2018 Domaine Pascal Clément, Pernand-Vergelesses Les Belles Filles, Bourgogne, Frankrig

2018 Domaine Pascal Clément, Pernand-Vergelesses Les Belles Filles, Bourgogne, FrankrigDen næste Domaine Pascal Clément vin blev så denne 2018 Pernand-Vergelesses Les Belles Filles og er én af de i alt 84 vine, som Pascal producerer.

Den er selvfølgelig lavet lidt som forrige Rully vin, dvs. først med presning af de hele klaser og så en klaring i stålkar i 10-12 timer.

Derefter hældes druesaften via tyngdekraften på 1-3 år gamle fade for den alkoholiske gæring, hvor Pascal Clément lader lade den naturlige gær arbejde videre, gøre sin magi.  Vinen klares og modner derefter på fad i 11-16 måneder, hvorefter den tappes på flaske.

I næsen er fadpræget knap så stort, så det lader frugten få mere plads sammen med en nærmest kalket mineralitet. Det er fortsat pærer og fersken suppleret med lidt grønne æbler, honning samt krydderier.

Smagen er også klart mere klar og mineralsk … virkelig god frugt med æbler, pærer og lemon. Det smager godt, men man får ikke fedme og krop samt samme flydende og smeltende smag som med foregående Rully.

Forhandles af Vinmonopolet.dk, hvor en flaske normalt koster 479,95 kr., men på tilbud pt kan fås til 389 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Domaine Pascal Clément, Rully Les Cailloux Blanc, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine Pascal Clément, Rully Les Cailloux Blanc, Bourgogne, FrankrigJeg startede Bourgogne ræset med de 5 vine hos vinmageren Pascal Clément fra hans vinhus Domaine Pascal Clément og den første vin var denne 2019 Rully Les Cailloux Blanc.

Pascal Clément kommer fra en familie af vinbønder og den lille vingård i Savigny-les-Beaune er da også grundlagt i 1950. Pascal overtog selv driften i 2012 efter mange års erfaring på gården og en uddannelse i vinbranchen.

Pascal er siden barndommen vokset op med vin og Bourgognes terroir, som han først lærte at respektere og siden at arbejde med, først hos nogle anerkendte huse i Bourgogne, bl.a. hos selveste Coche Dury, der nok er en af de mest eminente og dyreste producenter i Bourgogne.

Pascal har samlet 10 hektar vinmarker, der dækker ikke mindre end 29 appellationer og 80% af produktionen er hvidvine. Han holder til i en gammel ejendom fra 1850 med en gammel, hvælvet kælder, der har en kapacitet på 200 barriques, men også er udstyret med topmoderne udstyr og store rustfrie ståltanke.

Jeg smagte først denne Rully Les Cailloux Blanc, der er lavet ved, at Chardonnay druerne først er presset i hele klaser og derefter er der sket en klaring i stålkar i 10-12 timer. Derefter hældes druesaften via tyngdekraften på 1-3 år gamle fade for den alkoholiske gæring, hvor Pascal Clément lader lade den naturlige gær arbejde videre, gøre sin magi.  Vinen klares og modner derefter på fad i 11-16 måneder, hvorefter den tappes på flaske.

Duftmæssigt er fadpræget også ganske pænt, men absolut på den mest lækre måde … det dufter jættegodt. Duften er fyldig med lidt pærer, fersken, hyldebær og venlige gule blomster, kaprifolier og en smule honning samt snert af lidt hasselnødder.

I munden er det også ret lækker vin … fyldig, rund og sødkrydret, men vinen har samtidig en vild god og styrende syre, som sammen med lidt bitterhed giver et rigtigt godt og overraskende bid. Det er fandeme en god start.

Forhandles af Vinmonopolet.dk, hvor en flaske normalt koster 359,95 kr., men på tilbud pt kan fås til 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

N.V. Parigot & Richard, Quartier Libre Aligoté Extra Brut, Bourgogne, Frankrig

N.V. Parigot & Richard, Quartier Libre Aligoté Extra Brut, Bourgogne, FrankrigDen lille Bourgogne smagning med Vinmonopolet i Wine Labs lokaler i Aarhus startede med et glas Quartier Libre Aligoté Extra Brut fra vinhuset Parigot & Richard.

Vinhuset ligger i Savigny-lès-Beaune og er grundlagt tilbage i 1907 Émile Parigot, Han burde nok ha’ været født i Champagne, men det blev i Bourgogne.

