Tag-arkiv: Western Cape

2017 Darling Cellars, Gustus Shiraz, Western Cape, Sydafrika

2017 Darling Cellars, Gustus Shiraz, Western Cape, SydafrikaLad os snuppe en Gustus vin mere fra sydafrikanske Darling Cellars, nemlig deres 2017 Gustus Shiraz.

Vinen er lavet med 100% Shiraz druer fra granitholdige marker i Darling Hills og fra gamle bush vinstokke og et efter sigende lavt udbytte. Gustus er i øvrigt det latinske ord for smag … og er hos Darling Cellars en lille serie af 8 forskellige vine.

Denne Gustus Shiraz er lavet ved, at druerne gærer hele ved 20-30 grader. Efter endt fermentering er vinen lagret på franske egefade i 22 måneder.

Næsen er kraftig og har også lidt blomster, mint, eukalyptus samt en ganske mørk frugt, men ikke særlig kompleks. Der er en aroma … lidt som papkasser, men ellers en kende neutral.

Smagen er syrlig, tør og stærk … en meget speciel smag med både mørke bær, kaktus, sødme og syrlighed. Frugten er egentlig meget frisk, men vinen også en kende stærk i smagen. Det er klart en vin for dem, som er til kraftige og lidt stærke vine.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 99,95 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2018 Darling Cellars, Gustus Bukettraube, Western Cape, Sydafrika

2018 Darling Cellars, Gustus Bukettraube, Western Cape, SydafrikaVi fortsætter med mer’ sydafrikansk vin, nemlig vinen Gustus Bukettraube fra Darling Cellars … en lidt sjov hvidvin på en herhjemme ganske ukendt tysk druesort.

Bukettraube kendes også under navne som Bouquet Blanc, Bouquettraube, Sylvaner Musqué eller Bukettrebe og stammer fra Tyskland.

Druesorten skulle efter sigende være opfundet af Sebastian Englerth i Randersacker i Franken i det 19. århundrede, selvom nogle påstår, at druen stammer fra Alsace. Bukettraube er en krydsning mellem  Silvaner og Schiava Grossa og siges at have en duft, som minder om Muscat.

Hos Darling Cellars er vinen her lavet med afstilkning, knusning af druerne, 4 timers maceration med skindet og derefter har mosten gæret i rustfrie ståltanke ved 13 grader i 20 dage. Vinen lagrer dernæst i tankene sur lie i 6 måneder inden aftapning.

Næsen er fyldt med fede og modne abrikoser, modne, bløde og saftige pærer, og klart nogle søde muskatagtige noter, et touch linolie og en astronaut-is.

Smagen er faktisk pænt overraskende, både med fylde og en ganske okay syre, måske endda lidt Silvaner over smagen. Der er abrikos, lemon, masser af smag og blomster på en lidt smørfed måde.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 99,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2017 Darling Cellars, Lady Ann Darling, Western Cape, Sydafrika

2017 Darling Cellars, Lady Ann Darling, Western Cape, SydafrikaNu er vi atter tilbage hos det store sydafrikanske vinhus Darling Cellars, som ligger mellem byerne Malmesbury og Darling omkring en times kørsel fra Cape Town og 15 kilometer fra Atlanterhavet. Denne gang er det med hvidvinen Lady Ann Darling.

Lady Ann Darling er lavet på et blend af 50% Sauvignon Blanc og 50% Semillon, som er dyrket på bush vinstokke oppe i bjergene ved Darling. Vinen kommer fra husets Heritage Collection serie, som samlet omfatter 4 vine, som alle er opkaldt efter nogle af de personer, som historisk har haft en betydning for området.

Denne Lady Ann Darling er opkaldt efter Sir Charles Henry Darlings hustru. Sir Charles Henry Darling var guvernør i 1851 og hele byen Darling blev også opkaldt efter ham, men Darling Cellars har altså opkaldt denne vin efter kvinden, som stod bag Darling.

Vinen er lavet ved at druerne er afstilkes og knust, hvorefter fermentering er sket i store 500 liters franske egefade i en længere proces over 2 måneder. Derefter er vinen lagret sur lie i 9 måneder på egefadene. Der er 2,5 gram restsukker pr. liter.

Næsen byder på fersken, pærer, ananas, litchi, appelsin, bivoks, fedme og kalkede noter, søde krydderier, klart et lille fadpræg med vanilje, safran, en smule ristede hasselnødder og en lille grøn kaktus note.

