2019 Broccardo, Barolo San Pietro, Piemonte, Italien

2019 Broccardo, Barolo San Pietro, Piemonte, ItalienI sommers smagte jeg  Agricola Fratelli Broccardos Barolo I Tre Pais i to forskellige årgange og nu smager jeg atter en Barolo fra huset … deres Barolo San Pietro årgang 2019.

Her kommer Nebbiolo druerne fra enkeltvinmarken Bricco San Pietro i Monforte d’Alba i cirka 410 meters højde og har en syd- til sydvestvendt orientering, hvor solen giver frugten
ekstra pondus og smag.

Vinen er lavet med gæring og maceration i temperaturstyrede ståltanke og efter endt fermentering har vinen lagret 24 måneder i 10 år gamle slavonske og franske egetræsfade. Inden frigivelse til salg afrundes vinen yderligere 10 måneder på flaske.

Det dufter som om, at man har presset alt saften ud af et bundt røde roser og samtidig med en moden og nærmest dekadent frugt, læder, tørrede svampe, kamfer, medicinkasse og hæfteplaster. Frugten er mest lyse kirsebær, hindbær og alt med en balsamisk nerve samt en næsten – tør jeg sige det – burgundisk note, svagt lidt karamel og saltlakrids.

I munden er det let, skarpt og syrligt … tanninerne er knastørre og næsten smertelige, men det er med masser af lys frugt, syrlige drops, ribs, sure kirsebær og tranebær. Den har også en Campari bitterhed, hvilket sammen med den tørre syre, giver et vildt frisk Nebbiolo bid, der er helt i skabet … 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 389,95 kr., mens prisen er 229,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Weingut Heinemann, Scherzinger Batzenberg Blauer Spätburgunder Selection SR Reserve, Baden, Tyskland

2017 Weingut Heinemann, Scherzinger Batzenberg Blauer Spätburgunder Selection SR Reserve, Baden, TysklandUgens Baden vin er en 2017 Scherzinger Batzenberg Blauer Spätburgunder Selection SR Reserve og kommer fra Weingut Heinemann, der netop ligger i Scherzingen am Batzenberg.

Heinemann familien har været vinbønder siden 1556, men det var dog først i 1930, hvor Ernst Heinemann startede med salg af vinene til restaurationer, at hele grundstenen til den moderne vingård opstod.

Ernst Heinemann var en flittig vinbonde og tilbragte ofte flere dage på at transportere sine vine fra Markgräfler-landet over de store og karakteristiske Schwarzwalds bjerge. Med sine vintønder tog han fx med hestevogn til Titisee gletsjersøen, hvor der var mange turister, som efterspurgte gode vine.

Siden år 2000 har det været Lothar Ernst Heinemann, som har overtaget driften efter sin far Ernst Michael, som selv havde arvet vingården fra gamle Ernst Heinemann.

Lothar har dog stor rutine, for han har arbejdet med at lave vine siden 1985 og er lidt af en perfektionist … hvilket gælder for alle husets vine fra deres 17 hektar vinmarker, bl.a. en række parceller på marker som Scherzinger Batzenberg, Ehrenstetter Oelberg og Grunerner Altenberg.

På markerne dyrkes sorterne Spätburgunder, Gutedel, Chardonnay, Weissburgunder, Sauvignon Blanc, Grauburgunder, Muskateller og lidt Merlot samt Cabernet Sauvignon.

Denne 2017 Scherzinger Batzenberg Blauer Spätburgunder Selection SR Reserve er en af husets enkeltmarksvine, hvor alle druerne selvfølgelig kommer fra Scherzinger Batzenberg marken samt vinstokke med Pinot Noir Bourgogne klonen 777 plantet i 1991.

Vinen er lavet ved, at de håndhøstede druer først er afstilket og så knust meget forsigtigt før en 7 dages kold maceration, inden gæring er sker over 7 dage efterfulgt at 14 dages maceration. Efter en endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder på helt nye 225 liter barriques.

Sådan for pokker … berusende lækker duft. Det er virkelig klassisk Baden Spätburgunder og her med dybde samt godt stort fadpræg og det er mørke bær, sorte kirsebær, overmodne jordbær, læder, vanilje og mælkechokolade, søde krydderier og grønne krydderurter, kakao, kaffebønner, cedertræ og lidt stearinlys.

