2013 Qupé, Bien Nacido Hillside Estate Syrah, Californien, USA

2013 Qupé, Bien Nacido Hillside Estate Syrah, Californien, USAVi fortsatte med mere vin fra det nordlige Rhône … eller det troede vi i hvert fald, men det er dog Syrah fra California, nemlig en 2013 Bien Nacido Hillside Estate Syrah fra vinhuset Qupe.

Qupe – der udtales kyoo-pay – er ét af de første Rhône vinhuse i Californien og blev etableret i 1982 af Robert Niel Lindquist, der til dagligt blot kaldes Bob.

Etableringen af Qupe skete som et fritidsprojekt mens han selv arbejdede som vinmager på Zaca Mesa Winery, hvor han mødte Ken Brown og Jim Clendenen som der fik ham overtalt til selv at starte virksomhed.

Snart begyndte Bob at købe druer og tønder og gav afkald på sin månedsløn i bytte for lån af produktionsfaciliteterne. Efter høsten i 1983 opsagde han så endeligt sit job på Zaca Mesa og satsede 100% på Qupé

Bob Lindquist udvalgte de rigtige vinmarker og fik de lokale vinbønder overtalt til at plante Syrah – og i dag er Qupé Wine Cellars vine blandt de mest seriøse Rhônerangers i Californien.

Bob Lindquist er med andre ord en mand, der ved hvad han vil og i dag er målet fortsat at lave balancerede vine som kan nydes i deres ungdom, men samtidig rummer struktur og dybde til yderligere lagring og kompleksitet.

Qupé Wine Cellars er beliggende i byen Los Olivos, ikke så langt fra danskerbyen Solvang. Druerne kommer fra 3 forskellige vinmarker, Bien Nacido Vineyard, The Sawyer Lindquist Vineyard og The Ibarra-Young Vineyard.

Qupé deler produktions- og salgsfaciliteter med vingården Au Bon Climat, der i øvrigt ejes af hans gamle arbejdskollega Jim Clendenen. De to gamle vinmagere deler ej blot vinifikationsudstyr og salgsteam … de udveksler i høj grad også tanker og ideer med henblik på en løbende optimering af vinporteføljerne.

Og det med vin ligger til familien. Bobs to ældste sønner Ethan og Luke Lindquist, er i dag også blevet vinproducenter, mens hans datter Paige passer Qupé salgs- og smagerum.

Derudover har Bob indgået et partnerskab i en anden vingård, Verdad, der har specialiseret sig i spanske sorter. På Verdad er Bobs hustru Louisa Sawyer Lindquist så i øvrigt vinmager.

Denne Bien Nacido Hillside Estate Syrah er lavet med Syrah druer fra Z Block på marken Bien Nacido Vineyard i Santa Maria Valley og det var husets første beplantning på Bien Nacido, som var plantet i 1992 på en perfekt sydvestvendt bjergskråning.

Vinen er lavet ved, at man først har afstilket 70% af druerne inden, som blev placeret i åbne gæringstanke. top fermentorer til en kølig pre-maceration, hvorefter resten er afstilket og har gæret med forskellige gærstammer.

Derefter er der sket malolaktisk gæring og vinen er lagret 18 måneder på François Frères burgundiske fade, hvoraf 20% er nye og de første 7 måneder er lagringen sket sur lie.

Det er i næsen sort og stærk frugt præget af sten, granit, blæk og tørv, masser af røg og lejrbål, blommer, violer, stjerneanis og lakrids, muskatnød, kanel og ristede kaffebønner.

I munden er det lidt samme side … hård og granitagtig smag, frugt med blommer, hindbær, brombær, blæk, sorte oliven, mens syren er lidt småblød og amerikanervenlig. Syren er til gengæld ret stram og har også denne røgede fornemmelse, men det hele slutter med lidt fadpræg af vanilje og kanel. 94 point.

Tidligere blev vinene fra Qupé forhandlet af Sigurd Müller Vinhandel, men det ser ikke ud til, at de i dag ikke har nogle i sortimentet og prisen kendes heller ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2013 Jean-Louis Chave Selection, Saint Joseph Offerus, Rhône, Frankrig

2013 Jean-Louis Chave Selection, Saint Joseph Offerus, Rhône, FrankrigDenne Saint Joseph Offerus fra Jean-Louis Chave Selection har jeg smagt nogle gange før, men det er efterhånden mange år siden og dengang var det i årgang 2006 og 2007 … nu smager jeg 2013’eren.

Denne Saint Joseph Offerus blev første gang udgivet i 1995. Jean-Louis ønskede at genskabe en Saint Joseph, der gav udtryk fra denne østlige del af Ardeche, hvor han samarbejdede med 10 små domainer, der arbejdede ud fra de samme værdier med lavt høstudbytte og mere organiske arbejdsmetoder.

