N.V. Zonte’s Footstep, Witching Hour Fortified Viognier, Langhorne Creek, Australien

N.V. Zonte's Footstep, Witching Hour Fortified Viognier, Langhorne Creek, AustralienJeg sluttede Zonte’s Footstep vinene med et brag … og specielt, for det var med en anderledes sag … Witching Hour Fortified Viognier … sød og stærk.

Vinen er lavet fra nogle fade, der egentlig skulle være brugt til at supplere deres Shiraz vine, men i stedet blev glemt.

Da man fandt dem nogle år senere, så var de egentlig blevet for gamle og kunne ikke længere bruges. I stedet tilsatte man lidt sprit aka alkohol til fadene og lagrede dem så omkring 12 år, som blot fik lov til at være i fad uden at blive toppet op eller andet.

Det er dermed også once in a lifetime … vinen er kun lavet denne ene gang og det er heller ikke planen, at man igen vil lave sådan Fortified Viognier.

I glasset en fed og grumset væske … farven er sådan lidt brændt orange, rav og fersken, men duften er brændt karamel, lidt tørrede ferskner og abrikoser, kandiserede mandariner, dadler, valnødder i honning og selvfølgelig kan man også fornemme vinens pæne 19% alkoholstyrke.

Mums for en tyk, sød og stærk vin … klart en dessertvin, som bare umidddelbart vil elske budding eller fede desserter. Det er nektar for mund og hals, voksenslik med karamel, nøddesirup, abrikoser og tørret appelsin og brun farin … men sparker som en hest, er sød som en pony og farlig som en enhjørning … fandens vanedannende og forrygende meditationsvin. 94 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en 0,50 centiliter flaske koster 499 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 449 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Zonte’s Footstep, 1st Off the Rank Cabernet, McLaren Vale, Australien

2021 Zonte's Footstep, 1st Off the Rank Cabernet, McLaren Vale, AustralienMed næste vin fra Zonte’s Footstep har vi skiftet Der Alte Käfer ud med en bred amerikaner convertible og cruiser nu videre med en 1st Off the Rank Cabernet årgang 2021.

Det er – som navnet siger – en vin lavet alene på Cabernet Sauvignon med udvalgte druer, der er høstet i den kølige morgen. Druerne er afstilket, knust og derefter koldblødt i 3 dage.

Nogle af druerne er tilbageholdt og har gennemgået carbonic maceration. Den resterende frugt blev afstilket, knust og derefter koldblødt i 3 dage. Primær gæring er sket i åbne fermentorer, hvor der er sket punch down og overpumpninger dagligt.

Efter endt fermentering er vinen fyldt i 20% nye og 80% brugte franske egetræsfade, hvor den fik lov til at fuldføre en naturlig malolaktisk gæring og blandt sammen med carbonic maceration delen. Sluttelig er vinen så  lagret 12 måneder på fadene inden aftapning på flaske.

Dyb aroma … en smule indelukket kælder, engelsk lakrids og en ganske mørk frugt med solbær, blommer, cedertræ, kakao, kaffe og mørk chokolade, krydderurter med laurbærblade og timian … let varm og meget levende.

Smagen er mørk, intens, stærk og smager nærmest lilla. Der er masser af solbær, lakridsbolsjer, engelsk lakrids, peber, tørt træ, cedertræ … frisk og samtidig voldsom tør, har endda lidt ribs og noget bitterhed, skarphed og frisk kraft. 90 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 179 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 Zonte’s Footstep, Dawn Patrol Adelaide Hills Pinot Noir, Adelaide Hills, Australien

2022 Zonte's Footstep, Dawn Patrol Adelaide Hills Pinot Noir, Adelaide Hills, AustralienVi fortsatte i Zonte’s Footstep fodsporet i en 1960’er gammel VW-bobbel med et surfbræt på taget med en 2022 Dawn Patrol Adelaide Hills Pinot Noir.

Denne Pinot Noir kommer fra højtbeliggende marker og alle druerne er plukket i den kølige tidlige morgen.

