2018 La Spinetta, Barolo Garretti, Piemonte, Italien

2018 La Spinetta, Barolo Garretti, Piemonte, ItalienMed næste La Spinetta vin blev det sgu både mere alvorligt, ret meget bedre og endda ganske imponerende, for det var deres 2018 Barolo Garretti.

Til denne vin kommer alle Nebbiolo druerne fra den ret solbeskinnede vinmark Garretti i Grinzane Cavour med 70 år gamle vinstokke. Høsten sker manuelt med første sortering i vinmarken og derefter hjemme i kælderen.

Alle druerne blev så afstilkede, inden de så blev knust. Gæring og maceration er så sket i rotor-fermentorer, der sørger for, at der hele tiden er bevægelse i den gærende most. Gæringen tager omkring 14-15 dage inden malolaktisk gæring i brugte franske egefade.

Derefter er vinen lagret 24 måneder på 50% nye og 50% et år gamle franske 600-liters fade hvorefter den endelige vin sammenstikkes i rustfrie ståltanke og derefter flaskes og lagrer yderligere 12 måneder på flaske.

WAUW for satan … sikke en urkraft, virkelig dyb, virker moden i udtrykket, moden parfumeret, fadpræget mærkes også fra start og gør vinen meget approachable, indsmigrende og total Bella Donna med lidt nødder, skovbund, vanilje, lakridskonfekt, gammel læder, tørrede blomster, modne kirsebær og hindbær. Der kommer lidt trøffel og østershatte, tropisk træ, mahogni og teaktræ … virkelig smuk aromatisk og Nebbiolo parfumeret duft.

I munden er det samme historie … spændstig og cremet på én gang, bitter og rund, tør og blød, svævende og jordnær, stram og venlig, mens de knastørre tanniner er på Formel 1 niveau og fremme i bussen, så din mund bliver lammet på den bedste måde.

Der er modne kirsebær, ribs og kandiseret granatæbler, hvis det findes … men I ved sikkert, hvad jeg mener. Der er en god syre, som har masser af både lemon og sort-te bitterhed … udtørrende og smertelig lækker. 97 point.

Forhandles bl.a. af Løgismose, hvor en flaske koster 650 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2020 La Spinetta, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2020 La Spinetta, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienTo kolde fra kassen … her er det dog fra Piemonte kassen inde på arbejde i vores lille tirsdagsklub og begge de kolde var fra det fantastiske vinhus La Spinetta. Vi startede med at smage deres Langhe Nebbiolo 2020.

La Spinetta ligger på toppen af en bakke i den lille Castagnole Lanze omkring en kilometers penge nordøst for selve Barbaresco by.

Huset er grundlagt i 1977, men historien om Rivetti familien startede imidlertid en del tidligere, nemlig i 1890’erne, da Giovanni Rivetti forlod Piemonte og rejste til Argentina.

Han drømte om at skabe en formue i det nye land og vende tilbage som en rig, stærk og betydningsfuld mand … og måske endda starte en vingård.

Den drøm gik aldrig i opfyldelse, men sønnen Giuseppe, som gik under øgenavnet Pin, forfulgte faderens drøm. Han blev gift med Lidia, rejste til Piemonte, hvor han i 1977 købte sin vingård på La Spinetta, på toppen af en bakke i Castagnole Lanze. Det var hjertet af Moscato d’Asti, hvor man normalt lavede lette og simple dessertvine.

Men Giuseppe Rivetti havde en overbevisning om, at Moscato havde potentiale for noget større, så det besluttede han sig for at bevise, så allerede i 1978 producerede ægteparret deres første 7.000 flasker Moscato Bricco Quaglia og Biancospino.

Vinen Moscato Bricco Quaglia satte nye standarter for, hvor forfriskende en sød vin kunne være, og den dannede grundlaget for de lykkelige investeringer, som senere fulgte. Ganske hurtigt valgte man dog at vinificere og markedsføre Moscato d’Asti produktionen under fire enkeltmarker, men Bricco Quaglia er fortsat i dag en ganske mytisk vin.

