Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

NV Marchese Antinori, Tenuta Montenisa Cuvée Royale Franciacorta, Lombardiet, Italien

NV Marchese Antinori, Tenuta Montenisa Cuvée Royale Franciacorta, Lombardiet, ItalienJeres flittige vinblogger var forleden til en vaskeægte Antinori smagning, som blev forestået af Kristian Uhrskov fra Uhrskov vine. Vi startede ud med lidt bobler og det er jo altid godt … en Non Vintage Tenuta Montenisa Cuvée Royale Franciacorta.

Antinori familien er blandt de ældste vinavlerfamilier i Italien. Man har optegnelser der daterer familiens vinproduktion tilbage til 1180, hvor familien lavede vin på ejendommen Castello di Combiate. Den nedbrændte imidlertid i 1202 og familien flyttede til Firenze, hvor man drev handel med silkestoffer og bankvirksomhed.

I 1385 meldte Giovanni di Piero Antinori sig ind i Firenzes Vinmagerlaug, og det blev den officielle grundlæggelse af vinhuset Antinori. I de kommende år blev familien mere og mere berømte for deres vine og som følge af deres succes købte de i 1506 Palazzo Antinori. I 1861 blev familiens overhoved tildelt titel af Marschesi … markis, og den titel følger fortsat familien i dag.

I dag drives firmaet af 26. generation repræsenteret af Piero Antinori, og vinhuset ejer en lang række vingårde i primært Toscana, men også i resten af Italien og rundt om i verdenen. Ja faktisk ejer huset i dag over 2.000 hektar vinmarker fordelt på forskellige vingårde i Italien og i udlandet. Huset har deres hovedsæde i San Casciano Val di Pesa i Chianti.

For at få en fornemmelse af, hvor store Antinori er i Italien … ja endda internationalt, så lige lidt om deres vingårde.

I Toscana ejer man – udover hovedsædet San Casciano Val di Pesa – ejendommene Pèppoli på omkring 100 hektar, hvoraf 50 hektar er vinmarker, Badia a Passignano med 223 hektar vinmarker og Guado al Tasso med 300 hektar vinmarker.

Derudover er der Pian delle Vigne med omkring 184 hektar, hvoraf 65 hektar er vinmarker, Fattoria Aldobrandesca på små 193 hektar, Fattoria Le Mortelle på 270 hektar, La Braccesca på 342 hektar, Montenisa på 60 hektar, Santa Christina, som også er voldsom stor, samt endelig Tenuta Tignanello med 127 hektar vinmarker.

Derudover har man også vingården Castello della Sala i Umbrien, hvor der ejes 500 hektar, hvoraf 140 hektar er vinmarker samt Tormaresca i Puglia, Prunotto med 50 hektar i Piemonte.

Derudover ejes der i udlandet vinhsue som Antica samt det kendte Stag’s Leap i Californien, Col Solare i Washington State, Haras de Pirque i Chile, Tuzko i Ungarn, Meridiana på Malta og endelig Vitis Metamorfosis i Rumænien.

Deres store indflydelse og betydning kan også ses på, at Antinori er en del af den lille, men særdeles eksklusive, elitære klub Primum Familiae Vini … i daglig tale blot kaldt PFV.

Gruppen består af 12 verdensberømte familieejede vinproducenter, og her er Antinori i fint selskab med Mouton Rothschild, Joseph Drouhin, Jaboulet, Pol Roger, Symington, Egon Müller, Vega Sicilia, Hugel & Fils, Miguel Torres, Perrin & Fils fra Beaucastel og Tenuta San Guido, som står bag Sassicaia.

PFV blev oprettet i 1992 og organisationen kaldes også Leading Wine Families. Man kan kun blive medlem ved invitation og der kan maksimalt være 12 medlemmer.

Gruppen består kun af 100% familieejede vinfirmaer og har gennem årene holdt sig meget anonymt, men afholdte for første gang i 2013 en smagning på Prowein i Tyskland og en velgørenhedsauktion i London.

