2020 Producta Vignobles, Château Belfort Médoc, Bordeaux, Frankrig

2020 Producta Vignobles, Château Belfort Médoc, Bordeaux, FrankrigDermed blev næste vin så en 2020 udgave af Château Belfort Médoc fra kooperativet Producta Vignobles.

Vinen er selvfølgelig lavet som 2019’eren, altså med afstilkning og knusning druerne efter høsten … igen 60% Merlot og 40% Cabernet Sauvignon.

Gæringen er sket ved kontrolleret temperatur med udvalgte gærtyper i ståltanke over 2-3 uger, men den efterfølgende lagring blot er sket i både rustfrie stål- og betontanke.

2020’erne dufter meget som 2019’eren med en mager og balsamisk syre og en frisk, lys frugt med solbær, brombær, tranebær, blommer samt bitter lemon, fennikel, violer, blomster, mynte og grønne urter.

Smagen er også syrlig, rank, spinkel og letbitter … frugten er ribs, tranebær, granatæbler og der er lemon og sorte te-blade, meget tør vin, stærk, kantet og  balsamisk. Igen er tanninerne markante, tynde og stærke … 86 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7 

2019 Producta Vignobles, Château Belfort Médoc, Bordeaux, Frankrig

2019 Producta Vignobles, Château Belfort Médoc, Bordeaux, FrankrigVi fortsætter i Bordeaux med samme blend på 60% Merlot og 40% Cabernet Sauvignon og atter fra et kooperativ, nemlig Producta Vignobles og vinen er en Château Belfort Médoc, som jeg nu smager i to årgange startende med 2019’eren.

Producta Vignobles er et stort foretagende med 2.500 medlemmer, der samlet har 20.000 hektar vinmarker og blandt medlemmerne er også omkring 150 vinslotte, som man laver og sælger særskilte vine for.

Kooperativet blev grundlagt i 1949 og er bindeled mellem vinavlerne og forbrugerne … specialister inden for køb, udvikling, produktion, kvalitet, marketing, logistik og salg … og de producerer og sælger vin fra 50 appellationer, laver 20 millioner flasker vin årligt, hvilket svarer til omkring 15% af produktionen i Bordeaux.

Et er medlemmerne af Producta Vignobles er Château Belfort, der ligger i Saint-Germain-d’Esteuil og igennem mange år tilhørt Didier Chapellan, men har de seneste år været drevet af Nicolas Faure-Roux.

Det er derfra, at druerne til denne 2019 Château Belfort Médoc kommer og efter høsten er de afstilket og knust, hvorefter gæringen er sket ved kontrolleret temperatur med udvalgt gær i ståltanke over 2-3 uger, men den efterfølgende lagring blot er sket i både rustfrie stål- og betontanke.

Duftmæssigt er der lakrids, fennikel, violer, mynte, blomster og en frugt med solbær, brombær, blommer og nogle balsamiske noter og en rustik, skarp og urtet syre, men ellers en meget klassisk Bordeaux vin på en lys og syrelig måde.

Sådan er smagen også … er pænt syredomineret med syrlig frugt af ribs, granatæbler, godt med bitterhed … lemon og sorte te-blade, der giver en tør vin. Tanninerne er også markant, tynde og stærke, men også kantede, uregerlige og sure … 86 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2020 Les Vignerons d’Uni-Médoc, Pré de la Rose Medoc, Bordeaux, Frankrig

2020 Cave Saint-Jean à Gaillan-en-Médoc, Pré de la Rose Medoc, Bordeaux, FrankrigKooperativet Cave Saint-Jean à Gaillan-en-Médoc, der også hedder Les Vignerons d’Uni-Médoc og netop ligger i Gaillan-en-Médoc, står bag næste vin … en 2020 Pré de la Rose Medoc.

Cave Saint-Jean à Gaillan-en-Médoc er  grundlagt i 1934 og har via deres 140 medlemmer over 1.000 hektar vinmarker med grus, ler og kalkstenrige jord i Médoc med vinstokke på primært Cabernet Sauvignon, Merlot og Petit Verdot, De mange forskellige vine laves i deres 3 vinerier/vinkældre i henholdsvis Bégadan, Ordonnac og Prignac-Médoc.

Denne Pré de la Rose Medoc 2020 er der ikke ret mange informationer om, men det skulle være lavet på 60% Merlot og 40% Cabernet Sauvignon … og skulle være både gæret i ståltanke og så formentlig også lagret i ståltanke, selvom kooperativet normalt lagrer deres vine på egefade i 6-12 måneder.

