Tag-arkiv: Tyskland

2011 Weingut Reinhold Haart, Goldtröpfchen Riesling Großes Gewächs, Mosel, Tyskland

2011 Weingut Reinhold Haart, Goldtröpfchen Riesling Großes Gewächs, Mosel, TysklandSå blev det tid til ynglingsdruen af de hvide, nemlig Riesling. Og igen skulle vi smage druen fra 2 forskellige producenter i henholdvis Tyskland og Alsace, men vi startede i Tyskland med denne Goldtröpfchen Riesling Grosses Gewächs. Vi er i Mosel, eller helt præcis i byen Piesport hos Weingut Reinhold Haart.

Og Piesport er et fantastisk smukt sted … så meget, at det næsten er ufatteligt. Mosel slår en stor bue, nederst ligger de smukke huse, bag dem rejser stejle bjergsider sig med sirligt holdte vinmarker, over vinmarkerne på toppen breder skoven sig.

De fleste går nok gåsehud, når de hører navnet Piesporter, for hvem har ikke haft nogle forfærdelige oplevelser med Piesporter Michelsberg? Vin med dette navn har, sammen med et par andre storsællerter, da også været med til at skabe en imagekrise for tysk vin, men faktum er, at de bedste vine fra byen og kommunen Piesport er rigtig gode – specielt dem fra marken Goldtröpchen, og det er netop sådan et eksemplar vi har fundet her.

Familien Haart er den ældste vinavlerfamilie i Piesport. Allerede i 1337 blev Haarts nævnt som ejer af vinmarker i Piesport. Den ultimative forudsætning for at fremstille vine af høj klasse, er besiddelsen af de bedste vinmarker, kombineret med vinsamhørighed og tradition, som findes i deres 650 år gamle familieejede vingård.

I dag leder ægteparret Edith og Theo Haart den traditionsrige vingård. ”Vores passion og profession tilhører vinene” siger begge samstemmende. Vinskribenter anser vingården for at være en af de bedste i Mosel. Således har også Robert Parker opdaget ”Reinhold Haart”. Alle vingårdens vine er ratet meget højt af Parker. Weingut Reinhold Haart er i den nyeste udgave af “Weinguide Deutschland 2007” netop kåret som “årets vinmager” (Winzer des Jahres). Samtidig har vingården fået prædikatet “Weltklasse”, som betyder, at vingården tilhører den absolutte elite i Tyskland.

Theo Haarts vigtigste vinmark er, som nævnt, Goldtröpfchen og midt i den fandt han for nogle år siden resterne af en romersk vinpresse og kælder. De tilkaldte arkæologer fandt det største romerske vineri nord for Alperne. Vineriet er i dag restaureret og kan beses.

Men, lad os da straks smage vinen fra den historiske og berømte vinmark. Duften er æbler og pærer, lemon, lidt petroleum og lidt parfume. Flot duft. Smagsmæssigt en meget saftig, frugtrig vin med både sødme og fin balance med lidt citrus og mineralitet i eftersmagen. Klassevin, som bare smager sindsygt godt.

Fås i Danmark hos Løgismose, hvor en 2010’er koster 278 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2011 Weingut Bercher, Burkheimer Feuerberg Weisser Burgunder Großes Gewächs, Baden, Tyskland

2011 Weingut Bercher, Burkheimer Feuerberg Weisser Burgunder Großes Gewächs, Baden, TysklandNæste to vine var på druen Weisser Burgunder eller Pinot Blanc, som de kalder den i Frankrig. Vi startede dog i Tyskland, nemlig  i Kaiserstuhl i Baden hos det fabelagtige dygtige vinhus Weingut Bercher, hvorfra jeg tidligere har smagt deres Burkheimer Feuerberg Spätburgunder Grosses Gewächs og samtidig skrevet lidt om vinhuset, så det skal jeg nok skåne jer for igen.

