2013 Marcel Zanolari, Sforzato Valtellina Superiore, Lombardiet, Italien

2013 Marcel Zanolari, Sforzato Valtellina Superiore, Lombardiet, ItalienSom Sforzato navnet i denne vin afslører, så er denne ældre 2013 Sforzato Valtellina Superiore fra Casa Vinicola La Torre aka Marcel Zanolari lavet med tørrede Nebbiolo druer.

Marcel Zanolari er en af områdets eneste biodynamiske producenter og ligger tæt ved Bianzone.

Marcel grundlagde vinhuset i 2001 inspireret af sin barndom, hvor han fulgte sin far Giuliano Zanolaris eksperimenter i 1980’erne med på forsøgsbasis at lave vine … på druer som Nebbiolo, Pinot Nero og Cabernet Sauvignon.

Opmuntret af dette arbejde startede Marcel i 2001 den lille gård i Bianzone og den kaldte han Fattoria San Siro. I dag bruger Marcel nu bare sit eget navn på vinene, der laves fra hans 10 hektar vinmarker.

Far Giuliano hjælper i dag sin søn med arbejdet på vingården og pasningen af vinstokkene med Nebbiolo, Cabernet Sauvignon, Pinot Nero, Pinot Bianco og Traminer. Alt passes i dag efter principperne for biodynamisk drift … helt efterRudolf Steiners forslag og koncepter.

Denne 2013 Sforzato Valtellina Superiore er lavet på 100% Nebbiolo druer, som først er tørret i husets kælder, hvor de taber et sted mellem 25-35% af deres vægt. Vinificering er så sket i rustfrie ståltanke efter kold maceration i et par dage og alene med egne gærceller. Derefter er der sket malolaktisk gæring og lagring i flere år i små træfade og endelig aftapning på flaske uden filtrering.

Duften er her langt bedre … mere klassiske Nebbiolo træk, har tørrede blomster, roser, violer, en frugt med kirsebær, hindbær og ribs, røgede noter, kamfer samt noget medicinkasse.

I munden er frugten frisk … og klart også friskere end forventet og endda med en blød lethed, mens tanninerne ganske vist er ret tørre, men ikke alt for vilde, men har et stramt tannisk bid. Det er sgu en vild og lækker vin. 94 point.

Ingen forhandler fundet herhjemme, men koster – så vidt jeg kan se – omkring 26,50€ i Italien … svarende til 197 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2015 La Grazia, Goccia Valtellina Superiore, Lombardiet, Italien

2015 La Grazia, Goccia Valtellina Superiore, Lombardiet, ItalienSocietà Agricola La Grazia er Viticoltura Eroica i Valtellina står der på flasken af den næste Valtellina Superiore vin … en 2015 Goccia Valtellina Superiore.

La Grazia er et projekt, der oprindelig blev skabt af Oberti-familien, som i 1919 flyttede fra Bergamo til Valtellina i 1919 og først etablerede Oberti SRL.

Det var et firma, der solgte produkter som mel, korn, korn, foder og andre produkter til både landbrug og husdyrejere.

Siden har familien arbejdet for samfundet i Valtellina og deres passion for vin har altid eksisteret. Det var Paolo Oberti, som i 2012 startede med at lave vin i deres firma. Paolo havde allerede fra helt ung været med sin barnepige Gina i vinmarkerne, så han har været med til at presse druerne med fødderne og håndteret egefadene i kælderen.

Da Paolo i 2012 startede med selv at lave og sælge vinene, så blev det under navnet La Grazia … opkaldt efter Paolos kone og mor til deres 4 børn. Derefter opkøbte Paolo også yderligere vinmarker, så i dag har vinhuset lidt over 3 hektar … selvfølgelig primært Nebbiolo, men også druen Pinot Bianco, som ellers er sjælden i Valtellina, og den bruger La Grazia bl.a. til mousserende vin.

Her smager vi så husets Goccia Valtellina Superiore, der er lavet på ren Nebbiolo, men en del er tørrede druer, som kaldes Murache og tørringen sker frem til midten af november.

