Tag-arkiv: 6

Fremragende. Det er skønne og fremragende vine med ekstraordinær kompleksitet og karakter. Kort sagt fantastiske, imponerende vine, og i Parker universet vel et sted mellem 94-97 point.

2011 Suavia, Le Rive, Veneto, Italien

2011 Suavia, Le Rive, Veneto, ItalienJeg forestod forleden en lille smagning for et lille netværk og startede ballet med denne fine ældre 2011 Le Rive fra Azienda Agricola Suavia, der ligger lige i udkanten af den lille idylliske by Fittà på vejen mod Monteforte d’Alpone i Soave.

Det er et vinhus, som jeg besøgte sidste år, men alt det og historien om vinhuset kan I læse om i mit blogindlæg Besøg hos Suavia … og mit andet møde med Alessandra Tessari. Derfor havde jeg også smagt denne vin tidligere, blot i anden årgang, så jeg vidste, at det er godt.

Fra mine nu 2 besøg i Soave vidste jeg også, at Garganega kan blive virkelig fantastisk, når vinene er lavet godt og så får noget alder, hvilket en 2007 Monte Carbonare Soave Classico fra Suavia tidligere havde overbevist mig om.

Og denne Le Rive er endda topvinen fra Suavia og lavet med 100% Garganega druer framarken Le Rive, som ligger på skråningerne lige udenfor Fittà by og høstes forholdsvis sent. Normalt høstes druerne i slutningen af september, men til Le Rive vinen høstes de en måned senere, altså sidst i oktober måned.

Høsten sker manuelt og derefter presses de hele klaser med overmodne druer, hvorefter 30% af vinen gærer i egefade, mens de resterende 70% gærer i rustfrie ståltanke omkring 20 dage ved 15-18 grader.

Efter endt fermentering sker der malolaktisk gæring af vinen i egefadene. Så lagrer de to dele i 15 måneder sur lie … fortsat på henholdsvis egefade og i ståltanke.

Først derefter blendes vinen og lagrer så yderligere 15 måneder I rustfrie ståltanke, hvorefter aftapning på flaske så sker. Og så lagrer vinen endnu 12 måneder på flaske inden frigivelsen.

WAUW … sikke en næse, der er eksplosiv med masser af fylde, fedme og olieret moden ædelhed. Der er nogle tertiære noter med olievædet tvist, svage æter og benzindampe, pærer, tørret abrikos, tørret appelsinskal, ristede mandler og honningmelon. Der er opulent, svulmende og totalt indbydende.

Smagen er cremet med olieret fedme, fersken, grillede citroner, lemon, en mineralsk renhed, abrikos, svag grape og samtidig – som i duften – også eksplosiv i alle smagsnoterne. Der er lidt tropisk frugtjuice, men for pokker, hvor er det lækkert.

Købt hos Otto Suenson, hvor denne i magnumflaske kostede 489 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2016 Gian Luca Colombo, Barolo, Piemonte, Italien

2016 Gian Luca Colombo, Barolo, Piemonte, ItalienEfter ugen før at ha’ smagt Gian Luca Colombos Nebbiolo d’Alba, så skulle vi selvfølgelig også lige smage hans Barolo. Det er 2016 og dermed hans første årgang af Barolo fra hans eget vinhus.

Vinen er lavet med druer fra marken Bricco Ambrogio i Roddi og det er en af de marker, som Gian Luca har lejet på langtidskontrakt.

Vinen er lavet med lang maceration og egentlig startmæssigt lavet meget traditionelt. Efter endt gæring er vinen lagret på både 700 liters egefade og brugte barriques i 18 måneder og derefter yderligere 12 måneder i betontanke samt amphora krukker.

Det er i øvrigt datteren Gretas fingeraftryk, som sidder på alle etiketterne af Gian Lucas vine.

Duftmæssigt er næsen fyldt med frugt, aromatisk med blomster, tørrede roser, virker meget lys med lette balsamiske noter, engelsk lakrids, violer og samtidig animalsk eller landlig i udtrykket. Det er en utrolig feminin aroma, suppleret med svampe, jord, mynte, blød og lækker frugt, knuste jordbær, brombær og lyse blommer og der er også fine antydninger af lidt vaniljesødme.