Vinen her kommer fra marken Burkheimer Feuerberg, som er kendetegnet ved vulkansk jord, hvilket giver vinen en mineralsk karakter. Det er sydvest eksponeret og får således sol både om morgenen og om aftenen, hvilket er godt for røde vine og tunge hvidvine.

Kaiserstuhl omtales også ofte som “det nye Bourgogne”. Det er et naturskønt, gammelt vulkanområde, omgivet af Schwarzwald på den ene side og franske Alsace på den anden. Det er det varmeste sted i Tyskland, og forudsætningerne for vindyrkning er optimale. Her frembringes tørre vine af verdensklasse – bl.a. den “klassiske”, og i Danmark underkendte, Müller-Thurgau, og “bourgognevine” baseret på pinot-druen – til priser der ligger langt under de tilsvarende franske. Burkheimer Feuerberg Spätburgunder Grosses Gewächs er faktisk sådan én.

Nå, men lad os da endelig smage denne Burkheimer Feuerberg Weisser Burgunder Großes Gewächs, som jo altid kommer fra vinstokke på samme mark som husets Spätburgunder. Duftmæssigt kan det godt fornemmes, at vinen er i den lidt tungere ende, der er fylde, en lidt cremet duft af røget skinke, modne pærer, modne æbler og lidt urter. Smagsmæssigt også fin cremet med røg, jord, vulkan og en anelse nøddesmag … afsluttende i en fin lang eftersmag.

Vil være fin sammen med lidt foie gras, hmmmmmmm.

Dansk importør er Crimewine, hvor prisen er 195 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2010 Weingut Hans Wirsching, Iphöfer Julius-Echter-Berg Silvaner Großes Gewächs, Franken, Tyskland

2010 Weingut Hans Wirsching, Iphöfer Julius-Echter-Berg Silvaner Großes Gewächs, Franken, TysklandSå startede vi med de hvide vine fra henholdsvis Tyskland og Alsace, og de to første af slagsen var begge på Silvaner druen, eller Sylvaner som det skrives i Frankrig. Den første i glasset blev denne Iphöfer Julius-Echter-Berg Silvaner Großes Gewächs fra Weingut Hans Wirsching i Franken, og det skulle vise sig at være en stor oplevelse … lidt om det senere.

Jeg smagte Hans Wirschings almindelige Silvaner Kabinett Trocken, Iphöfer Kronsberg sidste sommer, og dengang skrev jeg en smule om denne tyske weingut i Franken.

Vinhuset stammer helt tilbage til 1630, og drives nu af 14. generation. Siden 1966 har det været brødrene Dr. Heinrich Wirsching og Hans Wirsching, som har videreført vingården og formået at gøre den til en af Franken førende producenter af Silvaner. Efter Hans’ død i 1990 har Dr. Heinrich drevet gården alene, men har nu fået hjælp af døtrene Andrea og Lena.

Vinen kommer – selvfølgelig, som den bør og gør sig – en den lille, buttede Bocksbeutel” flaske.

Duftmæssigt lidt pærer, blomster, hvidkål (ja, lyder mærkeligt, men den er god nok), en smule stald eller animalske toner, våde sten og let krydret. Smagsmæssigt en fin tørhed, lidt ananas eller eksotiske frugter, men der er også sødme, og begge dele i fin balance. Helt sikkert den bedste Silvaner vin, som jeg endnu har smagt.

Vinen er købt på gården, hvor prisen er 24€. Dansk forhandler er Jysk Vin, hvor denne charmetrold kan fåes til 303 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2006 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Spätburgunder Selection S, Baden, Tyskland

2006 Franz Keller Schwarzer Adler, Spätburgunder Selection S, Baden, TysklandMed næste vin blev vi i Pinot Noir druen. Da jeg i torsdag havde en super oplevelse med Franz Keller Schwarzer Adler Spätburgunder Selection S, så synes jeg også, at byggesjakket skulle have en tilsvarende oplevelse. Vinen fra i torsdag var en årgang 2008, men jeg havde her i stedet valgt at købe vinen i årgang 2006 … for nu også at se, om der er forskel … og det er der!

