Weingut Dr. Corvers Kauter skilter egentlig ikke med det, men denne Rüdesheimer Berg Schlossberg Riesling Trocken er faktisk en Großes Gewächs og vi smagte vinen i årgang 2020.
Rüdesheimer Berg Schlossberg er således en Große Lage mark, der har en topplacering på selve Rüdesheimer Berg og ligger lige vest for Roseneck næsten ved svinget på Rhinen på vej til Assmannshausen.
Druerne er egentlig høstet sent som en Spätlese, men er lavet i tør stil. I modsætning til den foregående, så er denne denne alene være vinificeret i ståltanke … både gæringen og den efterfølgende lagring sur lie inden endelig aftapning på flaske.
Der er duftmæssigt fra start lidt petroleum, men den fylder nu ikke så meget, for i stedet kommer der lidt æblekompot, hyben og grønne æbler, citron samt kandiseret grape og appelsinskal. Det giver noget fedme, mens syren har nerve og man fornemmer en kridtet og kalket mineralitet.
Trods den stringent syre, så er vinen smagsmæssigt blød og smelter nærmest i munden på en fyldig og saftig måde. Der er æblegrød, lidt tropisk frugt med abrikos, passionsfrugt, pærer og nogle lidt saltede elementer … virker let olieret, vild og pågående. 94 point.
På vingården koster en flaske 36€ … svarende til 268 kr.