Uha det smager også godt … stramme tanninger, som dog aldrig bliver for stramme, men det er samlet set vildt tørt. Der jordbær, hindbær, ribs, lidt bitterhed, fennikel, jern. Det minder på mange måder om Barolo’erne fra Réva … samme lyse sind, lethed og fine elegance. Det er vitterlig utrolig smuk Barolo og til at blive lykkesaglig i knoppen over. Det er 6 smukke tomler med himmelråbende stor pil op.

Importør er Adriat Vinimport og i butikkerne koster vinen vistnok omkring 550 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2017 Weingut Bernhard Huber, Malterdinger Spätburgunder, Baden, Tyskland

2017 Weingut Bernhard Huber, Malterdinger Spätburgunder, Baden, TysklandHvis du spørger Julian Huber om, hvilken vin han vil anbefale til nogen, som ikke tidligere har smagt nogle vine fra Weingut Bernhard Huber, så vil han klart pege på denne Malterdinger Spätburgunder … og når du smager den fine Ortswein forstår du hvorfor.

Og Julian laver slet ikke en Gutswein på Spätburgunder, så denne vin er således hans entry level Spätburgunder, som jo er lavet med druer fra husets marker i Malterdingen, hvor de bedste marker er Bienenberg samt Bienenberg Wildenstein. Det siger bestemt også noget om husets høje kvalitetsnormer for deres Spätburgunder vine.

Malterdinger Spätburgunder er lavet på druer fra vinstokke, der er mellem 12 og 20 år gamle, altså de yngste stokke på markerne, hvor Huber har 60% franske og 40% tyske kloner. Druerne er høstet med et udbytte på omkring 55 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet traditionelt med spontangæring og maceration på eg, hvoraf 30% af egefade var nye. Derefter er vinen lagret 12 måneder på barriques, som har været anvendt 1 eller 2 gange tidligere.

Uha sikke en duft … WAUW. Det er sød, animalsk hestestald og selvom der er godt med fadpræg – kanel, vanilje, mælkechokolade, sød tobak og røg – så er stilen kølig og rank med blæk, grafit, lidt hvid peber, jord, kaffegrums og vild skovbund. Frugten er mest hindbær, jordbær samt lidt brombær. Derudover er der noget tørt træ … violer samt en fin syre.

I munden er vinen også både stringent og rank, masser af rene, småsyrlige bær, kirsebær, jordbær, rabarber, peber …præcis leveret på en fin, smooth, cremet og frisk facon med koket lille bitterhed. Og selv Baden er et varmt område, så har vinen en så fin kølighed, smuk elegance og renhed, at man blot imponeres. Og fuck samt hold nu op, hvor smager denne babe bare godt … og så er det endda blot Hubers entry level Spätburgunder, da han slet ikke laver Gutswein Spätburgunder. Ærefrygt. Respekt.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 279 kr., mens prisen er 219 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2015 Giovanni Manzone, Barolo Gramolere, Piemonte, Italien

2015 Giovanni Manzone, Barolo Gramolere, Piemonte, ItalienTid til selvforkælelse efter at ha’ brugt over en uge af ferien på at pille mit gamle køkken ned, hakke klinker op, skrabe tapet af, pudse vægge … part 1 af et forhåbentlig fedt nyt køkken. Og efter sådan en indsats fortjener man lidt godt vin, fx en Barolo Gramolere fra Azienda Agricola Manzone Giovanni.

Vinhuset Giovanni Manzone blev etableret i 1925, da den unge Giovanni Manzone købte Monforte d’Alba ejendommen Ciabot del Preve, som tidligere havde været residens for sognekontoret i den nærliggende by Castelletto.

De startede med det samme med at lave vine og opkøbte i løbet af de kommende år også parceller på Castelletto samt Gramolere … to af de bedste marker i Monforte d’Alba.

I dag drives vingården af Mauro Manzone som 4. generation, dog fortsat med hjælp fra sin far, der – som grundlæggeren – også hedder Giovanni Manzone. Allerede i 2005 startede Mauro med at hjælpe sin far med vinfremstillingen, men det er fortsat gammelfar, som bestemmer i de afgørende beslutninger.

