2019 Quinta do Pégo, LBV Unfiltered Port, Douro, Portugal

2019 Quinta do Pégo, LBV Unfiltered Port, Douro, PortugalSidst jeg drak denne LBV Unfiltered Port fra Quinta do Pégo, så var det i årgang 2016 og ved julemiddagen 2021 til risalamanden. Nu smager jeg så årgang 2019, men helt uden dessert eller julestemning.

Late bottled Vintage er lidt en mellemting mellem vintage port og fadport. Det er portvin fra et godt år, der lagres ublandet på egefade i mindst 4 år inden aftapning på flaske.

Det betyder, at denne LBV Unfiltered Port er flasket i 2021 … hvilket også står på etiketten. Den er lavet på druerne Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinto Cão og Sousão. Alle druerne kommer fra Quinta do Pégos A-marker aka de bedste marker.

Uhhh, hvor det dufter rart … modne blommer, sorte kirsebær, svesker, klart lidt søde krydderier, nødder, lakridskonfekt, vanilje, våde fade … og så noget blæk eller tryksværte, mens alkoholen også lige kan fornemmes.

Den smager også rasende godt … alkoholen mærkes, men det er først efter lang tid og er samtidig smukt integreret i vinen, endda bedre end i årgangen 2016. Derfor får du i stedet en nektaragtig og lækker frugt med fedme, sødme, blommer, kirsebærsauce, noget sød lakrids og nøddekompot. Det er faktisk en LBV Port på et rigtig flot niveau samt en meget fordelagtig pris. 91 point.

Vinen forhandles hos AMKA, som henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00. Den vejledende udsalgspris er 129,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Weingut Alexander Laible, Chardonnay Louis ★★★, Baden, Tyskland

2021 Weingut Alexander Laible, Chardonnay Louis ***, Baden, TysklandDenne uges Baden vin er også på Chardonnay og kommer fra Weingut Alexander Laible … en 2021 Chardonnay Louis ★★★ og de tre stjerner efter navnet antyder, at dette er én af husets topvine.

Laible familien har været vinbønder i 13. generationer siden 1672, så det var oplagt, at brødrene Andreas og Alexander også ville være vinproducenter, men det blev Andreas, der overtog driften af familiens vingård.

Alexander måtte imidlertid selv ud at købe en vingård. Heldigvis hjalp grandfætteren Eugen Schlindwein, idet han så i 2007 solgte Alexander nogle af sine marker i det nordlige Ortenau omkring Sinzheim Baden-Baden … og det således blev grundstenen til Weingut Alexander Laible.

Der skulle imidlertid også købes en ejendom til produktion af vinene, så Alexander og hustruen Corinnas købte i 2007 også en gammel ejendom sammen med yderligere jord.

Ejendommen ligger ved den lille by Unterweiler, nær Durbach … og ja, det er ikke mere end få hundrede meter fra bror Andreas’ vingård og altså den fædrene gård. Det er i området Ortenau lidt nord for Kaiserstuhl.

Og den købte vingård er en charmerende gammel ejendom, nænsomt restaureret og indeholder en 160 år gammel mølle. Efter købet blev alt ombygget og renoveret bl.a. med støtte fra det evangeliske broderskab Kecharismai auf der Schwäbischen Alb, hvor munkene lever efter benediktiner regler.

De kendte Alexander fra barndommen og ville gerne hjælpe ham med at bygge vingården. Måske hjalp det også, at de gamle munke elsker vin.

Corinna og Alexander har i dag 11,5 hektar vinmarker. Halvdelen af vinstokkene er den traditionelle Ortenau Riesling og derudover så dyrkes Pinot Blanc, Chardonnay, Scheurebe, Pinot Gris, Pinot Noir og Lemberger.

Alexander bruger meget tid i markerne og formindsker udbyttet med beskæring i vinteren og reduktion igennem vækstsæsonen.  En del af vinstokkene er 58 år gamle. Der benyttes ikke pesticider eller kunstgødning i produktionen. Resultatet er altid små aromatiske druer, som giver karakteristiske vine med intens aroma og elegant balance.

Siden købet er Weingut Alexander Laible stormet frem. Den store vinguide Gault Millau tildelte ham allerede i 2009 prisen for dygtige vinmagere, og han blev samtidig udnævnt til den bedste unge vinmager i Europa.

Erfaringen kommer både fra barndommen på gården i Durbach, og så er Alexander uddannet vinavlsteknikker på forskningsinstituttet i Weinsberg. Efter endt studietid har Alexander også arbejdet i Mosel for at få yderligere erfaring med bl.a. Riesling.

Hos Weingut Alexander Laible hjælper alle i familien med i driften og den unge kone Corinna er ifølge Alexander hjertet og sjælen i vingården, for hun står for salget, kundepleje og bistår ellers Alexander, når vinene skal tilsmages.