Smagen er blød og rund. Det er klart en venlig vin, som har lidt jern, bitterhed nedenunder en fyldig, sød, krydret og fyldig smag. Den er ikke en vin, som stikker vildt ud, virker lidt varm og moden, men egentlig ganske okay uden man falder i svime.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 116,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2015 Luddite Wines, Saluez le Saboteur Red, Western Cape, Sydafrika

2015 Luddite Wines, Saluez le Saboteur Red, Western Cape, SydafrikaJeg har tidligere smagt den røde sabotør – Saluez le Saboteur – fra Luddite Wines i en årgang 2016. Dengang var jeg begejstret, og det bliver ikke mindre med denne årgang 2015 af vinen, hvor inspirationen fra Nordrhône er meget tydelig.

Saboteur består i denne årgang af 77% Shiraz, 11% Mourvédre, 9% Cabernet Sauvignon og 3% Cabernet Franc, men blendet varierer lidt fra år til år.

Druerne kommer fra 3 forskellige vinmarker og er høstet over en periode fra 17. februar til 3 marts. Alle druer håndplukket, ingen kunstgødning eller kemikalier.

Vinen er lavet første gang i årgang 2009 og Niels sigter efter en moderne vin med lidt referencer til Rhône … og det må man sige, at han lykkes ret godt med, men mere om det lige om lidt.

Cabernet Sauvignon, Mourvedre og Cabernet Franc druerne har gæret i åbne gæringskar af eg med regelmæssig punch-down, men Shiraz druerne har gæret i rustfrie ståltanke og efterfølgende gennemgået malolaktisk gæring i egetønder.

Vinen er også lagret 12 måneder på barriques, heraf 50% nye fade og først derefter er vinen samlet aka blandet. Det er første år med andel af Cabernet Franc. Der er lavet 30.000 flasker af vinen … de fleste med korkprop, men også en del med kapsel som vi kender fra øl eller sodavand. Denne her er forsynet med en god gammeldags korkprop.

Næsen er dyb, fed, mørk som en kælderskakt, masser af krop, sorte bær, solbær, blåbær, blommer, enebær, masser af fed modenhed, en smule engelsk lakrids, mælkede noter, yoghurt, bacon og flæsk og klare Rhône referencer samt en kæk, lille syrlig nerve.

I munden er der masser af saft og kraft, frugten fed, svulstig, rå og tæt. Der er pænt med sødme, vanilje og mælkechokolade, men det er egentlig uden at miste elegancen. Samtidig er vinen blød som bare fanden med et tørt bid … det smager virkelig godt. Det er klart 5 fede, fedtede fingre med klar pil op.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 215 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2013 Charles Fox Cap Classique Estate, Cipher, Western Cape, Sydafrika

2013 Charles Fox Cap Classique Estate, Cipher, Western Cape, SydafrikaVi slutter med den mest eksklusive af alle de mousserende vine hos Charles Fox Cap Classique Estate, nemlig deres prestigevin, som blot kaldes Cipher.

Cipher er vel nærmest en kryptografisk algoritme, som man bruger, når en besked skal omsættes til en hemmelig, krypteret besked. Men her er det dog ikke hemmeligt, at Cipher er lavet på 50% Pinot Noir samt 50% Chardonnay, vinificeret helt traditionelt og så lagret med andengæring sur lie i mindst 5 år inden degorgering.

Igen starter med vinbloggeren sige WAOW … igen er det vildt, selvfølgelig fortsat med gær, dej, ubagte franskbrød, men mere dæmpet. I stedet er næsen mere let, mere floral med hvide blomster, overmodne æbler, pærer, fersken, kaktus, kristtjørn og totalt gæret i frugten. Der er en stor inderlighed, stor kompleksitet og en svag sødme med nougat og karamel. Det er let, flyvsk, landligt, animalsk, bondsk på de fine, polerede og bonede gulve, balletdans, englehop og så fint, sart og elegant.

Boblerne er her en anelse mere blide … meget delikate, men fortsat med dirigerende brus. Det er nok den mest balancerede af alle Charles Fox vinene og smagene er også dæmpet en anelse. Der er lemon, syltede citroner, blid tropisk frugt og lidt grape.