Smagsmæssigt er det en lille supersonisk kraftværk … men som hos den bedste elbil – formentlig en EQE – leveres kraften blød, effektivt, smooth, lydløst og cremet. Der er saftige og letsyrlige kirsebær, ribs og rabarber, finkornede tanniner, der lige markerer sig sammen med bare en smule bitter lemon, Denne lyse syre klæder vinen vildt godt og sikrer denne fin, lette og smukke elegance, hvor også eftersmag er lang, stringent, tæt og småsyrligt …. vild lækker vin. 96 point.

Forhandles af Vinbutikken.dk, hvor en flaske koster 294 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2021 Weingut Franzen, Bremmer Calmont Riesling GG, Mosel, Tyskland

2021 Weingut Franzen, Bremmer Calmont Riesling GG, Mosel, TysklandLad os nappe endnu en vin fra Weingut Franzen og her kraver vi helt op på den stejle Bremmer Calmont, for det er en af husets topvine … en 2021 Bremmer Calmont Riesling Große Gewächs.

Vi er atter på den stejle Bremer Calmont mark, men nu er vinen lavet med druer fra de ældste vinstokke, der er over 70 år og derfor også giver et mere beskedent udbytte.

Vinen laves fortsat med spontangæring, men nu også en længere fermentering, efterfølgende malolaktisk gæring og så lagres vinen også længere, nemlig i 12 måneder.

Uha … en duft til at besvime af … med vilje! Afgrundsdyb som de stejle klipper på Bremmer Calmont, stram med en æterisk dybde og en helt småtropisk frugt, fersken, ananas, modne æbler, abrikos, røg, karamel, let appelsin tilsat en smule blomsterhonning, blomster, lidt ristede mandler og nødder, som giver en lille umamiagtig note, hvor balancen bliver ultra elegant.

I munden er vinen cremet, blød og den lidt æblesaftagtige syre er heldigvis heller aldrig for fed, men har en god lethed, som får vinen til at fremstå meget helstøbt. Det giver en frisk, bævrende, sitrende nerve med umodne sure æbler, lemon, citroner, grape, salt og stenet mineralitet og vinen hænger med fed smag bare lang tid i munden, så dermed 95 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2022 Weingut Franzen, Bremmer Calmont Riesling Kabinett, Mosel, Frankrig

2022 Weingut Franzen, Bremmer Calmont Riesling Kabinett, Mosel, FrankrigJeg bliver bare mere og mere imponeret af de to unge Angelina og Kilian på Weingut Franzen … de laver vildt lækre vine og det gælder også denne 2022 Bremmer Calmont Riesling Kabinett.

Vinhuset har jeg jo skrevet om før … bl.a. da jeg mødte Angelina til en online smagning, nemlig Mr Rubys online vinsmagning med Angelina Lenz fra Weingut Franzen.

Denne Bremmer Calmont Riesling Kabinett er en af husets sødere vine … har et niveau for restsukker på hele 50,8 gram pr. liter, hvilket også betyder lavere alkohol på 8,5%. Alle druerne er selvfølgelig fra den op til 68 grader stejle Bremmer Calmont mark.

Kilian har ønsket at lave en sødere vin, men uden at mindste friskheden og vinen er lavet med spontangæring alene med alle druernes egne gærceller og formentlig lagring på egefade, men det fremgår ikke helt.

Det dufter fremragende … virker faktisk let cremet, olieret med bagte nødder og omgående også noget petroleum samt sød diesel, en frugt der mest er fersken, abrikos, æbler, appelsin, kandiserede grapefrugter, røg, karamel og lidt lakridskonfekt. Derudover får man et karateslag med stringent, hård og stenet mineralitet, der fungerer vildt godt sammen med sødmen. Haito-Uchi, Bulls-Eye og Touch-Town.

I munden kommer sødmen selvfølgelig mere frem, men vinens lette, luftige og mineralske side absorberer en del af sødmen og sikrer fin, sart og elegant balance samt en forholdsvis frisk vin med en vokset og svagt olieret fornemmelse. Hele tiden har vinen denne stenede, skiferstærke og rene mineralitet, men frugten fortsat er småtropisk suppleret med pærer, fersken og mirabeller, let sødligt lemon og grape. Mums for pokker. 93 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 179 kr. ved 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2022 Toi Toi Wines, Sauvignon Blanc Reserve, Marlborough, New Zealand

2022 Toi Toi Wines, Sauvignon Blanc Reserve, Marlborough, New ZealandDen næste vin blev et deja-vu, for jeg har tidligere smagt denne Sauvignon Blanc Reserve fra Toi Toi Wines i årgang 2021, men her er det altså årgangen nyere.