Det var først i 1985, at vinhuset begyndte at producere rødvine, men den produktion tog rigtigt fart i 1989, hvor man introducerede vinen Le Pin på Nebbiolo, Barbera og Cabernet Sauvignon, som et blændende eksempel på, hvad man kunne levere i den mere rummelige Langhe appellation.

I 1995 kom så den første Barbaresco med det nu legendariske næsehornslignende væsen på etiketten, og siden er det gået stærkt. I 2000 blev der tilkøbt 8 interessante hektar Barolo. I 2001 fulgte nærmest ved en tilfældighed 65 hektar i Toscana og i 2011 blev det interessante Piemonte basserede Spumantehus Contratto indlemmet i familien.

Udover Pin, producerer Spinetta i dag 7-8 forskellige røde, Babera d’Asti, Barbera d’Alba og Barbaresco, der hver især er små mesterværker.

I dag ledes ejendommen af de tre brødre Carlo, Bruno og Giorgio Rivetti … børnebørnene efter den gamle emigrant Giovanni Rivetti.

Huset har samlet over 150 hektar vinmarker, hvor de 85 hektar alene ligger i Piemonte. I Piemonte udgør halvdelen af produktionen Moscato d’Asti, og resten fordeles primært på røde vine.

La Spinetta producerer aromatiske, frodige og koncentrerede vine, der skaber umiddelbar begejstring straks de frigives til salg. Men det er også vine, der på forunderlig vis belønner dem, som vælger at vente på de ekstra dimensioner og de mere subtile aromaer, som flaskemodningen til overflod bringer til La Spinettas røde topvine.

Anmeldelserne i den internationale presse har dokumenteret det gang på gang, nemlig at La Spinetta er i dag placeret helt oppe i toppen af hierarkiet ikke bare i Piemonte, men i hele Italien.

Huset er bl.a. honoreret med udnævnelsen til Cantina dell’Anno 2001 af Gambero Rosso. Med hele 25 opnåede 3 glas i Gambero Rosso er La Spinetta også på en top tre over vinhuse med flest topkarakterer gennem tiderne!

La Spinetta er i dag kendetegnet på næsehornet, som går igen på husets på etiketter, tønder, kasser … ja faktisk på alt materiale fra huset. Motivet kom dog ved en tilfældighed, da Rivetti familien skulle vælge grafik til deres etiketter.

De sad og snakkede en aften, og der så de en tegner, som lavede et fint næsehorn. Det kunne alle lide … og det blev til det ikoniske kendetegn for La Spinetta.

Denne 2020 Langhe Nebbiolo er lavet med Nebbiolo druer fra de yngre vinstokke på Spinettas 15 hektar kalkrige sydvendte parceller på Starderi skråningerne nær Neive lidt øst for Barbaresco.

Markerne drives ud fra bæredygtige principper med fravalg af såvel herbicider som pesticider. Druerne er høstet i hånden med sortering såvel oppe i vinmarken som nede i kælderen inden at alle stilke er fjernet.

Derpå følger en let knusning af druerne og en gæring uden fremmede gærstammer i store rustfrie avancerede såkaldte roto-fermentorer efterfulgt aflagring og malolaktisk gæring i 12 måneder på franske egefade, der er brugt et par gange tidligere.

Herefter sammenstikkes den endelige cuvée, som får lov til at samle sig i rustfrit stål i flere måneder inden aftapningen på flaske, der sker uden forudgående klaring eller filtrering.

Duften er virkelig klassisk Nebbiolo … tør, godt med læder, violer, tørrede rosenblade, men også allerede fra start lidt venlige fadnoter med vanilje, lakrids og chokolade, men også tørt træ, cedertræ og noget mere eksotisk træ med mahogni og teaktræ. Frugten er lyse kirsebær, hindbær og brombær, sødsyrlige drops

Nååå, hvor smager den godt … flot balanceret, masser af ribs, hindbær, rabarber, bitter lemon, sorte te-blade, godt med knastørre tanniner, skarpt, præcist og syrligbitter som bare pokker, men har rigtigt lang eftersmag. Det er en imødekommende og alligevel dybt seriøs Neb. 93 point.