Svigerinden Diana Fischer hjælper med salget og står for forsendelsen af vinene, mens svigerfaren Manfred Huber hjælper med emballage, pakning, mærkning og levering af vin.

Til produktionen får Alexander hjælp af grandfætteren Eugen Schlindwein, Iris Mauch og Manfred Enderle. Sidstnævnte kender vi også fra vinhuset Enderle & Moll. Lidt af team, som skal hjælpe med at fremstille kvalitetsvine.

Og det med kvalitet forsøger vinhuset selv at definere med stjernerne på vinene. Der køres efter et princip med 1 til 3 stjerner, hvor 1 stjerne betyder, at der er tale om en hverdagsvin/Gutswein, som afspejler de lokale terroir og aldrig skuffer. Ja det skriver de altså selv.

2 stjerner betyder, at det er vine af særlig kvalitet, hvor der ikke høstes mere end 65 hektoliter pr. hektar, mens det øverste niveau, altså 3 stjerner, betyder vine fra de bedste vinmarker. Det er vine med intens mineralitet, et høst udbytte under 50 hektoliter pr. hektar og hvor vinene hører til nationale og internationale topkvaliteter. Det er i hvert fald målet.

Og denne Chardonnay Louis har altså 3 stjerner og er fra marker, hvor der med grøn høst er reduceret med omkring en 1/3-del og sammen med høsten er druerne blev sorteret og det er de igen inden presning.

Gæringen er sket spontan alene med druernes egne gærceller i ståltanke, men ellers er der ikke så mange informationer, men jeg kan se, at Alexander Laible laver stort set alle vine alene på stål, hvor de så blot lagres sur lie, altså med bærmen. På hans vinliste står der, hvis vinen er lagret på fade … og det står ikke ved denne.

Vinen har navn efter hans søn Louis, mens jeg simpelthen ikke kan se, hvad betegnelsen 3’12 betyder. Måske har det noget at gøre med, at Alexander Laible har kategoriseret denne vin med 3 stjerner, altså en af hans topvine. Vinen har 5,5 gram restsukker pr. liter.

Det er ikke en fadpumpet Chardonnay, men har sgu en liflig, inderlig aroma med kølig og eksotisk frugt … honningmelon, fersken, abrikos, mirabeller, papaya og ananas. Sur lie lagringen kan klart duftes, for den har lidt fedme, tørre og sødlige krydderier, let spidskommen samt en snert af noget mælkechokolade og let vanilje.

I munden er det en fyldig, buttet, cremet og næsten olieret vin, har denne lidt maskuline og grove frugt, der er intens, næsten helt tørret og tæt, abrikos, fersken, koncentreret æblemost og dermed nær ved at være læskende på en fed og fedtet facon. Samtidig er den proppet med smag … kandiseret lemon er der også og smagen hænger lang tid i munden. Hvor smager det imponerende godt … 94 point.

Forhandles af Vinbutikken.dk, hvor en flaske koster 258 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Tenuta Sette Ponti, Rosso di Orma, Toscana, Italien

2022 Tenuta Sette Ponti, Rosso di Orma, Toscana, ItalienI starten af i år smagte jeg denne Rosso di Orma fra Tenuta Sette Ponti. Det er en lillesøster til den mægtige topvin Orma … og dengang var det i årgang 2021, men nu er det årgangen nyere.

Både denne og topvinen Orma kommer fra vingården med det samme navn beliggende syd for Livorno i Bolgheri. Denne her er lavet på et blend på 60% Merlot, 30% Cabernet Sauvignon og 10% Sangiovese, som Tenute Sette Ponti håndhøster fra den i Bolgheria berømte Orma vinmark beliggende midt imellem Sassicaia og Ornellaia.

Druerne er høstet med et udbytte på 55 hektoliter pr. hektar så har vinen gæret med temperaturstyring på ståltanke med en 15 dages gæring og maceration. Efter endt fermentering er den så lagret 11 måneder, heraf 4 måneder på franske Tonneaux, så 4 måneder på betontanke samt 3 måneder på flaske.

Det dufter af både tørt træ og frisk frugt … cedertræ, cigaræsker, bitter sort tobak og earl-grey teblade, balsamiske noter samt frugt af solbær, kirsebær, blommemarmelade, lidt tørrede figner og så ellers godt med læder og violer, muldjord og søde krydderier. Virker en smule mere stringent end 2021’eren.

Hvor smager den godt … langt mere blød og rund end forventet ud fra duften, men fortsat med et vist bid i frugten … nok mest kirsebær, blommer, tranebær og samtidig nogle lemonagtige noter, der både giver en lys friskhed og noget let bitterhed. Vinen har denne lette, saftige og friske smag … flot og dermed 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 259,95 kr., mens prisen er 119,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7