Sauvignon Blanc druerne til vinen kommer fra 3 forskellige vinmarker i Marlborough, nærmere bestemt Brookdale Vineyard, Upper Wairau Valley samt kystnære Utawai Vineyard.

Druerne høstes i de kølige aftentimer for at bevare både frugtens renhed og smagspotentiale. Dette sker over flere høstrunder, så al frugt selekteres ved optimal modenhed.

Efter 2-3 timers skindkontakt presses druerne næsomt, inden vinen gærer på ståltank med temperaturstyring og brug af flere forskellige gærtyper, der hver især fremmer udviklingen af særlige karaktertræk.

7 af de 8 vine, der udgør Reserve-blendet, modner på ståltank, mens den sidste gærer og lagret på egetræsfade for at berige frugtsmagen med et touch af krydret kompleksitet.

Sådan skal syreskarp Sauvignon Blanc sgu dufte … det er pivfrisk med stikkelsbær, hyld, grøn peber, tomatblade, græs, mynte samt lemon, grape og citroner. Der er syrlig og skarpt på et himmelhøjt, svævende og luftigt niveau … fadaftrykket kommer en smule frem med svag vanilje og lille diskret sødme.

Men det er mest i munden, at fadlagringen kommer frem, for det giver en vin, der er lidt olieret, fyldig, dyb samt intens, men det også gør, at der kommer flere eksotiske frugter frem som både mango, melon, passionsfrugt og papaya oveni de mere klassiske lemon, grape, stikkelsbær, citroner og hyldeblomst … det smager sgu da rasende godt, så dermed 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker … og det er billigt.

Vinanmeldelse 5,5/7 

N.V. Laurent Godard, Helgé Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Laurent Godard, Helgé Brut, Champagne, FrankrigVi skal da smage mer’ mousserende vin og næste blev skam en vaskeægte champagne … en Non Vintage Helgé Brut, der også er en af Laurent Godard champagnehusets bedste champagner.

Champagnehuset Laurent Godard ligger på Rue André Brion i byen Verneuil og  drives af Laurent Godard, men det er grundlagt af hans oldefar Georges Godard og oldemor Palmyre Anest. De mødtes ved et tilfælde, forelskede sig og købte et lille stykke jord i 1920 … og det blev altså grundstenen til det brusende familieforetagende.

Oldeforældrene plantede hurtigt vinstokke … og champagnehuset voksede lidt med hver efterfølgende generation. Laurent overtog selv champagnehuset og markerne i 1980’erne og har siden da været fokuseret på at producere exceptionel champagne.

I dag er Laurents 2 børn Amaury og Axelle dog også med i driften, som omfatter 4,16 hektar i Verneuil i Marnedalen fordelt på ikke mindre end 15 små parceller som fx Les Carreaux, Les Grés, Les Hauts de la Malmaison og Les Quatrièmes.

Helgé er lavet på et blend af 60% Chardonnay, 20% Meunier og 20% Pinot Noir, som kommer fra nogle af ghusets bedste parceller på flere marker i Verneuil, nærmere bestemt fra Les Carreaux, Les Grés, Les Hauts de la Malmaison og Les Quatrièmes.

Der er ikke så vildt mange oplysninger om produktionen af selve basisvinen, men det kunne dufte som om, at der er lagret på egefade inden flaskning og andengæringen, så er sket over 40 måneder inden degorgering med en dossage på 7,2 gram.

Meget ædel duft … sådan nærmest med overmodne æbler, kandiseret citron, gær, hævet dej, ristede nødder og en virkelig luftig og let blomsterduft, der gør champagnen feminin, fin og spændende. Der er lidt sandeltræ, mandler, marcipan og en smule honning og ellers bare rålækker.

Smagen er også fin, sart og feminin, hvor boblerne hurtigt fader og afslører en saftig, læskende og venlig champagne. Det er kandiseret grapefrugt, en sødbitter lemon og friske æbler, frisk, saftigt bid på en cremet og blød facon, der vil tiltale rigtig mange … herunder altså også denne flittige vinblogger. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 599,95 kr., mens prisen er 349,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Griesel & Compagnie, Blanc de Noirs Brut, Hessische Bergstrasse, Tyskland

2020 Griesel & Compagnie, Blanc de Noirs Brut, Hessische Bergstrasse, TysklandTilbage i juni 2019 smagte jeg for første gang denne Blanc de Noirs Brut fra Griesel & Compagnie aka Weingut Griesel Sekthaus Streit GmbH & Co. KG og tabte underkæben. Dengang var det i årgang 2015, men nu smager jeg den igen i årgang 2020 og bliver sgu igen ramt af små lyn og bliver elektrisk.

