2023 LGI Wines, Crique Dream Sauvignon Blanc Colombard, Gascogne, Frankrig

2023 LGI Wines, Crique Dream Sauvignon Blanc Colombard, Gascogne, FrankrigI sommers smagte jeg første gang en 2022 Crique Dream Sauvignon Blanc Colombard fra Divin Père & Fils, der er en del af det store vinfirma LGI Wines … men nu smager jeg den i en nyere årgang.

LGI Wines ejer ikke selv vinmarker, men opkøber druerne fra en række vinavlere i det sydlige Frankrig og der er primært Languedoc, Roussillon, Provence og Gascogne. De laver og flasker så alle vinene på deres anlæg i Carcassonne i Languedoc.

Denne 2023 Crique Dream Sauvignon Blanc Colombard er – som navnet indikerer på et mix af den kendte Sauvignon Blanc og den mere ukendte Colombard, som jo netop er udbredt i Gasgogne og anvendes i både Cognac og Armagnac.

Det skulle være halvt af hver … altså 50% Sauvignon Blanc og ligeledes samme mængde Colombard, som kommer fra kalkholdige marker nær Det Atlantiske Ocean, hvor en kølig maritim indflydelse giver druer og vin, som er præget af saltet mineralitet.

Druerne høstes i de tidlige morgentimer, hvor temperaturen er lavest. En kølig udblødning af mosten udtrækker ekstra aromaer fra drueskindet allerede inden gæringen. Skånsom pneumatisk presning frigør druemosten, som gærer i ståltanke ved lave temperaturer og efter gæringen er lagret 4 måneder sur lie i ståltankene.

Duften er – hvis man skal sige det lidt populistisk – en skøn sammenblanding af Faxe Kondi og så klassiske Sauvignon Blanc noter med grøn peber og græs. Man får dermed lidt af 2 verdener, altså den stringente, friske og meget karakteristiske grøn peber og hyld kombineret med noget eksotisk frugt af melon, fersken, pærer, lemon og noget sandaltræ. Det fungerer faktisk rigtigt fint og klart bedre end hos 2022’eren.

Sådan smager vinen også … et mishmash af 2 verdener … med både en syrlig, frisk og lemonbitter smag, men også med lidt opulent fylde fra melon, mango. æblesaft og hyldeblomst. Det fungerer faktisk ret godt, så samlet set bliver den en frisk lille vin, som fungerer rigtigt godt og vil kunne tilfredsstille både høj og lav … specielt til en attraktiv pris. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 99,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 52,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 Drei Kronen Kellerei, Riesling Medium Sweet, Mosel, Tyskland

2022 Drei Kronen Kellerei, Riesling Medium Sweet, Mosel, TysklandDrei Kronen Kellerei står der på flasken af denne Mosel Riesling Medium Sweet, men der findes tilsyneladende intet vineri i Tyskland med det navn … alene et ølbryggeri i Köln og det er sgu nok ikke derfra, at denne vin kommer.

Faktisk er der intet – som i slet intet – der afslører herkomsten af denne vin … ikke på etiketten og der er heller ingen bagetiket, der kan afsløres noget om ophavet. Der findes ganske vist et tysk vinhus med navnet Weingut Dreikönigshof, men det ligger i Bingen-Kempten i Rheinhessen, så vinener nok heller ikke derfra.

Men mon ikke, at vinen er lavet med druer fra forskellige marker i Mosel og med gæring og lagring på ståltanke? Det er i hver fald det bedste bud herfra.

I næsen er der søde krydderier, godt med sødme faktisk og frugten virker eksotisk med dåsepærer, hvid fersken, mango, ananas og lidt tørre nødder, papkasser … og egentlig uden megen karakteristika fra Riesling druerne og syreniveauet er også meget lavt.

Smagen er meget juicy med både sød æblejuice, multifrugtjuice og saft fra dåsen med syltede pærer suppleret med mango og ananas. Heller ikke i smagen er der ikke megen syre eller mineralitet, som kan holde sødmen i stramme tøjler, så derfor bliver det mest blot en pleasende, sød Moselriesling til dem, som normalt ikke er så meget til vin. 85 point.

Forhandles af Supervin, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7

2022 La Magia, Il Vispo Toscana IGT, Toscana, Italien

2022 La Magia, Il Vispo Toscana IGT, Toscana, ItalienI min lille Brunello minitest smagte jeg bl.a. en Brunello di Montalcino fra Fattoria La Magia di Schwarz Fabian, men La Magia laver også en billigere ung Sangiovese vin og det er denne Il Vispo Toscana IGT, som jeg her smager i årgang 2022.

Sangiovese druerne til vinen kommer faktisk fra samme mark, som også giver alle druerne til Brunello vinene La Magia og Ciliegio … men her blot fra yngre vinstokke, der er 14-19 år gamle. Det er en nyere vin hos La Magio og den er lavet anderledes bl.a. med kold carbonic maceration på ståltanke ved under 26 grader.

Det er jo en teknik, der ofte forbindes med den franske vinregion Beaujolais. Metoden bygger på, at druerne gærer i et kuldioxidrigt miljø forud for knusning. Ved den konventionelle alkoholiske gæring knuses druerne for at befri saften og kød fra skindet, mens gæren så igangsætter omdannelse af sukker til ethanol.

Ved carbonic maceration gærer det meste af saften, mens det stadig er inde i druen … selvom druer i bunden gæringstankene selvfølgelig ikke kan undgå at blive knust af tyngdekraften og der reelt undergår konventionel gæring. Altså lavet udelukkende på stål … uden den har set egefade og der laves årligt 15.000 flasker af vinen.

Man kan næsten i duften fornemme den lidt anderledes tilgang til produktionen, for man dufter her Sangiovese druen helt ufiltreret og rå med tonsvis af mulle skovbund, tobak, rå champignon, lærkeskud, cedertræ, blod, jod og så en frugt med umodne kirsebær, hindbær, banan, småsure tranebær, granatæbler og lidt grønne blade fra solbær og tomater … ungt, stramt og grønt.

Smagsmæssigt er vinen også ganske ung, grøn, syrlig og balsamisk stram vin, hvor frugten er småbitter med både ribs, sure kirsebær, tranebær, lemon og her er der ingen kære mor. Den er utrolig frisk, energisk og samtidig vild tør. Tanninerne er også umanerlige tørre, så de sparker også vildere end hos 2021’eren. Det er sprælsk, vildt, tørt og syrligt på charmerende vis, så 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 84,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7