2022 Weingut Maibachfarm, Ahrweiler Grauburgunder & Chardonnay, Ahr, Tyskland

2022 Weingut Maibachfarm, Ahrweiler Grauburgunder & Chardonnay, Ahr, TysklandJeg fortsatte med endnu en hvidvin fra Weingut Maibachfarm, men nu var det en Ortswein og endda en vin, som jeg havde smagt under på mit besøg på vingården … en Ahrweiler Grauburgunder & Chardonnay og jeg smagte nu 2022’eren.

Vinen er ifølge winzer Alexander Weber lavet nogenlunde som foregående vin, men blot lagret på franske barriques i nogle måneder … og blendet er vist – som jeg lige husker det – 50% Grauburgunder og 50% Chardonnay.

Duften er også blød, venlig og cremet … bestemt ikke overpoweret af fadnoter, men har tydelig frugt af pærer, melon, fersken, abrikos og ananas … bløde hvide frugter med eksotiske gener, hvor syren virker blød og lidt tilbagetrukket.

Sådan smager vinen også … blød, venlig og omgængelig med masser af hvid blød frugt … igen pærer, melon, fersken, abrikos, ananassaft og selv det lille skvis fra grønne æbler og citroner er blødt på en ret syreafdæmpet facon. Er du syrefreak, så er dette ikke vinen for dig, men vinen er slank og blød … her er frugten i højsædet og dét gør vinen virkelig godt. 91 point.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 259 kr.

Vinanmeldelse 5/7