2017 Celler Piñol, l’Avi Arrufí, Catalonien, Spanien

2017 Celler Piñol, l’Avi Arrufí, Priorat, SpanienVi skulle så smage mere spansk, for den næste vin i glasset er fra appellationen Terra Alta i den sydlige del af Catalonien. Vinen er denne 2017 l’Avi Arrufí fra vinhuset Celler Piñol.

Celler Piñol ligger i byen Batea og drives af Piñol-familien, der i 4 generationer har lavet vine fra deres i alt 75 hektar vinmarker, som i dag også suppleres med druer fra udvalgte dyrkere, som de har langtidskontrakt med.

I dag er det Juanjo Piñol, som står i spidsen for vinhuset og driver sine egne marker efter økologiske principper. På længere sigt vil han også gå over til økologisk dyrkning på de marker, som man ikke selv ejer, således at man vil kunne deklarere alle vine som økologiske.

Juanjo Piñol er også tilhænger af en separat vinificering, både hvad parceller og druesorter angår, for at fremhæve hver parcels særlige karakteristika og hver druesorts særpræg. Det gør det muligt for ham at frembringe vine med stor personlighed og karakter, hvilket også har udløst internationale udmærkelser.

De ejer også et par hektar med den meget sjældne spanske drue Finca Morellino, som der kun findes sølle 18 hektar af i hele Spanien og bliver kaldt den spanske Pinot Noir.

Selvom vingårdens gamle ydre stenvægge er bygget i klassisk spansk middelalderstil, så er kældrene hos Celler Piñol udstyret med alt det, man kan ønske sig for at lave moderne topvine.

Denne 2017 l’Avi Arrufí er lavet på 75% Carignan, 15% Grenache og 10% Syrah, som kommer fra 45-55 år gamle vinstokke, der – som alle husets marker – ligger i omkring 450 meters højde. Efter gæringen er vinen lagret i 15 måneder på franske og amerikanske egetræsfade efterfulgt af 3 måneder på stål inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt er det en mørk og fyldig vin, hvor der omgående kommer noget blæk, grafit, tryksværte sammen med kanel, vanilje og karamel. Det er en opulent og småfed vin med flomme, oksefond, brændte noter samt en solvarm frugt af solbær, brombær, hindbær og alt med lidt jammy marmeladetyngde.

Det smager fremragende … virker pænt tør og fed, lidt en bullerbasse med stor frugtintensitet. Der er tydelige tanniner, som markerer og ellers er okay integrerede, der er lidt stæk peber, der så også bider og giver kant. 92 point.

Forhandles af Vinhuset Randers, hvor en flaske koster 275 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Bodega Miguel Merino, La Ínsula, Rioja, Spanien

2020 Bodega Miguel Merino, La Ínsula, Rioja, SpanienNæste vin er lavet på tussegamle pre-phylloxera Grenache vinstokke og kommer fra Rioja vinhuset Bodega Miguel Merino, der ligger i byen Briones i Rioja Alta området i Spanien.

Vinhuset er grundlagt i 1994 af Miguel Merino, som dog siden 1970’erne havde handlet med vin, men nu også selv startede med at lave vin på familiens gård, der ligger i en gammel stenbygning, som stammer helt tilbage fra 1818.

Derfor har familien også marker, der går helt tilbage til 1929 og samlet har man 13 hektar vinmarker fordelt på 24 små parceller og de er tilplantet i både 1929 og 2001.

Nogle af de bedste af vinmarkerne er La Quinta Cruz, La Pasada, Arzéndime, La Loma, El Remedio, Mendigüerra, Arreluz og La Ínsula. Det er gamle og stejle marker med Tempranillo druer og det danner baggrund for en årlig produktion på 90.000 flasker vin.

Siden 2017 har det været Miguel Merinos søn Miguel Merino Jr., som sammen med sin hustru Érika har drevet vinhuset videre efter en uddannelse som vinmager og ophold hos en række andre vinproducenter i Rioja.

Denne enkeltmarksvin La Ínsula er lavet på Grenache druer fra den kun 0,1 hektar store vinmark La Ínsula, som er en meget lille parcel ved bredden af Ebro floden ved Briones, Alle vinstokkene er pre-phylloxera og vinen er lavet første gang i årgang 2019, så denne 2020 er kun 2. årgang.

Druerne er høstet med håndkraft, mens gæring og maceration er sket i rustfrie ståltanke. Efter gæringen er vinen lagret i et 500 liter egetræsfad, hvor der også er sket malolaktisk gæring, Samlet er den lagret 14 måneder … og der er kun lavet ét enkelt fad, hvilket svarer til omkring 630 flasker.

