2021 Bodegas Forjas del Salnés, Leirana O Pradiño, Rías Baixas, Spanien

2021 Bodegas Forjas del Salnés, Leirana O Pradiño, Rías Baixas, SpanienDenne Albariño baserede 2021 Leirana O Pradiño fra Bodegas Forjas del Salnés var de fleste omkring bordet ikke så vilde med, men jeg elsker vinens knivskarpe syre.

Jeg har tidligere smagt vine fra huset, bl.a. deres  2021 Leirana Genoveva, der netop har samme unikke syreprofil. Dermed har jeg også skrevet om huset før … det gør vi ikke nu, men kigger nu blot på 2021 Leirana O Pradiño.

Den er lavet med Albariño druer fra op imod 200 år gamle vinstokke på en lille parcel kaldet Pradiño beliggende lige nord for kystbyen Sanxenxo i Rías Baixas.

Al høst på den granitholdige og veldrænende mark foretages i hånden, mens gæringen sker spontant med de naturlige gærceller i 1.500 liter neutrale egetræsfade  og mosten hviler i lang tid på kvaset. Der er vinen også lagret sur lie i 12 måneder.

Leirana O Pradiño har – helt som Leirana Genoveva – en smøragtig aroma, virkelig smørfedme med brunet smør samt et klart fadpræg. Der er blomster kombineret med paraffin, voks, sololie, lidt ristede hasselnødder, vanilje, æblemost, mandariner og ellers godt med blomster … virker næsten burgundisk.

I munden er det en helt anden historie, for der kommer syren for alvor frem. Den har et syrligt, surt og vrissende væsen, der er grøn med masser af citronsaft, lemon og grape … og læg dertil en stenet, hård og knytnæveskarp mineralitet. Der er sindssygt syrligt og surt på den mest forfriskende facon. Det er som at spise sten og klipper … bid for bid, så dermed 97 point.

Det var en vin, som delte vandene … nogle var ikke begejstret, men jeg er tosset med den ustyrlige barberknivskarpe syre, der nærmest hviner i din mund.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 499 kr., mens prisen er 449 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2019 Weingut Leitz, Rüdesheimer Berg Schlossberg Ehrenfels Riesling GG, Rheingau, Tyskland

2019 Weingut Leitz, Rüdesheimer Berg Schlossberg Riesling GG, Rheingau, TysklandTil en tallerken med små fiskeretter fik vi næst et glas 2019 Rüdesheimer Berg Schlossberg Ehrenfels Riesling Grosses Gewächs fra Weingut Leitz, der holder til i Rüdesheim am Rhein.

Weingut Leitz  har dog deres vinkælder i Geisenheim, hvor familien har været vinbønder siden 1744.

Efter anden verdenskrig var vingården fuldstændig ødelagt, men blev genopbygget af Josef Leitz. Hans søn John drev i en kort tid vingården, men døde tidligt, så siden 1985 har vinhuset været drevet af Johns søn Johannes Leitz.

Johannes er uddannet vinmager fra Geisenheim skolen og blev straks efter endt uddannelse smidt ind i familieforetagendet, som moderen havde drevet nogle år efter Johns død. Dengang var vingården alene små 3 hektar.

I dag er Weingut Leitz et internationalt anerkendt vinhus og Johannes har løbende udvidet gården til i dag 40 hektar vinmarker, bl.a. med parceller på topmarkerne Rüdesheimer Berg Schlossberg, Rüdesheimer Berg Rottland og Rüdesheimer Berg Kaisersteinfels.

Han er kendt for folkelige successer som fx Riesling vinen EINS-ZWEI-DRY og har da også vundet flere priser for sine vine.

Til denne vin kommer Riesling druerne fra marken Berg Schlossberg, hvor jorden består primær af rød skiffer og kvartsit. Den stenede jord holder ikke ret godt på vandet, og kombineret med de mange soltimer, som den stejle, sydvendte skråning får, betyder det, at vinrankerne tit lider af vandmangel tidligt på året.

