Tag-arkiv: Italien

2020 Cantine Paradiso, Nonno Angelo Nero di Troia, Puglia, Italien

2020 Cantine Paradiso, Nonno Angelo Nero di Troia, Puglia, ItalienVi skal da smage endnu en vin fra Cantine Paradiso i Cerignola i Puglia, men denne gang er det med vinen Nonno Angelo Nero di Troia i årgang 2020.

Det er en vin lavet på 100% Nero di Troia høstet i start af  oktober. Efter afstilkning knuses druerne og efterlades til gæring og maceration i 15 dage i rustfri ståltanke ved en kontrolleret temperatur under 27 grader og presses så efterfølgende.

Vinen lagres i 2 måneder i rustfri ståltanke og overføres derefter på egetræsfade, hvor den lagres i 12 måneder. Efterfølgende yderligere 4 måneder i flaske for at udvikle sig før den bliver frigivet.

Duftmæssigt kan det minde om en syditaliensk Primitivo, for der er fed solbærmarmelade, sorte kirsebær, svesker og dadler, kanel, kaffe og mælkechokolade, karamel, kakao, men der er også bare en snas af bitterhed oveni den modne, mørke frugt.

I munden smager vinen lidt på samme måde … en maggiterning af fed, håndgranateksplosiv intens mørk frugt. Det er en gammeldags, blød, brun  bredriflet fløjlssofa, som du sætter dig dybt i og næsten aldrig vil komme helt opad igen. Det er blødt, sødt, kraftigt, venligt og har udover chokolade også finsk lakrids, høj oktan alkohol, som lige giver varme, bid og kraftigsød eftersmag. 91 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker ligger på 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7   

2020 Cantine Paradiso, 1954 Primitivo, Puglia, Italien

2020 Cantine Paradiso, 1954 Primitivo, Puglia, ItalienCantine Paradiso eller måske mere korrekt Vinolea Paradiso ligger i det nordlige del af den større by Cerignola i Puglia aka Apulien i Italien og derfra smager jeg to vine og starter helt klassisk med en 1954 Primitivo i årgang 2020.

Paradiso-familien har været vinavlere siden 1954, hvor Angelo Paradiso – også kendt som Angelo Primo – grundlagde vingården i Cerignola i hjertet af Daunia provinsen i Puglia.

Derefter overtog Angelos 4 sønner driften og gennem de efterfølgende år udvidede de med køb af nye vinmarker, men i dag er det 3. generation – Angelos barnebarn – der også heder Angelo, der har overtaget driften.

Familien har samlet 12 hektar, som primært er tilplantet med druesorter som Nero di Troia, Primitivo og Negroamaro, men også hvide sorter som  Bombino, Fiano di Avellino samt Trebbiano.

Her smager vi husets 1954 Primitivo, hvor Primitivo druerne er høstet i august fuldt modne. Afstilkning efterfølges af blød knusning og maceration med gæring i rustfri ståltanke i 15-20 dage ved en kontrolleret temperatur og derefter presning.

Efter endt fermentering er vinen lagret 2 måneder i rustfri ståltanke og derefter 12 måneder i  225 liter barriques, før den returneres til ståltanke i yderligere 3 måneder. Efterfølgende tappes og lagres vinen i yderligere 4 måneder før frigivelse.

Duftmæssigt er det fra første snif en fyldig, sødlig, krydret vin, der har masser af krop, fedme og voluminøs kapoow … har både blåbær, kirsebær, svesker, overmodne blommer, lidt mentol, røg, cedertræ, mørk chokolade, læder samt lidt karamel, sød lakrids, kanel … men samtidig med lidt tørhed.

I munden er det også en kraftig, lidt marmeladefed Primitivo, men samtidig har den noget mere, for balancen er klart bedre end lige forventet. Der er fortsat kaffe, kanel, læder, karamel, nødder, røg og sveskegrød. Der er både sødme, alkoholvarme og nougat … meget, fløjlsblød rund, comfortagtig og bredbaget. 91 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 225 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker ligger på 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7   

2019 Generazione Alessandro, Croceferro Etna Rosso, Sicilien, Italien

2019 Generazione Alessandro, Croceferro Etna Rosso, Sicilien, ItalienMed næste vin er hos det nye vinhus Generazione Alessandro, der laver vine fra skråningerne på vulkanen Etna på Sicilien og dette er deres 2019 Croceferro Etna Rosso.