Der er nu også klart noget kalk, granit og stenet mineralitet. Cipher har et meget frugtrigt bid, stor vedholdenhed og slutter med et muntert grapebid i eftersmagen. Vi hoster klart op med 6 fede tommelfingre med pil op.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 495 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2015 Charles Fox Cap Classique Estate, Vintage Brut, Western Cape, Sydafrika

2015 Charles Fox Cap Classique Estate, Vintage Brut, Western Cape, SydafrikaNæste wanna-be champagne fra sydafrikanske Charles Fox Cap Classique Estate blev atter flotte årgangsbobler … 2015 Vintage Brut og selvom den er den billigste af de 4 testvine, så holder den et sindssygt højt kvalitetsniveau.

Vinen er lavet på 45% Pinot Meunier, 35% Pinot Noir og 20% Chardonnay og vinificeret helt traditionelt og lagret med andengæring sur lie i 42 måneder.

I glasset er Vintage Brut en anelse mere gul end husets Blanc de Blancs, hvilket vel heller ikke er unaturligt. Der er lidt mere krudt i vinen … fortsat dej, gær, franskbrød, honningmelon, nedfaldsæbler, fersken, tropisk frugt og meget let, æterisk og svævende i duften. Igen er det svært at forstå, at dette er sydafrikansk mousserende vin, for det dufter som ædel fransk vin.

Smagen er også meget delikat med en dekadent syrlighed, brusende bobler … meget små, insisterende og de giver et elegant løft, tropisk frugt, fersken, abrikos og der er også en snert større sødme end i foregående vin, stor tørhed, lemon, mens grapebitterheden er mere afdæmpet. Til gengæld er der mere kraft og power, og det smager sindssygt godt.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 233,75 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2015 Charles Fox Cap Classique Estate, Blanc de Blancs, Western Cape, Sydafrika

2015 Charles Fox Cap Classique Estate, Blanc de Blancs, Western Cape, SydafrikaNæste glas bobler fra sydafrikanske Charles Fox Cap Classique Estate blev en vaskeægte 2015 Blanc de Blancs … og igen i en totalt overraskende flot kvalitet.

Det er selvfølgelig 100% Chardonnay fra husets marken i Elgin dalen, vinficeret helt traditionelt og så lagres med andengæring på flaske sur lie i mindst 42 måneder.

Denne Blanc de Blancs har også en voldsom lækker næse, lidt mere sart, fin og feminin, men fortsat med gærnoter, en skål med dej til hævning og enkelte færdigbagte franskbrød, melon, agurk, grønne æbler, lemon, salt og grønne blade. For pokker, hvor det dufter … bare rigtigt.

I munden er der både syrlige og overmodne æbler, abrikos, masser af æble- og citronsyre, som giver et skarpt og præcist bid, herlige brusende bobler, små og intense samt en meget lang eftersmag. Det er en feminin lyshåret kvinde med høje hæle, fregner og smittende latter. WAOW. Det er klart 5,5 fingre med pil op.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 323,75 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2013 Charles Fox Cap Classique Estate, Vintage Brut Rosé, Western Cape, Sydafrika

2013 Charles Fox Cap Classique Estate, Vintage Brut Rosé, Western Cape, SydafrikaFra de næsten endeløse rækker af vine hos Winelovers tester jeg nu 4 mousserende vine fra det sydafrikanske vinhus Charles Fox Cap Classique Estate, der ligger lidt syd for den lille by Grabouw ved Elgin i Overberg distriket og ganske tæt på havet ved False Bay.

Vingården hed oprindelig Furneaux Farm og var egentlig en frugtplantage med æbler, pærer og blommer. I 2005 købte Charles og Zelda Fox ejendommen, efter de i flere år havde ledt efter et sted, som var optimalt for at dyrke druer specifikt til fremstilling af mousserende vine.

De tilplantede 6,3 hektar af de i alt 33 hektar jord med vinstokke og startede byggeriet af deres vineri, som stod færdigt i 2010, bl.a. med en stor kælder med plads til lagring af 200.000 flasker vin.

Charles og Zelda Fox er vilde med champagne, så derfor dyrker parret kun Chardonnay, Pinot Noir og Pinot Meunier … og de laver udelukkende mousserende vine, hvilket sker med konsulenthjælp fra Nicolas Follet, som er ønolog fra Reims i Champagne.

Denne vin er lavet på 64% Pinot Noir, 35% Chardonnay og 1% Pinot Meunier … vinficeret helt traditionelt og så lagret i mininum 3 år med andengæring i flaske, men formentlig også en snas længere. Det fremgår ikke, hvornår vinen er degorgeret.

