2022 Weingut Maibachfarm, Ahrweiler Grauburgunder & Chardonnay, Ahr, Tyskland

2022 Weingut Maibachfarm, Ahrweiler Grauburgunder & Chardonnay, Ahr, TysklandJeg fortsatte med endnu en hvidvin fra Weingut Maibachfarm, men nu var det en Ortswein og endda en vin, som jeg havde smagt under på mit besøg på vingården … en Ahrweiler Grauburgunder & Chardonnay og jeg smagte nu 2022’eren.

Vinen er ifølge winzer Alexander Weber lavet nogenlunde som foregående vin, men blot lagret på franske barriques i nogle måneder … og blendet er vist – som jeg lige husker det – 50% Grauburgunder og 50% Chardonnay.

Duften er også blød, venlig og cremet … bestemt ikke overpoweret af fadnoter, men har tydelig frugt af pærer, melon, fersken, abrikos og ananas … bløde hvide frugter med eksotiske gener, hvor syren virker blød og lidt tilbagetrukket.

Sådan smager vinen også … blød, venlig og omgængelig med masser af hvid blød frugt … igen pærer, melon, fersken, abrikos, ananassaft og selv det lille skvis fra grønne æbler og citroner er blødt på en ret syreafdæmpet facon. Er du syrefreak, så er dette ikke vinen for dig, men vinen er slank og blød … her er frugten i højsædet og dét gør vinen virkelig godt. 91 point.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 259 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Weingut Maibachfarm, Weissburgunder, Ahr, Tyskland

2022 Weingut Maibachfarm, Weissburgunder, Ahr, TysklandTilbage i 2019 besøgte jeg Weingut Maibachfarm i Ahr … og nu har jeg fået et glædeligt gensyn med vinhuset via deres danske importør Juul’s Vin & Spiritus, så nu smager jeg lidt vine derfor og starter med denne 2022 Weissburgunder.

Mit besøg, historien og smagningen tilbage i 2019 kan du læse om i mit indlæg; Besøg hos Weingut Maibachfarm … økologisk vingut ude på landet.

Denne Weissburgunder er en Gutswein aka basisvin, som først er gæret på rustfrie ståltanke, men hvor en lille procentdel af vinen så derefter har fået en malolaktisk gæring og så lagret en periode på egefade.

Dejlig fed næse … den delvise fadlagring har bestemt givet vinen krop og fylde, for den virker helt smøret eller olieret med både lidt vanilje, lakridskonfekt samt denne bløde og let eksotiske frugt med abrikos, mango, ananas og sød æblemost. Den har en let landlig side og samtidig lidt nødder … dufter virkelig godt.

I munden er det lidt samme sag … Pinot Blanc kan ofte godt være lidt kønsløs, men det gælder bestemt ikke denne vin, der har fedme samt blød og tropisk frugt af ananassaft, fersken og æblemost, læskende, saftigt og cremet, hvilket fadlagringen bidrager godt til. Det er svært ikke at blive monsterglad for vinen. 90 point.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2022 Croce di Febo, Somaio Bianco di Toscana, Toscana, Italien

2022 Croce di Febo, Somaio Bianco di Toscana, Toscana, ItalienVi skal ha’ mere hvidvin, men rykker til Toscana i Italien, da vi nu smager en vin fra vinhuset Croce di Febo og det er en 2022 Somaio Bianco di Toscana IGT.

Croce di Febo ligger på adressen Via di Voltaia Nel Corso omkring 3 kilometer fra centrum af Montepulciano og er  grundlagt i 1995 af Vincenti-Comitini familien med  Silvia Vincenti som ejer og den drivende kraft i fællesskab med hendes mand Maurizio Comitini. De har lige siden etableringen fået skabt et smukt agriturismo med plads til plads til 14 gæster, men laver også lidt vin fra deres knap 4 hektar vinmarker,

De 4 hektar er fordelt på kun 2 marker, nemlig Vigna la Pietra ved Pieve di Valardegna i 470 meters højde samt Vigna Cappuccini ved Pieve di Saint Albino i 520 meters højde. De to vinmarker har sammenlagt 9 forskellige terriors.

Markerne er dog primært præget af ler og kalksten … og netop ler er  i stand til at holde på fugt og næringsstoffer i tørre perioder, mens kalksten indeholder sedimenter, der gør planterne i stand til at udvikle duftende druer med en god struktur.

Markerne dyrkes biodynamisk, og der forfølges et princip om bæredygtig produktion, så det klassiske toscanske landskab kan bevares. Der er aldrig tilført kunstig gødning på disse marker, men i stedet anvendes princippet om grøngødning, hvor der sås grønne planter mellem vinstokkene, der så tilfører jorden organiske næringsstoffer.

I kælderen gærer alle vinene spontant med vildgær, så der er et element af naturlig tilfældighed i vinenes udvikling. Der laves 8 forskellige vine på Croce di Febo, herunder altså denne Somaio Bianco di Toscana.

Den er lavet på et skøn blanding af sorterne Malvasia, Canaiolo Bianco, Trebbiano samt Grechetto, der alle er dyrker økologisk og biodynamisk på marker i Cappuccini og høstet med håndkraft.

Vinen er lavet ret spændende … med spontangæring i betonæg og efter endt fermentering er vinen lagret i amforaer af terrakotta og endelig aftappet på flaske uden klaring eller filtrering … og så er der kun lavet et sted mellem 500 og 1.000 flasker af vinen.

I glasset overraskes du først af farven … er vel noget i retning af gulorange og endda noget grumset, mens duften er ganske saltet med en duft, der virker en kende gammel og let oxyderet. Der er både nedfaldsæbler, pigeonæbler, cideræbler, hyben, abrikos og virker faktisk lidt lukket i aromaerne.

Smagen er også sådan lidt varm og saltet … har tørret abrikos, overmodne æbler og igen denne lidt småoxideret smag. Syren er noget flad eller afdæmpet, men der kommer nogle ret bitre, sjove og mærkelige lerede elementer frem, hvorved vinen sgu ikke virker helt på toppen … 87 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 175 kr., men i øjeblikket kan fås på tilbud til 149 kr.

Vinanmeldelse 4/7