Tag-arkiv: chardonnay

Chardonnay er verdens mest udbredte hvide druesort og verdens tredje mest plantede vindrue samlet set. Chardonnay dyrkes stort set overalt i verden, men stammer oprindeligt fra Frankrig, hvor druen står bag de store hvidvine fra Bourgogne og Chablis.

Chardonnay druen har en forbavsende tilpasningsevne over for klima, jord og vinifikation. Den egner sig som få andre druesorter til lagring på barrique og kan give fede, opulente, tunge fadprægede vine, men også lyse og knastørre vine.

2021 Domaine Pacaud, Saint-Véran La Côte, Bourgogne, Frankrig

2021 Domaine Pacaud, Saint-Véran La Côte, Bourgogne, FrankrigSaint Véran ligger nabo til Pouilly-Fuisse i det sydlige Bourgogne og der fås Chardonnay af lignende kvalitet, men til lavere pris. Netop dér på adressen La Roche i Saint-Vérand finder vi Domaine Pacaud, som jeg smager denne 2021 Saint-Véran La Côte fra.

Saint-Vérand ligger lidt syd for Chasselas mellem Mâconnais og Beaujolais blot et stenkast fra Roche de Solutré. Domaine Pacaud er et lille familieejet vinhus, der ejes og drives af brødrene Julien og Sébastien Pacaud som 3. generation af vinavlere.

Det var nemlig deres bedsteforældre  Marie-Geneviève og André Pacaud, der i 1954 slog sig ned i området ved Chasselas og startede deres landbrug med både både afgrøder, dyr og vinavl.

Derfor var det også helt naturligt, at deres søn Guy Pacaud overtog gården i slutningen af 1970’erne og det var ham, som omdannede den til en rigtig vingård og løbende opkøbte flere vinmarker samt mere jord, som blev tilplantet med vinstokke.

Vinene blev dog blot solgt bulk i løs vægt, så det var først, da Julien og Sébastien Pacaud overtog driften, at man stille og roligt startede med selv af flaske og udgive vinene under familiens navn.

Det var egentlig Julien, der for 10 år siden startede med af lave vin og hansuddannelse som bioingeniør indenfor miljøteknik kom ham til gode, da han allerede var specialist indenfor agronomi, plante- og miljøbiologi og vidste en del om vindyrkning og mikrobiologi i kælderen.

Det var dog først i 2021, at hans bror Sébastien tilsluttede sig projektet … i starten for at bidrage med salg og markedsføring, men Sébastien havde i over 10 år rejst rund i flere vinområder.

Brødrene har i dag 13 hektar vinmarker, der ligger mellem Mâconnais og Beaujolais og alle med Chasselas som centrum og dermed laver de både vine fra Pouilly-Fuissé, Saint-Véran og endda Saint-Amour i Beaujolais.

Her smager jeg så brødrenes Saint-Véran La Côte, hvor Chardonnay druerne kommer fra 30 år gamle vinstokke på nogle af de øverste marker i 300-400 meters højde ved Chasselas … marker med kalk- samt jernholdig jord.

Druerne høstes ved optimal modenhed og presses langsomt over 4-6 timer. Gæres naturligt på druernes helt egne gærceller i  store 500 liter egefade uden brug af svovl og så lagret sur lie 10 måneder på en kombination af 50% liter egefade og den anden halvdel på ståltanke og betonæg.

Det er klart Chardonnay med fad … men fadpræget er afdæmpet, behersket og tilbagelænet, så der slipper kun en smule brunet smør med i opskriften, der ellers har ingredienser af nytrykte aviser – for dem som kan huske sådanne – havvand, kridt, kalk, grønne pærer, en smule kvæde, grillede citroner, bitre pigeonæbler, en lille pose halv spist lakridskonfekt samt lidt salte og svovlede små prik.

