Vi sluttede med manér … en 2015 Barolo fra det gamle., legendariske vinhus Comm. G.B. Burlotto, der ligger på adressen Via Vittorio i den lille by Verduno.
Vinhuset er grundlagt i 1850 af Giovan Battista Burlotto, der holdte til et en gammel bygning fra det 18. århundrede.
Burlotto var en af de første til at fremstille Barolo i 1850’erne og han anses for at være en af skaberne af denne vin, der i dag er kendt verden over. Burlottos Barolo’er blev hurtigt meget ansete og de høstede i slutningen af det 19. århundrede stor anerkendelse udover Italiens grænser.
Burlotto blev leverandør til kongelige familier og det var da også hans vin, der i 1899 ledsagede Abruzzi-regionens hertug på dennes ekspedition til Nordpolen.
Efter Giovans død førte ejendommen en tilværelse i det skjulte, så mens mange andre producenter løftede kvaliteten og blev stjerner i den sidste halvdel af det 20. århundrede, så var det først for alvor i 1990’erne, at Burlottos vine igen steg i kvalitet.
Det skete, da den nuværende ejer Marina Burlottos søn Fabio overtog tøjlerne i kælderen. På trods af sin unge alder er Fabio fast i troen på den traditionelle måde at lave vin på, selvom han også leger med moderne teknikker på andre druer som fx Barbera … men for Barolo vinene på Nebbiolo holder han fast ved traditionerne, dog sætter han nu langt større fokus på arbejdet i vinmarkerne.
Fabio driver vingården sammen med sin søster Cristina og de er den 5. generation og Fabio tilgang har også fået priserne til deres Barolo vine til at stige enormt, bl.a. hjulpet af, at Vinous gav deres Barolo Monvigliero 2013 hele 100 point.
Mange har opdaget Burlottos traditionelle, elegante stil og de ret komplekse, umanipulerede vine, der virkelig repræsenterer det gamle klassiske Barolo og Piemontes sjæl på allerbedste måde.
Familien har i alt 16 hektar vinmarker, der ligger i de 4 kommuner Verduno, Barolo, Monforte d’Alba og Roddi, men er fordelt på ikke mindre end 14 crus marker.
Her smagte vi husets almindelige Barolo, hvor Nebbiolo druerne kommer fra flere forskellige marker, bl.a. markerne Breri, Neirane og Rocche Olmo i 240-370 meters højde.
Efter den manuelle høst er druerne afstilket, hvorefter de via tyngdekraften flyttes til åbne franske egetræskar, hvor alkoholisk gæring og maceration sker. Under macerationen udføres dagligt skånsom overpumpning og nedstandsning, ligesom temperaturen styres i processen.
Derefter sket der malolaktisk gæring i store franske egetræsfade efterfulgt af efterfølgende lagring i 20 til 33 måneder afhængig af årgang og efter aftapning, som normalt udføres om sommeren, så er vinen lagret på flaske i mindst 9 måneder inden frigivelse.
Slam … en sand myriade af tjære, kamfer, gazebind, tørrede rosenblade, gammel garvet læder, tulipaner, cedertræ, hængt kød og en frugt af sorte kirsebær, knust hindbær, tranebær og ribs … støvet og tør, mineralsk og med en knytnævestram nerve. Det er old school klassisk og hård på en sjælelig måde.
I munden er der også en streng og irettesættende frugt med ribs, granatæbler, tranebær, lemon og grape … bitter, uforsonlig og godt med tanniner, der giver bid og sætter sig på tænderne og truer med ikke at forsvinde. Det bider på herligste måde og efterlader ikke den mindste tvivl om, at dette kun kan være Barolo efter gamle klassiske forskrifter … mineralsk, tannisk, vild og lækker … 98 point.
Kan bl.a. findes hos Atomwine og Oxholm Vin … hos sidstnævnte kan man fx finde årgang 2009 eller 2011 til 995 kr., mens 2013’eren koster 1.195 kr.
Vinanmeldelse 6,5/7