Gæringen er sket i ståltanke med tilsætning af kommerciel gær og efter endt fermentering er vinen så lagret på franske egetræsfade en periode og derefter så aftappet på flaske inden endelig frigivelse.

Duftmæssigt er det ingen let elegantier … langt mere rustik med friske frugter af tranebær, granatæbler, hyben og sure kirsebær, en smule mentol, godt med blæk og tryksværte, røg, nelliker, kanel, kaffe og lidt stenede mineraler.

I munden er det lidt samme historie … en stærk, rank og bidende Pinot Noir, hvor frugten også virker mørkere med brombær, sorte kirsebær og en dyb lemon note. Vinen har saltlakrids, stærk peber, masser af grov syre og tørre tanniner. Det er Pinot Noir med kant, bid og bondsk nerve … 87 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 179 kr.

Vinanmeldelse 4/7   

2021 Zonte’s Footstep, Apple Betty Adelaide Hills Chardonnay, Adelaide Hills, Australien

2021 Zonte’s Footstep, Apple Betty Adelaide Hills Chardonnay, Adelaide, AustralienJeg startede Zonte’s Footstep smagningen med en Apple Betty Adelaide Hills Chardonnay i en årgang 2021.

Det er 100% Chardonnay fra højtbeliggende vinmarker og efter høst er de først afstilket, så presset og gæret på en blanding af nye og brugte franske 318 liters egefade.

Gæringen er slet i fadene med tilsætning af en kommerciel gær for at sikre, at den efterfølgende vin blev færdig tør og ren. Derefter er vinen så lagret 10 måneder på fadene, samlet i ståltanke og så aftappet på flaske.

Smuk fed og fadpræget Chardonnay … smørfed, har noter af blomster, jern, ristede hasselnødder, mandler, pærer, fersken samt lidt æbletærte … bliver aldrig meget fed, men har en lidt køligere og mere slank aroma. Der kommer en smule vanilje og tør kanel med i puljen … bare et lille diskret fadpræg.

I munden er frugten også en kende mere rustik … syren er lidt maskulin, stærk og frugten mere mørk syrlig med bagte citroner, lemon, grønne æbler … en anelse tør, intens og samtidig en anelse saftet, mostet og læskende med tør og lang eftersmag. 92 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7   

Houlberg smager … 5 sjove fodtrin fra australske Zonte’s Footstep

Zonte’s Footstep er et nyere australsk vinhus, der laver seriøse vine med sjove navne og sjove etiketter … og nu tester jeg – myreflittig som altid – en række vine fra huset downunder.

Zonte’s Footstep

Zonte’s Footstep blev etableret i 2003 af Brad Rey og holder til i McLaren Vale. De laver både vine fra deres egne marker i Langhorne Creek, men køber også druer fra vinavlere McLaren Vale, Barossa og Adelaide Hills.

Brad Rey gav vinhuset navnet Zonte’s Footstep … lidt inspireret af spisedruen kaldet Zante Currant, der oprindelig tilbage i 1893 var plantet på husets første mark … men dog senere udskiftet med Shiraz og Cabernet Sauvignon til deres første vine.

Som en hyldest til druerne, så kaldte de vinhuset Zonte’s Footstep, da man ikke må anvende druesorter i navngivning af et vinhus, så derfor blev A’et i Zante’s blot udskiftet med et O.

Zonte’s Footstep har selv 90 hektar, men køber altså de fleste af deres druer fra en lang række vinavlere og laver spændende vine med sjove navne og deres største sællert er fx en Chocolate Factory Shiraz, mens andre har navne som Lady of the Lake Viognier, Globe Skimmer Rosé, Madrugador Tempranillo og Nature’s Crux Shiraz.

Brad Rey har tidligere arbejdet for Wirra Wirra og fik stor påvirkning fra dette hus’ ejer Greg Trott.