Smagsmæssigt er den heller ingen fed smørfrakke på, så dermed står vinen næsten nøgen som en naturist nudist på Copacabana Beach en sommervarm dag. Det er så rent, clean, ærligt, autentisk, jomfrueligt og syrligt, men det er uden at blive hverken sur og gal. Det er i stedet nærmest genialt fortolket med svævende ren dybde, masser af frisk frugt, der mest er småbitre cideræbler, lemon og citroner suppleret med denne lidt kalk- og kridtagtige mineralitet. 95 point.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 370 kr., mens prisen pt ligger på 260 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2022 Domaine Vincent Girardin, Meursault Vieilles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine Vincent Girardin, Meursault Vieilles Vignes, Bourgogne, FrankrigGirardin familien har lavet vin siden 1570, men i 1981 gik Jean Girardin på pension og hans vingård blev delt mellem hans 3 sønner Yves, Vincent og Jacques. Fra Vincent Girardin smagte vi næst en Meursault Vieilles Vignes og de var fra årgang 2019.

Vincent er opvokset med vin hos sin far i Santenay, men var kun 19-20 år, da han overtog 2 hektar vinmarker og med disse startede sit eget vinhus. Han blev dog hurtigt anerkendt for kvaliteten af vinene og har siden også udvidet sine marker.

Blandt andet købte han en række berømte vinmarker af legenden Henri Clerc, og dermed råder Vincent Girardin nu over nogle af de mest eksklusive parceller i Puligny Montrachet.

Samlet har vinhuset 22 hektar vinmarker, som er beliggende i nogle af de mest prestigefyldte appellationer i Bourgogne. Disse omfatter marker i Côte de Beaune og Côte de Nuits, herunder områder som Puligny-Montrachet, Chassagne-Montrachet, Meursault, Volnay, Pommard og flere andre.

Men for at imødekomme den store efterspørgsel, så besluttede Vincent også opstartede han en ny aktivitet … en negociantdel med produktion på opkøbte druer fra udvalgte og krævende vinavlere.

I 2012 solgte Vincent Girardin sit vinhus til samarbejdspartner gennem mange år, nemlig Jean-Pierre Nié. som ejer skiftet i ejerskab blot er fortsat med at have fokus på kvalitet og håndværk, så derfor har han også hyret vinmagerne Eric Germain og Marco Caschera til at hjælpe sig med produktionen.

Denne Meursault Vieilles Vignes fra Domaine Vincent Girardin er lavet med Chardonnay druer fra Meursault markerne Sous la Velle, Corbin, Dressolles, Clos du Cromin og Vireuils, hvor vinstokkene i gennemsnit er omkring 50 år gamle.

Vinen er lavet efter biodynamiske principopper og efter høst er druerne presset langsomt i en pneumatisk presse, hvorefter gæring er sket i 500 liter franske egefade efterfulgt af malolaktisk gæring og endelig lagring i 15 måneder sur lie. 10% af fadene er nye. Sluttelig er vinen overført til ståltanke før let filtrering og aftapning med respekt af månekalenderen.

Også her er duften let smørret … men langt mindre end foregående, for denne er langt mere grøn, slank og mineralsk. Der er også pænt større fadpræg med tørt træ, en kalket mineralitet, hindbær, ribs og jordbær suppleret med et meget afdæmpet præg af lakridskonfekt, vanilje og let karamel.

I munden er det lidt samme historie … ikke så blid, cremet og smørlækker som foregående, men mere slank. stringent og clean med nødder, jordbær, hindbær, kandiseret citron og frisk bid, stenet mineralitet, godt med syre og bid. Det er en lækker, klart mere grøn, tæt og koncentreret. 94 point.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Domaine Philippe Bouzerau, Meursault Les Grands Charrons, Bourgogne, Frankring

2020 Domaine Philippe Bouzerau, Meursault Les Grands Charrons, Bourgogne, FrankringEfter den imponerende boblende start, så serverede Jan lidt hvid burgundisk vin og det startede med denne 2020 Meursault Les Grands Charrons fra Domaine Philippe Bouzerau.

Vingården holder til i en tidligere cistercienserkloster i hjertet af Meursault og har været drevet af Bouzerau familien gennem flere generationer.

I dag er det Philippe Bouzerau som drives stedet som den 5. generation med hjælp fra sin bror Charles. Philippe overtog driften i 2006 efter endt vinstudie i Beaune og nogle års praktisk erfaring med vinproduktion i Beaujolais, New Zealand og Australien.