Generazione Alessandro er grundlagt i 2015 af de 3 fætre og kusiner Benedetto, Anna og Benedetto Alessandro. De har sammen med deres fædre en mere end 100 år lang historie  bag sig som vindyrkere på den nordvestlige del af Sicilien ikke langt fra Palermo via vinhuset Alessandro Camporeale.

Men i 2015 så opkøbte de 3 fætre og kusiner så knap 10 hektar højtbeliggende vinmarker ved Etna og grundlagde Generazione Alessandro.

De har 7,5 hektar marker på den nordøstlige side af vulkanen i omkring 650 meters højde ved Castiglione di Sicilia og 2,5 hektar vinmarker lidt sydligere tæt ved Linguaglossa.

Bortset fra en halv hektar med særdeles gamle vinstokke er vinmarkerne plantet så sent som i 2016, hvorfor der er tale om meget nye og friske vine, som har udpræget Etna karakter.

Der laves to vine på Generazione Alessandro … en hvid Trainare på Carricante og Catarratto samt denne røde Croceferro Etna Rosso, der er lavet på 100% Nerello Mascalese fra marker i 640 meters højde.

Efter høsten er druerne afstilket og knust let. Gæring og maceration er sket over 12 dage i koniske ståltanke med daglig punchdown og efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder med 70% i franske tonneaux fade og de resterende 30% i ståltanke. Så sker flaskning derefter og vinen lagrer yderligere 6 måneder.

Dejlig lys og transparent i glasset … duften er også ret lækker, let, luftig med en meget landlig, parfumeret og blomstret note, har en frugt med jordbær, kirsebær, hyben og granatæbler, lidt diskret fad med vanilje, let kanel, tørre krydderier … men for pokker, hvor har den en berusende lethed.

Hvor smager den bare drøngodt. Den har en nærmest æterisk lethed, en lys, sart og luftig frugt med masser af smag, sødme og saftighed. Dem har en levende syre, som nærmest har en smule lemon bitterhed, hindbær, lyse kirsebær og granatæbler, hvilket hjælpes af en let mineralsk nerve. Det er sgu rå-lækkert og en etnawine, som absolut omgående vinder mit hjerte. 94 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 169 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Quila, MX-Quila Moretto, Piemonte, Italien

2020 Quila, MX-Quila Moretto, Piemonte, ItalienVi slutter selvfølgelig Bisso Atanassov og dermed Azienda Agricola Quila smagningen med MX-Quila Moretto vinen og i seneste årgang 2020.

Dette er kun 2 årgang af vinen og selvom Bisso har tilplantet 0,44 hektar med Moretto druen på marken Cossano Belbo, så vil marken først kunne give druer til vinen fra 2023.

Derfor er denne lavet med nogle hentede aka indkøbte Moretto druer fra sidst en eksisterende mark nær Tortona. Vinen er så lavet med 3 dages pre-maceration samt en efterfølgende spontangæring og maceration over 25 dage i fade tidligere brugt til at lave Barolo.

Efter endt fermentering er vinen lagret 14 måneder på barrique, men der er alene lavet et enkelt fad af denne MX-Quila Moretto, hvilket svarer til sølle 294 flasker.

Splitte mine bramsejl ville kaptajn Haddock ha’ sagt, for den dufter absolut imponerende med garvet læder, roser, violer, mineraler og har en moden frugt med tyngde, sorte kirsebær, hindbær, brombær samt dyb intensitet. Der er lidt fylde i vinen og dermed ikke helt som Nebbiolo, selvom den også har denne tørre og lækre nerve.

I munden har vinen også en lidt mørkere side end Nebbiolo og tanninerne hverken lammer eller hyller vildt i munden, selvom der fortsat er spræl i vinen. Tanninerne giver dog et godt bid og de sniger sig langsomt frem og sætter sig nærmest ubemærket på  tænderne. Der er jordbær, hindbær, ribs, masser af piemontisk syre og denne friske, stringente, direkte og lyse frugt … meget tør og imponerende, så dermed 95 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Quila, Bric Bissarello Langhe Rosso, Piemonte, Italien

2020 Quila, Bric Bissarello Langhe Rosso, Piemonte, ItalienNæste vin fra Bisso Atanassov på Azienda Agricola Quila er ret så spændende og er denne Bric Bissarello Langhe Rosso 2020 lavet på et fieldblend med mest Dolcetto.