Vinene

Her har jeg smagt et udpluk af vinene og det er disse 5

Jeg har som vanligt linket til mine beskrivelser og anmeldelser ovenover … en enkelt af vinene Baron Von Nemesis Barossa Shiraz havde jeg dog smagt får, så der har jeg blot linket til min tidligere anmeldelse.

2018 Federico Piliego, Valtellina Superiore Inferno, Lombardiet, Italien

2018 Federico Piliego, Valtellina Superiore Inferno, Lombardiet, ItalienVi sluttede også Valtellina slaget på Inferno, nemlig med denne fine 2018 Valtellina Superiore Inferno fra Federico Piliego.

Det er en af de helt nye producenter i Valtellina og der findes ingen hjemmeside eller meget info om hans vinhus.

Men Federico Piliego er startet som vinbonde uden den mindste relation til vinbranchen eller en baggrund fra en vinfamilie.

Federico arbejdede tidligere i en af ​​de travleste vinbutikker i byen Sondrio, mens han ved siden af studerede til ingeniør på Polytechnic universitetet i Milan. Via nogle vinsmagninger med Donato Ruttico fra Cooperativa Agricola Triasso e Sassella opstod der venskab mellem de to.

Da Federico senere havde endt sin uddannelse, så fik han med vejledning fra Donato en mulighed for at gå vinvejen og overtage en smuk vinmark på 1,3 hektar i selve Inferno i Valtellina.

Den tidligere ejer Franco Gugiatti ønskede at sælge og idéen om at videregive og hjælpe unge mennesker tiltrak ham. Så efter et par møder for at lære hinanden at kende, så blev de enige.

Den første høst var årgang 2018 og i dag ligger Federicos årsproduktion på beskedne 6.500 flasker om året. Han startede efter købet med at bo i et lejet værelse i Tresivio, men fandt snart et rustik sted, hvor han både kunne bo og lave sine vine, men i dag er det renoveret.

Denne Valtellina Superiore Inferno 2018 er således én af Federico Piliego første vine, som er lavet på ren Nebbiolo samt med gæring og maceration over 15-20 dage. Efter fermentering samt blød presning er vinen lagret 12 måneder på store 10 hektoliter egefade, 20 dage i ståltanke og resten af tiden op til de 2 år på flaske.

Sådan … fin næse med kamfer, jod, tørrede blomster, lyse og småkandiserede kirsebær, jordbær og hindbær, lerjord, vanilje og lidt små cola vingummiflasker … sjov kombi, men det fungerer sgu bare ret godt … meget indbydende.

Har smagsmæssigt et meget let tråd med en lille koket sødme, sådan lidt bolsjer og tillokkende. Den har frisk frugt, nogle blide, luftige og fine tanniner … bliver næsten læskende på en rund, sart og feminin måde, hvilket giver en rigtig flot vin. 94 point.

Ingen forhandler fundet herhjemme og kan heller ikke finde en pris på vinen.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Dirupi, Guast Valtellina Superiore Inferno, Lombardiet, Italien

2017 Dirupi, Guast Valtellina Superiore Inferno, Lombardiet, ItalienInferno er en bane i Counter-Strike spillet CS:GO, men det er også en subzone i Valtellina og ligger sjovt nok lige ovenfor jordkløften Paradiso. Men derfra er næste vin … en 2017 Guast Valtellina Superiore Inferno fra vinhuset Dirupi i Ponte Valtellina.

Vingården er grundlagt i 2004 af de to unge ønologer Davide Fasolini og Pierpaolo di Franco, som bevæbnet med passion og energi, påtog sig et projekt for at beskytte og forbedre Valtellinas vine og ville skabe vine af særlig høj kvalitet.

De var allerede blevet venner i deres barndom, hvor de bl.a. som unge også spillerede basketball sammen og derefter også studerede sammen på studier i ønologi på universitetet i Milano.

De fandt hurtigt ud af, at de skulle lave et fælles projekt … og der er blevet til vinhuset Dirupi beliggende i Ponte Valtellina i provinsen Sondrio i en historisk bygning fra det 16. århundrede.