Mauro Manzone er ellers godt uddannet som ønolog fra Scuola enologica di Alba, den lokale, berømte vinskole.

Manzone familie har samlet 8,5 hektar marker, som ligger i 450 meters højde og giver en beskeden produktion på omkring 50.000 flasker vin hvert år og der anvendes alene druer fra egne marker.

Der fokuseres udelukkende på topkvalitet med bl.a. et pænt lavt høstudbytte og samtidig arbejdes der udelukkende efter økologiske principper i markerne uden brug  af pesticider eller kunstgødning, mens alle vinene tappes uden klaring eller filtrering, ligesom der udelukkende tilsættes kun et minimum af svovl.

Sanlet producerer Manzone omkring 9 forskellige vine lige fra Dolcetto, Barbera, Langhe Nebbiolo til 4 forskellige Barolo’er, nemlig denne Gramolere og en Gramolere Riserva fra deres bedste mark, som klart er Gramolere. Riservaen laves kun i de bedste år og  anvender alene den allerbedste frugt.

Så er der Barolo Bricat, som også er lavet med druer fra Gramolere marken, blot fra nogle af de ældste vinstokke på den øverste del af marken. Endelig er der Barolo Castelletto fra deres 1 hektar store parcel på  Castelletto marken.

Barolo vinene fra Giovanni Manzone har igennem tiden fået et utal af 3 glas fra Gambero Rosso og flotte scores fra både Decanter, Wine Spectator og Robert Parker’s Wine Advocate.

Med denne 2015 Barolo Gramolere er Nebbiolo druerne høstet i starten af oktober. Gæring og maceration sker over 30-40 dage ved 28-31 grader. Efter endt fermentering er vinen lagret 30 måneder i store 500-700 egefade og efter aftapning på flaske er vinen lagret yderligere 10 måneder.

Duftmæssigt bliver du omgående glad … virkelig typisk Barolo duftnoter med lettere moden og let frugt, tørrede rosenblade, læder, fennikel, lakridsrod, lakrids, nogle umodne kirsebær, hindbær, et glas aspirin hovedpinepiller, masser af stram italiensk syre, bagepulver samt en håndfuld grønne blade. Vildt tiltrækkende.

I munden er det fortsat en ung Barolo med masser af syre, lys og spændstig i strukturen. Der er unge tanniner, men de bider egentlig ikke vildt, selvom mundhulen tørrer noget ud. Der er ribs, umodne blommer, meget let, lys og ung, men samtidig meget venlig og totalt imødekommende og tjenstvillig. Det hænger vildt godt sammen her allerede i en ung alder. Der er god længde i eftersmagen med både syre samt en smule bitterhed … det smager sgu godt, selvom det endnu er meget ungt.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 499,95 kr., men kan fås til 429,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2007 Domaine Lionnet, Cornas Terre Brûlée, Rhône, Frankrig

2007 Domaine Lionnet, Cornas Terre Brûlée, Rhône, FrankrigJan har en gang tidligere serveret Cornas Terre Brûlée … og sidst var det i årgang 2010, men nu er samme vin i glasset, blot i en ældre årgang 2007.

Domaine Lionnet ligger på hovedgaden Avenue du Colonel Rousset … omkring 100 meter fra Clape midt i Cornas. Lionnet familien har været vinbønder i Cornas siden 1575, men huset har siden 2003 været drevet af Corrine Lionnet samt hendes mand Ludovic Izerable. De overtog driften efter Corrines far Pierre, som havde overtaget driften efter sin far Michel … helt efter traditionerne i familien.

Det er en ganske lille vingård, da familien alene har omkring 4 hektar vinmarker i henholdsvis Cornas og Saint Joseph. I Saint Joseph har de alene en enkelt parcel på Giraud Côtes … forholdsvis nyplantede stokke fra 2004 og 2008.

I Cornas er markerne opdelt på 7 parceller på 5 marker, nemlig Pied la Vigne, Combes, Mazards, Chaillot samt Eygas Chataignier … og alle med meget gamle vinstokke helt op til 105 år gamle.

Straks efter Corinne og Ludovic havde overtaget driften, så gik de straks i gang med at konvertere domainet til økologisk og biodynamisk drift og i 2009 blev Domaine Lionnet økologisk certificeret.