I næsen er det en moden og lidt mørk aroma, hvor frugten er søde jordbær, boysenbær, hyben og derudover er der klart blomster og så virker vinen – på en eller anden måde – også forholdsvis let med leret eller sandet udtryk. Fadlagringen er diskret, men bidrager ganske let med lidt chokolade, lakrids of sødekrydderier.

Smagen er blød og cremet … virker klart lettere i frugten, end næsen lige indikerede. Frugten virker blid, mushy og moden, mest kirsebær, jordbær og tranebær, der er god struktur og kompleksitet, sådan lidt sart og fin, mens den har et forholdsvis lavt syreniveau. Det giver en meget blød, lind og flødeagtig vin. 94 point.

Forhandles af Vinhuset Randers, hvor en flaske koster 799 kr., men er udsolgt og kan ikke bestilles.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Weingut Johanneshof Reinisch, Ried Frauenfeld St. Laurent, Thermenregion, Østrig

2017 Weingut Johanneshof Reinisch, Ried Frauenfeld St. Laurent, Thermenregion, ØstrigDet er ved at være nogle år siden, at jeg sidst har smagt vin fra Weingut Johanneshof Reinisch, men som næste vin i rækken, så serverede Vinhuset Randers denne 2017 Ried Frauenfeld St. Laurent.

Weingut Johanneshof Reinisch ligger lidt nord for Tattendorf, som ligger i Thermenregion i Niederösterreich små 30 kilometer syd for Wien.

Regionen har fået navnet efter de varme kilder i området, for ikke langt herfra ligger de to kendte kurbyer Baden bei Wien og Bad Vöslau.

Thermenregion har klimatisk meget gunstige vækstbetingelser for produktion af både hvid- og rødvine. En vulkansk snitlinje går nemlig gennem dette område, hvor et mildt klima med tung, stenet kalkjord ligger til grund for de kraftfulde hvidvine og tætte rødvine.

Weingut Johanneshof er grundlagt i 1923, hvor familien alene havde 0,5 hektar af marken Ried Mitterfeld, men i dag drives vinhuset af 4. generation i form af de tre brødre Hannes, Michael og Christian. De overtog styringen, da faderen tilbage i 2009 døde i en traktorulykke på de stejle bakker i Gumpoldkirchner.

Familien har i dag 40 hektar vinmarker, som ligger omkring Tattendorf og derudover ved Gumpoldskirchen. Ved Tattendorf ejer de markerne Frauenfeld, Holzspur, Ried Lores, Ried Dornfeld og Kellerried, mens der ved Gumpoldskirchen er Ried Spiegel, Ried Satzing og Ried Grillenhügel.

Omkring 65 % af vinmarkerne til tilplantet med de røde sorter St. Laurent, Pinot Noir, Zweigelt og Merlot, mens de resterende 35% er beplantet med Chardonnay, Rotgipfler, Zierfandler, Sauvignon Blanc og Riesling. En af de ting, som kendetegner Johanneshof Reinisch er deres store fokus på de lokale sorter Rotgipfler og Zierfandler, der stort set kun bruges i Thermenregion.

Kulturweingut Johanneshof Reinisch holder til et moderne vineri, som er bygget i 1995 med et kæmpe kælder med plads til 500 barriques og bygget i gamle mursten.

Men selve vineriet er topmoderne og bygningen lavet i en blanding af spansk og amerikansk stil, formentligt inspireret af nu afdøde Johann Reinisch ophold i Californien.

Her har vi så husets 2017 Ried Frauenfeld St. Laurent, der kommer fra 40 år gamle vinstokke på marken Frauenfeld og høstet i starten af oktober med et udbytte på 35 hektoliter pr. hektar … og dyrket fuldstændig økologisk.

Vinen er lavet i gæringskar af egetræ, hvor der også anvendes 20% hele klaser. Efter endt fermentering er vinen så lagret 14 måneder på primært franske 225 liter barriques, heraf 50% nye fade.

Nu bliver der skruet op for volumen … og vi har hængt lidt mørk kød op i kødkrogen, men samtidig er det med pænt fadpræg af tonsvis af kanel, kanel og kanel, vanilje, sød tobak og så enebær, kirsebær samt brombær suppleret med røg og krydderier, lidt gazebind på en grov og samtidig meget charmerende måde.

Smagen er lidt af samme skuffe … mørk, kraftig og intens, men udover de karakteristiske sorte kirsebær, så har vinen faktisk mere slanke og friske frugter af moreller og lemon, som gør oplevelsen lidt lettere, renere og mere stringent, hvilket bare klæder vinen. Det er sgu da meget godt, så dermed 92 point.

Forhandles af Vinhuset Randers, hvor en flaske koster 249 kr.

Vinanmeldelse 5/7