De har i dag 7 hektar vinmarker, som er placeret på ikke færre end 20 forskellige parceller beliggende på meget stejle skråninger og på stenanlagte terrrasser i 400 til 600 meters højde. Pierpaolo og Davide drifter disse vinmarker fuldstændig med håndkraft og anvender principperne for økologisk landbrug.

Denne 2017 Guast Valtellina Superiore Inferno er fra marken Guast beliggende i 487-511 meters højde og alene på Nebbiolo. I kælderen udføres gæringerne i rustfri ståltanke med maceration over 25 dage og den efterfølgende lagring sker over 2 år på franske egefade på henholdsvis 225-500 liter.

Sikke da en forrygende duft af medicinæsker, hæfteplaster, jod, friske røde roser, flødekaramel, vanilje og lidt sød lakrids. I starten var frugten lidt camoufleret, men efter lidt tid i glasset åbnes der op og den afslører jordbær og modne kirsebær, små vermouthagtige elementer, læder, støvet jord og virker endda lidt kødfuld.

Smagen er dog mere let … til gengæld er vinen slet ikke så høj på hverken syre eller tanniner, hvilket i stedet gør vinen meget let at drikke … måske endda lidt for let uden meget modstand … men det er på en lille charmerende, let og feminin måde med blondekant uden de helt indviklede kniplinger. 93 point

Ingen forhandler fundet herhjemme, men koster – så vidt jeg kan se – omkring 38,50€ i Italien … svarende til 287 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2016 Giorgio Gianatti, Valtellina Superiore Grumello, Lombardiet, Italien

2016 Giorgio Gianatti, Valtellina Superiore Grumello, Lombardiet, ItalienAzienda Agricola Giorgio Gianatti ligger midt i Grumello subzonen med en smuk udsigt til Castello Grumello. Men det er derfra, at vi smagte næste vin, som var en Valtellina Superiore Grumello 2016.

Også dette vinhus er en ganske lille producent, som jo drives af Giorgio Gianatti, som har været med sin far i driften siden 1978 og lavede sin første vin i 1983.

Det var Giorgios far Giorgio Gianatti, der grundlagde vingården og startede med at plante vinstokke på de skræmmende og pænt stejle  skråninger, men i dag er det fortsat Giorgio Gianatti, som står for driften af vingården og nu har lavet 42 årgange.

Samlet har Giorgio kun 2,5 hektar vinmarker, men laver vine, der af mange anses som værende blandt de bedste fortolkninger af vinene fra Valtellina med rosende ord som elegance, raffinement, luftighed, klasse og yndefuldhed.

Denne Valtellina Superiore Grumello 2016 er lavet på 95% Nebbiolo druer og 5% andre lokaler sorter … formentlig Rossola, Pignola samt Brugnola. Druerne er høstet i starten af oktober, lavet med gæring og maceration i ståltanke over 45 dage.

Efter fermenteringen er vinen så lagret 18 måneder på slavonske egefade og efter aftapning på flaske omkring 6 måneder mere inden frigivelse.

God æterisk og luftig aroma … det er syrlige drops, hindbær, lyse og næsten umodne hindbær endda, ribs, mentol, rosenblad samt en lidt mulle skovbund.

Smagen er tør og frugten ovre i noget som tranebær, hindbær samt lettere lemon, men smagen forsvinder sådan forholdsvis hurtigt, er dog ren, klar og syrlig på en ganske dejlig måde. 91 point.

Ingen forhandler fundet herhjemme, men koster – så vidt jeg kan se – omkring 20€ i Italien … svarende til 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Terazzi Alti, Valtellina Superiore Sassella, Lombardiet, Italien

2019 Terazzi Alti, Valtellina Superiore Sassella, Lombardiet, ItalienNæste Valtellina vin var også fra Sassella subzonen og fra huset Azienda Agricola Terrazzi Alti di Siro Buzzetti. Det blev denne Valtellina Superiore Sassella i årgang 2019.