Vinhuset er etableret af Franz Keller, men i dag er det han søn Fritz Keller, som driver vingårdem i den lille by Vogtsburg-Oberbergen. Og det er efterhånden en større historie, idet vingården i dag er på 57 hektar. Lige så lidt som der sker i den lille søvnige by, lige så meget sker der på Schwarzer Adler. Ud over vinbruget og en flot butik med vinsalg berømmer Schwarzer Alder sig ved et meget smukt hotel med tilhørende restaurant, der har én Michelin stjerne samt en vinimportvirksomhed af franske topvine, der er helt enestående.

Jeg linker også lige til de øvrige vine, som jeg har smagt fra vingården, nemlig Selection S i årgang 2008 samt deres almindelige Spätburgunder Bassgeige.

I forhold til 2008 er denne vin måske lige knap så stor. Duften er mindre intens, men tilgæld fornemmer man klart at vinen har to år mere på bagen, og i glasset har den da også et lidt orange skær i kanten. Duftmæssigt er det fortsat klart sød kostald, lidt kirsebær og vanilje. Smagsmæssigt samme fornemmelse som 2008’eren, nemlig en stor del mineralitet, kirsebær og en flot klar eftersmag med blide tanniner. Igen en flot vin, men jeg savner den store næse, som 2008’eren har.

Købt hos Jysk Vin på bud til 199 kr., normalpris 329 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2008 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Spätburgunder Selection S, Baden, Tyskland

2008 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Spätburgunder Selection S, Baden, TysklandNæste vin i rækken … jamen, jamen … jeg er vild med tysk Spätburgunder, og denne vin har jeg tidligere læst om, men aldrig smagt. Men Paul havde indkøbt denne, og sikke et held, for ihhh altså … det er dejlig vin. Vi er hos Franz Keller i byen Vogtsburg-Oberbergen i Kaiserstuhl i Baden. Jeg har tidligere skrevet lidt om huset, nemlig da jeg smagte husets Spätburgunder Bassgeige, og jeg skal således ikke skrive så meget om selve vinhuset.

Selection S er husets næsthøjeste vin på Spätburgunder, idet der findes en Selection A, som kun laves i helt ekstraordinær gode årgange. Druerne til denne Selection S kommer fra lavtydende ældre vinstokke, og man høster ad flere gange samt udvælger kun de mest koncentrerede og velsmagende druer. Gæringen varer mindst 14 dage, og vinen lagrer herefter ca. 12 måneder på små fade, hvoraf 40% er nye.

Både denne Selection S samt Selection A kommer Selection A vinene kommer fra vinmarker med en jordbund bestående af forvitret vulkansk basalt, hvori der er kraftige årer af kalk, hvilket giver vinene deres unikke mineralitet og struktur. Denne jordstruktur findes i Europa udelukkende i Kaiserstuhl.

Nok snak, lad os komme til selve vinen. Duften ved denne vin er næsten det bedste … en fabelagtig intens stald af bedste skuffe, sødme, fad, lidt vanilje, mørke kirsebær. Nam, dufter vidunderligt, og bedre end de fleste Bourgogner. Smagsmæssigt kommer mineraliteten virkelig til udtryk, og der er en dejlig renhed og finesse over vinen. Insisterende, frugtren og fortsat med godt tanninbid. Smager sgu godt.

Købt hos Jysk Vin på bud til 199 kr., normalpris 329 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2010 Weingut Joh. Jos. Prüm, Riesling Kabinett, Mosel, Tyskland

2010 Weingut Joh. Jos. Prüm, Riesling Kabinett, Mosel, TysklandFørst vin nytårsaften … brugt som “velkomstvin” var denne  Kabinett Riesling fra Mosel, endda i en flot 1,5 liter flaske … en gave fra min gode ven Gert. Vinen er fra producenten Joh. Jos. Prüm i byen Bernkastel-Wehlen ved Mosel, og dette vinhus har i mere end hundrede år været anerkendt, som en af Mosels – og dermed en af Tysklands absolutte top-producenter.

