2020 Di Majo Norante, Sangiovese Terre degli Osci, Molise, Italien

2020 Di Majo Norante, Sangiovese Terre degli Osci, Molise, ItalienSå stod den derefter på rødvinene fra Di Majo Norante og den første var denne 2020 Sangiovese Terre degli Osci … en IGT vin lavet på ren Sangiovese druer.

Her kommer druerne fra de to marker Martarosa og Ramitello, der samlet er på 25 hektar og ligger i 50-100 meters højde med stokke, der gennemsnitlig er omkring 20 år gamle.

Efter høsten har vinen gennemgået gæring og maceration over en måneds tid efterfulgt af en malolaktisk gæring og så lagret både på egefade og i ståltanke inden aftapning på flaske og yderligere lagring 3 måneder på flaske. Der laves årligt 200.000 flasker af vinen.

Det dufter sgu rigtigt godt … klart mørkere, varmere og mere faglagring i forhold til dens toskanske søstre, så dermed får du både smørristede svampe, læder, lakrids, mælkechokolade, vanilje, kanel og frugt med kirsebær, kirsebærsauce, jordbær og sødlig, fedbitter, gammel balsamico med likøragtig lækkerhed.

I munden er det også en kraftig, rund, blød og let sød vin, hvor man omgående mærker den mørke power. Dermed bliver det maskulint, en smule opulent og kraftigt med koncentreret kirsebærsauce, lidt peber og grønne krydderier, timian, en fin syre med lidt lemon, mens tanninerne er vilde som Sangiovese altid skal være, så også tjek ved det. Dermed får du klare toskanske Sangiovese dyder, som bare er gaveindpakket lidt mere svulstigt. 92 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 129 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2022 Di Majo Norante, Falanghina del Molise Biorganic, Molise, Italien

2022 Di Majo Norante, Falanghina del Molise Biorganic, Molise, ItalienDen anden hvidvin fra Di Majo Norante var også på en lokal druesort, for det var nemlig denne 2022 Falanghina del Molise Biorganic.

Her kommer Falanghina druerne fra vinstokke fra den 12 hektar store og lerede vinmark Tenuta Ramitello i 100 meters højde.

Efter høst har druerne ligget med skindet i kold maceration over omkring 24-36 timer med efterfølgende gæring i stålkar ved mellem 16-18 grader. Så er der sket malolaktisk gæring og lagring i ståltanke. Der produceres årligt 20.000 flasker af vinen.

Duftmæssigt er det en fyldig vin … formentlig lagret sur lie, for den virker ret koncentreret og intens med en frugt, der er eksotisk, tyk og fyldig med blomsterpollen, mango, papaya, nektariner, ananas, mandariner og pæresaft. Vinen virker cremet og næsten olieret, syreniveauet lavt og samtidig er der noget luftighed midt i alle de relativt tunge aromaer.

Den smager nærmest også, som den dufter … kraftig, fyldig, fed og cremet med denne tykke samt maskuline syre, eksotisk og læskende tung frugt, ananas, abrikos og mango, kandiseret lemon med en lille sødbitterhed, tørre pærer … det er hvidvin med krop, fylde og tyk saftighed. 91 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2022 Di Majo Norante, Greco, Molise, Italien

2022 Di Majo Norante, Greco, Molise, ItalienJeg startede selvfølgelig Di Majo Norante smagningen med en hvidvin og det var denne 2022 Greco … lavet på druen med samme navn og kendt i både Campanien og Molise.

Her kommer Greco druerne fra marken Contrada Camarda, der er på 8 hektar og ligger i 200 meters højde.

Vinstokkene er omkring 15 år gamle og efter høsten har de ligget med skindet i kold maceration over omkring 24-36 timer med efterfølgende gæring i stålkar ved mellem 16-18 grader og efter endt fermentering bare lagret i ståltanke. Der produceres årligt 15.000 flasker af vinen.

Dejlig sødlagen aroma med honningmelon, æbler, kvæde, abrikos, æblemos og blomsterbutik, hvilket sammenlagt giver en aromatisk og let eksplosiv næse … frisk, intens og let fyldig.

I munden er det også en blød og kraftig vin, hvor fedmen får følgeskab af æbler, både søde og syrlige æbler, syltet lemon og saft fra multifrugtjuice, men på en voksen og charmerende måde. Der er masser af juicy bid, blid og sødbitter syre, godt med opulent frugt og faktisk en fin karakterfuld hvidvin. 91 point

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 5/7