2000 Villa Avanzi, Zero Zero, Lombardiet, Italien

2000 Villa Avanzi, Zero Zero, Lombardiet, ItalienNæste vin kommer fra Cantina Avanzi aka Villa Avenzi … altså samme familie, som jeg kort nævnte ved aftenens første vin … den mousserende vin fra Romantica Franciacorta. Men her er vi nede tæt ved bunden af Gardasøen ved Polpenazze del Garda og smager familiens 2000 Zero Zero vin.

Det var oprindelig Giovanni Avanzi, der grundlagde vinhuset i Lugana tilbage i 1931 og der i dag har 55 hektar vinmarker og laver vin under tre forskellige appellationer: Lugana DOC, Garda Classico DOC og Valtènesi DOC.

Produktionen strækker sig over både rødvin, hvidvin samt noget mousserende vin … og selvfølgelig lidt olivenolie. Familien anses som en af de førende i Garda-området.

Denne Zero Zero er en speciel vin, der er lavet på ren Cabernet Sauvignon fra marken Vigna Bragagna … en kalk- og lerholdig mark i det nedre Garda og år 2000 var der en fantastisk årgang. Vinen er så lavet med langsom vinificering og lang maceration.

Efter endt fermentering har vinen lagret ikke mindre end 15 år på henholdsvis slavonske og franske Allier egefade, efterfulgt af lagring i rustfrie ståltanke og endelig 2 år på flaske uden den mindske filtrering.

Der er også skrald på aromaer allerede fra start … kridt, mødding, virker næsten helt flæsket med tørret kød, sorte oliven og frugt med sorte kirsebær, brombær, fed lakrids og har samtidig mineralsk note, men virkelig fed, intens og kraftig.

I munden smelter vinen vitterlig på tungen, for den er ultra blød, rund og samtidig smukt balanceret, så den er saftig, bondsk. Man kunne forledes til at tro, at den så ville være lidt fluffy, men det er den faktisk slet ikke, for den har sjovt nok også en vis lethed, blæk, grønne noter og svulstig syre … men samlet meget intens og det smager sgu rasende godt. 95 point.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men på vingården en gaveæske med 2 flasker fås til 99€ … og det svarer til omkring 369 kr. for én flaske

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Bachelder Niagara, Lowrey Old Eastern Block Pinot Noir, Niagara Peninsula, Canada

2020 Bachelder Niagara, Lowrey Old Eastern Block Pinot Noir, Niagara Peninsula, CanadaVi fortsatte med mer’ Pinot Noir, men ingen gættede, at det var en vin fra Canada … en 2020 Lowrey Old Eastern Block Pinot Noir fra vinhuset Bachelder Niagara.

Bachelder Niagara er et lille negociantghus, der drives af den energiske Thomas Bachelder, der laver vine i 3 lande, nemlig i Bourgogne i Frankring, Oregon i USA samt på Niagara Peninsula og det er jo i Canada.  Alle hans 3 vinhuse er negocianthuse, hvor Thomas køber druer og så lejer sig ind hos vingårde og der laver sine vine.

Han stammer fra Montreal i Canada, men har før etableringen af sin negociantforretning været med til at grundlægge Le Clos Jordanne i Niagara, men har tidligere studeret vin i Bourgogne, hvor han også arbejdede inden et job som vinmager hos Lemelson i Oregon.

Bachelder Niagara er grundlagt i 2009 og alle hans vine laves med Bourgogne som den primære inspiration. Det gælder også denne 2020 Lowrey Old Eastern Block Pinot Noir, der er lavet med druer fra Lowrey Vineyard, der nærmest ligger i forlængelse af St. David’s Bench marken og kun 5 kilometer fra Niagara-floden.

Vinstokkene er fra 1988 og 1993 og står i et terroir med kompleks jordvariation og høj andel kalksten på grund af både dens gletsjerarv og floden, der plejede at løbe over marken.

Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes egne gærceller og efter endt fermentering er vinen så lagret på franske, burgundisk barriques i 20 måneder.

Duftmæssigt har vinen en lys, let og syrlig frugt, der er også mentol, træagtige noter af teaktræ og mahogni, fennikel, grønne stilke, lidt lemon, kamfer og kulstøv. Den virker utrolig flot og elegant, meget luftig og samtidig kødfuld på samme tid.

I munden slår syrligheden yderligheden yderligere igennem, der er hindbær, ribs, rabarber og granatæbler, utrolig frisk, spændstig med en lille lemonagtig bitterhed, en smule æterisk malerspand, stram og samtodog utrolig let. Det smager stjernegodt. 95 point.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 699 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Weingut HE Dausch, Pinot Noir Herrschaft, Pfalz, Tyskland

2020 Weingut HE Dausch, Pinot Noir Herrschaft, Pfalz, TysklandFlemmings felttog af rødvine startede i Pfalz, for den første røde var nemlig denne Pinot Noir Herrschaft fra Weingut HE Dausch, der ligger på adressen Rheinstraße i byen Landau.

HE står for Hans Erich og Hans Erich Dausch er en ganske lille producent, der stammer fra en vinfamilie, da hans familie selv er vinavlere i Eschbach i Pfalz.

Hans Erich – der blot bliver kaldt HE – havde inden etableringen af sin vingård været i lære i en bank, men havde også været skilærer før han mødte Armin Diel fra vinhuset Schlossgut Diel. Det gav ham inspiration og lyst til selv af blive vinproducent, så i 2001 startede han Weingut HE Dausch.

Siden har den lille producent i Pfalz opnået absolut kultstatus, hvilket blandt andet skyldes en lang række topplaceringer når de forskellige vinmagasiner som Gault Millau og Vinum har også kåret landets bedste Pinot Noir vine. Han har bl.a. også arbejdet sammen med Uli Metzger, Bernhard Koch og Dr. Corvers-Kauter.

Hans Erich har blot 1,2 hektar vinmarker på kanten af Pfälzerwald og laver næsten mikroskopiske 3.800 flasker årligt fordelt på vinene Herrschaft, Eschbacher Hasen, HE Pinot Noir og den næsten helt grinagtigt sjældne og ret kostbare L’Artiste, der kun laves i 240 eksemplarer.

Her smager vi en 2020 Pinot Noir Herrschaft, der er lavet med druer fra marken Herrschaftswingert ved byen Eschbach. Vinstokkene har noget alder … og vinen er lavet med spontangæring på druernes egne gærceller.

Efter endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder på franske Francois Freres barriques, hvorfor de fleste er nye fade og medium ristede. Vinen er flasket med meget lidt svovl.

Allerede fra første snif er der godt med sød kostald og godt med fagnoter. Det er lidt brændte noter, der kommer sammen med en sødlig, animalsk og landlig note, en frugt af sorte kirsebær, jordbær, hindbær og fad som vanilje, kanel, kardemomme, blomster, røg og perfekt doseret … virkelig mums.

Smagen er blød, rund og alligevel med et frisk bid. Frugten er kirsebær, jordbær og hindbær på en rank og frisk facon, men de suppleres af let peber, nelliker og kanel. Der er noget både venligt, sart og fint over smagen … ikke sådan skarp eller voldsom rank, men klart meget tysk i udtrykket og det kan vi jo gode lide. 95 point.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus , hvor en flaske koster 695 kr.

Vinanmeldelse 6/7