Tag-arkiv: Ribera del Duero

2018 Dominio del Águila, Albillo Viñas Viejas, Ribera del Duero, Spanien

2018 Dominio del Águila, Albillo Viñas Viejas, Ribera del Duero, SpanienJeg har én gang tidligere smagt denne Albillo Viñas Viejas fra Dominio del Águila og dengang svimlede jeg helt hen og blev både forbløffet, lamslået, paralyseret, forbavset og glad.

Nu smager jeg den igen og tøver ikke med at kalde den én af Spaniens allerbedste hvidvine, selvom jeg helt sikkert ikke har smagt alle. Det er stort.

Dominio del Águila har jeg skrevet om en del gange … det skal jeg ikke trætte jer med denne gang, men i stedet igen så blot kigge lidt  nærmere på denne vin.

Druerne til denne Albillo Viñas Viejas er også dyrket økologisk og endda med inspiration fra den biodynamiske tilgang. Druerne høstet med håndkraft fra – Viñas Viejas – gamle vinstokke, der er over 100 år gamle og nogle endda præ-phylloxera.

Druerne presses ved gammeldags fodtramp, mens gæringen foregår over hele 10 måneder på egetræsfade med bærmekontakt og med lav svovling. Vinen er derefter lagret 28 måneder på franske egefade ved 8-12 grader.

Duftmæssigt er det en smuk blanding … nærmest en kinddans eller måske nærmere en andalusiske flamenco mellem fede, frodige noter fra fadlagring samt en syrlig, smågrøn, reduktiv duft med harpiks og frisk frugt. Den dans vil jeg være med i. Der er på den ene side frugt med grønne æbler, fersken, tørret abrikos og banan, bare en smule oxideret og har en anelse citrus … og så på den anden side både træ, akacietræ, saltkaramel, nødder, havvand samt erotiske blomster, smørfedme og lidt lakridskonfekt.

Smagsmæssigt er det mundsmeltende godt … og nu bliver dansen mere til en erotisk agt, for det smager dæleme godt og sexet, blødt og forførende. Vinen har en virkelig blød frugt med utrolig behagelig syre, som breder sig i munden og langsomt fader ud. Selvom det kan virke som en fed væske, så bliver vinen aldrig fed eller tung, for selve det intime samkvem er her præcis, skarp, stringent og næsten helt instrueret efter en bog fra Bourgogne. Det er svært ikke at falde komplet på røven over denne vin. Stor vin.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 799,95 kr., mens prisen pt er på tilbud til 499,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7

2016 Banisio, Crianza Tempranillo, Ribera del Duero, Spanien

2016 Banisio, Crianza Tempranillo, Ribera del Duero, SpanienFra Banisio vinhuset ejet af det store Extra Food Spain smagte jeg endnu en Ribera del Duero vin og det var denne Crianza Tempranillo i en årgang 2016.

Igen er det ren Tempranillo druer, der kommer fra 25-40 år gamle vinstokke på en række små parceller.

Efter høst sker der først kold pre-maceration i 48 timer inden gæringen i ståltanke, som sker ved en spontangæring ved 25-30 grader i 18-21 dage.

Derefter er der sket malolaktisk gæring og efter endt fermentering er vinen lagret 12-14 måneder på egefade, 30% amerikanske samt 70% franske fade. Derefter er vinen flasket og lagret 6 måneder inden frigivelse.

Duftmæssigt er Crianza’en fortsat en ung og frisk vin, men den længere fadlagring har dog givet en smule mere krop og dybde med en frugt af blåbær, brombær og blommer. Der kommer også med den mere fadlagring lidt ristede aromaer suppleret med tobak, lakrids og karamel, chokolade, vanilje, krydderkage og peber.

I munden er det lidt samme historie … klart mere dybde, fylde og intensitet. Det er mørk frugt med brombær, sorte kirsebær samt lidt blommer, igen beskedne tanniner, en vis saftighed og et bundt tørre krydderier.