Vinen fra de friske Nebbiolo druer blandes så i november med den tørrede del og den alkoholisk gæring genoptages inden malolaktisk gæring og så lagring på 1.500 liter egefade samt barriques i 18-20 måneder inden aftapning og yderligere 6 måneders lagring,

I næsen fornemmes alder … det er moden kirsebærsauce med pænt sukkerniveau, blommemarmelade, har portvinsnoter, erotisk buttet, sofakomfortabel med tørrede blomster, tobak og ristede noter.

Smagen er forholdsvis flad, frugten mørk, lidt træt og likøragtig med sødme og kerneagtig nøddesmag. Vinen virker fed, ret anderledes og hænger ikke så godt sammen. For mig var det ikke en særlig elegant eller spændende vin, så 88 point.

Ingen forhandler fundet herhjemme, men koster – så vidt jeg kan se – omkring 19,50€ i Italien … svarende til 145 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Cà Bianche, Le Téna Valtellina Superiore, Lombardiet, Italien

2019 Cà Bianche, Le Téna Valtellina Superiore, Lombardiet, ItalienDen næste vin var også en Valtellina Superiore fra Valgella subzonen og det var denne 2019 Le Téna Valtellina Superiore fra vinhuset Cà Bianche lige kort afstand nordøst for Tirano.

Vingården er grundlagt af Bana familien, som har drevet den igennem 3 generationer og i dag med Davide Bana ved roret.

Gården var tidligere blot et mindre landbrug, som dyrkede deres vinmarker og frugtplantage …. og blot solgt deres Nebbiolo druer til lokale vinproducenter.

Det blev da ændret i 2007, hvor Davide Bana overtog driften. Han havde forladt sin karriere som schweizisk bankmand for at følge sin passion og familiens arv. Han vidste, at hans families jord dyrkede en virkelig ekstraordinær Nebbiolo og hans intuition fortalte ham, at de selv kunne lave utrolige Valtellina Superiore vine.

Han byggede et topmoderne vinfremstillingsanlæg ind i bjergsiden af sin families ejendom og efter 6 års opslidende arbejde i vingården og vingården følte han endelig, at hans vine var klar til det kommercielle marked,

Udsigten fra Davide vineri udover hans 3 hektar vinmarker er forbløffende, men jorden er som altid i Valtellina uforsonlig og ret vanskelig at dyrke. for alt skal udføres i hånden, fra pløjning til beskæring til høst.

Her smager vi så Davide Banas 2019 Le Téna Valtellina Superiore, hvor druerne kommer fra over 50 år gamle vinstokke, der oprindelig blev plantet af hans farfar.

Druerne høstes omkring midten af oktober og overføres til vingården til helt naturlig alkoholisk gæring, kun ved brug af den naturlige gær. Gæring og maceration varer 30-40 dage og kommer så i ståltanke til malolaktisk gæring over 2 måneder.

Derefter er lagringen sket over 24 måneder på  fade af fransk og slavonsk eg efterfulgt af yderligere et par måneder i rustfri stålkar. Efter aftapning på flaske fortsættes lagringen i mindst yderligere 12 måneder.

Hvor dufter det godt … fadnoterne er tydelige og mine noter siger lakrids, tørrede rosenblade, hindbær, kirsebær, brombær, en næsten grøn og medicinsk note, røg, schweiziske Ricola urtebolsjer og med mere tid i glasset dukker der også lidt bolværk, tjære og krydrede noter frem. Hmmmmm.

I forhold til de to foregående Valtellina Superiore vine er frugten dybere og tanninerne også vildere … mere tørre og stringente med et virkelig vildt tannisk bid, der absolut ville gøre mange Barolo’er misundelig. Syren er let, elegant med en smule lemon eller Campari bitterhed, men samlet er vinen bundet fandens flot sammen med en unik og kompleks smag. Svær ikke at holde af … 95 point.

Ingen forhandler fundet herhjemme, men koster – så vidt jeg kan se – omkring 29,70€ i Italien … svarende til 221 kr.

Vinanmeldelse 6/7