Samlet har brødrene 18 hektar vinmarker, der hovedsageligt er beliggende i Meursault men også lidt i nabokommuner som Auxey-Duresses, Chassagne-Montrachet og Corton.

Familien har altid dyrket druerne efter principperne i Agriculture Raisonnée og de anvender alene egendyrkede kloner, men i 2015 omlagde de driften til fuld økologisk dyrkning.

Denne Meursault Les Grands Charrons er lavet med Chardonnay druer fra marken med samme navn … en mark på 2,46 hektar og en række vinstokke, der er plantet i 1950, 1981, 1987 og 1997. Jorden på marken er meget dyb og består mest af ler i den nederste del af marken og har derudover en blanding af jord og småsten længere oppe.

Mosten er gæret på egetræsfade med løbende batonnage aka omrøring og vinen er efter endt fermentering lagret sur lige i 12 måneder på egefade, hvoraf de 20% er nye, og derefter 3 måneder på større ståltanke. Inden aftapningen bliver vinen let klaret, men ikke filtreret for at bevare den optimale frugt og finesse.

NØJ for en sødfed, smørlækker og kropsdejlig aroma med brunet smør holdt i velplejende læderstropper suppleret med noget pollen- samt blomsterstøv. Frugten virker afdæmpet, feminin. sart, forsigtig og alligevel med lidt eksotisk frugt af ferskner, bløde pærer, en smule vanilje og sagte lakridskonfekt. Det dufter simpelthen vildt lækkert og det bliver virkelig vin til at svimle hen over.

Også i munden smører vinen halsrøret helt vejen med … masserer med cremet, lindrende og læskende smoothness. Smagen er så zen, afdæmpet, feminin, subtil, blid og balanceret. Der er en smuk vin i så flot balance … alt er olieret, cremet og flødeagtig. Det er tossegodt og dermed 96 point.

Forhandles af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 619 kr., mens prisen er 579 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Doyard-Mahé, Millesime Vieilles Vignes 70 ans Brut Nature, Champagne, Frankrig

2017 Doyard-Mahé, Millesime Vieilles Vignes 70 ans Brut Nature, Champagne, FrankrigChampagnehuset Doyard-Mahé ligger i den lille landsby Vertus i det sydlige Côte des Blancs i Champagne og en dejlig aften hos gode venner forleden startede med et lille glas bobler fra Doyard-Mahé … et glas 2017 Millesime Vieilles Vignes 70 ans Brut Nature

Doyard-Mahé er et lille familieforetagende, der er grundlagt i 1927 af Maurice Doyard, som blev en kendt skikkelse i Champagne. Han var bl.a. i 1941 var medstifter af CIVC aka Le Comité Interprofessionnel du Vin de Champagne, altså den organisation, der styrer champagne-producenterne i Frankrig.

I dag drives champagnehuset af den 4. generation i form af Carole Doyard … dog fortsat med hjælp fra hendes far Philippe Doyard og de har samlet 6 hektar vinmarker, hvorfra der produceres omkring 50.000 flasker champagner årlig. Arbejdet på vingården udføres så bæredygtigt som muligt, og man undgår så vidt muligt al brug af pesticider.

Der produceres 8 forskellige Champagner, hvoraf størstedelen er Blanc des Blanc. Doyard-Mahé er eksperter i Blanc des Blanc-typen, hvor familien virkelig formår at producere sprøde, mineralske og knivskarpe champagner, som er tro mod Vertus områdets unikke terroir.

Denne Millesime 2017 Vieilles Vignes 70 ans Brut Nature er husets topcuvée og lavet på ren Chardonnay fra 70 år gamle vinstokke fra 2 af husets kalkrige Premier Cru-parceller. Første gæring er sket på store tanke og efter den alkoholiske gæring er der sket malolatisk gæring med omdannelse af æblesyre til mælkesyre.

Så er vinen aftappet på flaske og lagret i husets vinkælder i hele 5 år på gærresterne, før den er degorgeret uden tilsat sukker i december 2022.

WAUW for en duft … godt med nødder, tørre nødder og en blød, tilbagelænet aroma suppleret med toast, butterdej, brioche, smør og moden frugt med pærer, fersken, gæragtige noter, let mynte og svagt en smule svævende blomster.

