Hands on Wines er gode til at finde spændende vinproducenter og nu tester jeg igen 6 vine fra et af de vinhuse, som de importerer vine fra og det er vinhuset Di Majo Norante, der i over 200 år har lavet vin lidt syd for havnebyen Campomarino tæt på Adriaterhavet.
Dermed er vi i den lidt ukendte Molise vinregion, der jo ligger lige mellem Abruzzo og Apuglien på Italiens østside. Det er en vinregion, der mest er kendt for anonyme og masseproducerede vine, men netop Di Majo Norante er en af området bedste vingårde, som virkelig skiller sig ud.
Men lad os endelig – inden jeg smager på vinene – kigge nærmere på både Molise regionen og selvfølgelig også Di Majo Norante.
Molise vinregion
Molise er Italiens næstmindste vinregion efter Valle d’Aosta … ligger med naboerne Abruzzo og Lazio mod nord samt Campania og Puglia mod syd. Der er 7.600 hektar vinmarker, der ligger meget spredt og fraktioneret fra Adriaterhavskysten i øst til Isernia i det indre.
De fleste marker ligger på bakker i op til 600 meter højde og regionen er i dag nok mest kendt for anonyme, masseproducerede vine lavet på druer høstet med ekstremt højt udbytte på ofte 300 hektoliter pr. hektar, selvom der er potentiale til meget mere.
Molises vinhistorie kan spores tilbage til det antikke Rom, hvor vinproduktionen blomstrede, hvilket bl.a. er grundigt dokumenteret af den romerske forfatter Gaius Plinius Secundus, som også blev kaldt Plinius den Ældre.
Både de gamle samniter, etruskere og romere opdagede potentialet i dette frugtbare land, men historien om vinene fra Molise blev ofte tæt sammenflettet med dens naboers Abruzzo og Puglias historie.
Men siden er det faktisk meget lidt viden om vinene fra Molise, som er sluppet ud til omverdenen, for regionens bjergfolk har beholdt de rustikke vine for sig selv.
Det var egentlig først i 1963, at Molise vinregionen kom ud af skyggen fra Abruzzo, for dér fik regionen status som en selvstændig vinregion og begyndte at producere vine under det regionale navn.
Det var dog først senere i 1980’erne, at Molise vinregion fik sine første egne uafhængige DOC appellationer og det var Biferno samt Pentro di Isernia, mens appellationen Molise del Molise DOC i 1998 også kom på denne liste med producerede vine i hele regionen.
Derudover har man faktisk en sidste og dermed 4. appellation, som er lavet til den lokale røde druesort Tintilia … ja den røde Tintailia er simpelthen i dag er beskyttet af en speciel DOC.
Men det er nu kun 5% af vinproduktionen i Molise, som er DOC vine, for størstedelen af vinene kommer på markedet som IGT vine.
Udvalget af druesorterne i Molise er næsten identisk med naboregionerne. De røde sorter er primært Aglianico, Sangiovese, Montepulciano, Barbera, Aglianico og Tintilia, mens de hvide sorter er Bombino Bianco, Greco, Fiano, Falanghina, Trebbiano, Malvasia og nogle af de internationale druesorter.
Di Majo Norant
Di Majo Norante nævnes altid som den bedste vinproducent i Molise vinregionen og de har da også som den eneste producent fremstillet flaskeaftappet kvalitetsvin siden 1960´erne.
Di Majo Norant har lavet vin i over 200 år … altid været ejer af Di Majo familien, men det var dog først reelt i 1968, at huset startede med at flaske vine med Luigi di Majo som ejer.
Det var i 1968 og lige siden har huset fra den gamle ejendom i den nordlige del af Gargano i Ramitello regionen syd for Campomarino lavet deres vine, som er lagret i de gamle kældre under gårdspladsen foran bygningen.
Derudover har familien for nyligt også købt et kornlager fra omkring år 600 og det bruges nu også til at opbevare fadene til lagring af alle vinene.
I dag drives Di Majo Norant af vinmageren Alessio di Majo med hjælp fra den anerkendte ønolog Riccardo Cotarella. De laver vinene fra familiens i alt 123 hektar vinmarker og har specielt fokus på de næsten glemte gamle druesorter i regionen og givet dem både opmærksomhed og øget prestige.