De er ikke biodynamisk certficeret, men alle faser i markarbejde og vinproduktion udføres i henhold til den biodynamiske månekalender … og de anvender også ofte heste ved arbejdet i vinmarkerne.

Domaine Lionnet fremstiller vinene helt traditionelt og sætter alt ind på at skabe så terroir typiske vine som muligt. Høstudbytterne ligger omkring 30 hektoliter pr. hektar.

Klaserne går hele og uden afstilkning i gærringskarrene, og Corinne og Ludovic anvender helt klassisk pigeage a pied – hvilket vil sige, at druerne fodtrædes.

Den samlede trækketid på drueskindet er tre uger og efter endt gæring lagres den unge vin 18 måneder på et mix af 225 liters barriques og 600 liters demi-muids.

Der anvendes ikke ny eg, idet formålet med fadlagringen er at sikre den langsomme iltning, der øger vinens aromatiske styrke og kompleksitet samtidig med at tanninen forfines. Ideen er ikke, at vinen skal smage af træ. Efter to vintre sammenstikkes fadene og vinen tappes uden klaring eller filtrering af nogen art.

Den biodynamiske tilgang er ikke så tydelig, som i 2010’eren, men næsen har masser af landlige aromaer med mejeri, virkelig mælket med kærnemælk, dyb gæret frugt, brombær, blommer, fedtet asfalt, tjære, tør engelsk lakrids, masser af lakrids, våde fade, violer peber og det hele kraftigt, intenst og hårdt på. En kraftkarl.

Det gælder også smagsmæssigt, hvor der først dukker en sjov sød, krydret note op med masser af engelsk lakrids, mørke bær, virkelig kølig, kold og dyb sort, oliventapenade, blyanter, kul, mineraler, kalk, godt med tanniner og en vild syre, peber og kærnemælk. Den er en Skipper Skræk stærk vin på en rå, muskuløs facon, men slet ikke uden elegance. Flot vin.

Forhandles af Coop, hvor en flaske i årgang 2015 koster 369 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2012 Tenuta di Aglaea, Annacare, Sicilien, Italien

2012 Tenuta di Aglaea, Annacare, Sicilien, ItalienJan havde sidst i maj været til Distintos smagning med Anne-Louise Mikkelsen fra Tenuta di Aglaea på R9 vinbar/-butikken i Rømersgade i København. Det er måske derfra, at han havde købt denne 2012 Annacare.

Jeg er pjattet med Anne-Louise og hendes vine fra Sicilien. Hun er sgu en sej ung dansk kvinde og dygtig vinmager. Jeg har også skrevet lidt om hende og hendes vinhus, sidst da jeg smagte en 2008 N*Anticchia og dengang skrev jeg faktisk lidt sammen med Anne-Louise på email for at sikre, at jeg også fik historien om vinhuset helt korrekt. Så vil du vide mere om den danske vinmagerinde på Siclien, så læs det gamle indlæg.

Annacare er samme vin som N*Anticchia … men i 2012 ændrede hun navnet på vinen. Annacare betyder på siciliansk dialekt at lulle eller vugge en baby i armene og er givet til ære for Anne-Louises lille søn, der blev født samme år som vinen første gang blev aftappet.

Det er ren Nerello Mascalese på 70-100 år gamle vinstokke. Efter høsten så sker gæring i rustfrie ståltanke og efter endt fermentering sker malolaktisk gæring på egefade, hvor vinen også er lagret i 18 måneder. Lagringen sker på franske barriques, heraf er halvdelen helt nye. Efter aftapning på flaske er vinen lagret 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Næsen er vildt animalsk, landlig vild … næsten naturvinsagtig med både mødding, søde bolsjer, våde fade og let urtet, mens frugten er overmodne sorte kirsebær, blommer, kridt, kul, røg, kolde sten, lidt svovl, fernis, timian og en markant æterisk syre. Det er både elegant, let og kraftfuld næse … man bliver begejstret.

