N.V. Conceito Vinhos, 10 Anos White Port, Douro, Portugal

N.V. Conceito Vinhos, 10 Anos White Port, Douro, PortugalJeg fortsatte med mere hvid portvin, for den næste Conceito Vinhos portvin var denne 10 Anos White Port.

Som lillesøsteren er vinen lavet på omkring 10 forskellige og helt traditionelle druesorter, bl.a. Rabigato, Códega do Larinho, Códega, Gouveio, Donzelinho Branco, Folgazão og Arinto.

Druerne kommer fra en meget gammel, pre-phylloxera vinmark i Freixo de Numão, en landsby beliggende 15 kilometer vest for Foz Côa og beliggende i 600 meters højde på et lille granitplateau.

Disse druesorter arbejder i harmoni for at skabe en kompleks og nuanceret smagsprofil, der er karakteristisk for denne portvin Den mineralrige jordbund af granit tilfører vinmarken en unik terroir, der afspejler sig i portvinens smagsprofil.

Vinen er lavet ved, at druerne fodtrædes helt traditionelt i lagares de granito … her med 2 dages forgæring og maceration, presning og 3 dages gæring. Så er der tilsat vinbrandy efterfulgt af kort gæring samt lagring i 10 år på egetræsfade.

I glasset atter smuk portvin, der nærmest er mørk ravfarvet med brune nuancer og atter dufter det alarmerende godt … virkelig sød nektar med intens tørret frugt med abrikos, svesker, hasselnødder, karamel, nougat og brændte mandler. Mums.

Smagsmæssigt er portvinen smooth, blød, cremet og lækker … smelter nærmest i munden med englefryd, der kommer lidt tørret abrikos, karamel og brændte mandler med sødme, honning, meget tyktflydende lækkerier og jeg er tosset med den. 95 point og til prisen et stjernegodt køb.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

N.V. Conceito Vinhos, White Port, Douro, Portugal

N.V. Conceito Vinhos, White Port, Douro, PortugalLige siden jeg sad på en restaurant ved Douro floden i Porto by, et orkester spillede og vi havde dugfrisk hvid portvin i glasset, har jeg været vild med den dejlige drik … og her smager jeg også først en White Port fra Conceito Vinhos.

Denne White Port er lavet af et field blend med hele 10 forskellige traditionelle druesorter … og det er druer som Rabigato, Códega do Larinho, Códega, Gouveio, Donzelinho Branco, Folgazão og Arinto.

Vinmarkerne ligger på en lille granitplateau 600 meter over havets overflade i Freixo de Numã …. en granitholdig, gammel og endda pre-phylloxera  vinmark.

Vinificeringen hos Conceito er en kombination af traditionelle granit lagares til gæring og mekaniske metoder samt nye og mere moderne teknikker. Dette muliggør en omhyggelig håndtering af druerne og bidrager til vinens kvalitet og præcision.

Sikke smuk vin i glasset … nærmest lys ravfarvet, tørret abrikos, bagte æbler. æblemost samt lidt tropisk frugt, der endda også virker tørret … papaya og ananas. Dertil kommer der også lidt tørrede blomster … virkelig indbydende aroma.

Smagen er sød nektar – WAUW – tørret frugt og sød alkohol, der lige bider en smule, men på den helt rigtige måde. Der er nødder, bagte æbler, abrikos og honning … fed, sød og lækker. Det er sgu klasse og de hvide portvine er ofte alt for oversete, men Houlberg er glad, så dermed 92 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 75 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

Houlberg smager … 9 portvine fra Conceito Vinhos

Jeg er tosset med portvin … og med efteråret godt undervejs og vinteren snart på vej, hvad er så bedre end at sidde vej pejsen med et godt glas portvin? Ikke meget vel?

Jeg smager nu ikke bare et glas, men hele 9 forskellige portvine fra den innovative, dygtige kvindelige vinmager Rita Ferreira Marques og hendes vinhus Conceito Vinhos.

