2017 Neil & Maria Empson, Monte Antico Toscana IGT, Toscana, Italien

2017 Neil & Maria Empson, Monte Antico Toscana IGT, Toscana, ItalienNæste levende billede … øh flaske vin kommer fra Empson & Co. aka Neil & Maria Empson, der driver et af de allerstørste  eksportfirmaer indenfor salg af italiensk vin, men også selv laver lidt vin, bl.a. denne, fine Monte Antico Toscana IGT, som jeg smager i årgang 2017.

Eksportfirmaet Empson & Co. har i næsten 50 år været en af de førende, store eksportører af italiensk vin og er så grundlagt i 1972 af Neil og Maria Empson med det formål at bringe alle Italiens skønne vine ud i verdenen. I 2019 gav de dog faklen videre til deres datter Tara, som forinden havde arbejdet sammen med forældrene gennem næsten 15 år.

Efter at have repræsenteret nogle af de bedste italienske vingårde, så har familien – nok helt naturligt – også kastet sig over selv at lave lidt vine. Det er specielt Neil Empson i samarbejde med  den kendte ønolog Franco Bernabei, der bl.a. er kendt som konsulent hos vinhuse som Fontodi og Felsina.

Det er der bl.a. kommet denne Monte Antico Toscana IGT ud af, lavet på  85% Sangiovese, 10% Merlot samt 5% Cabernet Sauvignon, hvor druerne kommer fra kalkstensholdige og mere lerede marker i både Maremma og Chianti i cirka 400 meters højde.

Efter høsten og en nænsom selektering har vinen gæret under temperaturkontrollerede forhold på stål, mens den efterfølgende har lagret 3 år, hvoraf 1 år har været på barriques.

Sikke dejlig duft … lige med tilstrækkelig italiensk syre samt en lille poleret sødme spiller sgu godt sammen. Der er violer, blomster, lidt læder, røg, lidt blæk, tørhed, umodne kirsebær, jordbær, vanilje samt tørrede urter og lidt citronskal. Dufter sgu helt godt.

I munden er der godt med syre, masser af tør syre faktisk, mens frugten er tranebær, umodne kirsebær, moreller, masser af syrlig frugt, godt med te-breve, bitterhed, tørre tanniner og virkelig ret italiensk i smagen … kant, bid, frisk og så kommer der alligevel en svag lille sødme i slutfasen.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 75 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7