Boblerne er på tungen fine, sarte, feminine og elegante … moussen er freaking fabulous, cremet og forførende, yndefuld og moden frugt af kandiseret lemon, grønne pærer og smagen sådan sødbitter på en moden facon. Havde champagnen været et bogholderi, så havde alt været indordnet, katalogiseret og sirligt indført i et regneark, for alting sidder sgu lige der, hvor det skal sidde … i skabet … så fint, modent og ekstremt vanedannende. 97 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 765 kr., mens prisen er 695 kr. ved køb af 2 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7 

N.V. Veuve Ambal, Crémant de Bourgogne Grande Cuvee Brut, Bourgogne, Frankrig

N.V. Veuve Ambal, Crémant de Bourgogne Grande Cuvee Brut, Bourgogne, FrankrigVeuve Ambal laver skønne mousserende bobler og går Champagne i bedede. Jeg har før smagt flere af deres lækre Crémant de Bourgogner og nu smager jeg så deres Crémant de Bourgogne Grande Cuvee Brut.

De Crémant de Bourgogner, som jeg tidligere har smagt fra det anerkendte Veuve Ambal crémanthus er samlet set disse 5 forskellige vine:

Det betyder også, at jeg tidligere har skrevet en masse om enken Anne Marie Ambal, hele historien om etableringen og udviklingen af vinhuset, så det skal jeg undlade denne gang.

I stedet kigger jeg bare nærmere på denne Crémant de Bourgogne Grande Cuvee Brut, der faktisk kom på Wine Spectator Top 100 liste i 2019 som nummer 81. Ganske flot præstation.

Den er lavet på primært Pinot Noir og Chardonnay, men de er suppleret med en smule Aligoté og Gamay. Efter høst er der sket en let pneumatisk presning og kun den fineste første pres anvendes til dennen vin. Vinifikationen er sket i rustfrie ståltanke og efter endt fementering er vinen flasket til andengæringen, som sket i husets gamle kældre over 12-18 måneder inden degorgering.

I glasset kan man faktisk se, at der også er anvendt røde druer, for farven er sådan meget let rosa … altså meget, meget let, mens duft er lidt kalket med grønne elementer, kandiseret lemon, abrikos, kvæde og selvfølgelig lidt citroner. Det er ikke en sirlig, stringent eller syrlig Crémant, men virker lidt varm i stilen.

Smagen er rund, boblerne relativt blide og bløde, mens frugten er småeksotisk med fersken, mango, ananas og grillet lemon. Smagen er ikke så dyb, syren ikke vild krisp og frisk, men til gengæld er der varme, krop og denne sødbitre smag. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2023 Prosper Maufoux, Bourgogne Chardonnay, Bourgogne, Frankrig

2023 Prosper Maufoux, Bourgogne Chardonnay, Bourgogne, FrankrigLad os lige nappe endnu en hvid burgundisk vin fra Prosper Maufoux aka negocianthuset Prosper Maufoux Maison des Grands Crus midt i Santenay og det er deres 2023 Bourgogne Chardonnay.

Chardonnay druerne til denne vin håndplukkes fra forskellige marker med sydburgundiske terroirs med ler- og kalksten i Côte Chalonnaise og Mâconnais, hvor man så lige efter høst presser de hele drueklaser nænsomt i en pneumatisk blærepresse, der frigør druemosten.

Straks efter køles saften ned til 12 grader for at bundfælde urenheder over de næste 24 timer. Nu omstikkes vinen til gæringen samt en efterfølgende lagring over 10 måneder på ståltankene.

Duftmæssigt er der helt sikkert en smule kalket mineralitet, mens frugten er lidt mere luftig og svævende med melon, pærer, kvæde og godt med æblejuice. Der kommer lidt syltede citroner, nødder samt en smule søde krydderier.