Druerne til vinen stammer fra den lejede mark Bric Bissarello, hvor der primært er Muscat for 90% vedkommende, mens den resterende del er Dolcetto,

Eller det troede Bisso Atanassov i hvert fald og det er det næsten også for i hvert fald 85% af druerne, men han opdagede, at der på Dolcetto delen af marken var enkelte stokke, som ikke lignede Dolcetto.

Han fik en fyr fra den lokale planteskole til at løbe rækkerne igennem, og det viste sig, at der imellem Dolcetto, var der plantet 4 forskellige andre sorter … Uvalino, Malvasia di Casorzo, Bonarda Piemontese og Neiran.

Bisso besluttede sig for, at hylde marken ved at høste alt samtidig og lade det indgå i den samme vin, som et slags fieldblend. Gæringen og maceration er sket i store tønder over 25 dage og efter fermentering er vinen lagret 14 måneder på brugte egefade. Der er lavet 852 flasker af vinen.

Etiketten på vinen er malet af den israelske kunstner Elena Kotliarker og det he3dder Splash of Life #8 og ifølge Bisso passer det meget godt med indholdet i flasken.

Duftmæssigt er vinen – ganske overraskende – langt lettere end forventet, har en vild overraskende kompleks og spændende duft af en ellers lidt bondsk drue, som ofte giver lidt småkedelige vine. Det er denne bestemt ikke, for der er kirsebær, kirsch, jordbær, tørrede roser og blomster, let lakrids og vanilje. Fadsødmen runder duften rigtigt godt af.

Smagen er dog mere let, bondsk med nogle vandene kirsebær, saftige jordbær, hindbær, tørre og finkornede tanniner, en rigtig god syre. Jeg tror aldrig, at jeg har smagt Dolcetto med sådan en lethed, hvilket virkelig klæder den ellers nemme drue. Det er rasende fin og elegant Dolcetto, så Houlberg er glad. 93 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 249 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Quila, Jeff Pramas Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2020 Quila, Jeff Pramas Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienDen dygtige vinmager Bisso Atanassov på Azienda Agricola Quila i Cossano Belbo lidt syd for Asti by har travlt. Sidst jeg smagte en vin fra ham, så lavede han to vine, men i dag laver han 6 forskellige vine og jeg tester nu 3 af dem … startende med denne Jeff Pramas Langhe Nebbiolo 2020.

Bisso Atanassov er oprindeligt fra Bulgarien, har en uddannelse som ønolog fra Montepellier og en master i ønologi fra Torino. Han har blandt andet produceret vin for producenter som Viu Manent i Chile, Vietti i Barolo, Ramos Pinto i Douro og Angelus i St-Emilion, men fra 2012 slog han sig permanent ned i Barolo.

Det blev til seks år som vinmager hos La Bioca inden bruddet med dem. Så i 2018 startede Bisso Atanassov sit eget lille Quila projekt på en ejendom beliggende i i Cossano Belbo ved Isola d´Asti lidt sydøst for Barbaresco.

Bisso var samtidig stødt på den meget mystiske druesort Moretto – ikke at forveksle med den portugisiske Moreto – som man mente var uddød i Piemonte. Men tilbage i 1930’erne havde en ung vinmager imidlertid medbragt druen til Mexico, hvor man dog havde forvekslet den med Nebbiolo.

Den gav godt nok en anden type vin i Mexico end i Italien, men det mente man var klimatisk og geologisk bestemt. Det var først, da der blev taget en DNA prøve af den mexicanske Nebbiolo, at man fandt ud af, at den intet havde med Nebbiolo at gøre. Men samlet findes der i dag 150 hektar med Moretto i Mexico.

Bisso Atanassov stødte først på druen i 2015, men i 2018 fik han efter intense studier om druen, lokaliseret en lille mark med netop Moretto i Piemonte … og Bisso kalder det selv den sidste Moretto mark i Piemonte. Siden har han taget nogle skud og plantet flere marker med druen.

I dag findes der efter sigende samlet 10 hektar med Moretto i Piemonte og heraf har Bisso de 0,44 hektar på en del af Cossano Belbo marken.