Familierne skal have mange generationers erfaring og værne om de traditioner og værdier, som familieejet står for og sikre at sådanne idealer overlever og er levedygtige i fremtiden. De deler information om generationsskifte, hvordan de sikrer deres vine mod svindel og forskellige tekniske muligheder.

Denne Tenuta Montenisa Cuvée Royale Franciacorta kommer fra Antinoris Tenuta Montenisa ejendom, som ligger syd for søen Iseo ved den lille by Calino i Brescia provinsen under appellationen Franciacorta i Lombardiet.

Tenuta Montenisa ligger i en gammel ejendom Palazzetto Maggi, som tidligere også blev kaldt Borgo di Calino og stammer fra det 16. århundrede. Ejendommen og dens 60 hektar vinmarker blev købt af Antinori familien i 1999 og siden har de omdøbt ejendommen til Tenuta Montenisa.

På ejendommen laver Antinori 6 forskellige mousserende vine, herunder altså denne Tenuta Montenisa Cuvée Royale Franciacorta, som er lavet på et mix af Chardonnay, Pinot Nero og Pinot Bianco … og den sidstnævnte drue kender vi bedst under navnet Chenin Blanc.

Cuvée Royale er lavet først som en almindelig vin, hvor druerne er gæret delvist på egefad og delvist på tanke af rustfrit stål. Efter endt fermentering sker aftappes vinen på flaske til andengæringen sur lie i 30 måneder inden degorgering.

Næsen er meget rar … æbler, pærer, en smule tropisk frugt, abrikos og fersken, eg, lidt karamel, meget tør, men har samtidig en snas sødme, lidt ristede noter, ristede mandler og toast.

Smagen er grønne æbler, stikkelsbær, citron, lemon, mens boblerne sådan nærmest er medium i styrke. Det er et virkelig fint glas bobler, lidt grape i eftersmagen og boblerne fader forholdsvis hurtigt ud.

Forhandles af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 219 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Bodegas Godeval, Godello, Galicien, Spanien

2018 Bodegas Godeval, Godello, Galicien, SpanienLad os endelig fortsætte i Galicien … denne gang i appellationen Valdeorras hos Bodegas Godeval, som ligger lidt nord for den lille landsby Ferradal nord for den større by O Barco i Ouense distriket og herfra smager vi deres vin lavet på ren Godello.

Bodegas Godeval er grundlagt i 1986 af Horacio Fernández, som allerede i 1974 – mens han var ansat som leder af den offentlige institution Extensión Agraria – stiftede foreningen REVIVAL, som skulle beskytte og udbygge antallet af vinmarker med Godello druen i Valdeorras, da druen næsten var ved at uddød.

Godello er en spansk drue, som er meget aromatisk og generelt af meget høj kvalitet. Det er en lokal sort og Valdeoras er nok Spaniens bedste sted for at dyrke netop Godello.

I dag er Godellos popularitet og beplantning voldsomt stigende og den betragtes vel nu nærmest som en slags hoveddrue i Valdeorras og Bierzo. Val-de-Oras kan også oversættes til Valley of Gold aka dalen af guld.

Og det var netop i Valdeorras, at Horacio Fernández i 1986 startede Bodegas Godeval projektet, hvor han startede med at lave Godello vine fra en 2 hektar mark. Vinene blev produceret i lokalerne, hvor det gamle kloster Monasterio de Xagoaza havde ligget. Det blev i første årgangtil 18.000 flasker af vinen, som blev kaldt Viña Godeval.

I dag har Bodegas Godeval 21 hektar vinmarker og allerede i 1988 fik de også moderniseret det gamle kloster Monasterio de Xagoaza til et moderne vineri. Produktionen ligger nu på 150.000 liter vin udelukkende med druer fra husets egne marker.