Duften er tør, der er grafit, cedertræ og røg men ikke videre kompleks. Frugten er svært at detektere, men det er solbær, lidt blommer og brombær … derudover lidt kaffebønner.

I munden er der en kejtet syre … syre og noget bitterhed, meget stærk og uden dybde, uden frugtrigdom, men har dog nogle pænt markante og tørre tanniner … der virkelig river i munden. Balancen i vinen er svær at finde, men tanniner kunne jo også indikere, at den bare skal ligge nogle flere år … lige nu er den lidt utilnærmelig. 85 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 49,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7 

2022 Bodegas Caudalia, Umea Garnacha, Navarra, Spanien

2022 Bodegas Caudalia, Umea Garnacha, Navarra, SpanienI Baja Montaña zonen ved de to kommuner Lerga og San Martín de Unx i Navarra i det nordlige Spanien finder vi Bodegas Caudalía og derfra smager vi deres 2022 Umea Garnacha.

Bodegas Caudalía er grundlagt af de to vinmagere Ivan Lopez Barco samt kæresten Raquel Grandival Allende.

De har i dag 8 hektar vinmarker i 500-700 meters højde i det golde område med et klima påvirket af Pyrenæerne. På markerne dyrker Ivan og Raquel druesorter som Grenache Blanc, Syrah, Grenache Noir, Graciano og Tempranillo.

Her smager jeg deres 2022 Umea Garnacha  lavet på ren Grenache  fra marker omkring landsbyen San Martín de Unx i Navarra zonen i Baja Montaña.

Vinen har gæret på betontanke efterfulgt af en malolaktisk gæring og efter endt fermentering er 90% af vinen har lagret 5 måneder i de samme betontanke, mens de sidste 10% har været lagret på 400 liter franske egefade.

Vinen er forholdsvis lys i glasset … ikke helt så lys og transparent som de fleste vine fra Sierra de Gredos, men vi er bestemt i den lidt lettere afdeling. Der kommer også lysere frugter frem med jordbær, hindbær, tranebær og endda lidt ribs suppleret med nelliker, violer, læder, cedertræ, en hel blomsterbuket, vanilje og chokolade.

I mundene er det også en lysere vin … har en let og syrlig smag med mirabeller, lyse kirsebær, grønne jordbær og lemonbitterhed, hvilket suppleres af Campari bitterhed, en rustik syre, peber og balsamiske noter og nogle saftige tanniner, der ikke bider meget. Samlet er det en let, lys, saftig, syrlig og letflydende vin … og til prisen fortsat et rigtigt godt køb. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2023 Domaine Pansiot, Bourgogne Aligoté, Bourgogne, Frankrig

2023 Domaine Pansiot, Bourgogne Aligoté, Bourgogne, FrankrigNu er der igen kommet en hvidvin i glasset på den uglesete arbejderdrue Aligoté … så fra vinhuset Domaine Pansiot smager jeg næst en 2023 Bourgogne Aligoté.

Domaine Pansiot ligger i den sydligste del af Côtes de Nuits og tæt på grænsen til Côtes de Beaune tæt ved Corgoloin og holder til på en gammel vingård med imponerende kældre med rødder tilbage til 1700-tallet.

Domaine Pansiot har været kraftigt voksende siden Eric Pansiot startede ud på egen hånd i 1981 med små 4 hektar vinmarker. Det lille familie domæne har dog igennem de sidste 40 år opkøbt marker i Bourgogne bid for bid og ejer nu 18 hektar fordelt på hele 18 forskellige appellationer.

Huset er ekstremt alsidigt og formår at lave stor Gevrey Chambertin, 1er Cru Chardonnay fra Savigny-lès-Beaune og elegant Cremant de Bougogne til særdeles fornuftige penge. I dag er det datteren Emelie Pansiot, der har overtaget tøjlerne efter sin far.

Denne er selvfølgelig på 100% Aligote, som teamet hos Domaine Pansiot høster fra deres egner marker i Bourgogne. Efter høsten er druerne presset og gæringen er sket i ståltanke og der er vinen også bagefter lagret inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt er det er grøn og frisk vin, hvor der mest er grape og lemonbitterhed samt en del melon, appelsinskal og samtidig meget tør, sandaltræ, muskatnødder … alt på en rustik og bondsk måde.