Vinen koster 109,95 kr. og AMKA henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2018 Banisio, Roble Tempranillo, Ribera del Duero, Spanien

2018 Banisio, Roble Tempranillo, Ribera del Duero, SpanienJamen lad os da bare fortsætte  med flere vine fra det spanske og her fra herlige Ribera del Duero. Vi starter med en 2018 Roble Tempranillo, en Cosecha fra vinhuset Banisio.

Banisio er er del af det store firma Extra Food Spain, der har hovedsæde i Barcelona og er grundlagt af to russere Sergey Sablin og Victor Vasyutin Zolkin.

Det er et stort vinfirma, der laver vine fra flere områder i Spanien som fx Penedés, Priorat, La Mancha, Galicien, Rueda, Ribera del Duero, Rioja og Navarra.

Extra Food Spain ejer selv omkring 100 hektar marker i Penedés og laver deres vine fra et vineri i La Rápita, som ligger i kommunen Santa Margarida i Monjos.

Men ellers køber firmaet druer rundt om hos forskellige vinavlere og under Banisio navnet laver man vine fra både Rioja, Rueda og Ribera del Duero. Faktisk får Banisio deres druer fra 30 forskellige marker i Rioja, 8 vinmarker i Rueda og 15 marker i Ribera del Duero.

Banisio ledes i dag af Sergey Sablin med Pedro Gómez Gil som salgschef, Manuel Rojas som teknisk direktør og Vladimir Pshenichny som ansvarlig for økonomien.

Her smager vi så en af vinene fra Ribera del Duero … en 2018 Banisio Roble Tempranillo lavet på ren Tempranillo og lavet med en kold pre-maceration i 48 timer inden gæringen i ståltanke ved 25-30 grader i 12-15 dage. Derefter er der sket malolaktisk gæring og efter endt fermentering er vinen lagret 6 måneder på egefade.

Duftmæssigt er det en lidt ung, rank vin med masser af woody træ, blåbær, brombær samt mørke kirsebær, godt med røg, lidt grannåle, lidt sødme og tørre krydderier.

I munden er vinen også både ung, ren og meget direkte med en spinkel og lidt skarp. stram frugt, brombær og hindbær, langt lysere end man måske kunne forvente af Ribera del Duero. Her er der ikke fylde, dybe og mørk intensitet, men mere letbenet, ren og direkte, hvor tanninerne er tørre, men aldrig bider ret meget. Det er clean, rent og ung vin.

Vinen koster 99,95 kr. og AMKA henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00.

Vinanmeldelse 4/7

2016 Pradorey, Reserva Finca La Mina, Ribera del Duero, Spanien

2016 Pradorey, Reserva Finca La Mina, Ribera del Duero, SpanienVi sluttede Pradorey smagningen med en Reserva vin fra Terroir serien i form af denne 2016 Reserva Finca La Mina.

Vinen er lavet på ren Tempranillo og alle druerne kommer jo – som navnet også siger – fra marken La Mina, der samlet er på 78 hektar og ligger 1,5 kilometer fra Duero floden.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke med spontangæring med druernes naturlige gærceller og efter endt fermentering er den så lagret 12 måneder på franske egefade og så 6 måneder på franske Nevers barriques.

Det står der i hvert fald på etiketten, mens huset på deres hjemmeside skriver, at den er lagret 18 måneder på franske egefade og så 6 måneder på franske Nevers barriques.

Men begge dele opfylder nu kravene til en Reserva, for den skal blot være lagret i mindst 36 måneder og heraf skal de 12 måneder være i egetræsfade og i begge tilfælde er disse krav opfyldt, altså forudsat Pradorey har lagret vinen på flaske en god rum tid.

Importøren skriver, at den efter lagring fade endda har været flaskelagret i yderligere 28 måneder inden frigivelse.