Griesel & Compagnie er fandeme også et unikt sekthus beliggende på Grieselstraße i byen Bensheim omkring 50-60 kilometer syd for Frankfurt i det mere ukendte vinområde Hessische Bergstrasse.

Sekthuset er grundlagt i 2013, og etableret i en gammel ejendom, som tidligere har tilhørt Hessischen Staatsweingüter. Ejendommen er fra 1904 og helt perfekt for et sekthus med dets gamle, hvælvede kælder, som I kan se på billedet nedenunder.

Det er den unge vinmager Nico Brandner, som står i spidsen for Griesel & Compagnie. Han har tidligere arbejdet hos bl.a. Raumland Sekthaus i Flörsheim-Dalsheim. Nico får hjælp af Sebastian Geissler, en af Nicos tidligere studiekammerater fra vinuddannelsen på Neustadt Weinbau.

I starten opkøbte Griesel druerne hos en flok venlige vinavlere, men i dag har sekthuset selv 7,5 hektar vinmarker, primært på markerne Auerbacher Höllberg og Fürstenlager.

Der dyrker de Riesling, Spätburgunder, Schwarzriesling og Chardonnay, men laver skam også sekt på æbler. I det hele taget er Griesel & Compagnie et meget innovativt sekthus, men det ka’ nærmest også smages i vinene.

Og alt laves efter den traditionelle champagnemetode med andengæring på flaske i mindst 16 måneder. Der er benhård fokus på kvalitet med manuel høst af druerne, gæring alene med druernes naturlige gær og uden filtrering. Der anvendes også absolut et minimum dosage for at bevare så autentisk smag som muligt.

Denne Blanc de Noirs Brut er en cuvée lavet på Pinot Noir og Pinot Meunier, altså helt klassiske champagne druer. Vinen er fra husets Tradition serie og lavet med druer plukket i september 2020 og en spontangæring med 84% i rustfrie ståltanke og 16% i barriques.

Der er vinen først lagret sur lie frem til juli 2021, hvor den er flasket inden andengæring i husets kældre i mindst 20 måneder før den så er degorgeret i marts 2023 med en dossage på 4 gram.

Der er godt med  små, fine, frembrusende og energiske bobler i glasset og derfra strømmer også en aroma med øllebrød, ristede rugbrød og cowboytoast, gæret dej, en blomstermark, mirabeller, modne gule æbler, ananas, mango … shit det dufter godt og har da også samtidig en lille saftsødme, lidt skumbananer og man kan også – som med 2015 – fornemme en vis fylde og fedme i vinen.

I munden er boblerne også fine og små, men fordamper forholdsvis hurtigt og afslører en meget læsket og sød/syrlig smag, hvor sødmen dog har et svagt overtag. Smagen er sure grønne æbler, lemon, grape og grillede citroner, en stort mineralsk bidrag til festen med kridt og kalk, svagt mandler og nødder, syrlig æblemost … smager hamrende godt, så denne Griesel & Compagnie sekt bliver sgu helt religiøs og den sekt vil jeg gerne være medlem af, så dermed 93 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2014 Bottega, Amarone della Valpolicella Classico Riserva Prêt-A-Porter, Veneto, Italien

2014 Bottega, Amarone della Valpolicella Classico Riserva Prêt-A-Porter, Veneto, ItalienJeg har endelig fundet en vin, der passer til min ven Brix’s sko med nitter og det er denne helt moderigtige 2014 Amarone della Valpolicella Classico Riserva Prêt-A-Porter fra vinhuset Bottega, der ligger i den østligste del af Veneto tæt ved Bibano 40-50 kilometer nordøst for Venedig.

Denne vin er nemlig lavet med en sjov etiket med et stykke moderigtig napa-læder fra Brix’s sko … eller har i hvert fald en etiket med både læderlook, jernnitter og navnet Prêt-A-Porter, der jo netop betyder tøj lavet af modeskabere eller designere.

Vinhuset Bottega kan spore deres vinhistorie helt tilbage til 1635, hvor en fjern forfader Andrea Bottega dyrkede vin i bakkerne nær Molinetto della Croda i Refrontolo.