Det  lod han sig imidlertid ikke påvirke af og senere blev vinhuset så drevet videre af svigersønnen Gaston Richard og datteren Louise Parigot … og deraf også navnet på vinhuset … Parigot & Richard.

I dag er det Grégory Georger, der siden 2002 som 5. generation har drevet vinhuset. Han er søn af Martine Richard og hendes husbond Alain Georger.

Familien har samlet 12 hektar vinmarker rundt om omkring Savigny-les-Beaune, hvorfra de laver 8 forskellige mousserende vine og en af disse er altså denne Quartier Libre Aligoté Extra Brut.

Vinen er lavet Aligoté druer, der kommer fra Côte de Beaune og 20-50 år gamle vinstokke plantet i jordbund rig på kalk og ler. Druerne sorteres i hånden, først klase for klase og efter vinificering har vinen gennemgået andengæring på flaske over 18 måneder sur lie. Vinen er degorgeret 9. januar 2020 med en dosage på 4 gram pr. liter.

Duftmæssigt er vinen gæret og rustik, har god syrlighed, masser af stikkelsbær, hyld, citroner, grapeskal og hvide blomster. Det er lige præcis sådan en god vin til velkomst skal dufte. Boblerne er sådan medium i styrke og smagsmæssigt har den en fremragende syre samt smag med bitter lemon og grape.

Forhandles af Vinmonopolet.dk, hvor en flaske normalt koster 249,95 kr., men på tilbud pt kan fås til 149 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

Vinmonopolets lille Bourgogne smagning med 5 små burgundiske vinhuse

Vinmonopolet fik i fredags besøg af hele 5 producenter fra Bourgogne og Mads Jordansen fra Winelab Acadamy i Mejlgade midt i Aarhus var så rar og behjælpelig med at lægge lokaler til den lille middagssmagning, hvor Houlberg også havde listet sig med.

Hvad er bedre end at tilbringe 1,5 time sammen med en flok burgundiske vinmager og samlet 25 forskellige vine? Derfor havde jeg pumpet bilen og kørt sydpå til Aarhus til den lille smagning.

Mejlgade ramte jeg lidt før tid … så havde lige tid til en latte på Fryden Kaffebar i fred og ro. Det passede meget godt inden den store vinsmagning, hvor jeg skulle smage og lave smagsnoter på eftermiddagens mange vine.

Winelab Acadamys lokaler ligger på 3. sal i en bygning i Mejlgade, meget fint og tjekket rum, der var helt perfekt til sådan en smagning og de 5 producenter fra Bourgogne havde da også stillet sig op bag hver deres bord … eller rettere havde 4 gjort det, da producenten fra Domaine Robert Gibourg desværre ikke kunne deltage. Hans vine blev så bare skænket af Tjalfe Arnstrup fra Vinmonopolet.

Det var også Tjalfe, som bød velkommen … og ganske hurtigt stak et glas mousserende vin i min ene hånd og da en flok branchefolk snart dukkede op, så startede smagningen.

Blandt vinproducenterne fik jeg øje på et kendt ansigt, nemlig Jean-Charles Fagot, der også deltog i et lignende arrangement i 2018 og også arrangeret af Vinmonopolet. Det kan du læse mere om i mit lille blogindlæg; Bourgogne … en eftermiddag på ET med Labruyére, Rion & Fagot.

Jeres hårdtarbejdende vinblogger skulle i løbet af de næste 1,5 time igennem et program med disse vine … og I får alle mine beskrivelser samt smagsnoter i samme rækkefølge, som jeg smagte dem:

Velkomst
Domaine Pascal Clément i Savigny-les-Beaune
Domaine Jean-Charles Fagot i Chassagne-Montrachet
Domaine Garnier & Fils i Chablis

Domaine Robert Gibourg i Morey-Saint-Denis
Domaine du Clos des Poulettes i Nuits-Saint-Georges

Som vanligt har jeg ovenover linket alle mine beskrivelser og smagsnoter på alle vinene.

Samlet blev det en rigtig dejlig eftermiddag, men jeg havde sgu også travlt, idet jeg – som flere måske ved – er en langsom smager og det betød, at jeg da også skulle bruge alle 90 minutter til at få skrevet mine smagsnoter og så havde jeg endda travlt.