Duftmæssigt kan man allerede ved første snif fornemme, at det nu bliver mere klassisk Reserva Ribera del Duero, for nu er de brændte noter mere tydelige. Der er ristede og røgede noter, frugten fortsat mørk og nu næsten tørret med blåbær, brombær og svesker, en tyk, fed og gammel balsamico eddike, lakrids, chokolade, kaffegrums og lidt mere sødme samt en snert af lidt kirsebærlikør.

Men smagen forbliver totalt oprejst og strunk … der er fortsat sorte og modne bær, brombær, blåbær og med strejf af hindbær, cremede og modne tanniner, godt bid med bitterchokolade, en pæn tørhed og samtidig leveres det hele blødt og elegant. Selvom vi snakker årgang 2016, så virker vinen faktisk ret ung i smagen … men godt smager det sgu, så igen ros herfra.

Forhandles af Holte Vinlager, hvor en flaske koster 249 kr., mens prisen er 220 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Pradorey, Élite, Ribera del Duero, Spanien

2017 Pradorey, Elite, Ribera del Duero, SpanienVinen Élite er også fra Signatur serien hos Pradorey og her har vinmageren Francisco Martín San Juan fået frie hænder til at lave sin helt egen vin uden den mindst indblanding.

Det er ren Tempranillo, hvor druerne kommer fra marken Hoyo Dornajo, men ellers er vinen næsten lavet som nogle af de andre vine i huset.

Det betyder, at gæringen er sket på rustfrie ståltanke med kontrolleret temperatur på 22 grader i 22 dage. Efter gæringen hældes vinen på franske egetræsfade og lagrer 14 måneder. Herefter hældes vinen over på Nevers egefade og lagrer yderligere 6 måneder.

Derefter er vinen flasket og har lagret yderligere 10 måneder inden frigivelse … og som Adaro er der lavet et begrænset oplag på 13.547 flasker og denne flaske er nummer 1.040.

Élite har – som Adaro – lidt samme fine, modne og dekadente duft, hvor man fornemmer lidt gammelt træ, men også mere lidt brændte fade, hvorfra der kommer sød lakrids, kaffe, mørk chokolade, våde jernbanesveller og teaktræsolie til havemøblerne. Der er blåbær og hindbær, en smule blæk og grafit, ganske kompleks og indbydende.

Smagsmæssigt er bussen parkeret helt perfekt i båsen … har igen som Adaro en virkelig frisk, mørk frugt, spændstig, der viser både tænder og stor tørhed. Tanninerne er vilde og rumsterer rundt i din mund og lægger arm med din tunge, mens syren virker bitter samt ganske kontrollerende. Vinen er måske mere kompleks og kræver mere af dig end Adaro, men giver masser af kvalitet … både i første bølge, men også i næste, hvis du giver dig tid.

Forhandles af Holte Vinlager, hvor en flaske koster 299 kr., mens prisen er 270 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Pradorey, Adaro, Ribera del Duero, Spanien

2017 Pradorey, Adaro, Ribera del Duero, SpanienNæste Pradorey vin er fra Signature serien og hedder Adaro som en lille tribute til vinhusets grundlægger Don Javier Cremades de Adaro.

Vinen er reelt lavet som den forrige Crianza, altså lavet på rustfrie ståltanke med en ren spontangæring med druernes naturlige gærceller og efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder på franske egefade og så 3 måneder på franske Nevers barriques … men her er det altså bare 100% ren Tempranillo, der kommer fra marken Pago Salgüero.

Den skal  afspejle Don Javier Cremades de Adaroas værdier bag hans vinfremstillingsfilosofi … vovemod, tålmodighed, kærlighed, omsorg og tilfredshed. Vinen kommer i en charmerende lille og tyk flaske og lavet i 27.903 eksemplarer … denne har nummer 22.186.

Duftmæssigt har vi lige løftet baren et par niveauer på … en dyb om end frisk samt lækker duft, sådan lidt dekadent og indbydende med gammel træ, klare fadnoter med mælkechokolade, kaffe, romkugler, finsk lakrids og vanilje. Men frugten holder ved … er ung, frisk, mørk og fortættet … uha, hvor den dufter godt.

