Den næstsidste vin på Restaurant Mønstergade blev så 2018 udgaven af Frog’s Leap Winerys vin på Zinfandel.
Vinen er lavet på 82% Zinfandel samt 14% Petite Sirah og 4% Carignan. Druerne er økologisk dyrket og efter høsten er de så afstilket og knust, hvorefter gæringen er sket med druernes egne gærceller.
Så er vinen lagret 13 måneder med 50% på amerikanske egefade og de andre 50% på firkantede betonkasser og betoncubes.
Den har en lidt sjov og underlig duft … næsten som en blåbærtærte med vaniljecreme på toppen, Den har en pæn sødlig frugt tilsat en blomsterbutik og sødlig opulent gul blomsterpollen suppleret med tørre papkasser. Det er en animalsk og landlig duft, men jeg er sgu ikke så vild med den.
Smagen er lidt hen i samme boldgade … blot med en lidt stærk alkohol. Det er frugt med blåbær, kirsebær og jordbær, heldigvis dog også en vis syre, mens tanninerne er bløde. 90 point.
Forhandles af American Wine, hvor en flaske i den nyeste årgang koster 329 kr.