Vinhuset er etableret i 1911 og drives i dag af Dr. Manfred & Dr. Katharina Prüm. Familien besidder i alt 14 hektar vinmarker fordelt på så fornemme parceller som f.eks. Wehlener Sonnenuhr og Graacher Himmelreich.

Disse marker er for Mosel, hvad de bedste marker i Chassagne-Montrachet er for Bourgogne. Hos Joh. Jos. Prüm er det dog ikke Chardonnay druen, der er i højsædet, men derimod verdens mest versatile druesort: Riesling.

Ingen anden drue er i stand til, at frembringe såvel tørre og søde vine i verdensklasse. Når disse vine er bedst kan det hos forbrugeren udvikle sig til et livslangt kærlighedsforhold – navnlig hvis vinene kommer fra en top-producent som her.

Joh. Jos. Prüms vinene har udvist en enestående evne til at ældes som Sophia Loren. De kan nydes unge, men har et langt liv foran sig. Produktion er dog ganske begrænset, og den globale efterspørgsel enorm.

Lad os kigge nærmere på vinen. Flot og saftig duft, der er søde æbler, lemon eller citrus, lidt mineralitet og en smule krydderi.

Smagsmæssigt masser af sødme, æbler, pærer, fersken. Hmmmm, rigtig lækker vin … specielt hvis man er til søde vine, da det jo er en kabinett. Jeg er vild med den, og som velkomstglas er den formiddabel. Yammy.

Fås hos Theis Vine, og der koster den 199,95 kr. … vel at mærke for 75 cl.

Vinanmeldelse 5/7 

2010 Weingut Dr. Heigel, Randersacker Domina, Franken, Tyskland

2010 Weingut Dr. Heigel, Randersacker Domina, Franken, TysklandMed næste vin var mit gæt også Pinot Noir og Tyskland. Landet var rigtigt, men druen kun halvt rigtigt, idet vinen er lavet på – den for mig ukendte drue – Domina.

Domina er en rødvinsdrue, som blev skabt af den tyske vindyrker Peter Morio på Geilweilerhof Institutet i Pfalz i 1927 ved at krydse sorterne Blauer Portugieser og Pinot Noir (Spätburgunder). Arbejdet med sorten blev fortsat af Bernhard Husfeld på samme institut i 1950’erne. Sorten fik beskyttelse og blev frigivet til almindelig dyrkning i 1974.

I 2006 var der 395 hektar af Domina i Tyskland, og druen findes primært i Franken. Domina vine er mørkerøde og rige på tannin. Domina giver høje udbytter og er ikke meget krævende med hensyn til betingelserne i vinmarkerne. Den modner senere end Blauer Portugieser, men tidligere end Pinot Noir. Domina vine er fyldige og har en dyb farve, men anses ikke så elegante som tysk-dyrkede Spätburgundere.

Her er vi netop i Franken hos Weingut Dr. Heigel, en vingård etableret i 1994 af Dr. Klaus-Peter Heigel. Der er tale om en lille producent, som laver 100.000 flasker årligt, primært hvidvine. 25% af hans marker består dog af røde sorter, herunder denne Domina, som Dr. Heigel har produceret siden 2009. Dr. Heigel har i alt 13,8 hektar vinmarker.

Vinmarkerne findes på 3 lokationer, Randersacker, Würzburger Abtsleite og Zeiler Mönchshang. Vinen her er fra det lokalt klingende Randersacker, et fabelagtigt flot vinområde lige syd for Würzburg. Vinen kommer selvfølgelig også i den lille buttede flaske “”Bocksbeutel”, som jo også er indbegrebet af vine fra Franken.