Men lige så pludselig, som det startede, så sluttede smagningen også, hvorved folk stille og roligt luntende af … og det gjorde jeg så efterfølgende, mens jeg skænkede Tjalfe fra Vinmonopolet samt Søren fra Brdr. D’s Vinhandel en venlig tanke.

2021 Bodegas Martín Códax, Marieta Albariño, Rías Baixas, Spanien

2021 Bodegas Martín Códax, Marieta Albariño, Rías Baixas, SpanienKooperativet Bodegas Martín Códax er et af de større kooperativer, som virkelig formår at imponere … og det er denne Marieta Albariño et virkelig godt bevis på.

Med denne Marieta er vi på kooperativets ejendom i Rías Baixas, hvor vinen selvfølgelig også er lavet på 100% Albariño, som er en af Spaniens største grønne druesorter. Nogle mener den nedstammer fra Riesling, mens andre sammenligner den med en lys udgave af Viognier.

Det med Riesling er nok det mest sandsynlige, idet navnet Alba-Riño betyder den hvide fra Rhinen. Efter sigende skulle tyske munke have haft druen med til Galicien i 1200-tallet … og Rías Baixas ligger jo lige præcis i Galicien. S

Sikkert er det dog, at Albariño er en aromatisk sort, der er lys og lettere end aromatiske sorter som Viognier og Gewürztraminer, men Albariño er rigere på syre, hvilket får den til at virke frisk.

Vinen er lavet med alkoholgæring ved 16-18 grader i rustfri ståltanke, men gæringen afsluttes ved kulde, således der bevares en smule sødme …. og den ligger på 14 gram restsukker pr. liter.

Hold da kaje for en blomsterrig duft … samtidig får du en hel skål med tropiske og eksotisk frugt. Der er både mango, ananas, abrikos, fersken og masser af dåsepærer, honningmelon og blomstereng. Det dufter så saftigt, at man omgående får lyst til at sætte tænderne i denne unge, smukke Marieta.

Vinen smager også, som den dufter … saftig, eksotisk og erotisk med dåsepærer, fersken, æblemost og totalt saftigt. Der er nu klart mere dybde i vinen end sidst jeg smagte den i årgang 2014 og selvom det måske ikke er så kompleks, så byder den på utrættelig drikkeglæde, hvor balancen både vil glæde den glade og uvidende livsnyder samt den mere krævende vinnørd.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen på tilbud er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Bodegas Sarmetero, Sarmetero Roble, Ribera del Duero, Spanien

2020 Bodegas Sarmetero, Sarmetero Roble, Ribera del Duero, SpanienJeg smagte også denne Bodegas Sarmetero 2020 Sarmetero Roble, altså en Cosecha vin, der skal være lagret mindst 3 måneder på egefade, hvilket denne selvfølgelig også opfylder.

For det er naturligvis 100% Tempranillo, høstet med lavt udbytte, gæret på druernes naturlige gærceller og så lagret 5-6 måneder på franske og amerikanske barriques.

Vild god duft … ganske klassisk Ribera del Duero med masser af fadpræg og samtidig dejlig landlig, animalsk og intens. Det er en medium til fyldig vin, hvor der er pænt med våde og sødbrændte fade, vanilje, sød lakrids, mælkede noter, chokolade samt en frugt med solbær, sorte kirsebær og blommer.

I munden er det lidt samme historie … sådan mediumfyldig, en tør frugt med blåbær, kirsebær samt blommer, kakaopulver, bitterhed, men alt leveres blødt, rundt og meget smagfuld med en smule peber, nelliker, tør sødme samt tørre tanniner.

Forhandles af Langli Vin og Wineboutique.dk, hvor en flaske koster 150 kr., mens prisen er 115 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2021 Bodegas Sarmetero, Sarmetero Verdejo, Rueda, Spanien

2021 Bodegas Sarmetero, Sarmetero Verdejo, Rueda, SpanienVed en Ribera del Duero smagning tilbage i marts i år smagte jeg den lidt anderledes og friske Thanos fra Bodega Sarmentero lavet helt uden brug af egefade, altså ren Tempranillo på ren stål. Nu smager jeg igen et par vine fra huset og starter med denne Sarmetero Verdejo med druer fra Rueda.

Bodega Sarmentero er et af de nyere huse i Ribera del Duero og ligger nærmest i baghaven til et castiliansk hus i  Quintanilla de Arriba i Valladolid.

