2022 Weingut Julia Schittler, Sezener Gottesgarten Riesling, Rheinhessen, Tyskland

2022 Weingut Julia Schittler, Sezener Gottesgarten Riesling, Rheinhessen, TysklandJeg smagte skam også 2 vine på Riesling fra søde Weingut Julia Schittler og den første var en 2022 Sezener Gottesgarten Riesling, der vel nærmest er hendes Gutsriesling eller i hvert fald entry-level Riesling.

Her kommer alle Riesling druerne fra marken Sezener Gottesgarten, som er en lille stejl mark lige på kanten af ​​Zornheimer Berg. Der består jorden hovedsageligt af kalk, som giver vinen dens mineralske spændstighed.

Vinen er spontantgæret på store træfade og har lagret i minimum 6 måneder inden flaskning. Den har 2,8 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt meget ren, krisp og frisk uden de store sidespring … ingen petroleum eller tertiære noter, men en frisk citron, grønne æbler og lidt fersken i frugten. Men fornemmer også en svagere sødme og en let saltet mineralitet … god inderlighed og man fornemmer allerede i næsen stor drikkeglæde.

Der er vitterlig også rigtig stor drikkeglæde, for i munden er der balance mellem en let fyldig sødme, en frisk og syrlig frugt med en smule maskulin slagside og så den saltede mineralitet. Frugten er klart citroner, grillede citroner, grønne æbler … virkelig pænt og smukt pakket ind og yderst drikbar … 91 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 129 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Weingut Julia Schittler, Zornheimer Guldenmorgen Pinot Blanc, Rheinhessen, Tyskland

2022 Weingut Julia Schittler, Zornheimer Guldenmorgen Pinot Blanc, Rheinhessen, TysklandVi fortsætter sammen med winzerin Julia Schittler på Zornheimer Guldenmorgen marken, men nu er druerne skiftet, for denne er lavet på Pinot Blanc og i en årgang 2022.

Druerne er håndplukkede og vinen er spontangæret i store gamle træfade fra Julia’s bedstefars tid. Efter endt fermentering er vinen så lagret på disse gamle fade sur lie … altså med bærmen.

Vinen er først fjernet fra bærmen små 24 timer, før den blev flasket, så dermed har den virkelig bare ligget og passet sig selv og fået godt med kraft. Det er en vin, som Julia selv siger, der fortjener at ligge, og kan udvikle sig i flasken over mange mange år, men i sin friske form giver associationer til stor Bourgogne. Den har kun 1,3 gram restsukker pr. liter.

I næsen er det en rund, blød og cremet vin … her er fadpræget større end ved foregående vin. Frugten virker til gengæld både klinisk samt en smule tropisk … men ikke meget. Der er moreller, stikkelsbær, lidt pærer og æblekerner, kvæde samt en lille sodavandssødme. Fadene giver lidt lakridskonfekt, karamel og vanilje.

Smagen er intens, stærk og dyb … virker meget koncentreret med abrikos, grillet lemon og kandiserede citroner. Derudover er der røg, sandeltræ, paprika og mellemøstlige krydderier … masser af bid, saft og kraft og denne maskuline syre, der hænger lang tid i munden, så dermed 92 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 219 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Weingut Julia Schittler, Zornheimer Guldenmorgen Sylvaner, Rheinhessen, Tyskland

2021 Weingut Julia Schittler, Zornheimer Guldenmorgen Sylvaner, Rheinhessen, TysklandDen første vin fra Julia Schittler var hendes 2021 Zornheimer Guldenmorgen Sylvaner, som endda er én af hendes ynglingsvine og den blev oprindeligt lavet til at fejre Rheinhessens 200 års jubilæum.

Den er en enkeltmarksvin, hvor Sylvaner druerne kommer fra over 30 år gamle vinstokke på Zornheimer Guldenmorgen og den er lavet med spontangæring alene med druernes egne gærceller på 1.200 liter großes Stückfass aka store fade, der er lavet af Julias bedstefar.

Efter endt fermentering er vinen lagret på disse fade … og den har 3,7 gram restsukker pr. liter … og en etiket, der fortæller om både duften og terroiret. Fx kan du se, at den  vokser på kalk- og lerjord, at der er valmuer i marken og men der ofte træffer en ræv, mens duften er delikate urtearomaer.

Duftmæssigt skal vinen lige vågne … zzzzz … men så får du også smæk for skillingen … fed, cremet og fyldig frugt med abrikos, lidt fersken, pærer, lakridskonfekt, vanilje og selvom fadpræget mærkes, så har vinen alligevel en kølig, arrogant og smuk facade.

I munden er der virkelig god syre, som markerer sig først, men med mere luft i glasset kommer der mere af den eksotiske frugt frem, lidt tørret abrikos, masser af lemon og grape, nogle grønne urter og fint, frisk bid med lidt maskulin syre i eftersmagen. Det smager rasende godt og jeg forstår godt, at Julia selv er pjattet med vinen. 92 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 129 kr.

Vinanmeldelse 5/7