Som navnet rigtigt afslører, så drives vingården af den vilde og hensynsløse Siro Buzzetti. Hans vinhus Terrazzi Alti, der betyder høje terrasser, er i løbet af nogle år forvandlet fra et lille hobbyprojekt til et rigtigt erhverv.

Han har knap 2 hektar vinmarker, der alle ligger på terrasser i Sassella sunzonen i 430 til 500 meters højde og det er primært med Chiavennasca aka Nebbiolo … og det betyder også, at produktionen er meget beskeden.

Denne Valtellina Superiore Sassella 2019 er lavet efter reglerne for naturlig vinificering med blød presning, spontan gæring alene med druernes naturlige gærcller. Lagring er sket i store egefade i omkring et år og yderligere hvile i flasken yderligere et år.

Næsen er mere klassisk … lidt rosenblade, blomster, noget som minder om humle, dyrisk og animalsk, meget luftig i aromaerne og har frugt med skovbær og grønne jordbær, men åbner mere og mere op med luft i glasset og lidt tålmodighed.

Smagen er næsten lidt boblende eller også er tanninerne virkelig stramme. I hvert fald giver det en ung, frisk, frejdig og levende vin med pokkers god balance … lys, let og sart, har lidt lemonsaft i syren samt et balsamisk bid … virkelig lækker vin. 94 point.

Ingen forhandler fundet herhjemme, men koster – så vidt jeg kan se – omkring 29€ i Italien … svarende til 216 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Cantina Alfio Mozzi, Grisone Valtellina Superiore Sassella, Lombardiet, Italien

2019 Cantina Alfio Mozzi, Grisone Valtellina Superiore Sassella, Lombardiet, ItalienCantina Alfio Mozzi ligger ved Castione Andevenno næsten lige ved Adda floden og stod for aftenens Valtellina vin nummer 6 og det var denne 2019 Grisone Valtellina Superiore Sassella.

Alfio Mozzi er født på en vingård, der oprindelig har tilhørt hans oldeforældre, som var vinavlere. Han mener at kunne huske, at han i al sin barndom tilbragte tid der.

Han blev dog ikke selv vinavler eller -producent, men i stedet metalarbejder. Det var han i 11 år inden han besluttede sig at hellige dyrkning af vin og grundlagde sin egen vingård.

Senere i 1998 fik han dog mulighed for at sammenlægge alle de forskellige tilstødende ejendomme i familien og dermed blev hans drøm til virkelighed. Det er nu fortsat en lille vingård med kun 3,5 hektar vinmarker.

I 2010 dimitterede Alessandro – Alfios nevø – som agronom fra Istituto Tecnico Agrario Sondrio og han hjælper i dag til på gården.

Denne Grisone Valtellina Superiore Sassella er en af de første vine, som Alfio Mozzi lavede og den har fået navnet Grisone, som er det historiske navn for Sassella subzonen. Den er lavet på 100% ren Nebbiolo, som er lavet med spontangæring alene med druernes egne gærceller over 20 dage.

Efter endt fermentering er vinen lagret 20 måneder på egefade inden aftapning på flaske og så lidt flere måneders lagring.

I glasset har vinen lidt mere orange kanter, selvom den slet ikke har mange år på bagen. Den har dog en lidt sjov og anderledes duft med en smule Kahlua, kakaomælk og marcipan, mens frugten også er en smule mørkere med jordbær og hindbær, lidt tobak samt tørrede rosenblade, blomsterpollen og hvid peber.

Smagen er blød med let sødme og frugten lidt fed … minder lidt om jordbærmarmelade suppleret med lemon og citroner. Atter kommer der noget peber sammen med en vis fedme og noget, der minder om lidt sukkerlage … lidt vulgært. Syren bliver samtidig lidt vag og gør vinen let kedelig. 89 point.

Ingen forhandler fundet herhjemme, men koster – så vidt jeg kan se – omkring 37€ i Italien … svarende til 276 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7