Herlighederne fortsætter i munden, for her bliver vinen på ingen måder gumpetung eller fadtung. Frugten er ultra frisk, eksploderer nærmest i munden på dig, masser af blåbær, hindbær, har fløjlsbløde tanniner, lidt sødme og lakrids og det er sgu ret fint.

Forhandles af Holte Vinlager, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 180 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2018 Pradorey, Crianza Finca Valdelayegua, Ribera del Duero, Spanien

2018 Pradorey, Crianza Finca Valdelayegua, Ribera del Duero, SpanienMed den næste Pradorey vin røg vi tilbage til mere klassiske Ribera del Duero vine, for nu er det en Crianza … en fin 2018 Crianza Finca Valdelayegua.

Vinen er lavet på 95% Tempranillo, 3% Cabernet Sauvignon og 2% Merlot, som alle kommer fra marken Pago Valdelayegua, der ligger tæt på Duero og Gromejón floderne.

Vinen er fra Pradoreys serie Terroir Wines og er lavet på rustfrie ståltanke med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller og efter endt fermentering er vinen så lagret først 12 måneder på franske egefade og derefter så 3 måneder på franske Nevers barriques.

I næsen er det fyldig og mørkere vin, men med en fin og frisk frugt, der både er blåbær, brombær og hindbær, masser af bærduft, mens fadnoterne egentlig er ganske beskedne, men alligevel dukker der lidt kaffe, kanel, lakrids og grannåle op.

Smagsmæssigt er der også en frisk vin … meget ren og rummer masser af bærsmag mest med blåbær og hindbær, en pæn portion tanniner samt en jernagtig mineralitet. Den har lidt skarpe kanter, hvorfor vinen virkelig skriger på lidt mad … måske lidt grillmad.

Forhandles af Holte Vinlager, hvor en flaske koster 149 kr., mens prisen er 130 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2017 Pradorey, El Buen Alfarero, Ribera del Duero, Spanien

2017 Pradorey, El Buen Alfarero, Ribera del Duero, SpanienSilvia Pascual Cámara havde fortalt, at jeg i smagerækken nu skulle smage denne topvin fra Pradorey …. den smukke og ikoniske El Buen Alfarero i årgang 2017, der kommer i en supersmuk, buet flaske med en lille kæk mærkat af tyk læder.

Silvia fortalte, at hun synes jeg skulle smage vinen før husets Crianza, Reserva og lagrede vine, selvom det endda er deres  topvin, men det skyldes, at El Buen Alfarero er en ung vin med en frisk frugt. Og Houlberg gør jo, som kvinderne siger.

El Buen Alfarero er lavet på 95% Tempranillo og 5% Albillo druer, der kommer fra plot 114 på Hoyo Dornajo marken. El Buen Alfarero betyder den gode keramiker, hvilket skyldes, at vinen er unik, som et stykke lerhåndværk lavet af den dygtigste keramiker.

Den er også meget ulig og atypisk de fleste Ribera del Duero vine, for efter endt fermentering – som er sket spontant uden afstilkning i 1.200 liters tinajas aka lerkrukker – er vinen også lagret 7 måneder i store lertøjskrukker. Vinen er kun lavet i 1.614 eksemplarer, der kommer i individuelle, håndnummererede trækasser.

Shit det dufter godt … intens, mørk og alligevel frisk frugt med en kraft, der kommer helt fra bunden af en dyb brønd, brombær, vilde skovbær, masser af blæk, jod og en vild, mørk lethed suppleret med lidt mentol, grønne urter, spændstighed, tør engelsk lakrids, fed og balsamisk drillende syre og jeg bilder mig ind, at jeg faktisk også kan dufte lidt ler … samlet absolut en anderledes Ribera del Duero.