I de nye årgange i dag kommer druerne dog ikke fra disse vinavlere, men nu udelukkende kommer fra Chaves egne marker. Men druerne vinificeres dog i Chaves egen kældre og al vinen lagres her.

Det er selvfølgelig 100% Syrah, hvor omkring  halvdelen afstilkes, mens vinen så gærer og macererer på en kombination af tonnaux og stål, hvorefter vinen lagrer 18 måneder på barriques og foudres.

Her er det en intim dans, hvor granithårdhed går hånd i hånd med en soft blødhed. Vinen har denne granit og mineralske note, tørret kød, gazebind og mælkede noter. Frugten er sorte kirsebær, hindbær og suppleres af krydderurter, en vis luftighed og kanel.

Smagsmæssigt er det peber, sten, solbær, hindbær, ribs og virker alvorlig, streng og mineralsk, kalket og hård. Den har en stenet og stærk frugt med en saftig syre, markante tanniner og et bid, der har Saint Josephs hårdhed og blødhed på én gang. 93 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske i nyere årgang koster 259 kr. mens prisen er 225 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2014 Tenuta San Guido, Guidalberto, Toscana, Italien

2014 Tenuta San Guido, Guidalberto, Toscana, ItalienTenuta San Guido er kendt for de fleste vinelskere, for det står  bag den første italienske vin, der fik 100 point i Robert Parkers Wine Advocate.

Det var selvfølgelig vinen Sassicaia, men her smager vi så en lillesøster i form af en 2014 Guidalberto.

Tenuta San Guido ligger i Bolgheri ved Toscanas kyst og har 148 hektar vinmarker.

Grundlæggeren Mario Incisa della Rochetta begyndte tilbage i 1940’erne at plante Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc med Bordeauxs berømte 1. Cru’er som forbilleder, idet han mente at jordbunden på Tenuta San Guido havde mange fælles træk med markerne i Bordeaux.

Vinmarkerne på Tenuta San Guido er således plantet med 85% Cabernet Sauvignon og 15% Cabernet Franc. De helt oprindelige beplantninger i 1940’erne omfattede podninger købt fra Chateau Lafite Rothschild, og sammenligninger man med de berømte vine i Pauillac, er det svært ikke at smage ligheden.

Mario var også den første i Toscana, der brugte nye franske egefade, hvilket var banebrydende i Italien. Vinen forblev dog en hemmelig indtil 1968, hvor Mario vurderede, at nu var vinen klar til at blive sendt på markedet. Vinen blev døbt Sassicaia, hvilket på den lokale toskanske dialekt betyder sandet og gruset jordbund.

Den blev fra starten meget omtalt og en omgående succes i Italien og var den første italienske kvalitetsvin, der brød igennem på eksportmarkederne.

I dag betragtes Sassicaia som den første Supertoscaner og faderen til alle italienske Cabernetbaserede vine og er et investeringsobjekt på lige fod med Château Latour, Château Lafite-Rothshild og de andre 1. Cru’er i Bordeaux.

Succesen er blev også anerkendt af den italienske stat som har tildelt Sassicaia sin egen appellation: Bolgheri Sassicaia D.O.C., hvilket er enestående.

I dag ledes vingården af Niccolò Incisa della Rochetta og han leder stedet med fuld respekt for traditionerne og har endda skabt 2 nye vine, nemlig Le Difese og denne Guidalberto.

Ligesom Sassicaia, er Guidalberto en klassisk supertoscaner, dvs en vin fremstillet udenfor de gængse italienske normer. Den er lavet på et blend af Cabernet Sauvignon og Merlot, der er afstilket og knust blidt inden gæring i stålkar ved en kontrolleret temperatur på omkring 30-31 grader alene med druernes egne gærceller.

Gæringen har varet 12-14 dage for Merlot og 9-10 dage for Cabernet Sauvignon og derefter er der også sket malolaktisk gæring i stålkar. Dernæst er vinen lagret på franske og lidt amerikanske barriques i 20-25 måneder.

Duften er bestemt bordeauxfil, men med en italiensk syre, hvis man skal se det sådan lidt overordnet. Det betyder bl.a. at næsen har lidt solbær, mørke kirsebær, chokolade, lakrids, cedertræ, violer, knuste sten, champignon, søde krydderier og balsamiske noter … toppet med blomster samt grøntsagsfond.

Smagen er tør, mørk og balsamisk med solbær, enebær, kirsebær, mynte, kaffebønner, lakrids, kanel, tobak og våde fade. Der er lidt sort peber, krydderurter, finkornede tanniner og en syre, der mest virker balsamisk, streng, rank og kontrollerende. Der er Bordeaux samt Toscana i forelsket rendezvous. 95 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske i nyeste årgang 2021 koster 479,95 kr., mens prisen er 399,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7