Duftmæssigt er der klart noter af Pinot Noir, men det var som sagt også mit bud. Der er sødme, kostald, men også lidt krydret i næsen. Smagsmæssigt en meget tør vin, der er hindbær, lyse bær, lidt krydderi og måske lidt mere fylde end hos en Pinot Noir. Spændende vin, som er købt i Franken.

Købt lokalt i Tyskland, pris har jeg ikke fundet helt præcist, men en “søster” fra anden mark koster 7,50 €

Vinanmeldelse 4,5/7 

2009 Weingut Salwey, Oberrotweiler Käsleberg Spätburgunder, Baden, Tyskland

2009 Weingut Salwey, Oberrotweiler Käsleberg Spätburgunder, Baden, TysklandNæste vin fortsat en Pinot Noir, men vi er nu rykket til Baden i Tyskland. I byen Oberrotweil i Kaiserstuhl finder vi Weingut Salwey.

Vingården er etableret i 1950 af Benno Salwey. I starten omfattede driften på gården en blandet landbrugsdrift, bl.a. også med husdyr.

I løbet af 60’erne og 70’erne omlægger Benno og sønnen Wolf-Dietrich Salwey imidlertid driften til ren vinproduktion.

Og specielt Wolf-Dietrich Salwey er meget interesseret i vinproduktion. I en alder af 23 år køber han sin første vinmark, Rinzberghof im Glottertal nord for Freiburg. I 1985 overtager Wolf-Dietrich også faderen gård 100%, og er siden udvidet og udgør i dag 40 hektar. En del af vinmarkerne ligger dog en stenkast fra Oberrotweil, nemlig i Niederrotweil.

Der dyrkes primært Riesling og Pinot Noir (Spätburgunder), men der ejes også små jordlodder med Silvaner, Rivaner, Chardonnay, Auxerrois, Muscat og Gewurztraminer. De bedste af vinmarkern er “Erste Lagen”, og det er markerne Oberrotweiler Henkenberg, Eichberg, Kirchberg, Käsleberg og Glottertal Eichberg.

I 2011 døde Wolf-Dietrich Salwey imidlertid, hvorfor driften i dag i stedet er overtaget af hans søn Konrad Salwey. Konrad kone og mor hjælper dog også i driften, mens det står hen i det uvisse, om hunden Pino også er indblandet i vinfremstillingen.

Vinen her kommer fra Käsleberg, men der er dog ikke tale om en GG vin, men alene en vin fra husets basis-serie, Gutsweine. Duftmæssigt er det typisk tysk Spätburgunder, da den sødmefulde Pino kostald er meget dominerende.

Smagsmæssigt er der masser af lyse skovbær, og vinen er meget drikkevenlig … måske en anelse vandet eller tynd, og eftersmagen også lidt beskeden. Tanniner er heller ikke så tydelige, og det kunne der måske godt strammes bare en anelse op på. Elsker dog duften så meget … hmmmmmmmmmmm.

Fået som gave, men er købt i Randers Vinhus. Prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7 

1982 Weingut Graf Wolff Metternich, Durbacher Schloßberg Spätburgunder Weißherbst Kabinett, Baden, Tyskland

1982 Weingut Graf Wolff Metternich, Durbacher Schloßberg Spätburgunder Weißherbst Kabinett, Baden, TysklandMandag bød på et bestyrelsesmøde, hvor vi fik serveret 7 forskellige vine, så dem smider jeg lige et par anmeldelser af her på bloggen.

Vi starter i Tyskland, eller rettere bestemt i byen Durbach, midt mellem Baden-Baden i nord og Freiburg i syd. Her finder vi Weingut Graf Wolff Metternich, som har til huse i slottet “Schloss Grohl”, som har rødder helt tilbage til 1180, hvor slottet var ejet af den adelige familie Zorn von Bulach. Indtil 1995 var slottet ejet af  Zorn von Bulach familien, og de første vinmarker tilhørende slottet er plantet tilbage i 1830 af Ernst Maximilian Freiherr von Bulach. Fedt navn i øvrigt.