Det gælder også smagsmæssigt, for i munden er det tæt, intens og komprimeret frugt … vildt stor smag med bitter tørhed, brombær og tranebær, umodne jordbær og saftige kirsebær. Den har virkelig vild massiv urkraft, tonsvis af frugt, knastørre og smagsfulde tanniner og hænger bare SÅ lang tid i munden. Det er en vild vin, så dermed er Houlberg glad og giver 6 store tomler med pil op.

Vinene fra Pradorey forhandles af Holte Vinlager, men denne kan ikke ses af sortimentet. På vingården koster vinen 120€ … hvilket svarer til 894 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2019 Pradorey, Origen, Ribera del Duero, Spanien

2019 Pradorey, Origen, Ribera del Duero, SpanienDerefter stod den på de røde vine fra Bodegas Pradorey og vi startede forsigtigt i basis serien Essentials Wines med denne 2019 Origen … en Tempranillo baseret vin.

Ja helt korrekt er Origen faktisk lavet på 95% Tempranillo, 3% Cabernet Sauvignon og 2% Merlot, der kommer fra forskellige af Pradoreys marker i 813 meters højde.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller og efter endt fermentering er vinen så lagret 2 måneder på europæiske og amerikanske egefade og så også 1 måned i store amphora lerkrukker.

I glasset er det ikke en ultramørk Ribera del Duero, men klart til den lettere side og det sker samtidig med en duft, der emmer af mørk og tæt frugt med brombær og modne kirsebær, sød lakrids, chokolade og vanilje … meget fint, selvom vinen kun har ligger 2 måneder på fade.

I munden er det også en frisk vin, men den er sgu skruet ret godt sammen. Frugten er tør, let bitter og klart til den friske side, har godt med brombær, let peber, markante tanniner, som lige sætter sig i din mund med selvsikkerhed. Frugten er frisk, lidt kantet og krydret, så dermed giver den god bid og smager rigtigt fint.

Forhandles af Holte Vinlager, hvor en flaske koster 119 kr., mens prisen er 89 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Pradorey, El Cuentista Tempranillo Blanc de Noirs, Ribera del Duero, Spanien

2019 Pradorey, El Cuentista Tempranillo Blanc de Noirs, Ribera del Duero, SpanienDen næste Pradorey hvidvin var noget så sjældent som en Blanc de Noirs på Tempranillo, for det var en El Cuentista Tempranillo Blanc de Noirs årgang 2019.

Tempranillo druerne kommer fra vinmarker i 8 hele forskellige områder beliggende i 813 meter højde.  Efter høst er druerne så afstilket, hvor de er presset og vinen så gæret på ståltanke med temperaturstyring.

Efter endt fermentering er vinen så lagret 9 måneder på amerikanske egefade sammen med bærmen fra husets produktion af Verdejo druer … det er vist heller ikke set før, men når du smager vinen fungerer det faktisk ret godt.

Der er kun lavet 6.910 flasker af denne vin og mit eksemplar har nummer 264. Vinen har en sjov etiket med et foto af El Cuentista, som jeg betyder historiefortælleren.

WAUW for en duft … minder faktisk en smule om mousserende vine eller sågar champagne, for der er både gær, ristet rugbrød, luftig og kalket med lidt let frugt, fersken og pærer, blomster samt fadnoter med vanilje og let lakridskonfekt. Dufter sgu enestående.

I munden er der egentlig vild god – og rød – saftighed med fylde, pærer, fersken og samtidig også hindbær og ribs. Derudover er der også lidt grape bitterhed, en vis fylde … godt med stærke smage, som varmer gennem hele smagsoplevelsen. Det smager sgu da virkelig godt og bestemt en anderledes hvid Ribera del Duero og helt klart dermed 5 store fingre med pil op.

Vinene fra Pradorey forhandles af Holte Vinlager, men denne kan ikke ses af sortimentet. På vingården koster vinen 17,90€ … dette  svarer til 133 kr.

Vinanmeldelse 5/7