Smagen er ganske dejlig … ikke for syrlig, ikke for fed, men er faktisk tværtimod rank, slank uden mange fedtdepoter eller deller, næsten på vej til at være vandet, men har en frisk lyd og levende smag med melede æbler, moreller og citroner … 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., men kan fås til 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2023 Prosper Maufoux, Mâcon-Villages, Bourgogne, Frankrig

2023 Prosper Maufoux, Mâcon-Villages, Bourgogne, FrankrigVi fortsætter i den burgundiske plovfuge, for næste vin i glasset blev en syrligfrisk 2023 Mâcon-Villages fra vinhuset Prosper Maufoux, som jeg også har skrevet om mange gange.

Faktisk har jeg smagt denne vin før … både årgang 2017, 2019, 2020, 2021 og 2022 og den er lavet med druer fra Mâconnais, som vel er det sydligste område i Bourgogne … nærmest nabo til Beaujolais.

Mâcon-Villages er også nabo til det mere prestigefyldte Pouilly-Fuissé og har lidt af den samme fine undergrund af kalksten, som nærmest er skabt til Chardonnay.

Vinen er lavet med opkøbte Chardonnay druer, som lige efter høsten kommer i en pneumatisk presse, hvorefter saften så hviler i 24 timer ved 12 grader. Så sker både den alkoholiske og malolaktiske gæring i store rustfrie ståltanke, hvor vinen også lagrer 10 måneder sur lie.

Duftmæssigt har vinen virkelig en kompleks aroma, hvor du både får noget meget rent og syrligt, men samtidig har vinen også nødder, lidt tropisk frugt mango, abrikos og bløde pærer. Læg dertil noget vanilje og grønne blade, citronmarmelade og kalket mineralitet.

I munden er det en meget levende vin, hvor syreniveauet er pænt højt med både grape, lemon, citroner og grønne æbler. Citronerne er sure, men de får opmuntring af lidt sødere eksotiske frugter, en lille babyfedme og let sødme, hvilket bidrager med en blød, rund og tæt smag, således du samlet både får syre og blødhed på én gang, hvilket faktisk fungerer ret godt, så 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 189,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 84,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2022 Aux Mages, Aurora, Californien, USA

2022 Aux Mages, Aurora, Californien, USAOprindelig hed Emil Skytte Pedersens Aux Mages Chardonnay  Yúnuage, men her i årgang 2022 er druerne ganske vist fortsat fra Santa Rita Hills, men nu fra en mark, som Emil selv er helt oppe at ringe over.

Her er alle Chardonnay druerne fra vinmarken Zotovich Vineyard i den nordlige del af Santa Rita Hills og Emil siger selv, at druerne også var ret dyre … men at det er en mark, som giver de ypperste druer og at det næsten er som at få lov til at lege med druer fra Batard-Montrachet i Bourgogne.

Hvor Yúnuage var Emils første Chardonnay, som også var fabelagtig, ekstrem og vild syrlig, så virker denne blødere, selvom denne faktisk ifølge tallene er mere syrlig, men virker slet ikke så outreret.

Vinen er lavet reduktiv … har fået lov at oxidere i pressen, så saften var helt brun. Derefter er vinen så gæret i egefade, hvor den ændrer farve nærmest omgående og bliver helt grøn … fuldstændig ren, klar og klingende … er også efterfølgende lagret på brugte fade.

Som også med Yúnuage så skriger duften fadlagret Chardonnay og her endda med burgundiske træk ved mundvigene. Der er således en dejlig smørfedme, men bestemt ikke overdrevet og mere rank, slank, levende, smidig og  spændstig. Der er brunet smør, dåsepærer, søde mandariner, fersken, små citrusperler, ristede nødder, peanuts, lidt lakridskonfekt, vanilje og det lidt  animalske bio-kant, som Yúnuage havde, er her mere afdæmpet og udtrykket mere elegant.

Smagsmæssigt smider Aurora – som også Yúnuage – virkelig sin smørfrakke … eller tager den i hvert fald delvis af, for smagen er ikke helt så grøn, forpint og ekstrem, men virker faktisk blød, cremet, har god balance og virker sgu rund og lækkerfin. Men tag nu ikke fejl, for der er fortsat godt med livlig og sprudlende syre, godt med citroner og lemon samt et godt og rent bid, men tungen bliver ikke lammet og det ætser heller ikke sjælen så hårdt, men er bare stringent, saltet, mineralsk, krystalklar og direkte. Mums for satan. 98 point.