Dengang var de fleste – herunder Andrea Bottega – fæstebønder for greverne af Collalto, men da de endelig lykkedes dem at opnå deres frihed, så begyndte de at dyrke deres egne jorder.

Det var dog først i nyere tid – og mange generationer efter – at Aldo Bottega i 1977 sammen med sin kone Rosina grundlagde Distilleria Bottega i Pianzano di Godega og det blev startede på vinhuset, som i 1980’erne også med Sandro samt hans to søskende Barbara og bror Stefano også begyndte af lave almindelige vine.

Det blev yderligere en realitet, da Distilleria Bottega i 2007 flyttede til Bibano di Godega di Sant’Urbano og senere i 2018 lavede deres en Valpolicella vinkælder i Valgatara di Marano. Undervejs har Bottega familien også investeret i Il Vino dei Poeti Prosecco Spumante, der laver mousserende vine.

Bottegas vine og spiritus har samlet modtaget over 350 priser og vinene kan findes i mere end 140 lande og i toldfrie butikker og hos en lang række flyselskaber. Siden 2017 er husets mousserende vin Bottega Gold – der kommer i en guldflaske – blevet den næstbedst sælgende mousserende vin i rejsedetailhandelen.

De har også et vineri i Toscana, så Bottega laver faktisk også en Brunello di Montalcino Riserva Prêt-A-Porter med samme type læderetiket, metalnitter og indpakning. Indpakning skriver jeg, da vinen sælges i en smuk læderkasse … det kan du se på billedet nedenunder.

Det havde selvfølgelig været oplagt, at designet og etuiet så var sket i et tæt samarbejde med det italienske Gucci- ejede brand Bottega Veneta, der er kendt for deres lædertasker i hele verdenen.

Men det skulle vist ikke være tilfældet på trods af både det fælles italienske ophav og navnesammenfaldet. I stedet er designet sket af den amerikanske designer Denise Focil, der arbejder sammen med Alpinestars. Denise Focil stammer fra Ecuardor, arbejder i læder og er mest kendt for hendes design af læderjakker.

Men tilbage til denne Amarone della Valpolicella Classico Riserva Prêt-A-Porter, der er én af husets mange vine … lavet på et mix af Corvina, Corvinone, Rondinella og Molinara.

Efter høsten er druerne lagt til tørre … det har varet helt frem til slutningen af februar, hvorved de taber omkring halvdelen af deres vægt, men får i stedet en stor koncentration af sukker. Derefter er druerne så knust og den alkoholiske gæring sat i gang i ståltanke med udvalgte gærtyper.

Gæringen er sket langsomt ved kontrolleret temperaturer med daglige overpumpninger. Derefter sker der adskillelse af mosten og skindrester. Mosten gennemgår malolaktisk gæring for at nedbryde æblesyren til mælkesyre og kuldioxid til mælkebakterier og således gøre vinen blødere. Lagring er så sket over 4 år på et skønt mix af 10-25-50 hektoliter franske egefade og 5 hektoliter franske tonneaux.

Man må virkelig rose Bottega for deres indpakninger … både den mousserende Bottega Gold og denne Prêt-A-Porter skilder sig ud i mængden. Luca Maroni har kun givet denne 91 point, så derfor rejser det kun forventningerne.

Duften overrasker faktisk en smule … er slet ikke så tung, som forventet. Dermed er det slet ikke Amarone rosinvand, men den har i stedet en aroma med lette kirsebær, skovbær og lyse blommer, lidt lakrids og så fadnoter med svage aromaer af vanilje, chokolade samt tobak, tjære og en snert læder … meget indbydende.

I munden er det lidt af samme historie … let, rund, god struktur og virker langt friskere end forventet, men dog fortsat med Amarone varme på tungen, en frugt af morbær, blommer og så helt klassisk søde krydderier med kanel, kardemomme og peber, lidt tjære og tobak, men alt leveres cremet, blød og meget rund. Virkelig en vin balanceret perfekt og slet ikke Amarone tung. 94 point.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men i udlandet koster vinen typisk omkring 89,90€ … svarende til 670 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Boeri Vini, Bionzo Limited Edition Barbera d’Asti Superiore, Piemonte, Italien

2017 Boeri Vini, Bionzo Limited Edition Barbera d’Asti Superiore, Piemonte, ItalienVi sluttede ballet med ordentlig rabalder … en Barbera med et tårnhøjt oktantal på hele 17% og det er denne 2017 Bionzo Limited Edition Barbera d’Asti Superiore fra vinhuset Boeri Vini.