I munden er vinen olieret med let peber, kirsebær, tranebær, nogle bitre bær og samlet virker frugten totalt vild. Syren er sådan rigtigt italiensk med masser af tanniner, tørhed og perfektionistisk syre, rå og nærmest utæmmet, kraft og vild frisk. Smagen er mælket, cremet med grafit, power og rå kraft, mens frugten fortsat er i den fine og lettere boldgade … det kan Nerello Mascalese virkelig. I unge Anne-Louises hænder er druen behandlet som en rigtig dronning … og viser sig koket frem som en smuk madonna.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2015 Bodegas Tridente, Rejón, Castilla y León, Spanien

2015 Bodegas Tridente, Rejón, Castilla y León, SpanienNår vi nu er i gang med fyldige spanske vine, så lad os endelig smage et lille glas af denne 2015 Rejón fra Bodegas Tridente … et glædelig gensyn fra næsten to år siden, hvor jeg smagte Rejón i årgang 2014.

Bodegas Tridente ligger i Villanueva de Campean omkring 30 kilometer syd for Zamora udenfor Toro appellationen i vinområdet Castilla y León. Det er ejet af af det store Juan Gil Bodegas Familiares, altså Gil familien, som jeg også har skrevet om mange gange tidligere. Det er et vinhus, der laver vine fra rigtigt mange områder i Spanien.

Bodegas Tridente projektet startede Gil familien i 2008, hvor de opkøbte 65 hektar vinmarker, som er fordelt på ikke mindre end 40 parceller med masser af tudsegamle vinstokke, som er plantet løbende igennem tiderne.

De fleste af markerne ligger omkring byerne Villanueva og El Pego … men kun sidstnævnte ligger indenfor appellationen DO Toro. Og selve vinproduktionen foregår i Zamora, som også ligger uden for Toro, så det betyder, at vinene fra Bodegas Tridente dermed blot bliver vine fra Castilla y León.

De ældste vinstokke er omkring 130 år gamle, men den bedste mark er Rejón, som netop leverer druer til denne vin med samme navn. Det er ubetinget Bodegas Tridentes absolutte topvin, som er lavet på ren Tempranillo fra de ældste vinstokke.

Udover Tempranillo, så dyrker vinhuset også sortern Prieto Picudo samt Mencía fra nogle marker, som ligger et stykke fra vingården, nemlig i Bierzo og León området. De to druesorter bruges i vinene Tridente Prieto Picudo og Tridente Mencía, mens de resterende øvrige 4 vine alle er lavet på Tempranillo.

Selvom vinhuset er ejet af Gil familien, så er ledelsen af vingården lagt i hænderne på Enrique Busto, mens den ansvarlige vinmager bag vinene er den australske ønolog Frank Gonzales, som dog oprindeligt stammer fra Spanien.

Rejón marken ligger ved byen El Pego og er egentlig indenfor DO Tora appellationen. Vinstokkene er 130 år gamle og plantet i en undergrund med grus og sand. Druerne er høstet med håndkraft og fermenteret i små barriques, hvor de også har lagret 15 måneder. Produktionen er stærkt begrænset.

Dejlig kølig næse med flæsk, mejeri, yoghurt, jordbær, brombær, blåbær, brændte noter, grafit, blyanter, kul, toast, egetræ, pænt med fadpræg, vanilje, chokolade, kakaopulver, sød/syrlige balsamiske elementer, medicinkasse, håndsæbe, sten, mineraler … og der er tilsyneladende også en fin, tynd og krydret syre.

Hold da op, hvor Rejón smager godt. Der er så cremet og så blødt, men som sidst holdt i stamme tøjler af en fin syre, tørhed, blødhed og sikke behagelighed. Der er mørk frugt, kakao, mælkechokolade, bløde tanniner, som lige markerer, krydderier, svagt lidt likøragtig alkohol, kraft og power. Det er en stor dame at danse med, men damm hvor hun fører og svanser.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 309 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Domaine de Colette, Moulin à Vent Le Mont, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine de Colette, Moulin à Vent Le Mont, Bourgogne, FrankrigSidst jeg smagte en vin fra Domaine de Colette fra byen Lantignié i Bourgogne var den 12. marts lige inden en koncert med Carl Emil Petersen med band. Samme aften lukkede landet nærmest helt ned. Nu drikker jeg igen et glas fra det herlige vinhus … en Moulin à Vent Le Mont 2017.

