2015 Sergio Arcuri, Più Vite Riserva, Calabrien, Italien

2015 Sergio Arcuri, Più Vite Riserva, Calabrien, ItalienSergio Arcuri leverede både aftenens ringeste og bedste vin … og i første kategori var det rosévinen Il Marinetto Rosato Calabria, men her en ganske fortryllende 2015 Più Vite Riserva.

Men fælles for de to vine er faktisk, at begge er lavet på Gaglioppo druen, som til denne Più Vite Riserva kommer fra nogle af familiens allerældste krogede, gamle, buskformede vinstokke, som blev plantet på vinmarken Piciara i 1948.

De gamle vinstokke giver meget små mængder af fremragende druer, som i høj grad har været den primære årsag til Sergios ry som en fremragende kultproducent.

Druerne forvandler Sergio  nænsomt til decideret stor vin, ganske simpelt ved at gære og lagre vinen i 6 år på betontanke og derefter et år på flaske.

Det dufter ret fremragende … god kompleksitet med læderbælter, frisk mødding, rå-lakrids og lyse, lette og fine frugter, lyse blommer, jordbær, blomster  … utrolig luftig, æterisk, aromatisk og sikke fin, sart og feminint udtryk.

Uha hvor det smager godt, lys, let og spændstig med en vild, klar samt vibrerende og syrlig nerve. Alderen trykker på ingen måde, for det er nærværende og tanniner både tørre, lyse og skarpe tanniner, meget elegant med en lys og lemonagtig syre, som medvirker til at skabe en frisk, syrlig, blød og smuk vin.  95 point.

Forhandles af Estrup & Udsen, hvor en flaske koster 275 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Rocca del Principe, Aurelia Taurasi, Campanien, Italien

2019 Rocca del Principe, Aurelia Taurasi, Campanien, ItalienVi skulle lige for en stund tilbage til Rocca del Principe, som vi jo smagte aftenens 2. syditalienske hvidvin fra, men har var det så deres røde 2019 Aurelia Taurasi.

Denne er også aftenens første vin, der er lagret på egefade, da alle de forrige er lagret på stål, men Aurelia Taurasi er også lavet på Aglianico, der tit regnes som den syditalienske Nebbiolo.

Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes egne gærceller i rustfrie ståltanke over 25 dage og efter endt gæring er vinen så lagret 12 måneder på barriques, 12 måneder på store slavonske egefade og endda yderligere 18 måneder på flaske.

Duftmæssigt … tør, stram og med god kraft, dyb frugt og det pæne fadpræg trænger godt igennem og dermed virker vinen klart mere mørk og simpel end fx en Barolo. Frugten virker mørk, gæret og der er sorte kirsebær, tørret blomster, tørrede urter, lidt violer og så en omgang læder … ganske flot og mørk vin med nerve.

Nu smager vinen også som en flot, stram og alligevel saftig vin med markante og tørre tanniner, som virkelig er mundudtørende, bare på en mere mørk facon. Den har også godt med syrlighed, lidt tjære og syrligheden fortsætter i en lang eftersmag. 92 point.

Forhandles af Estrup & Udsen, hvor en flaske koster 235 kr.

Vinanmeldelse 5/7