2020 Casa Emma, Chianti Classico Riserva Vignalparco, Toscana, Italien

2020 Casa Emma, Chianti Classico Riserva Vignalparco, Toscana, ItalienJeg smagte skam endnu en vin fra Casa Emma … og lige et step op, for det var nemlig deres 2020 Chianti Classico Riserva Vignalparco, der udelukkende er lavet på Sangiovese.

Produktionen er næsten som hos foregående lillesøster … blot med lidt mere TLC … altså tender, love and care … og Sangiovese druer fra husets Vignalparco mark på 2 hektar i 480 meter højde. Marken drives bæredygtigt … en flok gæs både gøder og holder græsset nede.

Gæring og maceration er sket i ståltanke. Derefter har vinen også gennemgået malolaktisk gæring i betontanke inden 24 måneder på tonneaux egefade brugt en eller to gange før og så yderligere 12 måneders lagring på flaske inden frigivelse.

Dekadence … er mit første indtryk, for i næsen har vinen denne ædle, overlegne og næsten aristokratiske duft af gammelt teaktræ og mahogniskab. Dyb og mærk. Koncentreret og træt. Frugten er da også til the dark side med solbær og brombær, suppleret med gran, violer og røg, mens fadnoterne er mørke og fede … mørk chokolade, kaffe, nougat, kardemomme samt en anelse kanelsukker.

I munden er der cremet og mundsmeltende med en tør … ja faktisk knastør kerne, hvor tanninerne er så markant, stramme, stringent og mundudtørrende … hold nu kæft. Frugten skubbes lidt i baggrunden, men virker lysere af ribs, hindbær og grønne jordbær, men det kan også skyldes syren, der som tanninerne er vild, ren og vild. Det er absolut på Brunello niveau … bare på en lidt anden måde, men jeg knuselsker sgu da bare denne vin, så 94 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 195 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Casa Emma, Chianti Classico, Toscana, Italien

2020 Casa Emma, Chianti Classico, Toscana, ItalienVi skal med de næste vine et smut til Toscana … eller helt præcis til San Donato i Poggio, hvor vi finder vinhuset Casa Emma, der i 1969 blev købt af Fiorella Lepri. Jeg smager først deres 2020 Chianti Classico.

Fiorella Lepri kom som ung hver dag forbi vingården, der ligger omgivet af vinmarker, smukke olivenlunde og har en flot, stor gårdsplads. Da hun hørte, at ejeren en florentinske adelskvinde Emma Bizzarri havde besluttet at opgive ejendommen og flytte til Firenze, så købte hun den i 1969.

Hun tog telefonen og ringede til Emma Bizzarri og tilbød at købe gården og således købte hun gården uden at fortælle det til hendes mand eller hendes familie. Hun besluttede dog, at vingården skulle hedde Casa Emma i respekt for den gamle adelskvinde.

Og siden 1969 har hun og familien så lavet vin på Casa Emma … i dag med sønnen Alessandro Bucalossi som ejer, mens vinproduktionen er lagt i hænderne på den ansatte vinmager Marco Salvadori, der siden 2012 har stået for produktionen af vinene.

Vingården har samlet 28 hektar vinmarker og i rigtig toscansk stil 1.000 oliventræer. Markerne ligger i 430 meters højde … nærmest i en amfiteaterlignende form med perfekt nærhed til havet i lille dal.

På markerne har Casa Emma vinstokke med Sangiovese, Merlot, Ciliegiolo, Canaiolo og sorte Malvasia druer.

Denne 2020 Chianti Classico er lavet på Sangiovese, Canaiolo og Malvasia Nera, som kommer fra husets marker i 420 meters højde. Vinen er lavet med gæring og maceration i ståltanke. Derefter har den gennemgået malolaktisk gæring i betontanke inden 12 måneder på barriques og yderligere 6 måneder på flaske.

Sikke da en dejlig duft … dyb, animalsk og landlig med en koncentreret frugt af kirsebær og kandiserede ribs, nogle kogte champignon, hæfteplaster, kardemomme og vanilje … samt lidt cedertræ.

Smagen hænger sgu også ret godt sammen. Den har en frisk, lettere mørk og koncentreret frugt, hvor det mest er kirsebær, der kommer frem suppleret med et lille peberbid. Syren er en kende rustik, men det passer meget godt ind i billedet på denne Chianti Classico, der absolut leverer varen uden noget bullshit. 90 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 129 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 Weingut Markowitsch, Pinot Noir, Carnuntum, Østrig

2022 Weingut Markowitsch, Pinot Noir, Carnuntum, ØstrigWeingut Markowitsch kan noget … hvilket man allerede oplever, når man smager hans entry-level Pinot Noir, som jeg har smagt mange gange, men her smager i en nyere årgang 2022.

Som vanligt har etiketten på flasken også navnet med blindeskrift og det er faktisk tilfældet med alle vinene fra den gode Markowitsch. Huset har jeg jo skrevet om flere gange tidligere, så derfor kaster vi da bare et blik på, hvordan vinen er lavet.

Det er sket med druer fra de yngste vinstokke på de to kølige og kalkholdige marker Ried Kirchtal og Ried Scheibner. Druerne høstes manuelt og derefter gærer og macererer vinen i rustfrie ståltanke ved 27-29 grader. Efter endt fermentering er vinen lagret 15 måneder på brugte burgundiske 228 liters egetræsfade.

Dejlig lys og transparent i glasset … duften er vild og lækker, klart mere rund end hos 2021’eren og fadpræget er også større. Det giver en animalsk, landlig aroma med hestestald, en grøn, rank, frisk og lidt granagtig note med en frugt af jordbær, hindbær og kirsebær, violer, svagt lidt nelliker og små fadnoter af karamel, vanilje, kaffe og lys chokolade.

I munden er vinen mere maskulin, hård, mandhaftig og viril på en forholdsvis lys og frisk måde … har mere stringent og rank frugt med tranebær og kirsebær, grannåle, røg og så ellers en syre, der er vild, ren, klar og måske endda lidt landlig med sødbitter lemon, godt bid samt sædvanlig Markowitsch charme, så 92 point.

Forhandles Supervin, hvor en flaske koster 219,95 kr., mens prisen er 109,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7