2015 Di Majo Norante, Sassius Aglianico Riserva, Molise, Italien

2015 Di Majo Norante, Sassius Aglianico Riserva, Molise, ItalienJeg sluttede vinene fra Di Majo Norante med endnu en højoktan 15,5% top rødvin og endda med lidt alder. Vinen er denne 2015 Sassius Aglianico Riserva.

Det er 100% Aglianico, som kommer fra Contrada Camarda marken, der er på 6 hektar, ligger i 200 meters højde og har 15 år gamle vinstokke … og her er druerne først høstet rimelig sent i slutningen af november.

Vinificeringen er som med foregående sket helt traditionelt med gæring over særlig lang tid i kontakt med skindene. Efter gæringen er vinen lagret mindst 24 måneder på barrique og tonneau af fransk eg og derefter mindst 18 måneder på flaske.

WAUW … sikke en aroma, som har denne utrolige ædle duft, der er moden, lidt mulle, røg, fede fadnoter med lakridskonfekt, vanilje og kanel, mælkechokolade, karamel, flæsk og skumgummifiduser. Vinen har en mørk og munter frugt med sorte kirsebær, sorte blommer, lidt overmodne jordbær og gammel tyktflydende balsamicoeddike.

Hvor smager den godt … flyder roligt og nærmest smeltende i munden, har noget modenhed og alkoholen på 15,5% kan slet ikke mærkes, men er integreret smukt i smagen. Men så sætter Aglianico druens vilde tanniner ind … helt på den højde Barolo skala, hvor den bider og vrider sig tørt i munden. Sikke et vildt tanninbid, men det kommer samtidig med en blød og moden frugt, en cremet smag og giver dermed en vild, vild fabelagtig vin. 96 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2019 Di Majo Norante, Don Luigi Riserva, Molise, Italien

2019 Di Majo Norante, Don Luigi Riserva, Molise, ItalienDe to sidste rødvine fra Di Majo Norante var deres to imposante topvine og den første af dem var denne 2019 Don Luigi Riserva.

Det er en vin, som primært er lavet på Montepulciano druen og endda tidligere alene 100% på Montepulciano

Men her i årgang 2019 er Montepulciano suppleret med 10% Tintillia.

Druerne kommer alle fra den 6 hektar store vinmark Contrada Cocciolete i Martarosa området. På marken i 100-150 meters højde er vinstokkene 15 år gamle. Vinificeringen er sket helt traditionelt med lang tids maceration og er efter endt fermentering lagret 12 måneder på barriques og derefter også lagret på ståltanke og flaske inden frigivelse.

Tintillia har jeg vist ikke skrevet om før her på vinbloggen, men det er en rød drue, som dyrkes i meget små mængder i Molise i det sydlige Italien. Dens nøjagtige oprindelse er ukendt, selvom dens navn menes at være afledt af det spanske ord tintilla, der henviser til den plet, der efterlades på duge af druens dybe røde saft.

Tintilia vinstokkene giver mellemstore, ægformede bær i forholdsvis løse klaser og under modningen vil nogle bær endda løsne sig, hvilket blot gør klaserne endnu mindre og sænker vinstokkens udbytte yderligere.

Vine på Tintilia har en tendens til en rig, rubinrød farve og er fyldige, med tydelige – men dog bløde – tanniner. De er for det meste høje i alkohol, men det balanceres normalt af en meget aromatisk og saftig natur. Typiske smagsvarianter omfatter svesker, blommer, sure kirsebær, lakrids og sort peber.

Tintilia var engang den mest plantede sort i Molise vinregionen, men på grund af det lave udbytte, så blev sorten stort set opgivet efter 2. verdenskrig, da producenterne ønskede mere højtydende og rentable alternativer.

Men i 1990’erne fik Tintilia dog en stor opblomstring takket være nogle få – men omhyggelige – producenter, bl.a. være indførsel af appellationen Molise del Molise DOC i 1998.

Det blev så ekstra forstærket i 2011, da Tintilia fik så helt egen appellation Tintilia del Molise DOC. I dag indgår druen i flere og flere vine, men er fortsat forholdsvis sjælden.

Nok snak … lad os smage vinen, som i øvrigt trækker en højoktan på hele 15,5% alkohol.

I næsen er det et helt kraftværk … powervin med både fadpræg og en mørk, fyldig frugt af sorte kirsebær, kirsebærlikør, svesker, dadler, blommer og blåbær suppleret af kakao, mørk chokolade, vanilje og derudover lidt nøddekompot, ristede hassenødder. kastanjer samt lakridskonfekt.

Smagsmæssigt er vinen fuldstændig mundsmeltende, men man får en smule alkoholvarme og rammes samtidig af noget peber, tør frugt med blommer, sorte kirsebær, blåbær … og så sætter tanninerne ind med et sindssygt tørt bid. hvor de sætter sig vildt rund i munden og masserer gummerne suppleret med lidt letbitre noter af grape samt lemon og sætter virkelig et markant aftryk midt i munden. Slam. Det er tørt, fedt og koncentreret … flot vin og klart 94 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 379 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Di Majo Norante, Contado Aglianico Riserva, Molise, Italien

2017 Di Majo Norante, Contado Aglianico Riserva, Molise, ItalienAglianico druen – vi nok mest kender fra Basilicata, Apulia og Campanien – kaldes ofte for sydens Nebbiolo og selvfølgelig laver Di Majo Norante også vin på Aglianico … og her smager vi deres 2017 Contado Aglianico Riserva.

Her kommer Aglianico druerne fra marken Vigneto Camarda, der her 22 år gamle vinstokke, ligger i 200 meters højde og samlet er på 35 hektar. Alle druerne er høstet relativt sent i slutningen af oktober og start november.

Efter høsten er der sket en langsom gæring og maceration i ståltanke efterfulgt af en malolaktisk gæring og så er vinen herefter lagret sammmenlagt 3 år, heraf mindst 1 år på barriquefade samt tonneaux … og  resten af tiden ellers i ståltankene,

Sikke fed, lækker, varm og kropstung næse, hvor der er masser af fadpræg med røg, træ, tjære, tobak, brændte noter, noget chokolade, vanilje, mælkede noter samt en opulent frugt med blåbær, brombær, godt med sorte kirsebær samt blommer, medicinkasse, balsamico og søde krydderier.

I munden er det en blød, cremet og fyldig vin … masser af sorte kirsebær, blommer og solbær, mens samtidig en blød, mørk og frisk syre med en smule lemon, grape og Campari bitterhed og så ellers knastørre og stringente tanniner, der sætter sig i munden med en lammende kindhest … alligevel med sødblød lækkerhed. 93 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 169 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7