Forhandles bl.a. af Løgismose, hvor en flaske koster 269 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Rui Roboredo Madeira, Beyra Vinhas Velhas Tinto, Beira Interior, Portugal

2021 Rui Roboredo Madeira, Beyra Vinhas Velhas Tinto, Beira Interior, PortugalRui Roboredo Madeira har jeg jo smagt mange vine fra tidligere, men denne 2021 Beyra Vinhas Velhas Tinto har jeg ikke smagt før … men den er altså næste vin i glasset.

Vinen er et blend af primært Mourisco Tinto og Tinta Roriz aka Tempranillo, men også tilsat Tinta Amarela, Rufete og Borrão … sidste også kendt som Bical … og som navnet Vinhas Velhas afslører; fra gamle vinmarker.

Mourisco Tinto druen er jeg ikke stødt på før, men det er en portugisisk rødvinsdrue, der primært findes i Douroog bruges nogle gange i portvinsproduktion.

Selvom den ikke er så dybt farvet som nogle portvine, har Mourisco potentialet til at bevare farven, når den ældes. Druen giver ofte ret afbalancerede vine med en fast garvesyrestruktur. Vinstokken er tilbøjelig til at have dårlig blomstring i nogle år.

Mourisco Tinto kendes også under navnet Marufo og har faktisk en lang, lang række andre navne.

Til 2021 Beyra Vinhas Velhas Tinto kommer alle druerne fra en række marker i 700 meters højde ved byen Vermiosa og 40 år gamle vinstokke. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på franske egefade.

Vinen har en rigtig varm, tæt og sødkrydret duft … det er blåbær, blommer, masser af fadpræg med vanilje, kanelstang, kaffebønner og noget nougat. Det kommer helt sikkert også lidt træ frem, mest cedertræ og så noget blomsterpollen. Det dufter faktisk temmelig godt, mørkt og så lige med denne lille chokoladeagtige sødme.

Sådan smager vinen faktisk også … mørk, sødkrydret med både sød finsk og tør engelsk lakrids, en maskulin og brutal gavflabet syre, der styrer igennem smagsnuancerne og med frugt med blåbær, blommer og en smule hindbær. Der er ganske tørre tanniner, men ellers er det en blød og mørk smag. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 189,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Bodegas Martín Códax, Pizarras de Otero, Bierzo, Spanien

2021 Bodegas Martín Códax, Pizarras de Otero, Bierzo, SpanienDer er noget meget charmerende ved denne Pizarras de Otero, der er fra det store kooperativ Bodegas Martín Códax i Vilariño i udkanten af den større by Cambados i Valle de Salnés dalen. Jeg smager nu vinen i årgang 2021.

Det er en vin, der er lavet på 100% Mencía druer, der er fra Otero området. Vinen er lavet med en kølig pre-maceration ved 10 grader og så er gæring sket kortvarigt i ståltanke og efter endt fermentering også lagret i ståltanke for en ren og autentisk gengivelse af druesort og terroir.

Duftmæssigt virker vinen ved første snif lidt beaujolaisagtig med blomster, lidt banan og rustik bondskhed og egentlig heller ikke så mørk i glasset som forventet af en Mencía vin. Der kommer noget grøn peber, godt med kirsebær suppleret med hindbær, masser af friskhed i frugten, frisk blomsterpollen og bagepulver.

I munden er det også en let, frisk, aromatisk og let drikbar vin, hvor der er hindbær, tranebær og en snert af lidt ribs. Det er en slank og mager vin, der har en let syre med lidt citronsaft, lette tanniner, lidt peber og samlet set et frisk bid … syrlig og bondsk, men satans charmerende, så dermed 91 point og faktisk en billig pris.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 64,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7