Ejendommen blev erhvervet i 1942 af Repiso familien og indtil da var den en del af 3 møllehuse i byen, men dengang var produktionen mest kvægavl og dyrkning af hvede samt byg … samt en smule vinproduktion til ejet brug.

Det var Amparo Repiso, der som 4. generation i 2004 begyndte at satse på vinproduktion, markedsføring og salg. Siden har Amparo så løbende øget produktionen lidt efter lidt og i 2013 opførte hun også et helt nyt vineri.

Amparo har samlet 7 hektar vinmarker fordelt på de to marker Pago de Oyales merllem Quintanilla de Arriba og Peñafiel og så Peñuelas tæt på vingården. I dag er datteren Maria Lopez også kommet med i driften af vingården.

Med denne Sarmetero Verdejo er vi fortsat i Castilla y León vinregionen, men nu ikke i Ribera del Duero, men i stedet i Rueda, hvor hovedruen jo netop også er Verdejo. Den er lavet alene på rustfrie ståltanke, hvor den også er lagret.

Vinen har duftmæssigt en meget parfumeret aroma … virkelig både blomsterig samt friske, grønne urter. Det er blomstersæbe, honning, pærer, dåsepærer, græs, syltede citroner og har endda måske lidt, der kan minde om en Sauvignon Blanc.

Smagen er let og frisk med lidt fennikel, pærer og smager næsten sprød med mandler, græs samt en tør sødme. Der er klart pænt med grønne urter, grønt græs og grøn lemon. Det er en lille charmetrold, som jeg faktisk synes rigtigt meget om … ikke stor og kompleks, men frisk, spændstig samt parfumeret.

Forhandles af Langli Vin og Wineboutique.dk, hvor en flaske koster 125 kr., mens prisen er 95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2019 Madonna del Latte, Sucàno Cabernet Franc, Umbrien, Italien

2019 Madonna del Latte, Sucàno Cabernet Franc, Umbrien, ItalienDen sidste Madonna del Latte var selvfølgelig rød, men ikke på hverken Sagrantino, Sangiovese eller typisk italienske druer, men derimod blev det denne 2019 Sucàno Cabernet Franc tilsat en lille procentdel Cabernet Sauvignon.

Alle druerne kommer fra marker, der er tilplantet omkring 2005 med en jord med sand og vulkanske basalt.

Efter høsten er alle druerne så afstilket, hvorefter der er sket temperaturstyret gæring med udvalgt gær i rustfri ståltanke ved 16-28 grader.

Efter endt fermentering er druerne så presset nænsomt i en pneumatisk presse efterfulgt af malolaktisk gæring. Derefter er vinen lagret 12 måneder på egefade inden samling i rustfrie tanke og så aftapning på flaske og yderligere 12 måneders lagring.

Duftmæssigt er det nærmest som et clash mellem Bordeaux og så Italien, hvor den italienske syre fører tvekampen an, mens en grøn, urtet, tæt og mediumfyldig frugt virker lidt ung. Der er jord, solbær, mørke kirsebær, lidt kakao, chokolade, grønne urter, rosmarin, salvie samt let champignon.

I munden er vinen dog lettere end det meste Bordeaux og har en ung, frisk frugt, virkelig harmonisk og med medium  fylde. Der er lidt tørre og småbitre tanniner, men vinen virker nu mest rund, frisk og med et tørt og skarpt tanninbid. Der er en spinkel saftighed i vinen, et venligt ansigt og masser af frugtsmag.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Madonna del Latte, Viognier, Umbrien, Italien

2019 Madonna del Latte, Viognier, Umbrien, ItalienDen næste Madonna del Latte vin blev en hvidvin, nemlig på den sydfransk druesort, der har sin højborg i Condrieu og det er selvfølgelig en Viognier og her i årgang 2019.

Paolo Peira og Leon Zwecker har lavet vinen med druer fra vinstokke plantet i 2007.

Efter høsten er alle druerne afstilket og så presset nænsomt i en pneumatisk presse, hvor saften dekanteres og hviler ved omkring 8-10 grader i 24 timer.

Derefter der sket en temperaturstyret gæring med udvalgte gærtyper i rustfri ståltanke ved 17-18 grader og derefter er vinen så lagret 5 måneder sur lie i tankene og helt uden lagring på eg eller brug af malolaktisk gæring.