Men Godeval laver alene 3 forskellige hvidvine, men derudover lidt spiritus. Og deres entry-level aka basisvin er denne Godello, hvor druerne kommer fra 25 år gamle vinstokke plantet på sydvendte, stejle skråninger i Valdeorrasdalen.

Al høst foregår ved håndkraft, hvorefter druerne nænsomt selekteres. Gæringen sker på naturlig vis på stål uden brug af malolaktisk gæring

Næsen er lidt en fest … modne æbler og æblemost, pærer, kvæde, fersken, astronaut-is, syltede citroner, blomster, et lillebitte smule smørfedme, total aromatisk suppleret med lidt salt og mineraler. Og de fester alle sammen i en skøn symbiose.

Smagen er frisk uden at være pågående. Der er masser af citroner, syrlige æbler, æblemost, tropisk frugt og så samtidig en vild, frisk og fed kraft, svagt lidt grape. Det er ikke en sart og forsigtig dame, men en direkte og fremmelig kvinde, som elsker udeliv … en drengepige med krudt i røven, men hvor smager vinen godt, mens prisen samtidig er total venlig.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 139 kr., mens prisen er 119 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Ramón do Casar, Treixadura, Galicien, Spanien

2018 Ramón do Casar, Treixadura, Galicien, SpanienI det nordvestligste hjørne af Spanien tæt ved Atlanterhavet finder vi Galicien, hvor der ligger rigtigt spændende appellationer som fx D.O. Rías Baixas og D.O. Ribeiro. Det er netop i Ribeiro vi finder vinhuset Ramón do Casar … godt gemt af vejen i Ourense provinsen i den lille by O Prado helt tæt på floden Miño.

Men når man smager denne spændende hvidvin fra Ramón do Casar … lavet på den noget ukendte Treixadura drue, så begynder man at få en forståelse for, hvorfor området i dag betegnes som et af de mest spændende hvidvinsområder.

Vinhuset Ramón do Casar er grundlagt i år 2000 af de tre González Sabucedo brødre, som vendte tilbage til Spanien fra Venezuela, som deres far Ramón do Casar måtte flytte til i 1950’erne grundet den økonomiske situation i Spanien under Francos ledelse.

Dengang havde faderen forladt familiens vingård ved floden Miño, og nu kunne brødrene så sikre, at faderen kunne vende tilbage til området, hvor vinhuset nu har 8 hektar vinmarker, hvor familien dyrker druesorterne Treixadura, Albariño og Godello.

Til at forestå produktionen af vinene har familien hyret den unge vinmager Pablo Estévez, som samlet laver omkring 5 forskellige hvidvine, herunder altså også denne Treixadura.

Og alle vinene fra vingården bærer til ære og respekt for gamle Ramón i dag fotografier fra den berømte fotograf Alberto Marti, som fotograferede de mange spanske immigranter på havnene i Vigo og Coruña, inden de drog af sted til Sydamerika.

Treixadura kendes under navnet Trajadura, for det er nemlig en portugisisk druesort, der primært dyrkes i Vinho Verde vinregionen i det nordøstlige Portugal … og netop også i appellationerne Ribeiro og Rías Baixas i Galicien i Spanien.

Det er primært en blandingsdrue, som giver krop og lette lemon noter til vinene. Oftest er druen blandet med Loureiro og Alvarinho i Rías Baixas, mens den i Ribeiro ofte blandes med sorterne Torrontés og Lado … men her har vi den altså i reneste form helt solo.

Høst sker manuelt, hvorefter druerne selekteres. Derefter bliver druerne afstilket og knust gennem en kuldeveksler efterfulgt af blid presning. Vinen gærer herefter i rustfrie ståltanke ved kontrolleret temperatur og lagrer også i ståltankene og efter aftapning også en kort periode på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt er her en lækker og aromatisk næse … multifrugtjuice, mango, dåsepærer, syltede citroner, lemon, virkelig en sød og buttet tropisk aroma, som suppleres med akacietræ, blomster og sæbe.