Vinhuset Boeri Vini ligger i den lille landsby Bionzo i Costigliole d’Asti og har lavet vin i 5 generationer. Huset er grundlagt i 1890 og det er i dag Giorgio og Roberto Boeri, som driver gården, men de er allerede i gang med at overdrage driften til 6. generation.

De har samlet 15 hektar vinmarker, som strækker sig over Bricco Quaglia-bakken. Takket være et gunstigt terroir og Boeri Vinis store arbejde med naturlige vin og bæredygtig, så lavet Boeri vine af høj kvalitet … men man er ikke hverken økologisk eller biodynamisk certificeret … men har stort fokus på miljø og genbrug.

Denne vilde Bionzo Limited Edition Barbera d’Asti Superiore er lavet med senthøstede druer, hvor der dog allerede i juli måned skete grøn høst for at øge intensiteten i de tilbageblevne druer.

Druerne er fra 80-100 år gamle stokke på husets bedste mark i Bionzo Monferrato. Der må være 5 drueklaser på stokkene, således at mosten bliver så intens og sukkerholdig som muligt … således vinen også kan få den høje alkoholprocent.

Vinen er så lavet med afstilkning og så gæring samt maceration over 7-8 dage og efter endt fermentering er vinen lagret 2 år på helt nye barriques. Der er i denne årgang kun lavet 3.330 flasker og denne er nummer 2.474.

Barbera bør efter min bog ikke være på 17% og den dufter da også langt mere fed og stærk end forventet … ret mørk og fed med tørret frugt, Beef Jerky, sorte oliven, flæsk, mørke bær, sorte kirsebær og solbær, sorte sten og kulsten, granit og lakrids.

Smagen er både blød og hård på én gang … blød i munden, men med en hård syre og en frugt, der er mere ren og klar end forventet, men man får også lidt peber og alkoholen kan også svagt mærkes, dog er det langt mindre end forventet. Det er cremet og blødt, men også bulder, skrald, tørret frugt og stærk power … smager godt. 92 point.

Forhandles af Unika Vine, hvor en flaske koster 799 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Claudio Alario, Barolo Riva Rocca, Piemonte, Italien

2019 Claudio Alario, Barolo Riva Rocca, Piemonte, ItalienByggemødets næstsidste vin var også en Barolo … en 2019 Barolo Riva Rocca fra Claudio Alario, der holder til i bløde, grønne bakker ved den lille landsby Diano d’Alba i Piemonte.

Vinhuset drives af Claudio Alario og sønnen Matteo, der er henholdsvis 3. og 4. generation i familien, der har været vinavlere siden år 1900 og i tre generationer har familien dedikeret sig med seriøsitet og dedikation til pleje og dyrkning af vinstokke og salg af druer.

Det var dog Claudio Alario, der i 1988 startede med selv af lave, flaske og sælge vine fra gården … i starten var det faktisk kun vine på Dolcetto, men senere også Barolo vinene på Nebbiolo.

Claudio har knap 10 hektar vinmarker, der alle er beliggende i kommunerne Diano D’Alba, Serralunga d’alba og Verduno og med perfekte eksponering og vinstokke, der er mellem 20 og 50 år.

Claudio og Matteo stræber altid efter at forbedre deres ekstremt høje niveau, og den ihærdighed har gjort dem til nogle af de bedste vinproducenter i området. Deres engagement og fokus er i dag på optimeringen af et lavt udbytte i vinmarken for at skabe en overlegen kvalitet.

Her smager vi huset Barolo Riva Rocca, der er lavet med Nebbiolo druer fra Verduno og 30 år gamle vinstokke. Vinen er lavet oldschool med gæring og maceration i termoregulerede rotorfermentorer og efter endt fermentering er vinen lagret på nyere vis … 24 måneder i franske barriques, 12 måneder på store 30 hektoliter egefade og efter flaskning yderligere 2 år mere.

I næsen er der godt med tørt træ, tørre egefade, tørret kød og en gæret frugt med kirsebær, brombær og hindbær … egentlig godt ren i frugten, men derudover er der eukalyptus, grønne urter, skovbund, læder, tobak og sorte trøfler.

Smagen er egentlig godt streng … har klart lidt mælkede noter med ymer, grønne noter og syrlighed. Der er stærk sort peber og en syre, der også virker stærk og kommer dominerende frem i smagsbilledet sammen med knastørre tanniner … 92 point.

Forhandles af Compagniet, hvor en flaske koster 450 kr.

Vinanmeldelse 5/7