Sådan er smagen nærmest også … en skøn kombination af grape samt melon med denne en tør syre, grape, citroner, lemon, grønne æbler med masser af syre … ligeledes bondsk, landligt, rustikt og samtidig meget frisk. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 199,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 82,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2022 Weingut Jakob Schneider, Niederhäuser Hermannshöhle Riesling Spätlese, Nahe, Tyskland

2022 Weingut Jakob Schneider, Niederhäuser Hermannshöhle Riesling Spätlese, Nahe, TysklandVi sluttede smagningen på den stejle vinmark Niederhäuser Hermannshöhle og det var med Weingut Jakob Schneiders 2022 Niederhäuser Hermannshöhle Riesling Spätlese.

Riesling druerne er høstet med håndkraft, hvorefter druerne selekteres nænsomt ved ankomsten til vineriet.

Så er de presset og vinen gæret i rustfrie ståltanke og der skulle vinen vistnok også være lagret en periode før frigivelsen. Alkoholprocenten er nu kommet ned på 8%.

I næsen er der en dejlig inderlighed og dybde … der er petroleum, linolie og diesel, landlig og animalsk, ganske sødlig og uden fersken, æblemost samt kandiseret citrusfrugt er der ristede hasselnødder og det bliver en fyldig, olieret og småopulent duft.

Nu er der også smagsnæssigt mere nektar over vinen … men selvom der nu er langt mere sødme, så har vinen fortsat en herlig syrlighed, der virker supplerer sødmen og fyldigheden godt. Der er æblemost, sure citroner, kandiserede citroner og kandiseret grape, godt bid og vinen er i det hele taget ret flot. 93 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 219 kr., mens prisen er 189 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Weingut Jakob Schneider, Niederhäuser Klamm Riesling Kabinett, Nahe, Tyskland

2018 Weingut Jakob Schneider, Niederhäuser Klamm Riesling Kabinett, Nahe, TysklandDe sidste 2 Weingut Jakob Schneider vine var begge lidt sødere og den første var en 2018 Niederhäuser Klamm Riesling Kabinett.

Niederhäuser Klamm – hvor Klamm betyder kløft – ligger sydøst for Hermmanshöhle  og er generelt lidt varmere end hos nabomarken, hvilket især favoriserer de ædelsøde vine.

Marken har en jord, der er fuld af vulkansk porfyr og indeholder en stor andel af malm, som er med til at give vinen præg fra det unikke terroir.

Riesling druerne er høstet med håndkraft, hvorefter druerne selekteres nænsomt ved ankomsten til vineriet. Så er de presset og vinen gæret i rustfrie ståltanke og der skulle vinen vistnok også være lagret en periode før frigivelsen.

Duften er klart sødere, blødere end de forrige vine og samtidig virker frugten mere tropisk med fersken, ananas, kandiseret citron, lemon og syltede grapefrugter. Igen er der sammen med sødmen en ren og klar syrlighed, som giver denne runde og alligevel intense stil.

Den samme balance går igen i smagen, som både har sødme og en skarp syrlighed. Også smagsmæssigt er der samme frugt som duften med æblemos, fersken, ananas, citroner, lemon og kandiseret grape på en let opulent og olieret facon. 91 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2023 Weingut Jakob Schneider, Niederhäuser Hermannshöhle Magnus Riesling Trocken, Nahe, Tyskland

2023 Weingut Jakob Schneider, Niederhäuser Hermannshöhle Magnus Riesling Trocken, Nahe, TysklandDen sidste tørre Riesling vin i smagningen med Laura Schneider fra Weingut Jakob Schneider blev en 2023 Niederhäuser Hermannshöhle Magnus Riesling Trocken.

Udover en Niederhäuser Hermannshöhle Riesling Trocken, så laver Jakob Schneider også en Niederhäuser Hermannshöhle Magnus Riesling Trocken, der adskiller sig ved at være lavet med druer fra de ældste vinstokke – nogle fra 1930’erne – på Hermannshöhle marken.

Schneider har lavet vinen helt traditionelt … han spontangærer vinen med en smule skind i en kort periode og der anvendes ingen malolaktisk gæring og efter endt gæring er vinen så blot lagret meget traditionelt i store, gamle egefade. Der laves dog ikke ret mange flasker af Magnus vinen.