Navnet på vinhuset Graf Wolff Metternich stammer fra den sidste ejer fra Zorn von Bulach familien, nemlig grevinde Wolff Metternich zur Gracht, oprindelig født von Bulach.

Grevinden overtog slottet med tilhørende vingård i 1936 og drev det frem til 1995, hvor det blev overtaget af Gertraud Hurrle, som siden har restaureret det gamle slot, investeret i en moderne vinkælder og omstrukturet gården 25 hektar vinmarker. I dag driver vingården også lidt værelsesudlejning, så det er faktisk muligt at bo på det gamle slot.

I dag er det René Huber, som er vinmager på vingården, men med denne aftenens første vin er det egentlig fuldstændig ligegyldigt, for vinen her er fra 1982. dvs. 30 år gammel og fra den periode, hvor vingården stadig var ejet af den gamle grevinde. Vinen er nemlig en Durbacher Schloßberg Spätburgunder Weißherbst Kabinett.

Spätburgunder Weissherbst er vel nærmest det tyske udgave af en Pinot Noir Rosé i Frankrig. En vin lavet på rødvinsdruen Spätburgunder, hvor man alene ligger druerne i pressen med skaller i 2-7 timer, hvorefter skallerne fjernes, vinen presses og gærer i fad.

En vin, som generelt er utroligt velegnet som aperitif, velkomstdrink samt terrassevin om sommeren. Prøv den til lyst kød, supper eller sammen med gode oste, foie gras og andre patéer. Kan have let botrytis i smagen.

I glasset en fin gyldenbrun vin, sådan lidt cognac-farvet. Duftmæssigt fortsat – trods 30 år på bagen – fortsat fin intensitet og lidt friskhed med en duft af overmodne æbler, honning, sherry og mandler.

Smagsmæssigt lidt i samme skuffe med honning, kælder, overmodne æbler og masser af sødhed. Hvis man har en sød tand – og hvem har ikke det – så er det da ren guf. Jeg er begejstret for, at en vin med en alder på 30 år kan være så fin.

Har ikke fundet en dansk importør, men en tilsvarende flaske – blot i en årgang 2011 – koster omkring 12€ nede på vingården.

Vinanmeldelse 5/7 

2007 Weingut Dreissigacker, Riesling Auslese, Rheinhessen, Tyskland

2007 Weingut Dreissigacker, Riesling Auslese, Rheinhessen, TysklandTil desserten var vinen ikke italiensk, men derimod fra Weingut Dreissigacker i Rheinhessen i Tyskland.

Weingut Dreissigacker ligger i byen Bechtheim, 20 km syd for Mainz. Vingården drives af fader og søn, Frieder og Jochen Dreissigacker. I dag er det dog primært sønne Jochen, som forestår driften. Hos Weingut Dreissigacker produceres der koncentrerede og intense vine med et meget balanceret frugt-syre niveau. Til den klassiske, tyske finesse er der føjet elementer af røg og salt, som på fremragende vis fremhæver områdets terroir. Jochen Dreissigacker er et kæmpe talent, som laver meget intense hvide på Riesling, Weiss- og Grauburgunder samt en let krydret, animalsk og dyb Spätburgunder.

Vinmarkerne er på i alt 24 hektar og er tilplantet med de hvide sorter Riesling, Pinot Blanc, Pinot Gris, Chardonnay og Rieslaner, samt med de røde sorter Pinot Noir og St. Laurent. Vingården er økologisk, og al ukrudt fjernes med håndkraft.

Her har vi en Auslese på Riesling. I glasset en intens og fortættet duft af kvast æblemost og masser af sødme. Smagen lidt i samme kategori, dvs. sødme, søde æbler, men også en smule vandet. Et fint glas, som passede super med chocoladen i desserten.

Fås hos Niche Vine til 275 kr.

Vinanmeldelse 4/7