På Azienda Agricola Quila har Bisso Atanassov samlet set ikke mange hektar vinmarker … faktisk kun 2 vinmarker, nemlig Cossano Belbo på 2,2 hektar i Cuneo provinsen i Langhe samt Canelli på 0,26 hektar i Asti provinsen i Monferrato.

På markerne dyrker han Nebbiolo, Dolcetto, Moretto, Barbera, Muscat, Favorita samt flere mere ukendte sorter som Zbibbo, Freisa, Malvasia di Casorzo, Uvalino, Brunetta di Rivoli, Neiran og 3 andre sorter, som han endnu ikke har identificeret.

De 3 vine fra Bisso Atanassovs Quila projekt

Jeg har fra årgang 2020 testet 3 af Bissos vine, som I også kan se på billedet nedenunder.

Det er vinene

Jeg har her først smagt 2020 Jeff Pramas Langhe Nebbiolo, der er lavet på Nebbiolo druer fra en sydvendt bakke i 380 meters højde på Cossano Belbo marken.

Han har dog under vinifikationen også undervejs gæret vinen sammen med 8% skind eller kvas fra hans produktion af den hvide Favorita drue, både det almindelig kvas og kvaset fra den amfora gærede Favorita produktion.

Det er efter en teknik, som Bisso kalder F.O.D.S. og det står for fermented on drained skins, altså nærmest gæret på drænet skind … i hvert fald for en lille del. Vinen har med Favorita skindet fået 200 dages maceration og sluttelig 14 måneders lagring på brugte fade. Der er kun lavet beskedne 250 flasker af vinen.

Vinen er opkaldt efter to desværre afdøde vinbønder, som Bisso samarbejdede med, da han arbejdede i Barolo. Pramas døde da en traktor væltede nedover ham, men Jeff tog sit eget liv med en stor riffel. Etiketten er tegnet af en af Bissos venner, nemlig kunstneren Konstantin Novikov, der stammede fra Saint Petersburg, men døde af Corona i 2021.

Mums … virker nærmest som en lidt kødfuld Langhe Nebbiolo, fortsat med alle de herlige noter af læder, tørrede rosenblade, violer, er ganske parfumeret og blomstret, har let medicinsk udtryk, mens frugten er jordbær, lyse og syrlige kirsebær samt en ultrafin, let og stringent syre.

Smagen er ganske tør med tranebær, ribs, saftige kirsebær, en tør bitterhed og saftig sødme, har stor saftighed og lakridsale noter, en lækker og rund smag. Den har måske ikke det lyse, strenge Nebbiolo tanninbid, er mere sjov, bondsk og kødfuld, men for dæleme, hvor smager den godt. 93 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 249 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Bollini, Pinot Nero Riserva, Trentino, Italien

2017 Bollini, Pinot Nero Riserva, Trentino, ItalienNeil og Maria Gemma Empson driver via deres firma Empson & Co. et af de allerstørste  eksportfirmaer indenfor salg af italiensk vin, men laver også selv lidt vin, som nu fx fra vinhuset Bollini, som de grundlagde i 1979 … og der er derfra, at jeg smager en 2017 Pinot Nero Riserva.

Eksportfirmaet Empson & Co. har i næsten 50 år været en af de førende, store eksportører af italiensk vin og blev grundlagt i 1972 af Neil og Maria Empson med det formål at bringe Italiens skønne vine ud i verdenen.

I 2019 gav de dog faklen i handelsfirmaet videre til deres datter Tara, som forinden havde arbejdet sammen med forældrene gennem næsten 15 år.

Efter at have repræsenteret nogle af de bedste italienske vingårde, så har familien – nok helt naturligt – også kastet sig over selv at lave lidt vine. Det er specielt Neil Empson, der laver vin i samarbejde med den kendte ønolog Franco Bernabei, der bl.a. er kendt som konsulent hos vinhuse som Fontodi og Felsina.

Jeg smagte tidligere i år bl.a. deres 2017 Monte Antico Toscana IGT, som er lavet på opkøbte druer fra lerede marker i både Maremma og Chianti i cirka 400 meters højde.

Men Neil og Maria Gemma Empson har dog altid været specielt fascineret af vinene fra Friuli og Trentino. Det  var derfor, at de så grundlagde Bollini, hvor målet var at vise, at man sagtens kan lave gode vine til favorable priser i disse kølige områder i det nordlige Italien, hvilket sker med opkøbte druer.