Intensiteten og mere sødme kommer frem i duften … sødmen er sådan lidt hen af Faxe Kondi, æblemost og så ellers gode med sure citroner og kandiseret bitter lemon. Virker meget blød og suppleres med et skønt mix af petroleum, linolie og hasselnødder … rigtig fint.

I munden virker vinen også blødere og mere komplet … og kompleks med både sødme og syrlighed. Det er friske og syltede citroner samt umodne æbler og lemon samt grape bitterhed suppleret med kalket og saltet mineralitet, granit og flint, blomster, lækker balance. Der er tørt, syrligt, pivfriskt og krisp … vanedannende på den smertelige og syrligste måde … dejligt. 96 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 299 kr., mens prisen er 265 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2023 Weingut Jakob Schneider, Norheimer Dellchen Riesling Trocken, Nahe, Tyskland

2023 Weingut Jakob Schneider, Norheimer Dellchen Riesling Trocken, Nahe, TysklandDerefter gik vi retur til den nyeste årgang 2023, for næst serverede Laura Schneider en 2023 Norheimer Dellchen Riesling Trocken fra Weingut Jakob Schneider.

Norheimer Dellchen er en 6 hektar stor, stejl og terrasseopdelt vinmark med stort indhold af vulkanske sten og grå skifer.

Marken er beliggende lige vest for byen Norheim med en sydvest-vendt hældning ned til Nahe-floden. Marken opnår med sin eksponering og de omkransende, opvarmelige klipper mere varme … og dermed typisk lidt større modenhed end mange af Schneiders andre vine.

Schneider har gæret vinen med en smule skind i en kort periode og gæringen sker spontant og der anvendes ingen malolaktisk gæring, så efter endt gæring er vinen så blot lagret meget traditionelt i store, gamle egefade.

Duftmæssigt en mere våd vin … hvis den betegnelse giver mening? Men der er mere frugt i hvert fald, men vinen er også federe, mere olieret og alligevel fortsat knivskarp mineralsk. Frugten er nu æbler, overmodne æbler, selvfølgelig citroner … både frisk og bagte, lemon, fersken … alt sidder lige der, hvor de skal sidde på den syrlige og pivfriske måde.

I munden har Norheimer Dellchen Riesling også en let perlende smag og så er der masser af syrlig, frisk og ætsende citron, friske, let syltede og grillede, modne æbler, æblesaft, bitter lemon … som spids pæl, der syrligt og næsten smertefuldt gennemborer både tunge og halsrør på fineste måde … 95 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 279 kr., mens prisen er 249 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2016 Weingut Jakob Schneider, Niederhäuser Hermannshöhle Riesling Trocken, Nahe, Tyskland

2016 Weingut Jakob Schneider, Niederhäuser Hermannshöhle Riesling Trocken, Nahe, TysklandMarie Schneider servede også et glas ældre Niederhäuser Hermannshöhle Riesling Trocken for os, for det var nemlig i en årgang 2016.

Niederhäuser Hermannshöhle marken regnes af mange som en af de allerbedste marker i Nahe og marken er da også nærmest blevet et referencepunkt i Nahe.

Selve vinmarken er på omkring 8 hektar og ligger på en stejl sydskråning med en syd-sydvest eksponering og hældning op til 60 procent. Under solen bliver undergrunden hurtigt varm … både den grå skifer samt de vulkanske klipper af porfyr, melafyr og sandsten.

Schneider har lavet vinen helt traditionelt … han spontangærer vinen med en smule skind i en kort periode og der anvendes ingen malolaktisk gæring og efter endt gæring er vinen så blot lagret meget traditionelt i store, gamle egefade.

Duftmæssigt har vi igen godt med sure citroner og umodne æbler, men alderen har absolut mærkes, for citroner virker mere syltede og derudover har vinen nogle umamiagtige noter, hasselnødder og igen er der petroleum, linolie og æter … virker til at have en smule olieret krop, har lidt fond og en mere balanceret fornemmelse.

Smagsmæssigt er vi fortsat i den pivfriske og syrlige afdeling, men  en anelse mere rund med syltede citroner, umodne æbler og noget lemon bitterhed. Alderen har afdæmpet syren en anelse, balancen er bedre og samlet giver det en virkelig fin Riesling med en rigtig fin balance og fortsat med stenet, tør mineralitet. 94 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske i årgang 2022 koster 195 kr., mens prisen er 169 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger