2017 Broccardo, Barolo San Giovanni Riserva, Piemonte, Italien 

2017 Broccardo, Barolo San Giovanni Riserva, Piemonte, Italien Agricola Fratelli Broccardo har vi mødt her på Houlbergs Vinblog tidligere, men nu smager jeg atter en vin derfra … en 2017 Barolo San Giovanni Riserva.

Her kommer Nebbiolo druerne fra terroiret San Giovanni i det nordvestligste del af Monforte d’Alba på en parcel, der skråner mod syd- og sydvest i op til 380 meters højde.

Druerne er efter høst først afstilket og knust, hvorefter gæring er sket ved kontrolleret temperatur på 28 grader i ståltanke efterfuldt af malolaktisk gæring over 20 dage.

Så er vinen lagret mindst 18 måneder på 35 hektoliter fade af forskellig alder … fra nye til 10 år gamle, hvorefter en aftappes på flaske og ligger endnu lang, lang tid på flaske inden frigivelse, for alle husets Riserva vine lagrer samlet 62 måneder.

I glasset er det en pænt murstens- eller teglfarvet vin, der udsender aromaer af violer, christjørn, cedertræ, tørt egetræ, kamfer, grønne grene, tørrede blomster og tørrede tomater … virker virkelig tør og har en frugt af syrlige kirsebær, grønne jordbær og ribs, men frugten virker samtidig også varmere og lidt tørret i udtrykket, men der er også noget umami af skovbund og mulle efterårsblade.

Det er i munden bare utroligt blødt … blødt og modent med en lys, stringent og finbitter frugt. Der er lyse kirsebær, umodne jordbær, ribs, rabarber, nogle lemonagtige elementer, letbitter Campari samt selvfølgelig nogle knastørre, mundmasserende tanniner, der dog er fine og kommer sammen med en lille og beskeden sødme. Men for pokker, hvor er det tørt, modent og lys intens. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 479,95 kr., mens prisen er 349,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7