separat … er først høstet separat ved perfekt modenhed og derefter gæring spontant på egen gær i små rustfri ståltanke.

Ved gæringen er der anvendt 20% hele klaser og de øvrige druer er forinden presset eller knust let og efterfulgt af let eftermaceration inden lagring i 12 måneder alene i ståltanke.

Duftmæssigt … hold nu kæft, nu er der sul på kroppen og varm frugt, varm og sødkrydret frugt med brombær, godt med egetræ, blyanter, cedertræ, blæk, tørv , koks, tændstikker, tørret kød, jod, mynte samt rosmarin … meget bondsk og meget krydret.

I munden får du også både den krydrede smag, hvor frugten igen mest bare er bløde brombær samt søde og syrlige kirsebær. Der er blæk, peber og godt med krydderier. Udover den krydrede smag, så er det egentlig en frisk, frugtrig og saftig vin … bondsk, rustik og alligevel med særegen charme. 92 point.

Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske koster 149 kr., mens prisen er 119,20 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Weingut Von Winning, Deidesheimer Grainhübel Riesling GG, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Von Winning, Deidesheimer Grainhübel Riesling GG, Pfalz, TysklandBestyrelsesmødet sidste hvidvin var fra Weingut Von Winning og det var en 2018 Deidesheimer Grainhübel Riesling Großes Gewächs.

Weingut von Winning ligger midt i byen i Deidesheim i Pfalz og var en del af ét stort vinhus, der oprindelig var ejet af Andreas Jordan.

Han var én af de store vinbønder i Deidesheim, der også var manden, som først indførte strenge udvælgelsesregler for at producere kvalitetsvine og stod bag begrebet Spätlese i Pfalz.

Da Andreas Jordan døde i 1848 så blev hans enorme ejendomme og jorde opdelt i tre og solgt. Det blev i 1849 til vinhusene Weingut Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan, Weingut Reichsrat von Buhl ejet af Franz Peter Buhl og så Weingut Dr. Deinhard.

Og sidstnævnte Weingut Dr. Deinhard hedder altså i dag altså Weingut von Winning. Ændringen skete i 1907, hvor Dr. Andreas Deinhards svigersøn kaptajn Leopold von Winning trådte ind i vinhuset og samtidig fik virkelig gang i vinproduktionen.

Via sirligt arbejde hævede von Winning langtsomt kvalitet af vinene til nogle af datidens største vine. Von Winning var også med til at grundlægge VDP. Senere blev vinhuset solgt igen … skiftede navn tilbage til Weingut Dr. Deinhard og levede herefter mange år i glemslen uden at gøre større væsen af sig.

I 2007 blev vinhuset imidlertid købt af forretningsmanden Archim Niederberger. Ham har vi hørt om før, idet han i 2002 også havde købt både Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan og i 2005 Reichsrat von Buhl.

Dermed var de tre vinhuse, der tilbage i 1849 var blevet delt i det, som dengang blev kaldt Jordan divisionen, nu igen samlet under én ejer, og navnet Weingut Dr. Deinhard blev så igen ændret tilbage til Weingut von Winning.

Faktisk var man dog meget pragmatisk, da man ændrede navnet tilbage til Weingut von Winning, for så lavede man blot 2 serier af vine … én under navnet Dr. Deinhard og én under von Winning … og det gør man fortsat den dag i dag. Vinene under Dr. Deinhard er billigere vine, som alene er lavet og lagret på ståltanke.

Desværre døde Archim Niederberger i 2013, så i dag er det hans kone Jana, som ejer de tre historiske vinhuse.

Weingut von Wining ejer i alt 44 hektar vinmarker omkring byerne Ruppertsberg, Deidesheim og Forst, hvor de bedste vinmarker er Kirchenstück, Pechstein, Jesuitengarten, Ungeheuer, Kieselberg, Kalkofen, Langenmorgen, Spiess og Paradiesgarten … alle marker med høj anseelse i klassifikationerne.

Faktisk var de to førstnævnte Kirchenstück og Pechstein allerede i 1828 – i datidens uvurderlige klassifikationer – betegnet som de to bedste marker i hele Pfalz.

Efter mange års tilværelse i glemslen har vingården i de sidste år oplevet en sand genfødsel. Weingut von Winning ledes af Stephan Attmann, som betegnes som en fuldstændig vingal, ja nærmest genial-vanvittig hvirvelvind af en direktør og vinmager.

Under hans ledelse er der lavet en kompromisløs, naturtro dyrkning af vinmarkerne … ikke bare efter biodynamiske metoder, men også uden brug af kobber. Samtidig har man øget markernes beplantningstæthed til utrolige 9500 stokke pr hektar.

I vinkælderen foregår vinifikationen også anderledes end andre steder. Spontangæring af den ufiltrede most foregår uden temperaturkontrol i træfade af forskellig størrelse.

Disse træfade er ikke kun de traditionelt benyttede tyske fade, men også fade fra de allerbedste producenter i Bourgogne. Og netop Frankrigs store vine er Attmanns store inspiration, og det er især Bourgognes store vine, der er hans målestok for den kvalitet, han søger at opnå fra Pfalz’ absolut bedste marker.

Denne 2018 Deidesheimer Grainhübel Riesling Großes Gewächs er lavet med Riesling druer fra Große Lage marken Grainhübel, der ligger på en sydvendt skråning undergrund af rød sandsten og tertiær kalksten.

Efter høsten er druerne presset og så har mosten spontangæret alene med druernes egne gærceller i 500 liter egefade og efter endt fermentering er vinen også lagret i fadene i 18 måneder sur lie, altså med bærmen.

Dejlig Riesling, som har noget fadfedme … en tynd lille smørfrakke ovenpå, men har et lyst sind indenunder med blomster, masser frisk frugt med æbler, fersken, abrikos og så et hel mark sommerblomster og en stenet mineralitet. Fadene bidrager med vanilje, nødder og er med til at give en lidt opulent fornemmelse.

Sådan er smagen egentlig også … har både de lidt tungere fadnoter med olieret nøddekompot og en lidt voluminøs tyggevenlig frugt, der starter med kandiseret grape, sødlig lemonbitterhed og syrlige drop af citronbolsjer, kogte pærer og en pivfrisk, ren syre, der giver vinen et smukt bid og elegant fylder munden … 94 point.

Forhandles herhjemme af Atomwine, men denne vi er ikke fundet … på vingården koster en nyere årgang 32€ … svarende til 238 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7