Næste vin i rækken … jamen, jamen … jeg er vild med tysk Spätburgunder, og denne vin har jeg tidligere læst om, men aldrig smagt. Men Paul havde indkøbt denne, og sikke et held, for ihhh altså … det er dejlig vin. Vi er hos Franz Keller i byen Vogtsburg-Oberbergen i Kaiserstuhl i Baden. Jeg har tidligere skrevet lidt om huset, nemlig da jeg smagte husets Spätburgunder Bassgeige, og jeg skal således ikke skrive så meget om selve vinhuset.
Selection S er husets næsthøjeste vin på Spätburgunder, idet der findes en Selection A, som kun laves i helt ekstraordinær gode årgange. Druerne til denne Selection S kommer fra lavtydende ældre vinstokke, og man høster ad flere gange samt udvælger kun de mest koncentrerede og velsmagende druer. Gæringen varer mindst 14 dage, og vinen lagrer herefter ca. 12 måneder på små fade, hvoraf 40% er nye.
Både denne Selection S samt Selection A kommer Selection A vinene kommer fra vinmarker med en jordbund bestående af forvitret vulkansk basalt, hvori der er kraftige årer af kalk, hvilket giver vinene deres unikke mineralitet og struktur. Denne jordstruktur findes i Europa udelukkende i Kaiserstuhl.
Nok snak, lad os komme til selve vinen. Duften ved denne vin er næsten det bedste … en fabelagtig intens stald af bedste skuffe, sødme, fad, lidt vanilje, mørke kirsebær. Nam, dufter vidunderligt, og bedre end de fleste Bourgogner. Smagsmæssigt kommer mineraliteten virkelig til udtryk, og der er en dejlig renhed og finesse over vinen. Insisterende, frugtren og fortsat med godt tanninbid. Smager sgu godt.
Købt hos Jysk Vin på bud til 199 kr., normalpris 329 kr.