2020 Weingut Engel, Frauenberg Spätburgunder, Rheinhessen, Tyskland

2020 Weingut Engel, Frauenberg Spätburgunder, Rheinhessen, TysklandJeg sluttede smagningen af de 6 flotte vine fra Weingut Engel med husets eneste røde Lagenweine vin og det er denne Frauenberg Spätburgunder, som jeg smager i årgang 2020.

Atter kommer druerne til vinen fra enkeltmarken Nieder-Flörsheimer Frauenberg, der har burgundiske Pinot Noir kloner og så er vinen ellers  spontangæret på hele klaser uden afstilkning og alene med alle druernes egne gærceller over 25 dage inden 18 måneders lagring på barriques inden ufiltreret flaskning.

Hmmmm … duftmæssigt afsløres fadlagringen omgående … for de første tertiære noter er kanel, vanilje, sød landlig hestestald, nelliker og noget sødlig tobak. Frugten er lidt sødlig med en mørk side af lidt blæk, grafit, kul og koks, men er mest kirsebær, jordbær og tranebær med denne sødlige, landlige og imødekommende aroma.

I munden er det en forholdsvis spændsig Spätburgunder, læskende og saftig med sorte kirsebær, brombær og tranebær, men den har en mørk og lidt maskulin syre, noget peber og tanninerne er også til den mørke side, men egentlig fint og medgørlige. Der kommer også lidt oksefond, men der er samlet en frisk, tør og intens frugtsmag, så dermed 93 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 239 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Weingut Engel, Dalsheimer Sauloch Chardonnay, Rheinhessen, Tyskland

2020 Weingut Engel, Dalsheimer Sauloch Chardonnay, Rheinhessen, TysklandEfter Nieder-Flörsheimer Frauenberg fra Weingut Engel, så var der mere god Chardonnay i vente, for den næste vin blev så denne 2020 Dalsheimer Sauloch Chardonnay.

Dalsheimer Sauloch har været kendt siden 1490, hvor der bl.a. var godt med både tam- eller vildsvin, der væltede sig i mudderet på den i alt 120 hektar store mak. Sau betyder også vildsvin og loch betyder et hul, så det har været vildsvinenes lille mudderhul-

Weingut Engel har kun en 1 hektar stor parcel på Dalsheimer Sauloch og den ligger i 150-190 meters højde med sydøstvendt eksponering og alle druerne til vinen er høstet manuelt.

Vinen er så spontangæret alene med druernes egne gærceller i rustfrie ståltanke, men har så derefter lagret 10 måneder på gamle barriques inden inden flaskning og endelig frigivelse.

Dalsheimer Sauloch Chardonnay minder på flere måder om foregående Nieder-Flörsheimer Frauenberg Chardonnay, for atter er der en meget lækker aroma … og den virker lidt mere luftig, finere og mere sart. Der er igen nogle nødder, men aftrykket er langt mere sagte og forsigtigt, men det gælder også frugten, der er blomsterrig, intens, æterisk og lettere reduktiv med umodne grønne pærer, æble, syltede citroner og lemon … utrolig dragende.

I munden har Sauloch også lidt et ekstra gear, således den hurtigt kommer frem i feltet og høster bifaldet forrest i angrebet. Alt vender så rigtigt og igen er fadlagringen integreret godt, således der mest er fokus på den friske frugt af æbler, æblemost, sure citroner, lemon og syren er også mere markant, skarp og pivfrisk. Der kommer samtidig lidt peber og fennikel suppleret med en stenet mineralitet, der er med til at gøre vinen rank og klar … 96 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Weingut Engel, Nieder-Flörsheimer Frauenberg Chardonnay, Rheinhessen, Tyskland

2020 Weingut Engel, Nieder-Flörsheimer Frauenberg Chardonnay, Rheinhessen, TysklandEfter de 3 vine på Riesling fra Weingut Engel, så skulle jeg også smagte et par stykker af husets Chardonnay vine og den første var så denne 2020 Nieder-Flörsheimer Frauenberg Chardonnay.

Nu er vi ved det øverste serie hos Weingut Engel og det er selvfølgelig deres Lagenweine – enkeltmarksvine – og denne er lavet på vinstokke med nogle Chardonnay bourgognekloner fra enkeltmarken Frauenberg, der ligger lige nord for Mölsheim på grænsen mellem Rheinhessen og Pfalz.

Nieder-Flörsheimer Frauenberg er samlet på 15,5 hektar og på Engels parcel er der plantet Riesling, Chardonnay og Spätburgunder. Andre producenter med parceller på marken er Battenfeld-Spanier, Weingut Beyer-Bähr, Weingut Hatzfelder Hof og Geil’ s Sekt- und Weingut og et par stykker mere.

Marken var oprindelig ejet af et nonnekloster og næsten altid været kendt som et godt sted for vindyrkning. Allerede i 1290 var marken nævnt som an frauwenhalten … et sted for kvinder … måske fordi, at det var nonnerne, som arbejder i marken.

Senere var marken kendt som Fräulein von Flersheim, men i dag hedder marken Frauenberg … altså kvindebjerget… et i øvrigt meget smukt sted, hvor der om sommeren blomster masser af roser.

Nieder-Flörsheimer Frauenberg ligger i 190-270 meters højde og har en jordbund med löss, mergel og kalksten. Albrecht Engel så ret hurtigt, at marken var ideel til Chardonnay vinstokke.

Også her er vinen lavet på druer høstet manuelt, hvorefter der er sket spontangæring alene med druernes egne gærceller og så vinen selvfølgelig også lagret på ældre egefade omkring 12 måneder.

Hvor dufter den godt … det er bestemt Chardonnay med fadnoter, ristede hasselnøder og cashewnødder, en lille smørsødme, men det bliver aldrig en klumpet fadpumpet vin, men har en let reduktiv duft med syltede citroner, citronskal, grønne pærer, gule æbler og så en nærmest kalket mineralitet.

I munden er det en blød og cremet vin, bløde pærer, pærevælling, fersken, men igen bliver det ikke fed, for vinen har dels en livlig syre, masser af friskhed fra frugten, æblemost, syltede citroner, lemon og alt er så fin, hvidt, kalket, rent og sart balanceret. Samlet set bliver det faktisk en rank, frisk og fin Chardonnay, der måske nok har en smule fadpræg, men det er frugten, som står skinnende flot frem, hvorved jeg havner på 94 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7