Forhandles hos Bichel Vine, hvor prisen er 525 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2015 Pol Roger, Blanc de Blancs, Champagne, Frankrig

2015 Pol Roger, Blanc de Blancs, Champagne, FrankrigByggemødet startede – som vanen tro – med boler og det blev med et glas af denne 2015 Blanc de Blancs fra champagnehuset Pol Roger.

Det legendariske champagnehus er grundlagt tilbage i 1849, hvor den unge Pol Roger solgte sin første vin.

Han havde startet sin forretning lidt af nød, da hans far – der var notar – havde fået en uhelbredelig sygdom og ikke længere kunne fortsætte sin praksis og brødføde familien. Pol solgte de første vine til en købmand i Aÿ, hvor Roger familien også boede, men da firmaet udviklede sig, så flyttede Pol til Epernay i 1851.

Allerede i 1855 begyndte Pol Roger at satse på produktion af tør champagne, da han vidste, at det var denne type champagne, som hans stigende andel af engelske kunder foretrak. Og Pols firma fik virkelig succes og deres champagner blev serveret på de bedste restauranter på Champs-Elysées.

Senere drev Pols to sønner Maurice og Georges Roger virksomheden videre og trods modgang undervejs … som fx i 1900, hvor en del af bygningerne kollapsede. Brødrene oplevede også de store vanskeligheder med bl.a. spiritusforbuddet i USA og den russiske revolution, som gjorde den stigende eksport svær.

Under anden verdenskrig blev både produktionen og salget af champagerne fra Pol Roger kontrolleret af den tyske Wehrmacht. Det var måske også derfor, at champagnehuset i den grad blev så inspireret af Winston Churchill, der også selv var stor fan af alle champagnerne fra Pol Roger.

Faktisk blev Churchill sidst i 1940’erne efter krigen venner med den søde Odette Pol-Roger, der var gift med Jacques Pol-Roger, søn af Maurice og dermed 3. generation i champagnehuset. Winston var endda så glad for Pol Roger champagne, at han opkaldte sin væddeløbshest efter sin yndlingschampagne.

Senere i 1975 besluttede firmaet også at hylde denne statsmand med en særlig champagne … og det blev denne Cuvée Sir Winston Churchill, som de første mange år dog alene blev lavet i magnum flasker.

I dag er champagnehuset fortsat ejet af Roger familien … nu i fællesskab af både 5. og 6. generation, idet den 6. generation i form af Bastien Collard de Billy er kommet med i ledelsen. At vinhuset er blevet i privat eje er helt unik og derfor er Pol Roger også medlem af de eksklusive klub Primum Familiae Vini … i daglig tale blot kaldt PFV.

Gruppen består af 12 helt store verdensberømte familieejede vinproducenter, nemlig Antinori, Mouton Rothschild, Joseph Drouhin, Jaboulet, Symington, Egon Müller, Vega Sicilia, Hugel & Fils, Miguel Torres, Perrin & Fils fra Beaucastel og Tenuta San Guido samt endelig Pol Roger.

PFV blev oprettet i 1992 og organisationen kaldes også Leading Wine Families. Man kan kun blive medlem ved invitation og der kan maksimalt være 12 medlemmer.

Gruppen består kun af 100% familieejede vinfirmaer og har gennem årene holdt sig meget anonymt, men afholdte for første gang i 2013 en smagning på Prowein i Tyskland og en velgørenhedsauktion i London.

Familierne skal have mange generationers erfaring og værne om de traditioner og værdier, som familieejet står for og sikre at sådanne idealer overlever og er levedygtige i fremtiden. De deler information om generationsskifte, hvordan de sikrer deres vine mod svindel og forskellige tekniske muligheder.

I dag har Pol Roger selv 92 hektar marker, men opkøber derudover druer fra en række faste vinavlere, som opretholder de kvalitetskrav, som Pol Roger kræver. I perioden fra 2001 til 2011 har vingården gennemgået en total renovering, som sikrer af den ansvarlige vinmager Dominique Petit kan lave alle cuvéer med samme ubestridelig konsistens og kvalitet.