Normalt er jeg ikk’ særlig vild med rosévine … heller ikke de mouserende, men her må jeg overgive mig og starte med at sige WAOW, for sikke da en aroma med gæret dej, jordbær, stikkelsbær, lyse kirsebær, hyben, fennikel og bagepulver. Samtidig har vinen en smuk, animalsk, landlig aroma … virkelig en vild, blegrød vildbasse.

I munden er der masser af bobler, som bruser op i munden og langsomt fader ud, mens frugten så i stedet breder sig med lyserød frugt, citroner, svagt lidt grape og et præcist, kalket og mineralsk bid. Det smager sgu godt og vinbloggeren er imponeret over kvaliteten … akkurat lige så godt som real champagne.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 248,75 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2012 Grande Provence Heritage Wine Estate, The Grande Provence Rouge, Western Cape, Sydafrika

2012 Grande Provence Heritage Wine Estate, The Grande Provence Rouge, Western Cape, SydafrikaVi napper oss’ lige den mørke søster i Flagship serien hos Grande Provence Heritage Wine Estate, nemlig en 2012 The Grande Provence Rouge, som er lavet på et næsten bordeauxagtig blend.

Vinhuset kalder det selv et multidimensionalt blend, som består af Cabernet Sauvignon samt Merlot, men forholdet kender jeg ikke. Vinen er lavet med druer fra marker tæt ved vingården i Franschhoek og er endt fermentering lagret 24 måneder på franske egefade. Den har dog også fået godt med sol og trækker en alkoholprocent på 14,5%.

Duftmæssigt er vinen en smule overvældende … fed solmoden frugt med lidt brændte noter. Der er en smule Bordeaux inspiration, men det er i 6. potens, for det er opulent, kraftigt og solbrændt. Der er nærmest lidt rågummi, muldjord, cigarkasser, tobak, lakrids, vanilje samt tør egetræ, mens frugten nærmest er en kombination af både solbær, jordbærgrød samt lidt kirsebær.

Smagen er intens og proppet med frugt, solbær, kirsebær og med en fin balance, tør eg og masser af tanniner, som dog er godt integreret. Der er en lidt varm Bordeaux wanna-be, men den har både kompleksitet, dybde samt en fin balance. Og så smager den i øvrigt rigtigt godt.

Forhandles af Winelovers, men jeg kender ikke prisen.

Vinanmeldelse 5/7

2014 Grande Provence Heritage Wine Estate, The Grande Provence Blanc, Western Cape, Sydafrika

2014 Grande Provence Heritage Wine Estate, The Grande Provence Blanc, Western Cape, SydafrikaDenne The Grande Provence Blanc er en af tre topvine hos Grande Provence Heritage Wine Estate … og de kalder selv deres bedste vine for Flagship Wines.

Jeg skrev første gang om Grande Provence Heritage Wine Estate i Franschhoek i området Western Cape, da jeg smagte deres 2018 Angel Tears Sauvignon Blanc. I det indlæg kan du læse mere hele historien om vinhuset, som i dag er ejet af et Holland/Belgisk konsortium … en flok forretningsfolk med en særlig passion for god mad, gode vine og selvfølgelig Afrika.

Denne Flagship The Grande Provence Blanc er lavet på 60% Chenin Blanc og 40% Viognier, som kommer fra 32 år gamle vinstokke. Efter høst er druerne presset og har gæret på egefade, hvor vinen også efterfølgende er lagret i 24 måneder.

Næsen er markant anderledes end jeg havde forventet, for duften minder på mange måder om en dessertvin med honningsødme, tørrede abrikoser, en smule ædel rådenskab, som om druerne er høstet sent og næsten ramt af botrytis.

Det giver under alle omstændigheder vinen et lidt varmt, og meget sødkrydret udtryk, som nærmest bliver lidt for meget for jeres trofaste vinblogger.

I munden er vinen tør og samtidig fed. Den har en lidt sjov og varmkrydret smag, lidt stærk i alkoholen, mens frugten er fuldfed tropisk, passionsfrugt, abrikos, papaya, kvæde, lemon og klart til den tungere side. Med lidt luft i glasset folder den vingerne en smule ud … viser en smule syre. Det er egentlig ikke en dårlig vin, men bare slet ikke min stil.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 337,50 kr.

Vinanmeldelse 4/7