2022 Viñadores de Gredos, Dale Garnacha, Madrid, Spanien

2022 Viñadores de Gredos, Dale Garnacha, Madrid, SpanienI tirsdagsvinklubben på jobbet fortsatte vi i Sierra de Gredos sporet, for næste vin var denne 2022 Dale Garnacha fra samme vinhus, som vi jo tidligere har smagt vin fra, nemlig Viñadores de Gredos.

Det er jo det vinhus, som ligger i landsbyen Cebreros og drives af vinmageren Rubén Díaz. Sidst smagte vi hans 2020 Otro Peldano.

Denne Dale Garnacha er en helt ny rødvin fra Ruben Diaz, hvor Grenache druerne kommer fra samme mark, som han før lavede La Escalera fra.

Druerne hentes fra 75 år gamle vinstokke i 1.050 meters højde, hvor jordbunden er rig på granit. Vinen spontangæres i ståltanke og efter endt fermentering er den lagret på neutrale 2.200 liters fade … og så er der kun produceret 2.900 flasker.

Det er duftmæssigt, som at stikke næsen ned i en buket blomster, roser, tulipaner og blomstervand suppleret med en stor stiftsblyant. Det er hørmende landligt med en lys, frisk frugt og et sandet udtryk. Der er jordbær, søde kirsebær, stikkelsbær og lidt aromatisk modellervoks.

I munden er der en juicy, saftig og læskende vin, hvor frugten er søde kirsebær, jordbærbolsjer og nogle mørkere bør … der er godt med frugtsødme, små drop af lemon og grape, men bitterheden er ikke voldsom, for dér får den læskende sødme overtaget. Det er sgu en simpel bondevin med hvide broderier, men de passer her bedst til det antikke bord i bindingsværkshuset. 92 point.

Købt hos Vinpusheren, hvor en flaske koster 175 kr., mens prisen er 148,75 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2019 La Magia, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2019 La Magia, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienDet er svært at slutte mere magisk i forhold til forrige vin, men nu smager jeg så en 2019 Brunello di Montalcino fra Fattoria La Magia di Schwarz Fabian … lad os se, om det bliver magia.

Da jeg smagte 2018’eren gav jeg ødselt 96 point, mens Wine Enthusiast har givet den 94 point og WinesCritic 93 point, men i denne nye årgang 2019 har den fået 96 point af WinesCritic og 95 point af James Suckling, så det lover jo godt.

Vinen er lavet med Sangiovese druer fra over 40 år gamle vinstokke på marker i 400-500 meters højde i læ ved bjerget Amiata og udsigt ned mod Sant’Antimo klosteret, Alle marker drives økologisk … og er certificeret siden 2012 og druerne høstes af flere omgange, så kun perfekt modnet frugt finder vej til den færdige vin.

Mosten gærer frugtbevarende på ståltank og store fade med hele 40 dages udtræk af farve, smag og tannin fra drueskindet. Vinen lagrer herefter 36 måneder på 500 liter franske egetræsfade, heraf 1/3 helt nye og resten 1 år gamle. Efter yderligere 6 måneder på flaske er vinen klar til frigivelse.

Som i foregående årgange virker vinen i næsen lidt mørkere og måske endda også lidt mere tørret i stilen. Der er sorte kirsebær, brombær, blommer, tørt træ, cedertræ, læder, tobak, champignon, østershatte, medicinskab, mælkede noter, jod, sødme, vanilje samt mørk chokolade, sorte bitre te-blade og gammel sur balsamico.

Hvor smager det godt … den er blød, cremet og føjelig på den allerbedste måde, der er en mørk og intens frugt af  sorte kirsebær, brombær, tranebær, lidt bitterhed fra syltede lemon, røg, mineraler, tør engelsk lakrids, lidt flomme fedme … og så ellers mørke, vilde og tørre tanniner, der sparker med en pirrelig, frugtrig og vildt lækker smag, lidt sur tobak, tør skovbund og luftig syre. Hvor smager det dog røvlækkert, så 96 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 459,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 399,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Casanova di Neri, Brunello di Montalcino Etichetta Bianca, Toscana, Italien

2019 Casanova di Neri, Brunello di Montalcino Etichetta Bianca, Toscana, ItalienI sidste års minitest af Brunello di Montalcino i årgang 2018 var det denne Brunello di Montalcino Etichetta Bianca, som vandt mit hjerte og nu smager jeg så vinen i den endnu bedre årgang 2019 … og det kan vel kun blive rigtigt godt?

