2018 Vignobles Gabriel & Co, Château Rambaud-Bellevue Fronsac, Bordeaux, Frankrig

2018 Vignobles Gabriel & Co, Château Rambaud-Bellevue Fronsac, Bordeaux, FrankrigFronsac er et mindre område med kalkrige bakker ved siden af Pomerol og denne 2018 Château Rambaud-Bellevue Fronsac er lavet af SAS Robin A aka Vignobles Gabriel & Co i Saint Aubin de Blaye.

Vignobles Gabriel & Co har lavet denne vin i et samarbejde med Thierry Gaudrie fra Château Villars, der også ligger i Fronsac og har været drevet af Gaudrie familien siden 1920’erne.

Vignobles Gabriel & Co laver normalt vine under forskellige navne og der findes – mig bekendt – heller ikke et slot med navnet Château Rambaud-Bellevue.

Der findes et lidt ukendt Château Bellevue de Rambaud, men det ligger længere mod sydøst og er ejet af Vignobles Lavaud.

Navnet skulle i stedet været hentet fra vinmarken Rambaud, som ligger tæt ved Château Villars i kommunen Saillans og ikke så langt fra floden Isle, der adskiller Fronsac fra det langt mere eksklusive nabodistrikt Pomerol.

Denne 2018 Château Rambaud-Bellevue Fronsac er lavet på 60% Merlot, 35% Cabernet Franc og 5% Cabernet Sauvignon, som er fra den omtalte mark på 17 hektar har undergrundmed ler og kalksten i Frosac-kommunen Saillans.

Høsten sker parcel for parcel, så alle druer selekteres ved optimal modenhed. Mosten har gæret i ståltanke med temperaturstyring og efter endt gæring er vinen lagret 12-18 måneder på franske egetræsfade

Det er duftmæssigt en frisk, energisk, let syrlig og balsamisk Bordeaux … ikke tæt, mørk og dyb, men byder på cedertræ, blæk, jod, violer, garvet læder, skovbund, lyse blommer, syrlige kirsebær, moreller, hindbær, grønne grene, lidt tomatstilke samt lidt nødder samt tørre kikærter.

Smagen er cremet, blød og alligevel med en frisk frugt og virker egentlig ganske poleret. Der er sursøde kirsebær, hindbær, solbær og ribs, lidt sorte te-blade og lemon bitterhed, cedertræ, kakao og mørk chokolade. Syreniveauet er højt og lidt skingert, mens der er monstertørre tanniner, der også udtørrer mundhulen med en helt balsamisk strenghed. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker … men koster i øjeblikket kun 59,95 kr. på kampagne og det er jo temmelig attraktivt.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 Weingut Michel, Tephrit Achkarren Chardonnay, Baden, Tyskland

2022 Weingut Michel, Tephrit Achkarren Chardonnay, Baden, TysklandMed næste vin – 2022 Tephrit Achkarren Chardonnay – skal vi retur til foden af det ikoniske Schlossberg i Kaiserstuhl, hvor vi på adressen Winzerweg i Achkarren finder Weingut Michel.

Chardonnay druerne til denne vin kommer fra vestsiden af ​​de runde bakker i Kaiserstuhl ved Achkarren på marker rig på den afkølede lava, der opstod af den gamle vulkans kratere for 16 millioner år siden. Det giver stokkene udfordringer med at tilpasse sig og stikke rødderne tilstrækkeligt dybt i løbet af de  tørre sommermåneder.

Det tvinger vinstokkene til at tilpasse sig og sikrer naturligt lave udbytteniveauer og ensartet modning af druerne.  Al høst er også sket manuelt i slutningen af august måned, hvorefter druerne er nænsomt selekteret i både mark og ved ankomsten til vineriet

Efter forsigtig presning blev den opnåede most klaret ved hjælp af tyngdekraften alene. Vinene er så spontangæret med den naturlige gær fra druernes egne gærceller. Efter endt fermentering er vinen lagret 10 måneder sur lie på franske barriques inden endelig aftapning i juli 2023. Vinen har 1,2 gram restsukker pr. liter.

Det er duftmæssigt ingen overfed eller fadtung vin … i stedet er frugten mere frisk med grønne og lidt umodne pærer, fersken, gule blommer, lidt citron og det suppleres med ristede hasselnødder, lidt grønne krydderurter, timian, græs, en smule smeltet smør og en forholdsvis blød mineralitet.

I munden er det bestemt heller ikke en fed, fadpumpet Chardonnay, for syreniveauet er pænt højt og det bliver dermed en frisk vin, hvor der er citroner, syltede citroner, umodne grønne pærer, æbler samt en smule let lemonbitterhed, som lige får læberne til at stramme sig sammen til en let kyssetrutmund … mums og kys. 92 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 229 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Weingut Daniel Fries, Riesling Terrassen, Mosel, Tyskland

2021 Weingut Daniel Fries, Riesling Terrassen, Mosel, TysklandWeingut Daniel Fries laver de sygeste Spätburgunder vine, som jeg er faldet totalt på halen over. Men den sindssygt dygtige moselwinzer laver selvfølgelig også Riesling vine og nu smager jeg hans 2021 Riesling Terrassen.

Det er en Ortswein, hvor alle Riesling druerne kommer fra de ældste stejle vinmarker og de er selvfølgelig høstet med håndkraft.

Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes egne gærceller i både store træfade og ståltanke og der har vinen så også efter endt fermentering lagret en periode på 9 måneder.

WAUW … sikke duft og sikke niveau for en Ortswein … virker sådan nærmest sart, luftig og delikat. Der er noget linolie, bivoks og virker tæt, kompakt, landlig og animalsk med frugt af abrikos, fersken samt syltede citroner. Det er primært de syltede citroner, som virkelig her giver smæk for skillingen og gør duften intens.

I munden er der mere nogle æbler, bitre madæbler, lidt grape, lime og citroner, men også en lidt brysk mineralitet. Det virker ret tørt og har en lidt mørk sødbitter smag … som om de syltede citroner sniger sig sig med i smagen. Det giver vinen fylde og dybde, men syren så er kraftig på en lidt brovten – men intens – måde. 92 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 219 kr., mens prisen er 195 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7