2022 Di Majo Norante, Falanghina del Molise Biorganic, Molise, Italien

2022 Di Majo Norante, Falanghina del Molise Biorganic, Molise, ItalienDen anden hvidvin fra Di Majo Norante var også på en lokal druesort, for det var nemlig denne 2022 Falanghina del Molise Biorganic.

Her kommer Falanghina druerne fra vinstokke fra den 12 hektar store og lerede vinmark Tenuta Ramitello i 100 meters højde.

Efter høst har druerne ligget med skindet i kold maceration over omkring 24-36 timer med efterfølgende gæring i stålkar ved mellem 16-18 grader. Så er der sket malolaktisk gæring og lagring i ståltanke. Der produceres årligt 20.000 flasker af vinen.

Duftmæssigt er det en fyldig vin … formentlig lagret sur lie, for den virker ret koncentreret og intens med en frugt, der er eksotisk, tyk og fyldig med blomsterpollen, mango, papaya, nektariner, ananas, mandariner og pæresaft. Vinen virker cremet og næsten olieret, syreniveauet lavt og samtidig er der noget luftighed midt i alle de relativt tunge aromaer.

Den smager nærmest også, som den dufter … kraftig, fyldig, fed og cremet med denne tykke samt maskuline syre, eksotisk og læskende tung frugt, ananas, abrikos og mango, kandiseret lemon med en lille sødbitterhed, tørre pærer … det er hvidvin med krop, fylde og tyk saftighed. 91 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 5/7