Men Maria Gemma Empson har også sat sit præg på vinene fra Bollino, da hun som tidligere maler og gallerichef, har tegnet alle etiketterne til Bollini vinene.

Her smager vi deres 2017 Pinot Nero Riserva fra marker i 400-700 meters højde og høstet med et udbytte på 56 hektoliter pr. hektar fra 15-30 år gamle vinstokke.

Vinen er lavet  i rustfrie ståltanke ved 22-24 grader over 15 dage, Derefter er der også sket malolaktisk gæring og så er vinen lagret på 225 liter barriques i 12-18 måneder samt 6 måneder på flaske inden frigivelse.

En dejlig lys, teglfarvet transparent væske i glasset og duften er faktisk lige så indbydende med en sart, lys, delikat og let frugt. Det er så fint med frugt af både jordbær, jordbærgrød med vaniljeis ovenpå, lyse kirsebær, et diskret fadpræg med mælkechokolade, kokos samt vaniljesukker.

Smagen er lidt i samme boldgade, men frugten lidt dog langt mere tilbagetrukket, som var den genert, forsigtig og tilbageholdende. Det er tranebær, jordbær og rabarber, lidt peber, mens tanninerne også kan mærkes og giver sammen med den lyse syre god struktur. Det stikker aldrig helt dybt, men smager bare skidegodt med den lette, lyse og sarte side, så man bliver i happy-go-lucky humør. 92 point samt et forbandet godt køb.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 109,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2014 Foradori, Teroldego Vigneti delle Dolomiti, Alto Adige, Italien

2014 Foradori, Teroldego Vigneti delle Dolomiti, Alto Adige, ItalienForrige gang jeg smagte en Foradori vin, så var det den fine 2014 Morei Teroldego Vigneti delle Dolomiti. Fra den samme årgang smager jeg nu basisvinen Teroldego Vigneti delle Dolomiti.

Det er en monsterlækker entry-level vin, der er lavet på 100% Teroldego, der her kommer fra 9 hektar marker i Mezzolombardo Campazzi og Settepergole med en jordbund rig på grus og sand.

Vinen har gæret i store cementtanke og efter endt fermentering så lagret 12 måneder på blanding af store egefade og cementtankene inden flaskning, som er sket ufiltreret. Elisabetta Foradori laver årligt omkring 50.000 flasker af denne vin.

Vinen har en mørk og lidt behåret duft med en mørk og saftig frugt, blåbær, solbær, blæk, blyanter, cedertræ, lidt våde vaskeklude, sorte oliven, røg, mælkede noter, lidt kanel, mentol og mynte. Den dufter lidt animalsk, rank og stoisk og så alligevel med en lettere og luftig note.

Hvor er der masser af intens og frisk frugt i smagen … en mørk frugt suppleret med røg, blåbær, stikkelsbær, sure kirsebær, kirsch og er generelt utrolig frugtrig, let og med en utrolig fin elegance, som om den misundeligt havde kigget på de burgundiske vine og tænkt; det skal jeg også have lidt af. Syren virker nærmest balsamisk, feminin, elegant og let. Smuk vin og vildt, at det er en basisvin. 93 point.

Købt hos Bichel Vine til 200 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Bibi Graetz, Colore Rosso, Toscana, Italien

2020 Bibi Graetz, Colore Rosso, Toscana, ItalienDet er totalt luksus sådan at smage hele arsenalet fra Bibi Graetz og jeg lukkede dermed smagningen med årgang 2020 af den ikoniske og dyre topvin Colore Rosso.

Det er i forhold til 2019’eren et par ændringer. For det første er vinen nu lavet i den moderne vinkælder under Villa Aurora i Fiesole, men derudover er der kommet druer fra den nye mark Olmo med i blendet og de skulle tilføre lidt friskhed i blendet. Derudover er vinen ikke som forrige årgang 2019 lagret på helt nye barriques, men derimod på brugte barriques.

Det betyder med andre ord, at Sangiovese druerne kommer fra nogle 70-90 år gamle vinstokke på markerne Lamole, Siena, Olmo og Vincigliata. Igen høstes hver mark op til 8 gange for at sikre optimal modenhed af druerne, der så i øvrigt selekteres først i markerne, mens anden sortering sker lige før afstilkningen.

Efter let knusning, så sker gæringen i åbne 225 liter barriques og hver mark vinificeres separat. Gæringen er sket spontant alene med de helt naturligt forkomne  gærceller fra marker, druer, kælder og helt uden temperaturstyring og varer typisk 2 uger.