Sidst smagte jeg deres almindelige Beaujolais-Villages Coteaux de Colette og der skrev jeg også lidt om vinhuset. Denne Moulin à Vent Le Mont er fra den appellation i Beaujolais, der regnes blandt de bedste og samtidig også den mest maskuline … modsat den lyse, feminine Fleurie.

Druerne til vinen kommer fra 70 år gamle Gamay vinstokke, som høstes manuelt. Derefter sorteres alle druerne på sorteringsbordet inden 70% af druerne afstilkes. Gæringen værer 15 dage med alle skallerne inden presning og så lagring 9 måneder i tankene.

WAUW … sikke en satans bondsk og dejlig aroma, virkelig en fri spirit aka sjæl i en svedig sweater, kompost, landlighed, blæk, kul, blåbær og sorte kirsebær, en økologisk blomstermark, nogle stenede mineraler, en lille smule søde krydderier, kanel, kardemomme … man svøbes nærmest hen i de både rustikke og lidt forfinede dufte, som samtidig signalerer en stor saftighed.

Og smagsmæssigt er jeg sgu også nødsaget til at sige WAUW … for denne Moulin à Vent Le Mont er så fin, blød og cremet, at man totalt overraskes. Det er virkelig smagfuld … den oser af blød comfort med en smuk, fin og let saftighed, masser af kirsebær, fast syre, jern og granit. Det er bondsk på den fine og sjove måde. Det er en vin, der oser af sjæl og Houlberg er fortabt, forgabt og forelsket. Det er samtidig et vildt saftigt godt køb.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 149 kr., mens prisen er 134 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2004 Vineyard 7 & 8, 7 Reserve Cabernet Sauvignon, Californien, USA

2004 Vineyard 7 & 8, 7 Reserve Cabernet Sauvignon, Californien, USA7 er et ulige tal, et primtal og regnes som et heldigt tal. Hvis man – som Launny Steffens – er vild med numerologi, så kalder man selvfølgelig ens vingård for Vineyard 7 & 8. Og det er netop derfra, at jeg nu smager vinen 7 Reserve Cabernet Sauvignon i en ældre årgang 2004.

Launny Steffens har en solid baggrund i finansverdenen, men han og hustru Weezie har altid påskønnet god mad og vin, så de besluttede sig for at investere i en vingård i Napa. Efter en grundig søgning købte de i 1993 ejendommen Spring Mountain 600 meter oppe på skrænterne af den vulkanske Mayacamas-bjergkæde, men ændrede hurtigt navnet på vingården til Vineyard 7 & 8.

Ejendommen havde 16 hektar marker og tilplantet i starten af 1980’erne, halvdelen med Cabernet Sauvignon og den andel halvdel med Chardonnay, hvilket passede ægteparret perfekt. De har siden lavet deres eksklusive vine fra disse marker med hjælp fra ansat vinmager, således de kunne fortsætte med deres øvrige private interesser.

Således driver Launny Steffens sit eget private rådgivningsfirma om investering med base i New York City, mens Weezie fortsætter med at forfølge sin lidenskab og studier inden for kunst og maleri.

I dag er der derfor sønnen Wesley Stefffens, der står for driften og er assisterende vinmager til ønologen Martha McClellan, der er ansvarlig for vinproduktionen.

Wesley har – som sine forældre – stor passion for mad og vin. Han er selv uddannet på Culinary Institute of America, har arbejdet hos både Michelin restauranten French Laundry og 4 år i teamet af vinmagere hos selveste Harlan Estate.

Denne 7 Reserve Cabernet Sauvignon er selvfølgelig 100% Cabernet Sauvignon fra den gamle Spring Mountain vingård, nu Vineyard 7 & 8. Druerne er høstet i hånden og sorteret to gange i vineriet. Mosten har gæret med hele 30-45 dages udblødning af drueskallerne. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på flere typer af eksklusive franske egetræsfade, heraf 75% nye.