Det resulterer i, at stokkene  producerer ganske få og ret små druer, som til gengæld er koncentrerede og utroligt aromatiske.

Druerne blev høstet i begyndelsen af ​​den sidste uge af september 2019 og efter en kort kølig pre-maceration er druerne presset og så er gæringen sket på store, gamle egetræsfade, hvor vinen også er lagret sur lie i 21 måneder.

I næsen er der vildt meget petroleum, diesel og terpentin … kan måske endda skygge lidt for frugten, som dog stille og roligt dukker op og mest er eksotisk med abrikos, fersken og kandiserede citroner … man fornemmer også, at den er lagret på egefade, for der kommer en  smule lakridskonfekt … bare meget svagt og diskret.

Den smager også rigtigt godt … har virkelig en balance mellem sød og syrlig. Der er  modne, sødlige  æbler og småsure citroner, let, sart, luftig og ganske præcis i smagene … næsten klinisk på en lidt sød måde. 94 point.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 300 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

N.V. M. Hostomme, Vikka Extra-Brut Blanc de Blancs Grand Cru, Champagne, Frankrig

N.V. M. Hostomme, Vikka Extra-Brut Blanc de Blancs Grand Cru, Champagne, FrankrigDen næste mousserende vin var dog ægte champagne og var ret specielt lagret på havbunden i omkring 60 meters dybde. Det er denne Vikka Extra-Brut Blanc de Blancs Grand Cru fra huset M. Hostomme.

Sidst vi holdt byggemøde hos Flemming, da serverede han sgu også en vin fra Hostomme i form af deres 2008 M08 Blanc de Blanc Grand Cru.

M. Hostomme ligger midt i Chouilly sammen med mange andre champagnehuse som naboer og drives af familien Hostomme, der har næsten altid har arbejdet med jorden.

Det var dog Louis-Denis Hostomme, der lagde kimen til huset for omkring 200 år siden, men i midten af 1850’erne overtog stafetten til sønnen Louis-Alexandre Hostomme, men det var reelt først med hans søn Ambroise-Félix Hostomme. at champagnehuset opstod.

Siden 1993 har det dog været Laurent Hostomme, der har været ansvarlig for driften af domænet, der siden 2016 desuden har været drevet efter en HVE-certificering aka High Enviromental Value om  bæredygtig vinbrug.

Certificeringen var et helt naturligt tiltag, da man hos Hostomme altid har praktiseret af frembringe Champagne så bæredygtigt som overhovedet muligt.

Samlet har M. Hostomme i dag 22 hektar vinmarker, hvor en pæn del endda har Grand Cru-status, primært i Chouilly sydøst for Epernay og derfra laver de årligt omkring 230.000 flasker champagne.

Denne Vikka Extra-Brut Blanc de Blancs Grand Cru er kun lavet i sølle 500 eksemplarer. Det er ren Chardonnay fra Grand Cru marker ved Chouilly.

Vinen har gæret på en kombination af stål og franske fade fra Bourgogne for derefter at være lagret hele 48 måneder sur lie på gærresterne med andengæringen på på havbunden i omkring 60 meters dybde. Ståltråden omkring proppen er da også rusten på grund af årene i det salte hav.

I næsen har champagnen den skønneste og landlige aroma, som egentlig er rank, kompleks og en fin kombination af gær, rå dej med modne æbler, stikkelsbær, citroner og honningmelon. Den har sart aromatisk duft med dejlig balance, hvor man først ligger mærke til en luftig, kalk- eller kridtagtige lethed suppleret med blomster og smukke blomster.

Smagsmæssigt er der en middel syre … afdæmpet, godt med koncentrerede æbler, abrikos, tørret abrikos endda og syren er samtidig sådan lidt mørk og maskulin, men også frisk og levende. Der kommer noget frugtsødme, godt med stenet og saltet mineralitet og kæmpe dybde. 95 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 1.849 kr., mens prisen er 1.650 kr. ved køb af 2 flasker.

Vinanmeldelse 6/7