Under gæringen sker der dagligt 6-8 manuelle punch downs af drueskallerne og efter endt fermentering overføres den til brugte barriques, hvor den malolaktiske gæring sker. Igen lagres vinen så separat efter mark i 20 måneder og først derefter sker den endelige sammenstikning, men alene af de allerbedste fade. Derefter flaskes og lagrer vinen endnu 10 måneder inden frigivelse.

Vinen kommer i øvrigt i en smuk, original 3 styk trækasse, som Bibi i årgang 2020 har udstyret med specialdesignet låg i rustfrit stål.

Igen er vi i det ydre rum … fabelagtig næse, som ganske rigtigt virker lidt mere rank, yngre og en snas grønnere end 2019’eren. Igen er der tørrede roser, lidt tobak, lakrids, karamel, lidt champignon, gammelt træ, mahogni og merbau, en lidt lysere frugt med kirsebær, blommer, tranebær og hindbær … Jesus, hvor dufter det godt.

Selvom duften måske ligger ufattelig tæt på 2019’eren, så virker smagen faktisk mere tæt og endda også lidt mørkere. Det er fortsat så intenst og cremet, at vinen smelter i munden, men det er atter et veritabelt møde mellem syre, salte mineraler, en ren samt klar frugt med tørre, markante, karakterfaste og stramme tanniner. Men nu er tanninerne måske lidt mere integreret med frugten, selvom der dog fortsat er bid i vinen og denne vilde, lange og uendelige eftersmag. 98 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 2.199,95 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 1.799,95 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2019 Bibi Graetz, Colore Rosso, Toscana, Italien

2019 Bibi Graetz, Colore Rosso, Toscana, ItalienTil sidst i smagningen af Bibi Graetz vinene, så røg jeg til de store og ikoniske Colore vine, som jeg her først smagte i jubilæumsåret 2019.

For ligesom med Testamatta har Graetz laver Colore helt fra den spæde start i 2000 og den er da også iklædt den meget flotte og festlig jubilæumsetiket.

Colore 2019 er fremstillet på de bedste Sangiovese druer fra 70-90 år gamle vinstokke fra Bibis tre bedste vinmarker Lamole, Siena samt Vincigliata. Hver mark høstes op til 8 gange for at sikre en optimal modenhed af druerne, der så i øvrigt selekteres først i markerne, mens anden sortering sker lige før afstilkningen.

Efter let knusning, så sker gæringen i åbne 225 liter barriques og hver mark vinificeres separat. Gæringen er sket spontant alene med de helt naturligt forkomne  gærceller fra marker, druer, kælder og helt uden temperaturstyring og varer typisk 2 uger.

Under gæringen sker der dagligt 6-8 manuelle punch downs af drueskallerne og efter endt fermentering overføres vinen til nye barriques, hvor den malolaktiske gæring sker. Igen lagres vinen så separat efter mark i 20 måneder og først derefter sker den endelige sammenstikning, men alene af de allerbedste fade. Derefter flaskes og lagrer vinen endnu 10 måneder inden frigivelse.

I denne årgang har vinen fået 99 point af Suckling, 98 point af Decanter samt 96 fra Parker.

Sublim kan duften vel nærmest betegnes som … men andre ord som storslået, generøs, grandios, nobel og endda statelig også siger noget om oplevelsen. Vinen har denne dekadente aroma med ædeltræ, lidt tobak, læder, tørrede rosenblade, violer, mynte, lidt tør og støvet i sit udtryk suppleret med rå champignon og lidt karamel. Der er frugt af kirsebær, jordbær og en snert tranebær. Sådan skal Sangiovese bare dufte, når vi rammer kosmos.

Det smager også sindssygt godt … har denne fine kombination af, at vinen på den ene side smelter i munden og samtidig en tør syrlighed, en fin bitterhed samt en klar og frisk frugtintensitet. Balance er nok  bare nøgleordet, for her mødes syre, mineraler, en ren og klar frugt med tørre, markante, karakterfaste og stramme tanniner. Det giver både struktur, kæmpe kompleksitet og så har vinen virkelig – som alle Graetz vinene – bare monsterlang eftersmag. 99 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 2.199,95 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 1.799,95 kr.

Vinanmeldelse 7/7