Der er skrald på aromaerne, hvor der først kommer noget råt og røget kød, dyb mørk frugt fra verdens indre, sort kirsebær, solbær, cedertræ, timian, salvie, tør engelsk lakrids, lakridsrod, vanilje, et brugt kaffefilter, lidt grøn peber og sort peber. Selvom der er fart over feltet, så virker vinen fortsat ung og spændstig, og der er ingenlunde til at dufte, at vinen er 16 år gammel.

Smagen er også langt mere frisk end du ville forvente. Der er syrlig, stram og stringent frugt, meget vedkommende, syrlig og tanninerne er også spillevende. Det er en tør, slank og lidt majestætisk vin, som har noget imposant, nobelt og distingveret over sig. Syren er vild … andet er umuligt at sige. Det er smukt … så simpelt kan det siges.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 799,95 kr., mens prisen er 599,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Tenuta Sette Ponti, Oreno, Toscana, Italien

2017 Tenuta Sette Ponti, Oreno, Toscana, ItalienOreno er topvinen hos det historiske vinhus Tenuta Sette Ponti og betegnes af flere som den måske den mest oversete Supertoscaner … et klassisk Bordeaux blend.

Tenuta Sette Ponti er en ældre, storslået ejendom, der ligger i et fjernt og uspoleret område af Chianti meget tæt på Castiglion Fibocchi og Arno-floden mellem Firenze og Arezzo. Vingården har tidligere tilhørt medlemmer af den italienske kongefamilie, men har siden 1950’erne været ejet af Moretti Cuseri familien. De første 60 hektar jord købte Alberto Moretti Cuseri direkte af de to prinsesser Margherita og Maria Cristina af Savoy-Aosta.

Navnet Tenuta Sette Ponti er en henvisning til de syv berømte middelalderlige broer, der krydser Arno-floden mellem Arezzo og Firenze. Den mest berømte af dem broerne, nemlig Ponte Buriano, kan i øvrigt ses i baggrunden af Leonardo da Vincis verdenskendte maleri af Mona Lisa.

Det er i dag Antonio Moretti Cuseri som driver det store gods, der i dag er på 300 hektar jord, hvoraf 54 hektar er vinmarker.  Antonio overtog godset fra sin far i slutningen af 1990’erne og begyndte straks efter at producere sine egne vine.

Udover Tenuta Sette Ponti, så har Antonio også investeret i yderligere to Bolgheri vingårde, hvilket er Orma syd for Livorno samt Poggio al Lupo, der ligger i Magliano tæt på Grosseto. De to ejendomme er på henholdsvis 7,5 og 45 hektar, mens vinmarkerne samlet er på 20,5 hektar på ejendommene.

Oreno er topvinen fra Tenuta Sette Ponti ejendommen, og det er som nævnt en IGT supertoscaner lavet som et Bordeaux blend med 50% Merlot, 40%, Cabernet Sauvignon og 10% Petit Verdot. Vinen har sit navn efter floden, der krydser Tenuta Sette Pontis jorder.

Druerne høstes fra op til 75 år gamle vinstokke, der er plantet 250 meters højde og lavet med 25 dages fermentering ved kontrollerede temperaturer efterfulgt af en maceration. Herefter er vinen lagret 18 måneder på franske barriques og yderligere 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Moden næse med lidt bordeauxfile trækninger … både jord, skovbund, cigaræsker, solbær, brombær, blommer, lidt fed og så næsten syltetøjstyk suppleret med toast, tobak, bagepulver, tørre krydderier, svagt lidt mentol og endda en ung balsamico. Der er også pænt med fad … sådan lidt nyt træ og svagt en snert vanilje.

Nøj, det smager godt. Det er igen Bordeaux, men bare med en så lækker og nærmest balsamisk fin syre, meget frisk og mørk frugt, en frisk frugtsyre og så samtidig virkelig tør. Der er totalt stramme og lidt pebrede tanniner, tør, unge, barnlige og juvenile.

Vinen er lidt som at få i pose og sæk … både den mørke, elegante frugt, som man finder i Bordeaux og så en syre samt tanninbid, som bare er virkelig italiensk. Det smager rasende godt og er samtidig en vin, som burde ligge og småsnakke med sig selv i kælderen mange år endnu, men det smager altså også rigtigt godt nu. Det er et sted lige mellem 5,5 og 6 fine fingre.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 599 kr., mens prisen er 549 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7