I næsen er vinen også lidt beskeden … ikke storskrydende på nogen måde, nærmere tværtimod, for der er forsigtigt lidt fersken, pærer, sandeltræ,  spidskommen samt lidt sød vingummi.

Smagen er mere udtryksfuld, ganske tør, sød, urtet og mineralsk med lemon bitterhed, måske endda let grape. Vinen har slet ikke samme fedme som en Condrieu, men her klart mere slank, stringent med  jernagtige eller mineralske elementer.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2019 Madonna del Latte, Rosario Vino Spumante Rosato Brut, Umbrien, Italien

2019 Madonna del Latte, Rosario Vino Spumante Rosato Brut, Umbrien, ItalienMadonna del Latte ligger ude på landet ved Sugano i bakkerne mellem Orvieto mod øst og Bolsena søen mod vest i den vestligste del af Umbrien. Jeg smager nu 3 vine derfra og starter med den mousserende rosévin 2019 Rosario Vino Spumante Rosato.

Det er en forholdsvis ny vingård, der er grundlagt i år 2000 af Manuela Zardo og Hellmuth Zwecker. Efter at have rejst rundt i hele Italien som mad- og vinskribenter fandt de det ideelle sted i Umbrien til at begynde at producere deres helt egen vin.

De blev fascineret af området omkring Sucano og fik hjælp fra den lokale vinavler Federico Curtaz til at plante en række vinstokke, som de købte fra den berømte Angelo Gaja i Piemonte, men som her bare vokser fabelagtigt i den vulkansk jord.

De har samlet små 5 hektar vinmarker, der ligger i 450 meters højde med en fin og kølende brise fra de umbriske bjerge, men det har også været kendt historisk bl.a. produktion af den hvide Orvieto Classico.

De lå dog vinproduktionen i hænderne på den ansat ønolog, Dr. Paolo Peira, der selv er uddannet på Faculté d’Œnologie i Bordeaux i Frankrig … og endda på Madonna del Latte nomineret til Premio Luigi Veronelli for årets bedste vinmager i 2007.

Peira får dog hjælp af Manuela Zardo og Hellmuth Zweckers søn Leon Zwecker, der også selv er uddannet vinmager og inden han fik ansvaret for produktionen sammen med Peira, har gået på skole i Silberberg, Steiermark og Krems, og arbejdet i Sydtyrol, Friuli-Venezia Giulia, Californien og New Zealand.

Og for at gøre det endnu mere nørdet, så er Leons kæreste Ruta selvfølgelig også sommelier, så der er vist basis for at snakke og nyde vin i familien.

Leon og Peira driver stedet økologisk certificeret … bruger således ikke herbicider, syntetisk gødning eller insekticider. Vinene laves i en gammel kælder, der formentlig tidligere har været en etruskisk grav. Kælderens temperatur og fugtighed giver ideelle betingelser for de franske egetræsfade, som bruges til at lagre flere af vinene.

Kælderen er dog moderniseret i 2007, bl.a. med en moderne gæringskælder, der rummer alt det nyeste nødvendige udstyr til at producere vine, der kan måle sig med de højeste standarder. Og dér laver familien årligt knap 40.000 flasker vin.

Og én af disse er altså denne Rosario Vino Spumante Rosato Brut, der i denne årgang 2019 er lavet på et blend af Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon.

Først er druerne afstilket, hvorefter de ligger med skindet køligt ved 4 grader i 8 timer. Derefter er de presset og mosten ligger så ved 10 grader i 24 timer inden gæring i rustfrie ståltanke ved 17-18 grader.

Derefter er vinen lagret i tankene i 5 måneder inden en malolaktisk gæring og så en andengæring i store autoklave tanke efter charmat metoden indtil vinen opnår et tryk på 5 bar. Der laves årligt 6.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt er det jordbær og hindbærbrus, lidt fersken samt tranebær eller granatæbler, godt med blomster, røde roser, svagt lidt eukalyptus samt en ganske lille sødme.

Boblerne er små, hurtige og bruser godt op, men de svinder dog forholdsvis hurtigt. Så sidder man i stedet med en sødbitter smag, tranebær, igen lidt granatæbler og lemon. Men derudover er der altså også lidt saftig og sødere jordbær, som virkelig kommer helt frem, når bruset har lagt sig. God lang eftersmag.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 115 kr. på tilbud.

Vinanmeldelse 4,5/7

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger