Jeg sluttede smagningen af de 6 flotte vine fra Weingut Engel med husets eneste røde Lagenweine vin og det er denne Frauenberg Spätburgunder, som jeg smager i årgang 2020.
Atter kommer druerne til vinen fra enkeltmarken Nieder-Flörsheimer Frauenberg, der har burgundiske Pinot Noir kloner og så er vinen ellers spontangæret på hele klaser uden afstilkning og alene med alle druernes egne gærceller over 25 dage inden 18 måneders lagring på barriques inden ufiltreret flaskning.
Hmmmm … duftmæssigt afsløres fadlagringen omgående … for de første tertiære noter er kanel, vanilje, sød landlig hestestald, nelliker og noget sødlig tobak. Frugten er lidt sødlig med en mørk side af lidt blæk, grafit, kul og koks, men er mest kirsebær, jordbær og tranebær med denne sødlige, landlige og imødekommende aroma.
I munden er det en forholdsvis spændsig Spätburgunder, læskende og saftig med sorte kirsebær, brombær og tranebær, men den har en mørk og lidt maskulin syre, noget peber og tanninerne er også til den mørke side, men egentlig fint og medgørlige. Der kommer også lidt oksefond, men der er samlet en frisk, tør og intens frugtsmag, så dermed 93 point.
Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 239 kr.