Det er samtidig en virkelig smagfuld vin, som er fed, tæt og koncentreret og har masser af tyk syre, hvid peber, syltede citroner, lemon, abrikos og andre tropiske frugter. Og hvor er vinen blød, rund, fyldig og smagfuld … det er en lille genistreg.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Weingut Maibachfarm, Heimersheimer Burggarten Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Maibachfarm, Heimersheimer Burggarten Spätburgunder, Ahr, TysklandVores besøg hos den rare og dygtige vinmager Alexander Weber på Weingut Maibachfarm sluttede med et hurtigt glas af denne 2016 Heimersheimer Burggarten Spätburgunder … vi skulle jo fluks videre til næste vingård.

Heimersheimer Burggarten ligger øst for Bad Neuenahr, nemlig ved byen Heimersheim. Marken har bl.a. givet navn til vinhuset Weingut Burggarten i Heppingen … et hus, som vi også besøgte på vores Ahr roadtrip. Den direkte oversættelse af Burggarten er jo slotshave, og marken har sit navn fra det store slotskompleks, som Phillip von Schwaben byggede som kejserlig bolig på stedet.

Marken er af VDP klassificeret som Erste Lage aka Grosse Lage og ligger lige op til en anden Erste Lage mark, nemlig Heimersheimer Landskrone. Burggarten ligger sydlig eksponeret … ja har faktisk har marken – afhængig af placering – en sydøstlig til nærmest sydvestlig eksponering samt en undergrund med löss, ler, basalt og grå skifer.

Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller samt en efterfølgende lagring på primært nye barriques i 12 måneder.

Duftmæssigt minder Maibachfarm Heimersheimer Burggarten Spätburgunder på mange måder om foregående Recher Herrenberg, men er måske knap så mineralsk i udtrykket. Det er dog også en lys, let og æterisk næse, hvor der er er masser af røg, sorte kirsebær, jordbær, ribs, godt med blomster, ristede egetræ, stegt bacon, chokolade, vanilje og kanel.

Smagen er måske lidt mere tæt, men for pokker hvor er det blødt, rundt og cremet. Umiddelbart virker Heimersheimer Burggarten en kende mere tilgængelig allerede nu, virkelig frisk, let, lys og selv tanninerne er blide.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2016 Weingut Maibachfarm, Recher Herrenberg Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Maibachfarm, Recher Herrenberg Spätburgunder, Ahr, TysklandNæste Maibachfarm Spätburgunder Lagenwein blev en enkeltmarksvin, nemlig deres 2016 Recher Herrenberg Spätburgunder fra den fantastiske mark en kende længere mod syd i Ahrdalen.

Recher Herrenberg marken kender vi måske bedst fra Jean Stodden, men Weingut Maibachfarm har altså også en parcel på den i alt 17 hektar store mark, der også af VDP er klassificeret som Erste Lage aka Grosse Lage. Herrenberg har en syd-sydvestlig eksponering, ligger i en højde på mellem 130-260 meter og nogle af skråningerne har op til 70% hældning.

Recher Herrenberg er opkaldt efter herremændene af Saffenburg, som i fordums tid ejede jorden. Marken har en undergrund med lerjord, skifer og sten.

Vinen er lavet som foregående Walporzheimer Terrassen, altså med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller samt en lagring på primært nye barriques i 12 måneder.

Igen en lys, let og næsten æterisk duft … ikke så mørk i aromaerne som Walporzheimer Terrassen, men mere fin, let og frugtagtig. Der er jordbær, hindbær, blommer og ribs, godt med hvide blomster, et bundt vilde urter, røg, mineraler, kanel, kakao og lys chokolade.

