Vi fortsætter såmænd med lidt tysk vin – hvorfor ikke? – men rykker længere mod øst til Franken, hvor vi i byen Randersacker lidt udenfor Würzburg finder Weingut Berthold Schmachtenberger, der står bag denne Randersackerer Marsberg Riesling Quaderkalk Spätlese Trocken.
Familien Schmachtenberger har været vinbønder og lavet vin fra skråningerne langs Maine floden siden slutningen af 1500-tallet og er således en af de ældste vinfamilier i området.
Vinhuset er i 2015 overtaget af søskendeparret Markus og Claudia, som nu fortsætter den stolte familietradition efter forældrene Berthold og Hildegard. Markus er uddannet Techniker für Weinbau und Kellerwirtschaft og er også tildelt en præmie som ung lovende Franken vinmager.
Familien Schmachtenberger holder til en gammel vingård slash stenhus fra 1924, men ejendommen er dog se seneste år udbygget med en moderne tilbygning, som anvendes til både vinproduktionen og som smagelokale ved vinsmagninger eller besøg fra turister. Den kan I se på billedet ovenover.
Samlet har vinhuset omkring 9 hektar vinmarker, bl.a. på de kendte marker Ewig Leben, Marsberg og Sonnenstuhl. Der dyrker de sorterne Müller-Thurgau, Silvaner, Bacchus, Kerner, Scheurebe, Sauvignon blanc, Riesling, Weißburgunder, Traminer, Rieslaner samt de røde Portugieser, Domina og Spätburgunder.
Denne Randersackerer Marsberg Riesling Quaderkalk Spätlese Trocken hører til husets Klassisches Franken Weine og kommer selvfølgelig derfor også i en bocksbeutel. Det er en af husets Gutsweine og er alene lavet på rustfrie ståltanke uden lagring på egefade eller andet.
Duftmæssigt er her fersken, lidt flæsk, røg, prut eller anden svag animalsk næse, estragon, noget mineralsk … sten, flint og med lidt varme i glasset, så dukker der såmænd også en smule herlig Riesling petroleum op. Smagen er frisk, sprød, og der en en vis krop i vinen … også en herlig grøn og livlig syre.
Købt på vingården, hvor en flaske koster 8,00€ … eller omkring 60 kr.
Rating 4/7