2022 Weingut Maibachfarm, Weissburgunder, Ahr, Tyskland

2022 Weingut Maibachfarm, Weissburgunder, Ahr, TysklandTilbage i 2019 besøgte jeg Weingut Maibachfarm i Ahr … og nu har jeg fået et glædeligt gensyn med vinhuset via deres danske importør Juul’s Vin & Spiritus, så nu smager jeg lidt vine derfor og starter med denne 2022 Weissburgunder.

Mit besøg, historien og smagningen tilbage i 2019 kan du læse om i mit indlæg; Besøg hos Weingut Maibachfarm … økologisk vingut ude på landet.

Denne Weissburgunder er en Gutswein aka basisvin, som først er gæret på rustfrie ståltanke, men hvor en lille procentdel af vinen så derefter har fået en malolaktisk gæring og så lagret en periode på egefade.

Dejlig fed næse … den delvise fadlagring har bestemt givet vinen krop og fylde, for den virker helt smøret eller olieret med både lidt vanilje, lakridskonfekt samt denne bløde og let eksotiske frugt med abrikos, mango, ananas og sød æblemost. Den har en let landlig side og samtidig lidt nødder … dufter virkelig godt.

I munden er det lidt samme sag … Pinot Blanc kan ofte godt være lidt kønsløs, men det gælder bestemt ikke denne vin, der har fedme samt blød og tropisk frugt af ananassaft, fersken og æblemost, læskende, saftigt og cremet, hvilket fadlagringen bidrager godt til. Det er svært ikke at blive monsterglad for vinen. 90 point.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7