Jeg gav således vinen hele 97 point i 2018 årgangen, men mine medanmeldere som Parker gav den 93 point, Falstaff 94 point og Suckling var mere beskeden med 92 point. I denne mere roste, nye årgang 2019 har den fået 95 point af Parker samt 96 point af WineCritic,

Men Casanova di Neri er et Brunello vinhus, der ofte får meget høje point. Således blev Casanova di Neri i 2007 kåret verdens bedste Brunello producent af det velrenomerede Wine Spectator og blev ligeledes nr. 1 på top 100 listen. Det er derfor ikke uden grund, at Casanova di Neri betragtes som én af de absolut bedste producenter fra Montalcino.

Ligeledes er Casanova di Neri flere gange tildelt de magiske og næsten uopnåelige 100 point for deres vine – senest I 2006, 2007 og 2010 har Casanova di Neri fra forskellige internationale anmeldere modtaget 100 point og fantastiske ord med på vejen.

Casanova di Neri Pietradonice er grundlagt i 1971 af Giovanni Neri. Han startede forsigtig med få marker, men har løbende udvidet med køb af yderligere marker, bl.a. er det markerne Fiesole, Poderuccio, Podernuovo, Le Cetine, Pietradonice, Cerretalto og Spereta. I dag har huset i alt 63 hektar vinmarker og lidt olivenlunde og agerjord.

Den første vin fra vingården kom på markedet i 1978, nemlig husets almindelige Brunello. Men produktionen er siden udvidet med en Brunello Cerretalto i 1981, en Rosso di Montalcino i 1982, Brunello Tenuta Nuova i 1993, en Rosso di Casanova di Neri og den hvide Etichetta Bianca i 2011.

Med 63 hektar vinmarker er Casanova di Neri et af de største familiebrug i Montalcino. Vinhuset har siden 1991 været ledet af Giovannis søn Giacomo Neri, som er en vinbonde med stor kærlighed for arbejdet i marken.

Hans sønner Gianlorenzo og Giovanni er imidlertid allerede kørt i stilling. De har begge allerede taget ønologisk uddannelse, så arvefølgen er helt på plads.

Giacomo Neri færdiggjorde for få år siden sit nye vineri, som er et fantastisk projekt der strækker sig 3 etager under jorden, men kan via tyngdekraften transportere vinene fra top til bund under produktionen.

Anlægget har været kostbart, men Giacomo har kæmpe succes med det. I løbet af ganske få år er Casanova di Neri blevet en kæmpestor stjerneproducent i Gambero Rosso og har således 10 gange opnået 3 glas … noget kun få og de absolut bedste producenter formår.

Denne 2019 Brunello di Montalcino med tilnavnet Etichetta Bianca er lavet på 100% Sangiovese. Mosten af de håndhøstede, afstilkede druer gæres temperaturstyret og spontant alene med druernes egne gærceller og en 25 dages maceration.

Efter endt fermentering er vinen lagret 42 måneder på store slavonske egetræsfade efterfulgt af 6 måneder på flaske før endelig
frigivelse.

WAUW må jeg bare sige, for allerede fra første snif leverer Brunello di Montalcino Etichetta Bianca varen … det dufter himmelsk, blødt, smooth, poleret, kompleks og perfekt med en god balance mellem frugt, fade og skønne tertiære noter. Der er violer, knuste blomster, roser, røg, enebær og samme delikate anstrøg af fadlagringen som  2018’eren. Der udover fanger jeg  skovbund, champignon, svampe, sød tobak,  umami, vanilje og sød lakrids, mens frugten er kirsebær, svesker, ribs, tørt træ , laurbærblade og totalt pirrende.

Hvor smager det godt … himmelsk, delikat, kompleks, struktureret, imponerende og drøngodt. Der er frugt med kirsebær, hindbær, ribs og svesker, som blidt masserer din tunge med en frisk og vibrerende måde, der får dig i en blid form for ekstase. Der dukker også lidt små blomster op, fennikel og en feminin, sart og yndig syre. Tanniner er der også masser af, men de er finkornede, sødsyrlige og kølige, men giver vinen struktur, kant og bid på denne lette og fine måde, så Houlberg bliver ovenud glad og giver 98 fortjente point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 499,95 kr., mens prisen er 489,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7