Huset marker ligger i det gamle len Marquises Norante di Santa Cristina og består primært af de 3 vinmarker Contrada Camarda, Contrada Cocciolete og Tenuta Ramitello
Markerne drives efter bæredygtige metoder og stik imod de fleste andre procenter i Molise, så er Alessio di Majo gået imod strømmen og således opgivet de høje udbytter i markerne og bestræbelser sig på at lave vine med kvalitet og typicitet, hvilket i kælderen sker ved at kombinere traditionelt håndværk med moderne teknologi.
Di Majo Norante laver fra deres marker i øjeblikket 6 forskellige hvidvine, hvoraf en er en Spumante, 6 rødvine og så 3 forskellige vin i hvid, rosé og rød i serien Molí.
Vinene
Fra Hands on Wines smager jeg nu et udvalg af vinene fra Di Majo Norante og det er samlet 6 vine bestående af 2 hvide på lokale druer som Greco og Falanghina … samt 4 af husets bedste rødvine.
Jeg har som vanligt linket til mine beskrivelser og anmeldelser af de 6 Di Majo Norante vine.
Konklusion
Selvom du kan læse mine anmeldelser og vurdering af hver eneste vin i de respektive indlæg, så er min overordnede konklusion, at Di Majo Norante virkelig er et godt vinhus og bestemt værd at smage vine fra, for du får nogle meget spændende vine.
De to hvidvine på de lokale druer Greco og Falanghina er begge spændende, selvom jeg nok mest er til Falanghina vinen. Rødvinene er også alle spændende … men får vildt god vin med den billigste Sangiovese Terre Degli Osci, som er en lille charmetrold.
Jeg er generelt meget fascineret af vine på Aglianico og i battlen mellem Di Majo Norantes to tiopvine, der fandt jeg Sassius Aglianico Riserva markant bedre end Don Luigi Riserva. I det hele taget er Sassius Aglianico Riserva en fabelagtig lækker vin.
Og hvor var det fedt at smage sådan en håndfuld vine fra Molise … så tak Hands on Wines for smagstesten !!! Klasse.
Jeg startede selvfølgelig Di Majo Norante smagningen med en hvidvin og det var denne 2022 Greco … lavet på druen med samme navn og kendt i både Campanien og Molise.
For anden uge i streg smagte vi i tirsdagsvinklubben på jobbet en vin fra vinmageren Rubén Díaz fra Viñadores de Gredos i det bjergrige Sierra de Gredos og denne gang var det vinen Paso de Cebra Tinto i årgang 2018.
Sidste år testede jeg en ordentlig røvfuld af de lækre kultvine fra Bibi Graetz, herunder også denne Casamatta Rosso, som er en slags basis IGT vin fra det hypede vinhus … og nu smager jeg igen vinen, her blot i årgang 2021.
Agricola Fratelli Broccardo har vi mødt her på Houlbergs Vinblog tidligere, men nu smager jeg atter en vin derfra … en 2017 Barolo San Giovanni Riserva.
Denne El Cristo de Samaniego Viñedo Singular de Amaren fra vinmageren Juan Luis Cañas på Bodegas Amaren er virkelig en toplækker vin, som jeg har smagt en gang før … og nu er så heldig at smage igen i årgang 2020.
Fra Weingut Otto & Martin Frey har jeg før smagt Spätburgunder og Chardonnay fra Eichberg vinmarken, men nu smager jeg så deres 2019 Glottertäler Eichberg Grauburgunder.
Når vi tankemæssigt er i gang med at bælle god hvidvin på terrassen, hvorfor så ikke meget passende tage netop en 2023 Grüner Veltliner Terrassen fra Weingut Huber.
De fleste gange, som jeg har smagt vin fra Weingut Spindler Lindenhof på Weinstraße i byen Forst har det været hans Forster Pechstein Riesling, men nu smager jeg også hans Forster Ungeheuer Riesling og her i årgang 2021.
Vi fortsatte med mere Bordeaux fra den højre bred, for den næste vin var nemlig en ædel 2020 Saint Emilion Grand Cru fra Château Cormeil-Figeac.