Det er smagsmæssigt også en virkelig lækker vin, meget lys og feminin, tør, mineralsk og røget. Der er mynte, salte mineraler, lyse bær, ribs, jordbær og blommer, ristede mandler, blide tanniner og en uovertruffen elegance. Syren er bestemt dirigent, men det er på en facon, så du næsten ikke opdager det … hvor er det godt.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2016 Weingut Maibachfarm, Walporzheimer Terrassen Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Maibachfarm, Walporzheimer Terrassen Spätburgunder, Ahr, TysklandFra Maibachfarms øverste hylde smagte vi 3 x Lagenweine, som kan kendes på de blå etiketter med guldskrift. Vi startede med denne 2016 Walporzheimer Terrassen Spätburgunder.

Druerne kommer fra forskellige marker omkring Walporzheim, hvor Maibachfarm har parceller på markerne Alte Lay, Domlay og Pfaffenberg kun nogle få kilometer nord for vingården. Markerne er alle sydøstvendte, har en stenet, sandet og skiferholdig undergrund. Både Alte Lay og Domlay er af VDP klassificeret som Erste Lage aka Grosse Lage, men Maibachfarm er imidlertid ikke medlem af VDP og kan dermed ikke kalde bruge denne klassifikation.

Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller samt en efterfølgende lagring på primært nye barriques i 12 måneder.

Næsen er lys og let. Der er mere krop end foregående Ahrweiler Spätburgunder, frugten er blommer, jordbær, hindbær og kirsebær, lidt chokolade, kaffe, vanilje og kanel fra fadene, igen nogle røgede elementer, salte mineraler, tør jord og friske krydderurter.

Smagen har masser af bundtræk, god kompleksitet med masser af nuancer, ristede noter, røgede noter, mørk chokolade, rosmarin, små og fine tanniner, som er føjelige og medgørlige. Der er også masser af syre, lidt tobak måske og frugten både lys, streng og så samtidig med tilstrækkelig sødme. Det er vilde frugter, skovjordbær, meget koncentreret og samtidig med jernholdig mineralitet.

Det er fortsat en meget ung vin og både syren samt tanninerne indikerer, at vinen bør gemmes i mange år … så skal du se – eller smage – løjer.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2016 Weingut Maibachfarm, Ahrweiler Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Maibachfarm, Ahrweiler Spätburgunder, Ahr, TysklandVi rykker med næste vin et niveau op … nemlig med denne Ortswein 2016 Ahrweiler Spätburgunder fra Weingut Maibachfarm.

Vinen er lavet med druer, som kommer fra marker både nord og syd for Ahrweiler, herunder både Rosenthal, Forstberg, Daubhaus og Silberberg. Vinen er vinificeret i rustfrie ståltanke med spontangæring og efter endt fermentering har vinen lagret 10 måneder på egefade, overvejende nye egetræsfade samt fade, som har været brugt 1-3 gange tidligere.

Næsen er nu virkelig ærketypisk Ahr style … en let og æterisk duft med lidt røgede noter, kirsebær, jordbær og en mineralsk nerve. Der er en smule blomster, ristede mandler, stegt bacon, lakrids, peber og samtidig med søde elementer, kandiserede æbler, mørk chokolade, kanel og søde krydderier.

Smagsmæssigt – WAUW – hvor er det vedkommende, tæt, let, kompleks og balanceret. Der er fine og sarte tanniner, kaffe, karamel og en frugt med kirsebær, hindbær og brombær, et klart mineralsk bid og stor tørhed. Det er en let, fint og virkelig et godt glas vin.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 239 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2016 Weingut Maibachfarm, Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Maibachfarm, Spätburgunder, Ahr, TysklandDen anden røde Gutswein som vinmageren Alexander Weber skænkede i vores glas, var selvfølgelig søstervinen … Weingut Maibachfarms almindelige Spätburgunder i samme årgang 2016.

Vinen er lavet på næsten samme måde som Frühburgunderen, altså med fermentering i rustfrie ståltanke, men her spontangæret alene med druernes naturlige gærceller. Derefter er vinen lagret 8 måneder i store großen Holz brugte egefade. Vinen har 2,8 gram restsukker pr. liter i denne årgang.

