2023 Weingut Huber, Grüner Veltliner Terrassen, Niederösterreich, Østrig

2023 Weingut Huber, Grüner Veltliner Terrassen, Niederösterreich, ØstrigNår vi tankemæssigt er i gang med at bælle god hvidvin på terrassen, hvorfor så ikke meget passende tage netop en 2023 Grüner Veltliner Terrassen fra Weingut Huber.

det er en vin, som jeg tidligere har smagt i både årgang 2017, 2020, 2021 og 2022 og er lavet med druer fra forskellige marker i Traisental og fra vinstokke, der er mellem 5 og 80 år gamle.

Vinen er lavet med 6 timers kold udblødning af druerne, presning og gæring i ståltanke ved 19 grader, hvorefter vinen modner yderligere i de rustfrie ståltanke i 3 måneder inden vinen flaskes. Den har 2,6 gram restsukker pr. liter.

Det er som om, at 2023’eren er et niveau bedre end de foregående årgange … har en rund og læskende næse med bløde pærer, melon, sødme, fersken, selleri, grøn peber, hvide asparges. Det er sgu blidt, blødt og nærmest læskende silkeagtig.

Og som med foregående vin er det virkelig ultrablødt, læskende, saftigt, blidt, sødt og tørstslukkende. Det er dåsepærer og eksotisk frugt, fersken, mango, papaya og alligevel med en smule syltede og salte citroner samt en meget beskeden syre. Syreniveauer er klart mindre end i de foregående årgange, men lineært er saftigheden så øget pænt, hvilket gør denne Grüner Veltliner Terrassen er rigtig læskende lækkerbisken. 91 point,

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 124,95 kr., men prisen ved køb af 6 flasker er 89,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Weingut Spindler Lindenhof, Forster Ungeheuer Riesling, Pfalz, Tyskland

2021 Weingut Spindler Lindenhof, Forster Ungeheuer Riesling, Pfalz, TysklandDe fleste gange, som jeg har smagt vin fra Weingut Spindler Lindenhof på Weinstraße i byen Forst har det været hans Forster Pechstein Riesling, men nu smager jeg også hans Forster Ungeheuer Riesling og her i årgang 2021.

Forster Ungeheuer marken er samlet på 29,15 hektar og er beliggende i omkring 120-170 meters højde med 30% på et rigtig stejlt stykke, 30% på en skråning og de sidste 40% vel nærmest på et fladt stykke.

Jordbunden på Ungeheur består primært af kalk- og sandsten samt lidt basalt og marken har været kendt for dens vin i århundrede og fx siges det, at selveste Bismark under et besøg i Forst roste en vin fra netop Forster Ungeheuer og sagt; dieses Ungeheuer schmeckt mir Ungeheuer … altså som et monster.

Navnet Ungeheuer stammer dog ikke fra en flok vilde monstre, der måske kunne ha’ levet i skoven, men kan føres tilbage til et udtryk fra 1300-tallet, nemlig Ungehuwern, som var et familienavn.

Senere i 1600-tallet var der en byfoged i Deidesheim ved navn Johann Adam Ungeheuer. Han døde i 1699,og der er stadig en grav med navnet Ungeheuer ved klosterkirken i Mußbach.

Vinen laves på traditionel vis med vinificering og kort tids lagring på stål, da Timo Spindler ønsker at fremhæve Riesling druens enkle og rene karakter. Den har et forholdsvis pænt sukkerindhold med 7,1 gram restsukker pr. liter.

I næsen er det absolut Riesling duft … har et let touch af petroleum, men det er nu mest den bløde og lette frugt, som pirrer næseborene med pærer, æbler, bløde ferskner, grillede citroner og grapefrugt, alt virker let, luftigt, slankt og faktisk temmelig elegant.

Smagen er party, party … kør bare den store lastvogn ind, for her kommer en bællevin til fest … men det er en læskende bællevin, som man samtidig kan tage seriøs, for vinen har denne luftige, elegante og lidt ubekymrede side, hvor sødmen bliver aldrig for meget … og samtidig så understøttes smagen af en kalket eller kridtet mineralitet, så 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 139 kr., mens prisen er 125 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Château Cormeil-Figeac, Saint Emilion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig       

2020 Château Cormeil-Figeac, Saint Emilion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig  Vi fortsatte med mere Bordeaux fra den højre bred, for den næste vin var nemlig en ædel 2020 Saint Emilion Grand Cru fra Château Cormeil-Figeac.

Vinslottet ejes af Domaines Cormeil Figeac Magnan, der ejes og drives af Moreaud familien og ligger nabo til estimerede vinslotte som Château Figeac og Château Cheval Blanc.

Moreaud familien har ejet vinslottet i 4 generationer og det er i dag søskendeparret Coraline Moreaud-Magnan og Victor Moreaud, som driver slottet, som de overtog fra deres far Richard, der gik på pension i 2012.

Det var Coraline og Victors oldeforældre René og Lucie Moreaud, der i 1940 købte Château Cormeil-Figeac og ifølge historien var det fordi, at de ville forhindre, at deres to sønner skulle i krig.

Château Cormeil Figeac har sammenlagt 25 hektar vinmarker, der er tilplantet med 75% Merlot druesorten og 25% Cabernet Franc og ligger i Saint-Emilion, men støder op til Pomerol appellationen og det legendariske Pétrus ligger da også kun 2 kilometer væk.

Ud fra deres vinmarker laver man samlet flere vine, bl.a. denne Château Cormeil Figeac, en Château Magnan-Figeac og Château Lamarzelle Cormey.

Denne 2020 Château Cormeil-Figeac Saint Emilion Grand Cru er lavet på 75% Merlot og 25% Cabernet Franc fra husets egen store mark, der siden 2019 har været drevet certificeret økologisk. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på helt nye Allier egetræsfade.

Duftmæssigt … vildt godt. Den har en smuk balancen mellem dyb frugt og et flot doseret fadpræg. Der er en frisk, dyb og intens frugt af solbær, kirsebær og hindbær, godt med skovbund, muldjord, våde blade, cigarkasser, cedertræ, chokolade, vanilje og lidt mentol … og hvor er det spot-on perfekt.

I munden er det lige før, at vinen helt smelter … er så blød, cremet, velouragtig og masserer stille din tunge. Der er en vis friskhed i selve smagen og alligevel dybde, mens tanninerne er tørre, markant og så alligevel godt integreret … syren holder godt på og giver vinen både rygrad, karakter og elegance. Flot, frisk og intens Bordeaux, så dermed 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 499,95 kr., mens prisen er 399,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7