N.V. Conceito Vinhos, Ruby Port Reserve, Douro, Portugal

N.V. Conceito Vinhos, Ruby Port Reserve, Douro, PortugalJeg smagte skam mer’ Ruby portvin fra Conceito Vinhos, for den næste vin er denne Ruby Port Reserve.

Reserve betegnelsen indikerer, at denne portvin er blevet lagret en smule længere end forrige og almindelige Ruby Port.

Denne Ruby Port Reserve er nemlig blevet lagret i 3 år. Dette betyder, at vinen har haft tid til at udvikle sine smagsnuancer og karakteristika gennem en moderat mængde tid i egetræsfade.

Duftmæssigt minder portvinen meget om den forrige almindelig Ruby Port, for der er også godt med blomster,  tulipaner og grønne stilke, men virker mere tæt, koncentreret og tykkere med engelsk lakrids og frugt af sorte kirsebær, brombær, blommer og svesker.

I munden er det også lidt mere tæt, men man kan fortsat smage blomsterne … men nu suppleret med nødder, blommer, svesker og noget sød lakrids. Alkoholen virker også blidere og blødere, selvom den fortsat giver noget dejlig varme i hele kroppen. 90 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

N.V. Conceito Vinhos, Ruby Port, Douro, Portugal

N.V. Conceito Vinhos, Ruby Port, Douro, PortugalNæste portvin i rækken blev Conceito Vinhos’ Non Vintage Ruby Port, der som foregående er husets entry-level portvin, men altså blot som en frisk Ruby.

Ruby er jo portvine, der lagrer 1-3 år på store egetræfade og nogle i ståltanke for at bevare frugtkarakteren, mens Tawny typisk lagres på mindre fade, hvorved den iltes langsomt og udvikler sin gulbrune farve samt duft af nødder, karamel og kaffe.

Igen består vinen er masser af druesorter … bl.a. Touriga Franca, Touriga Nacional, Tinta Roriz, Tinta Amarela og Rufete … og alle druerne kommer fra 80 år gamle vinstokke.

Vinificeringen hos Conceito er en kombination af traditionelle granit-lagares til gæring og mekaniske metoder sammen med mere moderne teknikker. Der er dog ingen informationer om, hvordan den efterfølgende er lagret … på ståltanke eller store fade?

Duftmæssigt tyder det dog på, at portvinen er lagret på fade, men det er helt sikkert en mere frisk vin end de foregående, for der er lidt blomster, blomstervand, tulipaner, grønne stilke, sød frugt, kirsebær og brombær samt en smule mandler eller marcipan.

Smagen er også mere ren … ikke så fed og sød som Tawny’en, mere klar og stringent, men fortsat med fin alkoholvarme, som har meget stor styrke, men også kommer sammen med blomster, lakrids samt en frisk syrlighed. 89 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 75 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

N.V. Conceito Vinhos, Tawny Port, Douro, Portugal

N.V. Conceito Vinhos, Tawny Port, Douro, PortugalJeg havde nu små 7 røde portvine fra Conceito Vinhos foran mig og den første var selvfølgelig den almindelige Tawny Port.

Igen er den lavet på et mix af mange druesorter … endda endnu flere end hos den lyse søster og samlet mere end 20 druesorter.

Det er bl.a. Touriga Franca, Touriga Nacional, Tinta Roriz, Tinta Amarela og Rufete … og alle druerne kommer fra 80 år gamle vinstokke.

Vinificeringen hos Conceito er en kombination af traditionelle granit-lagares til gæring og mekaniske metoder sammen med mere moderne teknikker. Dette muliggør en omhyggelig håndtering af druerne og bidrager til vinens kvalitet og præcision.

Duftmæssigt er vinen lidt mere rustik og ikke så nuanceret som dens hvide søster, men har pæn tørhed og en mørk, tørret frugt af svesker, blomme i Madeira og lidt rosiner samt en alkoholstyrke, der varmer og kildrer i næsen.

Smagen er også lidt til den rustikke side med svesker og overmodne blommer, nøddesirup og halsvarmende alkohol. Den er både syrlig og sød, meget lækker og fin … flot niveau af en entry-level portvin, hvorved jeg lander på 89 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 75 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7