De 9 portvine er alt fra almindelig hvid portvin til gammel 40 års Tawny Port … men inden jeg kommer til vinene, så lad os lige kaste et blik på Conceito Vinhos og Rita Ferreira Marques.

Conceito Vinhos

Conceito Vinhos ligger i den lille by Cedovim tæt på Vila Nova de Foz Côa og omkring 50 kilometer øst for Porto i vinområdet Duero.

Rita Ferreira Marques var egentlig uddannet som maskintekniker, men blev hurtigt skuffet over arbejdet, så i stedet valgte hun at blive vinproducent og fik lov til at producere vine fra marker, som tilhørte hendes mor Carla Costa Ferriera.

Vingården er reelt startet i 1940’erne, hvor de to brødre José Costa Ferreira og Luís Costa Ferreira købte de første vinmarker, som de så passede med salg af deres druer til en række portvinshuse i området.

Det var først i 2005, at Rita kom ind i driften, som hendes mor Carla havde overtaget … og det var også først på det tidspunklt, at man startede med at producere egne vine.

Men inden Rita startede med at producere vin, så tog hun først en uddannelse ønologi i Vila Real og Bordeaux efterfulgt af ophold hos nogle af de mest indflydelsesrige vinproducenter i nogle af de mest fascinerende terroirer i verden.

Hun har bl.a. arbejdet i Bordeaux med Denis Dubourdieu, hun har arbejdet hos det kendte vinhus Niepoort i Douro, med Bruce Jack på Flagstone i Stellenbosch i Sydafrika og på Villa Maria i Marlborough i New Zealand.

Samlet har Conceito Vinhos 86 hektar vinmarker, som alle drives økologisk. De er fordelt på 5 parceller, alle beliggende i Teja-dalen, hvor klimaet er en smule køligere end i resten af Douro. De ældste vinstokke på ejendommen er 80 år gamle og blandt husets perler er 2 hektar pre-phylloxera vinstokke, som leverer druer til nogle af husets hvidvine.

De første årgange fra Conceito Vinhos blev udgivet i 2005 og allerede fra starten var det anderledes vine med sjove etiketter … så hendes koncept er unik. Conceito betyder i øvrigt koncept. Hendes logo er en cirkel, som er et moderne og provokerende logo, der jo nærmest er helt ikonisk.

Udover vine og portvine fra husets marker, så har Rita har også i gang i en række nye projekter, bl.a. vil hun nu lave en hvid Conceito Sauvignon Blanc med druer fra New Zealand og et Bordeaux blend fra druer i Stellenbosch samt en Alvarinho fra druer i Minho, Portugal. Med andre ord, en meget innovativ dame.

Vinene

Herhjemme er det Andrup Vin, som importerer alle vinene fra Conceito Vinhos. Jeg har tidligere smagt både rødvine og portvine fra Rita Ferreira Marques og bl.a. fra serien af portvine smagt en Tawny 10 Anos Port samt en 2017 Late Bottles Vinage Port, så derfor var mine forventninger allerede fra start store.

Denne eftermiddag bestod mit smagefelt af disse 9 portvine.

jeg har – as usual – ovenover linket til alle mine beskrivelser og anmeldelser af portvinene.

Konklusion

Jeg kan dog allerede nu godt løfte lidt af sløret … hvor jeg specielt blev imponeret af de to hvide portvine. De smager sgu freaking og fucking fantastisk. Der får du totalt lækre portvine til fornuftige priser.

Generelt er niveauet flot og selvom jeg nok ikke er så meget til Ruby portvinene, så er det alle flotte portvine, men helt i særklasse er nu klart de 2 sidste vine … 20 Anos Tawny Port og 40 Anos Tawny Port, som begge har den smukke, flotte og runde modenhed, som klæder portvinene.

Mest value-for-money får du i 20 Anos Tawny Port, men den dyre 40 Anos Tawny Port har et imponerende ekstra gear, som virkelig bare er to die for, smuk, sart og delikat på den fineste måde. Det er nok én af de bedste portvine, som jeg har smagt … WAUW siger jeg bare.