Champagnehhuset er omkring 40% selvforsynende, hvorfor de restende 60% af druerne købes hos andre vinavlere, som man har langvarige kontrakter med.

Produktionen er på en gang meget traditionel og moderne. Når det kommer til  remuage aka drejningen af flaskerne i deres pupitres, så udføres dette fortsat manuelt. Derimod, viger man ikke tilbage for at investere i moderne produktionsudstyr såsom fx automatisk degorgement … altså fjernelse af bundfald og isætning af champagneproppen.

Pol Roger Champagne har deres vinkælder i 3 niveauer, der så samtidig strækker sig 7 kilometer under jorden. De anses for at være blandt de køligste og dybeste kælderfaciliteter i hele regionen omkring 33 meter nede under jorden.

Kælderen er konstant 9,5 grader, hvilket er helt perfekt for lagring af champagner og i kælderen ligger der ikke mindre end omkring 6 millioner flasker champagne.

Denne Blanc de Blancs er lavet med Chardonnay druer fra Grand Cru marker ved Oiry, Chouilly, Cramant, Avize, Oger samt Le Mesnil-sur-Oger. Efter høsten er druerne lagt til kold opbevaring ved 6 grader i ståltanke og efter presningen er gæringen også sket i tankene ved 18 dage … druerne fra hver landsby er vinificeret separat.

Derefter gennemgås malolaktisk gæring inden endelig samstikning af de forskellige batch og så flaskes vinen og lagrer i de dybe kældre med løbende remuage. Den skal så lagre i minimum 6 år.

I næsen kan du fornemme, at det er champagne, som er lagret i pæn lang tid, for frugten virker moden, blid og rund med melon, kvæde og citroner, ristede hasselnødder, nøddekompot, wienerbrød og virker  endda en smule smørret i udtrykket med en pakke smeltet Lurpak. Den har samtidig landlighed og måske endda lidt varm i stilen med det smeltede smør og aromaen med lidt nødder og alder.

Boblerne er også blide, modne og giver denne lidt ristede smag,  hvor man får lidt hasselnøddelikør, saltet grape og syltet lemon. Der er croissanter, wienerbrød og de syrlige citrusagtige elementer, men er egentlig samlet set blid, cremet med en saltet og syrlig side, der bare åbenlys skriger champagne med både kraft og finesse, så dermed 95 point.

Forhandles af flere, fx Leisner Wine, hvor en flaske koster 749 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2023 LGI Wines, Le Bon Negociant Chardonnay, Languedoc, Frankrig

2023 LGI Wines, Le Bon Negociant Chardonnay, Languedoc, FrankrigVi fortsætter – som lovet – med endnu en vin fra  Le Bon Negociant hos Maison Duroc aka LGI Wines og det blev så deres 2023 Le Bon Negociant Chardonnay.

Vinen er lavet på ren Chardonnay, som kommer fra nogle kalkholdige parceller på en række marker på sydfranske skråninger mellem Pyrenæerne og Montagne Noire.

Druerne er efter h’st  presset forsigtigt inden gæring ved kølige temperaturer efterfulgt af malolaktisk gæring. Efter endt fermentering er vinen lagret sur lie med en del på egefade, så den opnår en vis smørfedme.

Min første tanke, da jeg skruede kapslen af, var … sådan et designer vinfirma kan da ikke lave ordentlig Chardonnay, men den dufter sgu overraskende godt. Den har denne smørfede og lidt olierede duft af brunet smør, nødder samt en frugt med pærer, fersken og vanilje … det kan sgu næsten få én til at tro, at vi er længere mod nord til det område, der er så forbandet dyrt.

I munden er vinen også cremet, blød og klart bedre end 2022’eren. Det er igen denne lidt stærke hvide peber, som suppleres med pære, æble, mango, ananas samt en smule grillet citron og lemon. Det er en vin med brede skuldre, men den bærer det sgu ganske godt, hvor ret mange tænke, at det sgu er dyr burgundisk vin … men her er prisen ualmindelig fremkommelig og det gør den til en vaskeægte prisbasker. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 99,95 kr., mens du kan købe vinen til 55 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7