Næsen er klart mere krydret og mere rustik end Frühburgunder søstervinen, og har mere nogle af de klassiske Spätburgunder dyder med en svag animalsk næse, en smule sødme, små klare aftryk fra de store egefade med vanilje, kanel og tobak. Frugten er sød, ikke helt lys, kirsebær, brombær og ribs, lidt mentol, kaffegrums, røg og samtidig lidt nødder.

Smagen er meget ren med en direkte og lys frugt, jernagtige noter og samtidig virkelig tør. Der er igen røg og ristede noter, mellemrøde bær, kul og en rustik sødme. Det smager sgu godt, men søstervinen på Frühburgunder tager imidlertid første runde 1 – 0.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, men denne vin er ikke umiddelbart i sortimentet. Koster 10,50€ på vingården svarende til 78 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Weingut Maibachfarm, Frühburgunder, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Maibachfarm, Frühburgunder, Ahr, TysklandSå kom vi endelig … efter en lang indflyvning – i gang med de røde vine hos Weingut Maibachfarm og vi startede selvfølgelig med deres Gutsweine, altså deres basisvine. Den første var en 2016 Frühburgunder … og sikke en dejlig start.

Vinen er lavet meget traditionelt med gæring i rustfrie ståltanke. Selvom vinhuset er totalt økologisk, så er gæringen ikke spontan, men efter tilsætning af udvalgte gærtyper. Efter endt fermentering er vinen lagret på brugte fade – vistnok fuders –  i omkring 12 måneder.

Og hvor var det godt at få vaskeægte Frühburgunder i glasset, meget let, luftig og blomstret duft, nærmest parfumeret med syrlige bolsjer, vilde jordbær, sorte kirsebær, ribs, grønne blade og urter, en smule røg og ristede noter, mørk chokolade og en herlig smuk, betagende lethed.

Det er smagsmæssigt også en let og elegant vin, som samtidig er virkelig tør og røget. Frugten virker – på en eller anden måde – en smule mørkere i smagen med jordbær, hindbær, brombær og måske endda lidt solbær, lakrids, tobak, hvid peber samt en dejlig syrlighed, som bærer vinen igennem hele smagsspektret sammen med de ristede og røgede elementer.

I Danmark forhandles Maibachfarm af Juul’s Vin & Spiritus, men denne vin er ikke umiddelbart i sortimentet. Koster 11,50€ på vingården svarende til 86 kr., hvilket er monsterbilligt.

Vinanmeldelse 5,5/7

2018 Weingut Maibachfarm, Rosé, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Maibachfarm, Rosé, Ahr, TysklandInden vi skulle smage rødvinene fra Weingut Maibachfarm – det vi egentlig var kommet for – så skulle vi også lige smage deres rosé … et hårdt job for jeres nærmest roséoverfølsomme vinblogger.

Roséen fra  Maibachfarm er lavet på 80% Regent samt 20% Spätburgunder – vinificeret helt traditionelt og alene på rustfrie ståltanke, hvor vinen også er lagret en kortere periode. Vinen har 8,4 gram restsukker pr. liter og dermed altså en kende mere sød end deres Blanc de Noir.

Duftmæssigt har vinen en lidt sjov blomsternote, lidt sæbe og toiletrens eller et Wunderbaum til bilen. Der er samtidig jordbær og kirsebær, pænt med sødme og søde krydderier.

I munden er der pænt med frugt … igen både jordbær og kirsebær, nogle tanniner, som helt overraskende sætter sig på tænderne, mens ellers en del sødme, faktisk lidt som en flydende frugtis.

I Danmark forhandles Maibachfarm af Juul’s Vin & Spiritus, men denne vin er ikke umiddelbart i sortimentet. Koster 9€ på vingården svarende til 67 kr.

Vinanmeldelse 3/7